Brexit var alvorligt ment: Briterne har aldrig rigtig set sig som del af Europa

i EU/Politik & Samfund af

BRITISK VALG // KOMMENTAR – I den danske debat har man ofte kunnet få indtryk af, at folkeafstemningen om Brexit i 2016 på en eller anden måde var en fejl eller en misforståelse, og at briterne i virkeligheden gik og drømte om en mulighed for at gøre beslutningen om. Med parlamentsvalget torsdag og den klare opbakning til Boris Johnsons Brexit-linje er der ikke længere meget støtte at hente til den opfattelse. Brexit var efter alt at dømme alvorligt ment, og giver også på mange måder god mening, når man ser på britisk historie og landets lange og besværlige samliv med “Europe”, som de aldrig rigtigt så sig selv som en del af.

Hvorfra kom egentlig forestillingen om, at Brexit ikke var alvorligt ment, eller at resultatet af folkeafstemningen i 2016 på en eller anden måde var snyd?

Vi ved endnu ikke, om briternes forhåbninger til fordelene ved at forlade EU vil blive indfriet; det vil vise sig i de kommende år. Men ser man på Storbritanniens historie, så ligger Brexit på mange måder i naturlig forlængelse af de mange års besværlige samliv mellem Storbritannien og det europæiske samarbejde, og giver grundlæggende god mening.

Churchill ønskede Europas forenede stater, men jo ikke, at Storbritannien skulle deltage i det

Storbritannien – eller England, som vi tidligere blot kaldte det – har altid opfattet sig selv som noget andet end Europa og gennemgående set med ganske betydelig skepsis på det europæiske samarbejde. Churchill ønskede Europas forenede stater, men jo ikke, at Storbritannien skulle deltage i det. I sin berømte tale på universitetet i Zürich i 1946, hvor han slog til lyd for et forenet Europa, siger han i slutningen, at “Storbritannien, det britiske Commonwealth, USA og forhåbentlig Sovjet må være det nye Europas venner og sponsorer og kæmpe for dets ret til at leve.”

For ham var det europæiske samarbejde først og fremmest Frankrigs og Tysklands forening for at sikre Europas fred, støttet af Storbritannien, men deres horisont var langt videre, og de var først og fremmest forpligtet på imperiet og dets arvtager, Commonwealth. Så selvfølgelig skulle deres “Island home” ikke selv være en del af samarbejdet.

“Let Europe arise”. Mindeplade på Zürichs universitet, hvor Chruchill den 19. september 1946 holdt sin berømte tale, hvor han anbefalede et forenet Europa. Wikimedia Commons.

Og sådan blev det. I 1952 kom kul- og stålunionen med deltagelse af Tyskland, Frankrig, Italien og de tre Benelux-lande. De samme seks lande, som i 1957 underskrev Romtraktaten. Det Europæiske Fællesskab var skabt, og englænderne betragtede det lidt skeptisk fra sidelinjen. De økonomiske fordele ved samarbejdet forekom dog overbevisende, og i løbet af 1960erne var der langstrakte og vanskelige forhandlinger om Storbritanniens (og Danmarks) optagelse i fællesskabet.

I 1967, da Storbritannien og Danmark langt om længe for første gang søgte om EF-medlemskab, sagde Frankrigs præsident de Gaulle nej, primært fordi han ikke regnede englænderne for overbeviste europæere, men frygtede, at de blot ville skabe uro og ballade og modvirke den europæiske integration.

Det fik han ret i, og da medlemskabet alligevel blev en realitet i 1973, blev det begyndelsen på adskillige års stridigheder om integrationens tempo, udgifternes fordeling m.m.

Historie og kultur er mægtige kræfter, som vi tit undervurderer i vores gennemgående ret historieløse og overfladiske debat – for ikke at tale om vores medier, som lige så snart vi kommer en smule ud i den større verden gør os meget lidt klogere

Thatcher slog hårdt med håndtasken, krævede “my money back” – og fik det. Og integrationen accelerede enormt i årene efter 1973 – som det var forudskikket i Romtraktaten. Og briterne følge sig stærkt ubekvemme ved det.

Fra et dansk synspunkt burde det egentlig ikke være så mærkeligt, for vi har også altid følt os lidt på kanten af Europa og haft meget svært ved at forstå den føderalistiske strømning, som altid har været stærk blandt de oprindelige medlemslande.

Historie og kultur er mægtige kræfter, som vi tit undervurderer i vores gennemgående ret historieløse og overfladiske debat – for ikke at tale om vores medier, som lige så snart vi kommer en smule ud i den større verden gør os meget lidt klogere. Faktisk har deres dækning af Brexit og det britiske valg gennemgående været skandaløst ringe og ekstremt snæversynet/provinsiel.

Brexit er på mange måder virkeliggørelsen af briternes – englændernes – selvforståelse og historiske erfaringer. Det er i virkeligheden Churchills vision, der stadig lever. De føler sig næppe snydt eller mener de har stemt forkert. De mente det faktisk alvorligt.

Held og lykke til dem i deres videre færd, hvor Danmark forhåbenlig også kan være lidt med på sidelinjen – som vi plejer.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV WeekendDet er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Topfoto: Winston Churchill. Wikimedia Commons.

Nikolaj Bøgh (født 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, rådmand og formand for Kultur- og Fritidsudvalget på Frederiksberg (C) samt konservativ folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet en række bøger, herunder ”Hækkerup” om den socialdemokratiske udenrigsminister m.m. Per Hækkerup og ”Brødrene Møller” om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. Hans seneste bog er "100 historier fra Frederiksberg", der udkom i marts 2019.

Seneste artikler om EU