VALG I UK // PORTRÆT – Nigel Farage har overlevet kræft, flystyrt, hån og politiske nederlag. Men han var en af mændene bag Brexit, og i dag står hans parti til en overvældende sejr ved lokalvalg i England og parlamentsvalg i Skotland og Wales. “Med Donald Trump og J.D. Vance som forbilleder fremstiller Nigel Farage sig selv som manden, der beskytter de svage”, selvom hans milliardstøtter næppe er kendt for deres store kærlighed til den jævne mand, skriver Michael Seidelin.
PARIS – Dagen før Brexit-afstemningen i juni 2016 stod jeg i en overfyldt og typisk larmende pub i London, da der pludselig lød høje skældsord. Anledningen var, at billeder af Nigel Farage, den omstridte leder af det EU-fjendtlige UKIP-parti, tonede frem på en tv-skærm i et hjørne af pubben med en sidste opfordring til vælgerne om at stemme ja til Brexit – britisk udtrædelse af EU.
”Han taler og taler. Men man kan ikke tage den mand alvorligt. I morgen er han færdig, når vi har stemt for at blive i Europa,” lød det roligt og selvsikkert fra en ældre herre i et elegant jakkesæt om politikeren, der dengang og nu gerne lader sig interviewe i en pub med en pint i hånden.
Han tog fejl. 51,9 procent af briterne stemte ja til Brexit med Nigel Farage som den store triumfator. Manden, der havde overlevet en alvorlig trafikulykke, en livstruende kræftsygdom og et flystyrt, var ikke færdig.
Den konstante strøm af migranter og flygtninge over den Engelske Kanal gør det let for ham at afvise premierminister Keir Starmers løfter om bedre kontrol
Han forsvandt ganske vist hurtigt efter fra den politiske scene, men vendte kort efter tilbage, og i dag torsdag kan han fejre en ny triumf ved lokalvalg i store dele af England.
Ifølge en samlet gennemgang af meningsmålingerne på sitet Pollcheck kan Nigel Farages parti Reform UK sætte sig på ikke mindre end 1.470 pladser i by- og amtsråd mod kun 68 ved de samme valgsteder ved sidste valg. I en række store byer og amtsråd overalt i landet undtagen i London får Reform UK flertal, mens både det regerende Labour-parti og de konservative bliver halveret.
Det forventede resultat i England svarer til 27 procent af stemmerne mod kun 20 til Labour og 18 til de konservative. Opnår Nigel Farage et tilsvarende resultat ved parlamentsvalget i 2029, kan han takket være den britiske valglov sikre sig et solidt flertal i Underhuset, hvilket vil udløse et politisk jordskælv langt ud over Storbritanniens grænser.
Lang vej endnu
Men Nigel Farage har stadig lang vej igen. Han har tidligere opnået opsigtsvækkende resultater som ved valget til EU-parlamentet i 2014, hvor hans daværende parti UKIP, United Kingdom Independence Party, blev det største med 26 procent af stemmerne.
Men året efter måtte han efter skandaler i partiet, intern splittelse og anklager mod flere ledende medlemmer for racisme nøjes med 12,6 procent af stemmerne. UKIP opnåede kun et medlem af det britiske parlament ved valget i 2015, hvor han ikke selv blev valgt.
Efter den forventede succes torsdag skal han bygge en solid partiorganisation op ude i de enkelte valgkredse, hvor parlamentsvalgene bliver afgjort. Det har indtil nu ikke været hans stærke side, og individualisten Farage skal samle et hold omkring sig, hvilket han hidtil har haft svært ved.
Men han har den fordel, at de to gamle magtpartier, Labour og de konservative, nærmest er i opløsning. Flere konservative parlamentsmedlemmer og en tidligere fremtrædende minister har allerede meldt sig under Nigel Farages faner.
Dertil kommer, at han denne gang har den politiske tidsånd med sig, som de højreradikale partiers succes på det europæiske kontinent viser.
Den konstante strøm af migranter og flygtninge over den Engelske Kanal gør det let for ham at afvise premierminister Keir Starmers løfter om bedre kontrol med den illegale indvandring, som har været Nigel Farages slagnummer siden dannelsen af UKIP i 1993.
”Vi vandt slaget om Brexit takket være vores kampagne mod indvandring. Snakken om Europa var kun en biting,” lød det fra en UKIP-aktivist, da jeg som Politikens udsendte til Brexit-afstemningen i 2016 talte med hende dagen efter. ”Det her virkede,” fortsatte hun og pegede på en plakat, der viste en endeløs kø af migranter, som ventede på at komme ind i Storbritannien.
En modstandsdygtig lever
Indvandringen har også været Nigel Farages hovedtema ved årets lokalvalg og valgene til parlamenterne i Skotland og Wales, hvor Reform UK også står foran et bragende gennembrud med 27 procent af stemmerne i Wales og 18 procent i Skotland – mere end både Labour og de konservative, men efter de lokale selvstændighedspartier.
Nigel Farage afviser selv, at han er racist eller fremmedhader.
”Jeg er en engelsk patriot ind til rygmarven”, lyder det jævnligt fra ham. Han lader sig jævnligt fotografere i en pub med en pint i hånden omgivet af pubgæster, der er glade for en snak om golf og cricket, der er hans foretrukne sport.
Det var allerede tilfældet på Dulwich College for velhavende familiers børn udenfor London, og da han som ung børsmægler i 1989 stiftede en morgenmadsklub for kolleger med navnet the Column Club i Simpson’s Tavern, var kriterierne for medlemskab ”en kærlighed til alt, hvad der er britisk, især cricket, en modstandsdygtig lever og dybfølt mistillid til EF” (forløberen for EU).
Han var kendt for racistiske holdninger, hvilket skolens rektor affærdigede som en form for ‘uartighed’. Den unge Farage var også stærkt påvirket af den ultrakonservative politiker Enoch Powell, der var kendt for sin spådom om ”flodbølger af blod”, som ville blive konsekvensen af massiv indvandring til Europa.
Skandaler og racisme
Nigel Farages excentriske far havde selv været mægler på børsen for ædelmetaller, men han forlod både familie og job til fordel for antikviteter. Det slog ikke den unge Nigel ud. Han delte hurtigt faderens kærlighed til øl og vin, og han blev børsmægler ligesom faderen.
Efter flere job endte han i en filial af den franske bank Crédit Lyonnais. Det endte brat, da han slog en beruset ven i gulvet inde i børsbygningen, og han dannede i 1994 sit eget firma med navnet Farage Futures.
Farage var bevidst om faren ved at fremstå som et ekstremt højreparti
På det tidspunkt var han en fraskilt far til to børn, og med masser af fritid dannede han en ny klub, hvor alkohol og rejser til 1. verdenskrigs slagmarker var faste indslag. En af hans venner, Godfrey Bloom, der blev UKIP-medlem af EU-parlamentet i 1994, gjorde sig jævnligt bemærket med angreb på arbejdsløse, ligesom han krævede stop for britisk bistand til såkaldte ”Bongo Bongo lande”.
Nigel Farage tog vennen i forsvar. ”Han er ikke racist eller ekstremist af nogen slags, han er ikke engang imod kvinder. Han har snarere en slags gammeldags sans for humor, som man finder i hæren, og som ikke passer særlig godt i det moderne Storbritannien.”
Det var netop det image, Farage forsøgte at skabe for sig selv: den jævne mand, der ikke er bange for en ‘godmodig’ joke om fremmede, mens hans drikker sin pint og ryger en cigaret i fred.
Succes med nyt parti
Det fik han i en periode god tid til, da han måtte lukke sin virksomhed, og det gik galt, da han blev kørt over af en bil i udkanten af London. Ulykken var alvorlig, og Nigel Farage fik et nyt slag med en kræftdiagnose. Han overlevede sygdommen, og begyndte for alvor at dyrke sine forbindelser i det konservative parti, som han havde sluttet sig til i 1988, på golf- og cricketbanerne.
I 1990 blev hans politiske idol, premierminister Margaret Thatcher tvunget til at gå af som premierminister og konservativ leder af den pro-europæiske fløj blandt de konservative. Nigel Farage fulgte i 1992 tusindvis af andre ud af partiet, da den konservative premierminister John Major accepterede britisk tilslutning til den nye Europæiske Union – som et flertal af danskerne stemte nej til i juni samme år.
Han vendte hurtigt tilbage i spidsen for et nyt parti, Reform UK, der fra 2021 fremstod som et klart, højreradikalt og trumpistisk parti
Han var en af stifterne af et nyt parti, UKIP, UK Independence Party, der i de første år langt fra var en succes. Ved valget i 1997 blev det overhalet af et andet EU-fjendtligt parti, mangemilliardæren sir James Goldsmiths Referendum Party. Men da Goldsmith døde kort tid efter, var det slut med hans parti, og vejen lå åben for UKIP.
I 1999 fik partiet tre mandater ved valget til EU-parlamentet – det ene tilfaldt Nigel Farage, der især var kendt for at holde hof i parlamentets bar med et godt glas vin i hånden, mens han var en sjælden gæst i parlamentets udvalg, hvor det politiske benarbejde foregår.
Han havde også nok at se til hjemme. Han blev ganske vist først partiets leder i 2006, men han var dets profil udadtil. Medlemmerne var en udisciplineret flok, hvoraf mange kom fra racistiske småpartier, og Farage var bevidst om faren ved at fremstå som et ekstremt højreparti.
’Den jævne mands parti’
Men samtidig bredte modstanden mod indvandring sig overalt i landet, og i de følgende år – frem til i dag – har han gået en svær balancegang mellem en relativ moderat stil og en åbenlyst fremmedfjendtlig holdning.
Han formåede at holde de sortklædte og tatoverede skinheads i British National Party væk fra partiet. Men han fremstod alligevel som ekstrem, og han var ikke i stand til at vinde en valgkreds ved parlamentsvalget i 2010 på trods af en højprofileret valgkamp mod selveste Underhusets formand. Men kun fire år efter fik UKIP et gennembrud ved valget til EU-parlamentet med 26 procent af stemmerne, og året efter blev partiet nummer tre i parlamentsvalget efter de konservative og Labour.
Temaet var igen indvandring. Men ved dette og de følgende valg fik partiet for alvor flere varer på hylderne. I de – relativt store dele af England – hvor selv større provinsbyer ligner krisehærgede europæiske byer i 1950’erne med en ludfattig befolkning – får Nigel Farage vælgere i tale ved at tale om det socialdemokratiske Labour-partis svigt af de dårligst stillede.
Ifølge det ansete forskningsinstitut Joseph Rowntree Foundation lever 22 procent af englænderne under fattigdomsgrænsen. I dele af London og i Nordengland lever hver tredje, i stigende grad unge, i fattigdom.
Nigel Farage har samtidig udnyttet de mange såkaldte ’groomingskandaler’, hvor unge pakistanske mænd i byer som Bradford og Peterborough har misbrugt unge kvinder, som Farage systematisk omtaler som ”hvide kvinder”.
De seneste års bølge af knivdrab i London er knyttet til byens store indvandrerkvarterer, hvilket Labour-politikere og dele af pressen har forsøgt at afvise for ikke at ”hænge indvandrere og muslimer ud”.
Flystyrt og Brexit-sejr
Kombinationen af kampagner mod indvandring og indvandrere, mistillid og regulært had til EU samt en social retorik har sammen med Nigel Farages fremstilling af sig selv som ”folkets ven” været effektiv.
Det var ved at være slut, da han stillede op til parlamentsvalget i 2010. På selve valgdagen styrtede hans fly ned, og Farage blev hårdt såret. Men han lovede at komme stærkere tilbage, og han blev sammen med den konservative Boris Johnson en af de drivende kræfter i Brexit-kampagnen i 2016.
Igen havde hans modstandere ikke taget Farage og hans tilhængere alvorligt. Allerede ti år tidligere havde den daværende konservative leder David Cameron betegnet UKIP’s medlemmer som ”fruitcakes, loonies and closet racists”. Den bemærkning citerede Nigel Farage ham ofte for siden.
Vi er truet som aldrig før… Den største trussel kommer indefra
Efter Brexit blev Nigel Farage pludselig overflødig. Han stod i skyggen af den konservative premierminister og nejsiger, Boris Johnson. Ganske vist stiftede Farage et nyt parti, Brexit Party, som fik ikke mindre end 31,6 procent af stemmerne ved valget til EU-parlamentet i 2019. Storbritannien var endnu ikke trådt ud af EU, og Nigel Farage førte kampagne for et totalt brud med EU.
Efter denne sejr valgte Nigel Farage at trække sig tilbage fra politik. Men han vendte hurtigt tilbage i spidsen for et nyt parti, Reform UK, der fra 2021 fremstod som et klart, højreradikalt og trumpistisk parti. Med Donald Trump og J.D. Vance som forbilleder fremstiller Nigel Farage sig selv som manden, der beskytter de svage. Han glemmer at fortælle, at han får massiv økonomisk støtte fra milliardærer, hvis kærlighed til den jævne mand er til at overse.
Den 29. april afslørede dagbladet The Guardian, at milliardæren Christopher Harborne hjalp Nigel Farage med fem millioner pund, da han i 2024 valgte at stille op som kandidat i parlamentsvalget. Ifølge Farage skulle pengene finansiere sikkerheden omkring ham.
Vennen i Mar-a-Lago
Han havde allerede i 2012 mødt den kommende præsidentkandidat Donald Trumps rådgiver Steven Bannon. Farage optrådte jævnligt i den nye, stærkt højredrejede britiske tv-station GB News udsendelser, han var jævnligt gæst i Fox News, og han deltog i konservative møder som den Conservative Political Action Conference i USA i 2020, hvor han meldte klart ud.
”Vi er truet som aldrig før… Den største trussel kommer indefra. Den største trussel er en femte kolonne, som forsøger at ødelægge familierne, forsøger at ødelægge vores jødisk-kristne kultur, vores forfatning, vores historie, vores stolthed over hvem vi er, hvad vi er… Vores børn bliver indoktrineret. Vores universiteter er blevet læreanstalter i marxisme, og det må stoppe…” Talen blev suppleret med de traditionelle advarsler om indvandring.
Det er ren trumpisme, og han har aflagt de obligatoriske besøg i Mar-a-Lago, hvor værten har skamrost sin britiske gæst – for få dage efter at kritisere ham sønder og sammen. Men ifølge de seneste forlydender er parret Trump og Farage igen venner, og lad os gætte på, at en valgsejr til Farage vil blive hilst med glæde i Det Hvide Hus.
Læs mere af Michael Seidelin her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og