På røven i Nakskov Fjord

af i Danmark/Rejse

LONGREAD // REPORTAGE – Man kan tage på ferie i det græske ø-hav. Men man kan også bare tage til Nakskov. Her kan man hoppe på postbåden og på magisk vis sejle rundt fra ø til ø i Nakskov Fjord. Jesper Viktor Larsen reporterer fra et område af Danmark, der i høj grad lever trods historier om sociale problemer og undergang.   

Det er en Iveco diesel. Seks cylindre og 150 hestekræfter. Postbåden hedder Vesta, og skipper hedder Otto Paludan. Denne lørdag formiddag klokken ni er postbåden udsolgt med 30 passagerer om bord. De sidder langs rælingen og under bådens halvtag med tæpper og picnickurve omkring sig. På dækket er der fyldt op med forsyninger til ø-lejren på Vejlø. Med ganske få knob bevæger vi os gennem Nakskov Havn.

“Duk, duk, duk.”

Egnen lever trods historier om undergang

For nogle år siden sendte TV 2 programserien På røven i Nakskov, hvor det meste af Danmark fulgte kontanthjælpsmodtageren Ib og sønnen Nikolaj. Men som så mange andre byer og egne er Nakskov og Vestlolland så meget mere end sociale problemer.

“Officielt stoppede vi med at sejle post i 2012. Vi fik i hvert fald ikke længere penge for det. Men vi sejler stadig lidt post og aviser rundt til de private øer om sommeren, når ejerne holder ferie der” – Otto Paludan

Vi passerer den sidste ud af syv kæmpekraner, der står tilbage fra skibsværftets tid. Tiden har været hård ved Nakskov, der tilfældigvis ligger, hvor den ligger. Som en blindtarm langt fra områder, der rimer på vækst, friværdi og fuld beskæftigelse. Men på kajen foran kranen er der fyldt op med mægtige vindmøllevinger, som venter på at blive skibet ud. Byen har puls. Her bor mennesker, og de fleste lever liv, der ligner alle andres.

Vi fortsætter ud vest for Vestlolland, ud i Nakskov Fjord, ud til de små øer med de store historier. Men først varmer Otto Paludan sine passagerer op med en lille historie:

”Hvis I kigger derovre til højre på havnen bag bunken af sammenpressede biler, der har vi køreskolen,” siger Otto Paludan til stor morskab for turens danske og udenlandske passagerer. Otto taler både tysk og engelsk til husbehov og nogle gange på samme tid. Han har haft postbåden siden 2009 og er i gang med sin sidste sæson her som 68-årig. Til næste år sejler postbåden videre med en ung lokal kvinde, der også kan sine historier, lover skipperen på sidste år. Otto Paludan er lidt af en sejlende legende hernede på Sydhavsøerne, både for sin humoristiske lune og for sin enorme viden om Vestlolland, fjorden og polarforskeren Peter Freuchen.

Forbi skansen med håret tilbage

På vej ud gennem havnen til styrbord, ligger Kuddeholm, der egentlig ikke længere er en ø. Den er til Otto Paludans ærgrelse fyldt op med sand.

”Vi siger, at det stadig er en ø, for så kan vi sige, at vi har 10 øer tilbage. Det ville også være bedre for fjordens iltning, hvis sandet blev fjernet, så der kan strømme vand igennem området,” siger Otto Paludan. På Kuddeholm står resterne af en skanse.

Vi vender os mod bagbord til øen Barneholm, for her har også stået en skanse. De to skanser har tilsammen behersket indsejlingen til Nakskov. I dag er Barneholm i privat eje og rummer en anløbsbro og en bolig.

Der blæser en frisk vind, som føles kølig i skyggen under det overdækkede halvtag på postbåden. Men ude foran har en gruppe på seks personer indtaget stævnen. Med håret blæst tilbage, sidder de i solen og får sig hver en dåseøl. De koster 10 kroner hos Otto, der står i førerhuset bagved og navigerer sikkert videre forbi Slotø.

Vugge for Danmarks flåde

Kong Hans anlagde omkring år 1509 en befæstning på Slotø, der blev døbt Engelsborg. Befæstningen indeholdte også landets første skibsværft, som dermed blev vugge for Danmarks flåde. Nakskov var dengang en af landets største byer, og på Vestlolland var der fyldt med egetræer, der var perfekt som tømmer til skibsbygning. I 1510 kom lübeckerne forbi Nakskov og befæstningen kunne ikke holde stand. Nakskov og Halsted Kloster blev plyndret i bund. Ruinerne af Engelsborg står stadig på Slotø og vidner om historien på godt og ondt.

På en af de andre ture som postbåden også sejler, lægges der til på Slotø. Men ikke i dag. Vi skal videre til Vejlø, og det virker nærmest som om, at postbåden selv finder vej efter 74 år på fjorden.

Der sejles stadig med postflag

Postsejladsen på fjorden startede helt tilbage i 1895. Dengang var de fleste af øerne beboet fast af fiskere, lodser og deres familier. I dag er der ikke længere fastboende på øerne. Postbåden Vesta blev bygget som færge i 1924 og sejlede mellem Kragenæs og Fejø indtil 1937. Siden dengang har Vesta sejlet som postbåd på Nakskov Fjord. Årligt transporterer postbåden cirka 4.500 passagerer, forsyninger og lidt post rundt.

”Officielt stoppede vi med at sejle post i 2012. Vi fik i hvert fald ikke længere penge for det. Men vi sejler stadig lidt post og aviser rundt til de private øer om sommeren, når ejerne holder ferie der,” siger Otto Paludan. Derudover skal der ofte en del forsyninger til Vejlø på denne tid af året, hvor Danmarks ældste ø-lejr har holdt til siden 1970.

Enehøje er gået i blodet på Peter. Han vokser op og bliver til Peter Freuchen, polarforsker på Grønland sammen med Knud Rasmussen. Deroppe bliver han gift med en grønlandsk kvinde, og sammen får de to børn

I horisonten ser vi en gruppe mennesker yderst på Vejløs anløbsbro. Ved siden af står en  lyseblå rutsjebane i vand til knæene. Et par fortøjrede joller skvulper stille. Vi lægger til, og straks begynder Otto og flere af de andre passagerer at løfte store kasser med blandt andet brød, grøntsager og toiletpapir over rælingen til deltagerne på ø-lejren. Kasserne lastes på to store trækvogne. Vesta skubbes tilbage ud på fjorden, og der vinkes farvel.

”Duk, duk, duk.”

Solen står efterhånden højt på himlen. Flere passagerer stiller sig ud mod rælingen og nyder solens stråler i den friske vind. Her langt ude på fjorden ses øer, hvor end der kigges hen. Vi passerer tæt forbi den lille ø Rommerholm. En gruppe havterner følger os på vej mod Enehøje.

Hr. og Fru Fürst

Ude agter blafrer det røde postflag. Nedenunder sidder et par og holder om hinanden.  Klædt fornuftigt i vind- og regntæt tøj, misser de med øjnene i solen.

”Guten Tag.”

Det er et tysk ægtepar, der blandt danskere denne lørdag har fundet vej til en tur med postbåden. Det har de taget tilløb til flere gange.

”Jeg arbejder som projektleder i et tysk firma, og vi har nogle samarbejdspartnere i Nakskov. Min kone og jeg har været her flere gange, men vi har aldrig før været med på denne tur. Her er meget smukt, og vi nyder naturen. Vi vidste slet ikke, at her er så fantastisk,” siger  Hr. Horst Fürst, mens Fru Birgit nikker, smiler og supplerer.

”Sidste gang vi var her, gik vi seks kilometer inde fra diget og helt ud til Albuen.” Hr. og Fru Fürst kommer fra Hannover. Postbåden kommer lige nu fra Vejlø og er på vej til Enehøje, der er fjordens største ø.

Peter Freuchens ø

Enehøje breder sig på knapt 100 hektarer. Øen rejser sig 16 tilsandede meter over havet. Staten ejer Enehøje, men der er to private boliger på øen. 150 dådyr græsser her og sørger for, at det hele ikke gror til.

”Mine damer og herrer! Ud fra mine beregninger skulle det her være Enehøje. Man er velkommen til at følge i mine fodspor og bestige bjerget på 16 højdemeter. Skulle man have lyst til at gå rundt i løs vægt, så sejler vi klokken 11.00 præcis. Ellers kommer jeg forbi igen på mandag ved samme tid,” siger Otto Paludan.

På Enehøje skriver Peter sine erindringer. Desuden bidrager store Peter med små historier til Vang Lauridsens margarineblad, der skal få husmødre til at købe endnu mere margarine” – Otto Paludan

Vi følger Otto mod bjergets top. Går på række ad anløbsbroen, gennem græsenge, forbi buske med grønne brombær og vilde blomster på spinkle, spændstige stængler. Det høje græs kildrer på de blottede ankler. Vi hører fugle- og græshoppesang, men ellers larmer her af ingenting. Forsigtigt vifter vi sommerfugle væk fra ansigterne. En flok dådyr forsvinder væk i skjul. Otto stopper halvvejs oppe ad bjerget, letter på kasketten og lægger an til et længere foredrag om polarforskeren Peter Freuchen, som ejede og boede på Enehøje fra 1926-1940.

”Herinde til venstre ser I gården, som Peter Freuchen boede på. Ved siden af ligger ‘Den blå Smedje’, der var hans skrivestue. Peter er født i Nykøbing Falster, men som barn kom han meget hos sin morfar, der boede i Lindelse, som I kan se lige derovre på Lolland,” siger Otto og peger et par kilometer over fjorden.

”Morfaderen laver svømmekonkurrencer for egnens børn. Dem, der kan svømme først ud til de forskellige øer i fjorden, kan kalde sig for konge af øen. Peter er en stærk 12-årig knægt, der som den første når i land herude på Enehøje. Og straks han kommer op fra vandet råber han ”Jeg er Peter, Kongen af Enehøje.” Øens bondemand kommer løbende og skælder Peter ud, og han får besked på at forlade Enehøje med det samme,” fortæller Otto.

Men Enehøje er gået i blodet på Peter. Han vokser op og bliver til Peter Freuchen, polarforsker på Grønland sammen med Knud Rasmussen. Deroppe bliver han gift med en grønlandsk kvinde, og sammen får de to børn. Imidlertid dør Peters kone og i 1924 vender han og børnene hjem til Danmark. Som følge af forfrysninger har den to meter høje polarforsker fået sat sin ene fod af. Men Peter Freuchen forelsker sig i den smukke Magdalena, der viser sig at være datter af den velhavende margarinekonge Vang Lauridsen. De to gifter sig, og i morgengave får Peter Enehøje af sin Magdalena. Derpå flytter de til øen, hvor de altså bor fra 1926-1940.

For 150 år siden var der 25 øer i Nakskov Fjord. Men efter den store stormflodskatastrofe i 1872, hvor Sydfalster og Sydlolland blev oversvømmet og tog flere tusinde mennesker og dyr med sig ud i Østersøen, blev der bygget dige langs det meste af Lollands sydkyst

Vi går videre op ad bjerget og når toppen i 16 meters højde. Her er Peter Freuchen foreviget i bronze af kunstneren John Kørner. Peter ligger, som han havde for vane, foran to enorme hvalkæber og tager sig et hvil halvt inde i et skyggefuldt brombærkrat, mens han kigger ud over Nakskov Fjord.

”Her på Enehøje skriver Peter sine erindringer. Desuden bidrager store Peter med små historier til Vang Lauridsens margarineblad, der skal få husmødre til at købe endnu mere margarine. Bladet bliver til ugebladet Ude og Hjemme, og Peter ansættes som chefredaktør. Hver uge tager han postbåden ind til Nakskov og herfra med damptoget til København for at redigere bladet. De sidste tre år han boede på øen, sejlede han med Vesta. Hvis I sætter jer på pladsen lige bag styrhuset, så sidder I der, hvor Peter altid sad,” fortæller Otto.

I samlet flok starter vi nedstigningen fra øens top. Efter få minutter når vi kysten og stiger igen om bord på Vesta. Videre til fastland.

”Duk, duk, duk.”

Picnic på Albuen

Vi runder Enehøjes sydligste spids og får øje på det yderste af Albuen, der kun stikker få centimeter over vandet. To gamle fiskerhuse på afstand ser ud som om, at de står direkte på vandet. Området er i øjeblikket lukket for besøgende, da det er yngletid for fugle. Vi passerer spidsen og drejer syd om Albuen. Flere små huse kommer til syne. Lidt væk et fyr. En anløbsbro med et par andre sejlende gæster. Vi sejler helt ind i Albuens hule og lægger til ved en anden bro. Her er der en times ophold, og alle passagerer går fra borde med madpakker og picnickurve.

Albuen er en seks kilometer lang og smal krumodde, som starter der, hvor Lollands dige slutter. Yderst bukker Albuen og bidrager til, at den sydlige del af fjorden inddæmmes. Her findes Østdanmarks største ghetto af strandtusser. På strandengen flyver svalerne lavt som små bombefly og leder efter insekter. I fjordens vandkant krabber små krabber af sted.

På den smalle tange mellem fjorden og Langelandsbæltet græsser dovne geder.

Postbådens passagerer har plantet sig i små grupper rundt på Albuen og er i gang med frokosten. Nogle sidder inde mod fjorden, andre ud til Langelandsbæltet. Nogle sidder ved det store lodshus bag fyret. Otto inspicerer den røde skolestue, der ligesom lodshuset kan lejes. En gang var skolestuen på 27 kvadratmeter både skole og bolig for lærerinden, der underviste fiskernes og lodsens børn herude.

Efter en times tid slippes postbåden fri af Albuen. Det var sidste stop på dagens tur. Nu fortsætter vi mod Nakskov Havn. Men oplevelserne slutter ikke her.

”Duk, duk, duk.” 

Baron Romer er om bord

Inde fra styrhuset får Otto øje på en sæl, der ligger og slænger sig på en sten ude i fjorden. Han offentliggør straks sin opdagelse til passagererne, der trækker mod styrbord. Han rækker sin kikkert til en mand, som står med klap op-solglassene nede foran sine briller. Manden slår straks sine solglas op og sætter kikkerten for brilleglassene.

”Det er sgu rigtigt, den ligger lige der. Lige der,” siger manden og peger.

Manden hedder Lasse Baron Romer, og han er lokal fra Nykøbing Falster. Han sender kikkerten videre og falder i snak.

”Jeg har hørt så meget om den her tur, og det er egentlig tosset, at jeg har aldrig været med før.”

Fire timer er gået på Nakskov Fjord. Kursen er sat den direkte vej østpå mod Nakskov Havn. Der er ikke noget, der hedder flex-tid for de seks cylindre under dækket. Vesta skyder fine knob på fjorden

Lasse Baron Romer har til dagen medbragt kone, to voksne døtre, svigerinde og svoger. Når de afmønstrer postbåden lidt senere, skal de spise frokost på restaurant Fjorden i udkanten af Nakskov.

”Da jeg ringede for at reservere plads til frokost, kunne jeg ikke fortælle nøjagtigt, hvornår vi kom. Men da jeg sagde, at vi skulle med postbåden, sagde de bare på restauranten, at de ville holde øje med, hvornår postbåden sejlede forbi dem. Så ville de finde plads til os,” fortæller Lasse.

Fire timer er gået på Nakskov Fjord. Kursen er sat den direkte vej østpå mod Nakskov Havn. Der er ikke noget, der hedder flex-tid for de seks cylindre under dækket. Vesta skyder fine knob på fjorden.

Da øerne blev bygget væk

Til styrbord ses spidsen af Langø. Langt ude ligger en gård, længere inde ses Langø by. Midt imellem står en flere hundrede lang række af poppeltræer lodret på den flade jord.

For 150 år siden var der 25 øer i Nakskov Fjord. Men efter den store stormflodskatastrofe i 1872, hvor Sydfalster og Sydlolland blev oversvømmet og tog flere tusinde mennesker og dyr med sig ud i Østersøen, blev der bygget dige langs det meste af Lollands sydkyst. Samtidig blev Langø inddæmmet og er ikke længere en ø, men et sted. Med ét forsvandt flere af de i alt 25 små øer, men samtidig fik egnen mere god landbrugsjord.

Fiskerne blev langsomt færre og bønderne flere. Ingen ved, hvornår det sker, men som følge af den globalt stigende vandstand, er de lavtliggende småøer i Nakskov Fjord i fare for at forsvinde. I vinter skete det modsatte, da et stykke af Albuen var oversvømmet i nogle måneder og pludselig var en ø.

Magien har sat sig

De fleste af turens passagerer kigger frem. Solen står i syd og glimter i vandet foran postbåden. I horisonten ses Nakskov Skyline. De to skanser, der blev bombet i stykker på Kuddeholm og Barneholm er visuelt erstattet af den smukke Sankt Nikolai Kirke og værftets kæmpekran.

Til bagbord har vi nu Kuddeholm. Lige bagved ligger Hestehoved Strand med sin 100 meter lange badebro. Det er her, der ofte måles de højeste badevandstemperaturer i landet. Så passerer vi restaurant Fjorden. Derinde render de lige nu rundt og finder plads til Lasse Baron Romer og vedhæng.

”Når jeg ringer og præsenterer mig som Baron Romer, så kan alt lade sig gøre,” siger Lasse, mens han sætter brillen på plads med pegefingeren og punkterer i et stort smil.

Det er magisk at sidde på røven i Nakskov Fjord

Der er gået fire en halv time, da vi er tilbage i havnen. Otto sænker hastigheden til ganske få knob. Han vender Vesta rundt og lægger til ved kajkanten parallelt med Havnegade. Han bukker, da de 30 gæster siger ”tak for turen” og går fra borde fyldt op med gode oplevelser og tomme picnickurve.

Det er magisk at sidde på røven i Nakskov Fjord.


Tips til en halv dag med postbåden

  • I sommerhalvåret sejler postbåden sin normale tur mandag til lørdag kl. 9 fra Havnegade i Nakskov.
  • Det er en god idé at bestille tid forinden, da der ofte er fuldt booket, når vejret er godt.
  • Selvom luften er varm, kan der være køligt ude på fjorden. Husk lidt varmt tøj.
  • Hos Slagter Friis i Nakskov laver de en lækker frokostplatte, som kan bestilles senest dagen før og hentes lige inden postbåden sejler af sted 300 meter derfra.
  • Udover den normale tur med postbåden, sejles der solfaldsture og særlige ø-ture. I øvrigt er det muligt at hyre Otto Paludan og postbåden til større grupper.
  • Overvej eventuelt at overnatte i den lille skolestue ude på Albuen. Det kan ikke blive mere eventyrligt.

Se mere her.


Fotos: Skribenten. 

Jesper Viktor Larsen er uddannet journalist, idrætspædagog og bachelor i Pædagogisk Sociologi fra Århus Universitet. Han er ansat som kommunikationsmedarbejder på erhvervsskolen CELF. Derudover laver han journalistik og kommunikation fra sin virksomhed VIKTOR Kommunikation og på sin Facebook-side, Cykelpassion, skriver han historier om at cykle.

Om sig selv siger han: ”Jeg søger til enhver tid at lave fair og objektiv journalistik. Men jeg interesserer mig særligt for det, der udspiller sig der, hvor der umiddelbart ikke ser ud til at ske noget som helst. Jeg søger ofte mod de små, nære historier og gerne dem, der foregår i Udkantsdanmark eller blandt socialt udsatte mennesker.

Det, jeg kalder for ”journalistik i sprækker og revner.” I min journalistik trækker jeg ofte på mine andre uddannelser indenfor pædagogik og sociologi. Jeg benytter mig ofte af reportage- og featuregenren. Når jeg skriver om min passion for cykling, sker det oftest på mere skønlitterær vis.”

Jesper er bosat i Nykøbing Falster. Du kan læse mere om Jespers passion for cykling på: https://www.facebook.com/Cykelpassion-1344695262274980/

Hvis du vil honorere Jespers artikler på POV, kan du donere et beløb til ham på Mobile Pay: 28725882

Seneste artikler om Danmark