KULTUR // ESSAY – Bjørn Nørgaards gobeliner på Christiansborg er et bud på de sidste 1000 års danmarkshistorie. De er både historisk og kunstnerisk interessante, men har selvfølgelig ikke alt med. Hjemme på besøg fra Brasilien, hvor jeg har boet de sidste tre år, bed jeg mærke i et af historiens og gobelinernes mest ikoniske motiver: Christian 10., som rider over grænsen til Sønderjylland i 1920. Det satte tankerne i gang om forskelle og ligheder mellem Danmark og Brasilien, og hvordan jeg oplever dette.
Jeg har boet i Brasilien i de sidste tre år, men i august var jeg for en tid på ferie i København. Det var første gang i halvandet år, at jeg i større omfang havde tid og mulighed for at se familie og venner.
Opholdet var også langt nok til at gå på opdagelse i det dengang post-pandemiske København, det vil sige, at se min hjemby udefra og hjemmefra på samme tid. Udefra, fordi jeg havde været længe nok væk til, at byen ikke var hverdag. Hjemmefra, fordi jeg trods alt ikke havde været længere tid væk end, at det hele – næsten – var hjemligt.
Spændt ud mellem at være turist og lokal københavner besøgte jeg Christiansborg for at se Bjørn Nørgaards gobeliner. Jeg har set dem før, og jeg synes stadigvæk, at de holder, at de er interessante ud fra en kunstnerisk og en historisk betragtning. Æstetisk udfordrende i kombination med tusind års danmarkshistorie presset ind i 17 vægtæpper.
Historieformidling i billeder
Det er ikke enkelt at forstå gobelinerne, for historieformidlingen i billeder kræver et historisk eller ikonografisk beredskab hos tilskueren. Jeg kender problemet fra livet i Brasilien, hvor jeg fortsat er i gang med at opbygge et beredskab på begge områder.
Når en brasilianer kører rundt med et banner, hvor der står AI-5 ja, betyder det – forstår jeg nu – at han går ind for genindførelse af 1960’ernes militærdiktatur. Når jeg ser værker af kunstneren Ruben Valentin, ser jeg – nu – ikke kun abstrakt geometriske motiver, men også symboler for candomblé-religionens guder.
Bjørn Nørgaard bruger naturligvis masser af danmarks- og kunsthistoriens ikonografiske øjeblikke, og mit blik faldt tilfældigt på gengivelsen af et af de mest kendte: Christian 10. som rider på sin hvide hest over grænsen til Sønderjylland efter genforeningen i 1920. Det er et motiv, jeg også havde set få minutter før på Heinrich Dohms maleri i Fredensborgsalen.
Grænsen som motiv
Det slog mig, at motivet med Christian 10. er den eneste direkte reference, jeg får til begrebet “grænse”. Ikke alene i gobelinerne, men også på rundturen på Christiansborg som sådan. Jeg kunne selvfølgelig have overset noget, men det er helt sikkert ikke et fremtrædende element.
Men selvom gobelinerne ikke indeholder – ret mange – direkte referencer til “grænser”, så indeholder de flere indirekte referencer. Det er lige så interessant.
Der er referencer til svenskekrigene i det 17. århundrede med tabet af Skåne, Halland og Blekinge og det svenske bombardement af København i 1659. Der er referencer til slaget på Reden, som fører til tabet af Norge. Og der er referencer til krigen i 1864, som fører til tabet af Slesvig og Holstein.
Det faldt mig ind, at disse indirekte referencer til grænser altid er til grænser, som bliver flyttet indad – som førte til, at Danmark blev mindre. I de sidste mange hundrede år i danmarkshistorien var grænsen et farligt sted. Det var et møde med noget aggressivt, og det førte til tab.
Undtagelsen, som samtidig er dét ikonografiske motiv af en grænse, som fandt vej til gobelinerne, er Christian 10., som fredeligt kommer ridende over grænsen i 1920. Det er så fredelig en situation, at han som bekendt har en blomsterpige siddende foran sig på sin hvide hest.
Tupã i Brasilien
Spændt ud som jeg var mellem at være turist og lokal, sendte det min erindring et par måneder tilbage. Her kørte jeg en tur ind i den dybere del af provinsen São Paulo i Brasilien. Mit mål var Tupã – en mindre og på de fleste måder helt ubemærkelsesværdig provinsby cirka 500 kilometer vest for selve byen São Paulo.
Tupãs claim to fame – og det primære mål for min tur – var et museum dedikeret til områdets oprindelige befolkning. De var stort set de eneste beboere i området, hvor byen nu ligger, helt frem til starten af det 20. århundrede.
Museet var interessant, men ikke overvældende, og de – få – tilbageværende efterkommere af den oprindelige befolkning bor nu i en landsby uden for Tupã. Covid19-pandemien gjorde, at her var der ikke adgang for udefrakommende.
Til gengæld besøgte jeg Varpas, som er en delvist forladt landsby oprettet i 1920’erne af en gruppe letter, som var udvandret efter første verdenskrig og havde slået sig ned udenfor Tupã. Her havde de anlagt en mindre landsby i byggestilen fra deres hjemland, og kronet den med, hvad der på det tidspunkt, var den største protestantiske kirke i Sydamerika. Enten var de meget religiøse eller også forventede de en stor befolkningstilvækst, for kirken var virkelig meget stor i forhold til landsbyens størrelse.
Grænsen til det ukendte
Der er over 500 kilometer fra Tupã til grænsen til Paraguay, så det var ikke nærheden til grænsen, som bragte turen frem i min erindring. Det var derimod snarere, at det indre af São Paulo-delstaten langt op i det 19. århundrede – og mange steder helt ind i det 20. århundrede – stort set var “ukendt land”.
Det vil sige, landet var selvfølgelig ikke ukendt for den oprindelige befolkning, som havde boet der i årtusinder. Det var derimod ukendt – først – for portugiserne og – siden – for den brasilianske stat. Det indre af São Paulo-provinsen var et grænseområde indtil starten af det 20. århundrede.
Det var ganske vist ikke et grænseområde som ved Kongeåen, hvor der på den anden side var en anden veldefineret statsdannelse. Det var derimod en grænse til “det ukendte”, og det engelske ord frontier og det portugisiske frontera dækker situationen meget bedre end ordet “grænse”. Grænse konnoterer statsgrænse på samme måde, som border gør på engelsk.
Grænsen i Danmark var farlig, og det samme gjaldt på sin vis for a frontera ved Tupã. Tropesygdommene malaria, gul feber og dengue var udbredte og skelnede ikke mellem den oprindelige befolkning og folk af europæisk afstamning.
Den oprindelige befolkning var heller ikke specielt imødekommende overfor udefrakommende bosættelser. Det skyldtes, at tilflytterne satte den oprindelige befolknings kultur og fysiske overlevelse under pres, da de nye bosættelser ofte førte til en blanding af tilfældige og intenderede folkedrab.
Tilfældige folkedrab i den forstand, at den oprindelige befolknings immunsystem efter årtusinders isolation var dårligt egnet til at modstå sygdomme fra de øvrige kontinenter. Intenderede folkedrab fordi den oprindelige befolkning stod i vejen for adgangen til landbrugsjord.
Grænsen som en mulighed
A frontera ved Tupã og lignende steder var imidlertid også en mulighed for de nye bosættere, som for eksempel letterne der havde bygget deres landsby. Området var – de facto – land, som ikke var ejet af nogen. Den oprindelige befolkning kunne ikke modstå presset, og den portugisiske kolonimagt og siden den brasilianske stat var uinteresseret og/eller for korrupt til at opretholde sin nominelle ejendomsret over det “ubeboede land”.
Grænsen, forstået som grænsen til det ukendte – the frontier – er også et velkendt begreb i USA. Den amerikanske historiker Frederick Jackson Turner skrev allerede om emnet i 1893 i essayet “The Significance of the Frontier in American History”. Det indeholdt den indflydelsesrige omend nu omdiskuterede konklusion, at the frontier var grundlæggende for udviklingen af den amerikanske kultur og det amerikanske samfund.
I befolkningsopgørelsen for 1890 havde den amerikanske stat ganske vist erklæret the frontier for lukket, fordi der ikke længere var uopdagede områder indenfor USA’s statsgrænser. Men, ifølge Turner, var the frontier alligevel en grundsten i USA’s udvikling. Den brugte han så til at forklare et vidt spektrum af fænomener.
Brasilien er på samme størrelse som USA minus Alaska, og i modsætning til USA er der fortsat store områder, som er “uopdagede”. Det er er ganske vist ikke længere “ukendt land”, hvor man ikke kender geografien, men alligevel er de frie landområder tilsyneladende uendelige.
Ved den brasilianske frontera er individet og dets muligheder i højsædet, staten ses som en uvelkommen og unødvendig begrænsning, og loven håndhæves ikke eller kun i begrænset omfang eller udenfor det juridiske system
Det er enorme områder, som er stort set ubeboede, og hvor statens tilstedeværelse er meget begrænset eller ikke-eksisterende. Selvfølgelig når man frem til rigtige grænser eller andre bosættelser på et tidspunkt, hvor uendeligheden så slutter. Men indtil de nås, er der muligheder for hurtig individuel rigdom, hvis man er heldig, dygtig eller skruppelløs nok.
Hvis man følger Turners teori, har det betydning for den brasilianske historie og samfundsindretning. Ved den brasilianske frontera er individet og dets muligheder i højsædet, staten ses som en uvelkommen og unødvendig begrænsning, og loven håndhæves ikke eller kun i begrænset omfang eller udenfor det juridiske system.
Samtidig er der kun en begrænset forståelse for et begreb om “det fælles”. I det brasilianske tilfælde er det ikke kun et spørgsmål om det fælles brasilianske, men også om dét, som store dele af verden ser som “den fælles regnskov”.
I modsætning til den danske grænse, så er den brasilianske frontera – og før det USAs frontier – ganske vist farlig, men det er ikke fordi den grænser op til en anden statsdannelse. Den er derimod farlig, fordi det er et ukendt område. Den indeholder imidlertid også nærmest ubegrænsede muligheder, hvis man kan tæmme det farlige og vilde ukendte.
A frontera er dermed et område, hvor man kan betvinge det vilde, det uciviliserede og naturen. Men det er ikke et område, som indeholder en anden sproglig, kulturel, politisk eller økonomisk magt. Det er ikke Sverige, Storbritannien eller Preussen, som lurer på den anden side af grænsen. Det er derimod fraværet af lande, civilisationer, kulturer og magt, så længe man husker at definere den oprindelige befolkning som værende udenfor civilisationen og uden kultur. Det har været tilfældet historisk og er det fortsat til dels.
Heden – den danske frontera
Selvom jeg mentalt set havde været en tur i Tupã, befandt jeg mig fortsat foran Bjørn Nørgaards gobeliner. Jeg gik tilbage til gobelinen “Ældre Glyksborgere” og ledte efter en reference til det eneste i Danmark, som minder om den brasilianske frontera – opdyrkningen af heden.
Andelsbevægelsen, højskolebevægelsen og et husmandssted er med på gobelinen, men Hedeselskabet er gået under radaren hos Bjørn Nørgaard. Måske godt det samme. Som Kjeld Hansen afdækkede i bogen Det tabte land førte strategien om, at “hvad udad tabes skal indad vindes” til en økologisk forarmelse, kombineret med tvivlsomme økonomiske resultater.
Selvom opdyrkningen af heden på mange måder var anderledes end nutidens fældning af regnskoven i Brasilien, så er der også ligheder mellem den lille indre danske grænse til den utæmmede hede og den store brasilianske frontera. På trods af denne lille parallel er det alligevel forskellen, som sidder tilbage som det altovervejende indtryk, når jeg tænker på de to lande.
Turners fortolkning af the frontier som bestemmende for den amerikanske historie har den ulempe, at den reducerer komplicerede årsags-virknings forhold i historien til en enkelt faktor. Det er sjældent holdbart, hvilket kritikken af Turner også har vist. Men alligevel havde jeg svært ved at hælde Turner helt ud af hovedet, når jeg tænkte på forskellene mellem Danmark og Brasilien.
Kontrasten
På den ene side det lille og historisk pressede land, hvis eksistens var truet efter krigen i 1864. I den danske kontekst førte det til nødvendigheden af at optimere de få tilgængelige ressourcer, som befandt sig på et veldefineret og begrænset areal. I Danmark var der kun det, der var kendt og kunne ses.
På den anden side Brasiliens tilsyneladende uendelige muligheder båret af en ekspansion, der længe ikke så ud til at have nogen ende. I Brasilien var der – og er der til dels fortsat – en tilsyneladende uendelig mulighed for at bevæge sig videre til nye ukendte og ikke mindst uudnyttede områder.
I Danmark i slutningen af 1800-tallet omlagde man – i et land der netop var blevet reduceret med en fjerdedel i størrelse – landbruget fra vegetabilsk til animalsk produktion.
I Brasilien i 1800-tallet – i et land hvor mere og mere land blev “opdaget” – indtog nybyggere nye områder og man fandt fortsat nye muligheder for økonomisk ekspansion: sukker, guld, diamanter, kaffe, kakao, soja og et langt etcetera.
Kontrasten gav mig flere associationer. Har de fysiske rammer mon betydning for, hvordan man organiserer et samfund? I et lille afgrænset område som Danmark er den ene persons overudnyttelse af ressourcer det samme som naboens tab. I et stort uafgrænset område som Brasilien kan man overudnytte ressourcerne på den anden side af a frontera uden, at det er et tab for naboen. Det vil kun gå ud over den oprindelige befolkning, og længe talte de ikke i det store regnestykke.
Det slog mig, at det formodentlig også betyder, at der på det lille afgrænsede område er et større behov og interesse for en effektiv konfliktregulering. Der er få undvigemuligheder, hvis naboen presser citronen på din bekostning. Det fører til en interesse for, at det er muligt at gå til en domstol og holde på sin ret. I Danmark kan man ikke undslippe en konflikt med sin nabo ved at rejse 500 kilometer op ad en flod og slå sig ned på steder som Tupã.
Er det dét, at Danmark historisk har en border snarere end en frontera, som i sidste ende – på godt og ondt – har styret meget af danmarkshistorien og mentaliteten
En anden association var spørgsmålet om, hvorvidt de fysiske rammer mon har betydning for retningen af og holdningen til migrationer? Nok ikke altid, men så længe det er land, som er den knappe ressource, er det vel sandsynligt. I slutningen af 1800-tallet emigrerede man fra Danmark og immigrerede til Brasilien.
I São Paulo er der et immigrationsmuseum, og her starter udstillingen med en film, som viser hvordan mennesket, siden dets oprindelse i Afrika, altid har migreret. Immigrationen til Brasilien ses i den sammenhæng blot som et eksempel ud af en uendelige række af eksempler på det fænomen. I Danmark er antallet af politiske partier, som strammer kriterierne for indvandring kun i vækst.
Har det at have en border styret den danske historie?
De spørgsmål bragte mig videre til det i virkeligheden grundlæggende spørgsmål. Er det dét, at Danmark historisk har en border snarere end en frontera, som i sidste ende – på godt og ondt – har styret meget af danmarkshistorien og mentaliteten, og dermed også hvad Bjørn Nørgaard har taget med i gobelinerne? Eller er den fortolkning blot et vildskud i retning af Turner?
Det er der næppe et simpelt svar på, og i hvert fald ikke et der faldt mig ind, mens jeg var på Christiansborg. Men jeg var næppe kommet i tanke om manglen på grænser på gobelinerne, hvis jeg ikke lige var kommet hjem på besøg fra Brasilien.
Det man ser – uanset hvor man nu bor – i det daglige er netop det daglige og dermed det givne. Psykologen og nobelprisvinderen Daniel Kahnemann siger i sin bog At tænke hurtigt og langsomt, at hjernen er doven af natur, og derfor bruger den sjældent energi på at beskæftige sig med det givne. Samtidig er nye steder kun nye i en tid, hvorefter de så bliver til det daglige og dermed det givne.
Så bare det at stille spørgsmålet om, hvorvidt forskellen mellem “grænse” og frontera har betydning for forskellen mellem den danske og den brasilianske mentalitet og samfundsindretning, forudsætter – måske – en indlevelse i begge kulturer.
Frontera og Amazonas skæbne
I starten af det 21. århundrede er det helt sikkert ikke forholdene i Tupã, som optager de fleste danskere, når de tænker på Brasilien. Når Brasilien rammer overskrifterne i medierne i Danmark er det ofte – og med god grund – relateret til rydningen af regnskoven i Amazonas. Nærmest ufattelige arealer bliver ryddet eller brændt af, og set udefra er det næsten uforståeligt. Hvordan kan man finde på det, når man allerede ved og har erfaret, hvad resultatet er?
Man kender det potentielle slutresultat, for som beskrevet i en tidligere artikel i POV.International har man allerede ryddet det meste af den såkaldte atlantiske regnskov i Brasilien. Det gik hurtigt og havde enorme og uoprettelige økologiske konsekvenser. I løbet af en periode på ikke meget mere end 150 år gik et areal mindst på størrelse med Storbritannien, Frankrig og Tyskland tilsammen fra at være dækket af frodig regnskov til at være udpinte græsmarker. Hvordan kan man gentage dette, når man har set konsekvenserne?
Er det en mulig forklaring, at det er eksistensen af en frontera som er årsagen til, at det sker igen? De tilsyneladende uanede muligheder for rigdom, den manglende afhængighed af en nabo, den tilsyneladende – i det mindste for individet – uendelige geografiske udstrækning af “uopdaget” land.
Hvis det er tilfældet, hvem kan så fortænke den enkelte brasilianer i at søge lykken i en situation, hvor gevinsten kan være enorm for den enkelte, mens de negative konsekvenser er mikroskopiske i den store sammenhæng?
Hvilken europæer kan klandre brasilianeren, hvis han siger – “lad os tale om rydningen af regnskoven, når du har reduceret dit klimaaftryk til mit niveau”?
Hvem kan som overforbrugende europæer hævde en moralsk ret til at kritisere brasilianerens handlinger, når europæerens klima- og miljømæssigt aftryk sandsynligvis langt overstiger aftrykket fra brasilianeren, som rydder et par hektar regnskov?
Hvilken europæer kan klandre brasilianeren, hvis han siger – “lad os tale om rydningen af regnskoven, når du har reduceret dit klimaaftryk til mit niveau”?
Det er ikke en undskyldning for at rydde regnskoven. Det er slet ikke en undskyldning for at føre en politik, som fremmer rydningen af regnskoven. Men det er en potentiel forklaring på, hvorfor der er folk, som synes det giver mening at rydde regnskoven.
Livet lives hjemmefra med forstås udefra
Søren Kirkegaard sagde som bekendt, “at livet leves forfra, men forstås bagfra”. Logikken er til at forstå og umiddelbart overbevisende, men på vej ud fra Christiansborg slog det mig, at pointen kan diskuteres af mindst to årsager.
For det første fordi Daniel Kahnemann har godtgjort, at man måske snarere skal tale om to forskellige “selv’er”. Et oplevende selv og et erindrende selv, hvor det erindrende selv ikke altid er bedre til at forstå verden end det oplevende selv. Kahnemann viser, at Søren Kirkegaards forståelse af en situation bagfra ikke altid er kvalitativt bedre end, hvordan man oplever situationen i øjeblikket.
For det andet fordi dét at hævde “at livet leves forfra, men forstås bagfra” ikke tager højde for, at der er forskel på at se ting hjemmefra og udefra. Uden min oplevelse med at have boet tre år i Brasilien ville jeg næppe have studset over den manglende grænse i gobelinerne, og hvad det førte med sig af tanker. Og tilsvarende, hvis jeg ikke havde haft min opvækst i Danmark, ville jeg måske ikke studse over mange dagligdags ting i Brasilien.
Så livet leves ikke forfra, og forstås bagfra. Livet leves hjemmefra, men forstås udefra.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her