FILOSOFI & TÆNKNING // KRONIK – I sin nye bog, Tænk – Til forsvar for et tankefuldt liv, formidler Svend Brinkmann svært tilgængeligt stof om tænkning, bl.a. hvad tidligere tænkere har tænkt om fænomenet, og han argumenterer for, at man skal lære sig at tænke selvstændigt. Men Brinkmann kommer til at opstille et par uheldige modsætninger og udelader nogle nuancer, der ikke kan undværes, hvis man som læser rigtigt skal forstå, hvordan tænkning, dannelse og værdien af at læse skønlitteratur hænger sammen, skriver lektor Johannes Adamsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Psykologiprofessor Svend Brinkmann har skrevet en bog med den fyndige titel Tænk og med undertitlen Til forsvar for et tankefuldt liv. En bog, hvor genrebestemmelse ikke er helt ligetil.
Bogen er blevet blandet modtaget, også overraskende negativt – og flere af de negative bemærkninger er efter min formening lidet træffende. Men en interessant bemærkning falder i Weekendavisen, hvor idéhistoriker Asker Hedegaard Boye skriver, at Brinkmann ”udlægger loyalt, hvad andre tænkere har tænkt om tænkning”, og heller ingen anden anmeldelse anfægter Brinkmanns omgang med de anførte vejledere udi tænkningens verden: Sokrates, Dewey, Heidegger, Hannah Arendt og en hel del flere. Jeg vil gerne anfægte den bedømmelse.
Brinkmann er med rette rost for sin fremragende formidling. Han skriver elementært godt, men det følgende vil prøve at vise, at Brinkmann nok til dels vinder sig klarhed i kraft af at afkorte sagerne lidt for meget.
Nietzsche forlangte evnen til ruminatio, drøvtyggeri (et skolastisk begreb; må ikke forveksles med det moderne psykologiske begreb om rumination), hvis man ville læse ham. Brinkmann selv tøver øjensynligt med at invitere læseren ind i svære materier, som kræver drøvtyggeri.
Kritikken er ikke, at han formidler, slet ikke at det er forbilledligt klart, men kritikken her er, at der udelades lidt for meget, som faktisk kunne hjælpe læseren til en bedre forståelse af tænkning og tænkningens særheder.
Simplificering for klarhedens skyld koster
Overordnet handler Tænk om tænkning. Den præsenterer sagen i seks kapitler, men det er ikke helt let at få greb om Brinkmanns ærinde.
På den ene side er han meget optaget af, at tænkningen – modsat det instrumentelle og nyttige – skal være unyttig. På den anden side præsenteres tænkningen også som et modspil til en række menneske- og samfundsproblemer, hvor tænkningen ifølge Brinkmann er helt fraværende. Men det er vel også en form for nytte?
Måske er modsætningen mellem nyttig og det, som har værdi i sig selv/det unyttige, ikke helt så heldig. Det vender jeg tilbage til.
En anden grund til at bogen trods sin tilsyneladende klarhed er vanskelig, er ikke, at tænkning er vanskelig, men at Svend Brinkmann ikke får klargjort, hvorfor den indledende og afsluttende grundidé om tænkning som tankernes frie vandring hænger sammen med dannelse og ikke mindst opfordringen til at læse skønlitteratur.
Jeg mener, at det skyldes, at Brinkmann selv ikke får udredt sit begreb, og det skyldes sandsynligvis, at han i utilstrækkelig grad fordyber sig i de filosoffer, han faktisk fremdrager. Jeg skal give tre eksempler på det.
Tænkning handler ikke om tilfældige indskydelser
For det første skriver Brinkmann om Sokrates, at denne ”var kendt for i lange perioder at kunne falde i staver, og det skete efter hans eget udsagn, når hans daimon – den indre stemme – henvendte sig til ham gennem tankerne”.
Lidt efter fortsætter Brinkmann: ”Min tese i denne bog er, at vores liv kunne beriges af at tænke mere. Vi burde lytte mere til vores daimon.” (s. 15, jf. s. 175). Han uddyber, at det handler om at ”dvæle ved tankerne, lade dem vandre uden ydre formål”. At tænke uden formål er ”det fineste og mest ubrugelige”, og derfor er denne Vestens tankefuldhed modsat Østens meditation (undskyld mig, det er altså noget af en kliché i en bog om tænkning, Vesten vs. Østen!), men hvad betyder det i øvrigt? At lade tankerne vandre ubrugeligt, uden at det er instrumentelt? Og er det ikke selvmodsigende både at dvæle ved tankerne og lade dem vandre?
Ej heller får Brinkmann Sokrates’ spørgende praksis frem, hvor det ikke bare gælder tanker, men om ved tænkende spørgen at blive klogere – oftest ved at vise hidtidige antagelsers grundløshed
Hos Sokrates, som vi kan se hos Platon, handler det ikke om at lade tankerne vandre, og hans ’daimon’ – det hedder faktisk daimonion – er ikke bare tankeindfald, men den stemme, som advarer ham mod at gøre noget, han var på nippet til. Hos Sokrates er det ikke bare stemmer, men en negativ tilskyndelse – en stemme, som får ham til at afholde sig fra noget, han er i færd med. Men det kommer ikke frem hos Brinkmann, som lader (tilfældige) indskydelser være synonyme med daimon.
Ej heller får Brinkmann Sokrates’ spørgende praksis frem, hvor det ikke bare gælder tanker, men om ved tænkende spørgen at blive klogere – oftest ved at vise hidtidige antagelsers grundløshed. Idet Brinkmann ikke i tilstrækkelig grad overvejer den sokratiske spørgen, forbliver grunden til Sokrates’ dom og henrettelse utematiseret. Gik anklagen ikke på, at han fordærvede ungdommen, og at det vel skete, fordi alt blev opløst, alle definitioner og faste tilholdspunkter blev antastet af tænken og spørgen, tænkende spørgen?
Hvorfor var Sokrates’ tanker vejvisende for resten af Europas filosofihistorie, hvis det bare var en skepticistisk opløsning af alt bærende? For Sokrates var det potentielt oplysende – og ikke opløsende, fordi han søgte visdom og troede, at kosmos, det velordnede univers, faktisk var i overensstemmelse med en sådan mulighed. Deraf kommer den centrale sentens, at et uundersøgt/ueksamineret/ugransket liv ikke er værd at leve. Og det, han især ville undersøge, er dyderne (arete). Sokrates idé om tænkning synes langt fra at handle om tilfældige indskydelser.
Tænkning hænger uløseligt sammen med forståelsen af den anden
Det andet eksempel henter jeg i kapitlet om dannelse, ”Tænkning som dannelse”, hedder det. Brinkmann kaster sig her over Hans-Georg Gadamer, hvis tilgang han ”bekender” sig til. Den lyder:
”Dannelse forstås her lidt slagordsagtigt som højnelse til humanitet gennem kultur” (s. 116).
Brinkmann fortsætter, at her er tre væsentlige ord, det vigtigste er humanitet, som vist ikke optager ham: ”Humaniteten – hvad end den er – er nemlig noget, der skal kultiveres”. Det er virkelig mærkeligt: Brinkmann udnævner humanitet til det vigtigste, men slår en nærmere bestemmelse hen, nævner bare, at det er noget almenmenneskeligt – hvilket behovet for mad, aggressiviteten og angsten jo også er!
Gadamer siger egentlig ikke det, Brinkmann gengiver ham for, det er med god vilje et Hegel-citat (klogt nok er det også uden citationstegn – og måske hans engelske oversættelser er vildledende). Gadamers projekt, i Wahrheit und Methode fra 1960, er meget omfattende. Han vil vise, at der kan være sandhed og erkendelse, ja endog metodisk tilgang til humaniora, inkl. kunst og æstetik, som derfor med rette kan påberåbe sig netop sand erkendelse.
Det grundproblem i al menneskelig tilværelse, nemlig at forståelsen af den anden, især gennem skriften, nærmest er et projekt, tages ikke op. Derfor bliver forsvaret for humaniora ikke klart argumenteret
Gadamer noterer sig det faktum, at det 18. århundredes forståelse af historicitet, af at alting hele tiden ændrer sig, truer med at underminere sandhed og nogenlunde sikkerhed uden for den naturvidenskabelige forskning. Er humaniora fanget mellem på den ene side sikker erkendelse ved metodisk at efterligne naturvidenskabens induktive tilgang eller på den anden side altings relativitet, tilfældige meninger, ikke-forpligtende ord altid allerede som avner vajende i vinden?
Hér er det, at Gadamer åbner problemstillingen ved Herders og Hegels tilgang i kraft af dannelsesbegrebet: Dannelse kan her forbindes med forståelse og sandhed, erkendelse og dømmekraft, fordi vi som mennesker er andet og mere end forklarende og regelbaseret, naturlovssøgende videnskab. Vi har en tilgang til verden, som involverer forståelse, selvforståelse og tid, så dannelse er en både historisk og individuel erkendelsesform, hvor det historiske i sin tidslige engangskarakter stadig kan have gyldighed. Vi læser ikke klassikere alene for at vide, hvad de gamle tænkte, men fordi det stadig kan åbne nye indsigter, men det forudsætter, at vi forstår dem.
Brinkmann forbigår det tavst, på trods af at han andetsteds meget vigtigt forsvarer humaniora med Martha Nussbaum. Han overvejer ikke, om Gadamers begreb om forståelse kunne være en hjælp. Og hvor blev så forbindelsen mellem forståelse og tænkning af? Hvordan kan min tænkning åbnes af andre?
Med andre ord: Det grundproblem i al menneskelig tilværelse, nemlig at forståelsen af den anden, især gennem skriften, nærmest er et projekt, tages ikke op. Derfor bliver forsvaret for humaniora ikke klart argumenteret, trods Brinkmanns mange opfordringer til at læse digte og skønlitteratur. En pointeret forbindelse med muligheden for bedre og mere sammenhængende tænkning savnes. Man læser sig til nye tanker, konstellationer og sammenhænge, man netop ikke kan sige sig selv – hvis forståelsen indfinder sig. Den dialog, Brinkmann med rette fremhæver, er jo udvidet i læsningen.
Det er ensomhed, der er tænkningens fjende
Tredje og sidste eksempel er Brinkmanns omgang med Hannah Arendt. Arendt gengives med henblik på tankens liv og tænkning som liv, åndens eller sindets (eng. ’mind’) liv. Men hvor Sokrates forstår tænkningens aktivitet i lyset af sin kærlighed til visdom, som forhindrede de mange tanker i at blive opløsende, er Hannah Arendt tillige i forlængelse af Sokrates optaget af, at tænkning er indre dialog, samtalen mellem mig og mig selv, som hun siger.
Tænkning begynder, når man alene er i samtale med sig selv, når menneskets identitet, den samme, i en vis forstand ophæves og bliver til to-i-én. Men denne dialog kræver en form for indre konsistens, at det metaforisk talt er to venner, der taler. Hvis det hele er forsvar-angreb, duer det ikke. Som den gode dialog kræver venskab (ifølge Aristoteles), således kræver også den indre dialog, at man så at sige kan se sig selv i øjnene, dvs. den kræver, at dialogen ikke ophører, fordi man er blevet sin egen anklager.
Måske er det ikke det instrumentelle, som er tænkningens fjende, men ensomheden, som nok desværre bliver mere og mere udbredt både på trods og på grund af en omfattende, nærmest totalitær, informations- og kommunikationsteknologi
Den indre dialogs forstummen er akkurat forskellen på ensomhed og det at være alene (vist forkludret af den danske oversættelse, jf. s. 132). Hos Hannah Arendt er det helt afgørende, allerede i hendes analyse af totalitarismen (det første hovedværk fra 1951), at ensomhed umuliggør tænkning, og man kan være ensom både alene og i mængden/massen.
Tænkning kræver, også for Sokrates, at man er alene (solitude), så dér kan man lade sit samlede jeg, identiteten, opløse i samtalens to-i-én, og det er åndens liv.
Ensomhed (loneliness) derimod kan man bære med sig, fysisk alene eller i mængden, men tænkningen forsvinder, hvis kun en farlig form for potentielt inhuman logik, lineært og kausalt, lades tilbage (terroristens mulighedsbetingelse).
Brinkmann har selvfølgelig ret i, at vores accelerationssamfund og forstyrrende sociale medier står i vejen for sammenhængende tænkning, men måske er det ikke det instrumentelle, som er tænkningens fjende, men ensomheden, som nok desværre bliver mere og mere udbredt både på trods og på grund af en omfattende, nærmest totalitær, informations- og kommunikationsteknologi. Det er forbavsende, at Brinkmann ikke nævner dette træk hos Hannah Arendt.
Bedre at skelne mellem forklarende og forstående tænkning
Som nævnt er det afgørende for Brinkmann og ikke bare i Tænk, at vi ikke forbliver instrumentelle, men kaster os ud i det unyttige, i det som har egenværdi. Jeg er ret usikker på, om det er det bedste forsvar for det menneskelige.
Det instrumentelle har jo mange sider og kan ikke reduceres til fx det økonomiske. En kolossal mængde af vores problemer kræver handling, hvor værktøj og instrumenter er vigtige, men hvad vil det sige? Antropologen Tim Ingold, som Brinkmann kender, vil fx sige, at uendelig meget fremstillet, også kunst og arkitektur, er forbundet med værktøj, men at det er afgørende, at man kender sit værktøj, at man kender sit stof, og at man har sans for det samspil, som opstår, når stoffet ’gør modstand’, er ’egenrådigt’.
En roman er til eksempel en symbolsk tanke- og erkendelsesform, hvor vi bliver klogere på noget – i kraft af og selv om og næsten på grund af, at det er fiktivt
På den måde er Ingold tæt på praksis-aspektet af Hegels dannelsesbegreb og også tættere på at bringe værktøj/instrumenter og dannelse sammen. Eksempelvis kan man tænke på, næste gang man lægger sig i en tandlægestol, hvor meget man værdsætter instrumentet og tandlægens kyndige brug af det, dvs. hans eller hendes viden og forståelse af hvilket instrument, hvor hårdt, længe osv.
Jeg vil foreslå en anden modsætning inden for tænkningen, nemlig forholdet mellem kausalt og symbolsk. Begge dele er nyttige, men hvor den kausale tænkning opererer inden for en årsags-virkning-dimension (forklarende), der vil den symbolske tænkning (forstående) prøve at indfange sammenhænge og konstellationer – hvilket også kan åbne selvforståelsen. En roman er til eksempel en symbolsk tanke- og erkendelsesform, hvor vi bliver klogere på noget – i kraft af og selv om og næsten på grund af, at det er fiktivt.
Denne forstående omgang med mennesker og kultur, symbolsk åbnet, dvs. hvor vi forstår os forbundne, er afgørende, også i historisk sammenhæng, dvs. ikke kun kausalt. Ellers eroderer både historie og fremtid, og vi efterlades isolerede i et flygtigt nu, ensomme, ikke tænkende.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
