Er Rusland en militær trussel?

i Europa/Danmark/Politik & Samfund af

KOMMENTAR – Udgør Rusland virkelig en militær trussel imod Danmark og NATO? Det spørgsmål skal diskuteresved en konference i København i dag og det er vigtigt. Og svaret er både ja og nej, skriver Lars Bangert Struwe, der er generalsekretær i Atlantsammenslutningen. En ting står imidlertid klart: Med sin meget aktive og aggressive brug af cyber i alle dimensioner risikerer Rusland at skabe en ukontrollabel situation og opfordringen til både Rusland og Kina må derfor klart lyde: stop de uhæmmede operationer. I risikerer at starte en reel militær konfrontation.

Forsvarsministeren har lige forhandlet et nyt forsvarsforlig i hus; et af de helt centrale omdrejningspunkter er forholdet til Rusland. Hvis Putin ikke havde annekteret Krim i 2014, så havde vi næppe set den danske genoprustning, som får en bred tilslutning fra DF til S og R.

Men partierne kan ikke blive enige om, hvorvidt Rusland faktisk udgør en trussel. Man kan med rette argumentere for på den ene side, at Rusland er en stor trussel, hvis man ser på Georgien, Ukraine, Krim, russiske militære øvelser med 130.000 deltagere og de russiske militære reformer.

På den anden side kan man lige så godt argumentere for, at Ruslands militær ikke på nogen måde er et match for USA eller NATO.

Så hvad er egentlig op og ned i denne diskussion?

Mandag den 26. februar vil dette komme ret klart til skue, når Marie Krarup har indbudt til diskussion om Rusland i Vartov. Der vil ikke blive enighed om synet på Rusland og om landet truer os militært ved den lejlighed.

Men nogle af synspunkterne, der vil blive diskuteret, kan blive de følgende:

Rusland er underlegen over for USA og NATO

Dette er regnearkstankegangen. Man ser på den samlede russiske militære styrke i forhold til NATO og USA, og svaret står klart meget hurtigt: Rusland kan på ingen måde matche USA og NATO. USA bruger årligt lige omkring 600 milliarder amerikanske dollar på militæret, mens Rusland kun bruger omkring 69 milliarder. Det er meget pålidelige tal, som det anerkendte svenske forskningsinstitut SIPRI kommer frem til.

De ti førende militære magter i verden er ifølge SIPRI: USA, Kina, Rusland, Saudi-Arabien, Indien, Frankrig, Storbritannien, Japan, Tyskland og Sydkorea – målt i forsvarsbudgetter. Så Rusland kan på ingen måde matche USA og dets allierede.

Ser man på antal hangarskibe, er USA fuldstændigt overlegen og har et sted imellem 10 og 19 – afhængig af måden, man opgør regnestykket på. I modsætning hertil har Rusland højest et operativt hangarskib. Til gengæld har Rusland langt flere kampvogne (tanks) end USA

Problemet er et andet. Nemlig om vi overhovedet kan bruge forsvarsbudgetterne til noget. De er godt nok et udtryk for, hvor meget man bruger på militært isenkram, men også på løn, pension og hospitaler.

Ser man på antal hangarskibe, er USA fuldstændigt overlegen og har et sted imellem 10 og 19 – afhængig af måden, man opgør regnestykket på. I modsætning hertil har Rusland højest et operativt hangarskib. Til gengæld har Rusland langt flere kampvogne (tanks) end USA – og inden det bliver for nørdet, så klik selv ind på f.eks. www.janes.com eller www.globalfirepower.com Resultatet bliver, at Rusland har en masse materiel, men at det til gengæld er af svingende kvalitet.

De, der abonnerer på tanken om, at Rusland er underlegent, vil derfor og med andre ord påpege, at Rusland bruger 10 procent af USA’s forsvarsudgifter. Resten kan man diskutere herfra og til dommedag.

Rusland er en trussel mod NATO

Denne tankegang ses hos de såkaldt ’hårde realister’, der ser på Ruslands og landets ageren i Ukraine, Georgien og Syrien med stor bekymring. Ofte taler de om Putin, som den fanden selv, og tillægger ham alverdens ondsindede hensigter. En del af disse ser også på russisk historie med bekymring, og betragter Rusland som en aggressiv stat, der har ageret som en sådan helt tilbage siden 1600-tallet.

Igennem de seneste år er denne retning blevet støttet af en række krigsspil, som er gennemført af bl.a. den amerikanske tænketank RAND. Disse krigsspil viser, at russiske styrker i løbet af 60 timer vil kunne nå ind til de baltiske hovedstæder Tallinn og Riga, uden at NATO kan nå at stoppe dem.

Frygten er her, at Rusland – af en eller anden grund – ville iværksætte et lynoverfald på en NATO-stat og løbe den eller dele af dens territorium over ende, inden de 29 NATO-stater kan nå at gennemføre de demokratiske processer, der gør, at de kan agere i fællesskab.

Rusland udfører med jævne mellemrum store militære øvelser med deltagelse af op mod 130.000 mand. Her eksperimenterer man med i løbet af meget få dage at opstille en stor styrke og indsætte den. Det har russerne vist sig rigtig gode til – til både nogen angst og stor fortrydelse for polakker og baltere.

Frygten er her, at Rusland – af en eller anden grund – ville iværksætte et lynoverfald på en NATO-stat og løbe den eller dele af dens territorium over ende, inden de 29 NATO-stater kan nå at gennemføre de demokratiske processer, der gør, at de kan agere i fællesskab.

Med andre ord frygter man, at det topstyrede russiske samfund kan tage beslutninger meget hurtigere end de demokratiske stater i NATO-alliancen, og at man, når russerne har erobret et område, ikke kan få NATO til at smide russerne ud.

Er Danmark i fare?

Nej. Danmark er ikke i krigsfare umiddelbart. Men Danmark har kontrollen med Stræderne dvs. Øresund samt Storebælt og Lillebælt.

Så under en krise eller krig med Rusland skal vi sikre, at NATO-styrker kan komme ind i Østersøen som forstærkninger til Polen, Estland, Letland og Litauen. Danmark kan også nås af russiske missiler, der fra Kaliningrad kan nå videre til Bornholm og dele af Sjælland inklusive København.

Derfor er det et element i forsvarsforliget, at det danske forsvar skal kunne opstille et såkaldt område-luftforsvar. Altså lægge en paraply ud over de berørte områder. Paraplyen skal efter al sandsynlighed holdes af vore fregatter.

Det betyder, at danske styrker nu skal trænes i at modtage allierede, der skal videre ind i Østersøen, og vi skal herudover også selv kunne sende op mod 4.000 mand i en brigade ind og forstærke vore allierede.

Det uafklarede spørgsmål om cyber

Vi ved, at Rusland og Kina pt. handler meget aggressivt på cyberområdet.

Rusland bruger Ukraine, som forsøgslaboratorium for deres brug af cyber som redskab. Et angreb, der kom ud af kontrol, var det angreb, der lagde Maersk ned i 2017. Den britiske forsvarsminister Gavin Williamson gjorde det forhold ganske klart, da han omtalte hændelsen i midten af februar.

Opfordringen til både Rusland og Kina må derfor klart lyde: stop jeres uhæmmede operationer. I risikerer at starte en reel militær konfrontation

Problemet er, at cyber er et instrument, der kan bruges til alt fra spionage til sabotage og krigsførelse. Og ikke mindst kan et cyberangreb eskalere og brede sig ud af kontrol.

Lige nu leder alle efter nogle definitioner på, hvornår man kan svare på et cyberangreb, og hvordan man gør det. En ting står klart; NATO er i disse måneder ved at gøre klar til at besvare et cyberangreb, som var det et angreb på en allieret stats territorium, der kan besvares militært.

Opfordringen til både Rusland og Kina må derfor klart lyde: stop jeres uhæmmede operationer. I risikerer at starte en reel militær konfrontation.

Er Rusland en militær trussel?

Begge parter har ret i deres udsagn om, om Rusland er en militær trussel. Rusland bruger kun en tiendel af USA’s forsvarsbudget på sit forsvar.

Derfor er Rusland indiskutabelt USA og NATO underlegent samlet set. Imidlertid kan Rusland meget hurtigt flytte op mod 130.000 mand til f.eks. Baltikum. I Letland er der under 20.000 soldater. Og derfor frygter man i Baltikum og Polen et russisk lynoverfald, og man stoler ikke på, at NATO kan nå eller måske endda vil reagere over for en gennemført russisk operation.

Rusland kan med et militært begreb lægge tyngde i deres angreb meget hurtigt, og dermed sætte sig på dette område. Det forhold har man nu erkendt i NATO, og man har af samme grund opstillet NATO-styrker i Baltikum og Polen. Der er kun tale om 4.000 mand i alt, men de skal være en snubletråd, som udløser en NATO-operation, hvis de angribes.

Dette er den rå og klare militære analyse: Rusland kan ikke matche et samlet NATO med USA i spidsen, men Rusland er en række af NATO’s frontlinjestater overlegen, og kan løbe dem over ende på få dage.

Og så er der politikken tilbage

Herefter er der kun gætværk.

Den militære analyse kan nemlig intet sige om, hvorvidt der så faktisk kommer en krig.

Det er i et demokrati altid op til politikerne – i princippet. Russisk militær strategi – der er politisk godkendt – opererer med NATO som fjende, der vil ekspandere tæt på Ruslands grænse. Det gør man ikke i NATO, men man er i stigende grad bekymret over Ruslands ageren, såvel militært som ved spionage og påvirkningsoperationer med f.eks. af påvirkning af valg i Europa og USA.

Skal vi male med den sorte pensel kunne en militær konfrontation opstå ved et uheld – og ikke som resultat af en bevidst politisk handling. Det kan f.eks. ske i Syrien, langs den russiske grænse til Polen evt. ved Kaliningrad eller i luften over Østersøen

I Rusland er man bekymret over, hvad NATO’s intentioner er. Og man er bekymre for at have soldater fra NATO-stater stående så tæt på den russiske grænse.

Skal vi male med den sorte pensel kunne en militær konfrontation opstå ved et uheld – og ikke som resultat af en bevidst politisk handling. Det kan f.eks. ske i Syrien, langs den russiske grænse til Polen evt. ved Kaliningrad eller i luften over Østersøen, ved en fiskeriinspektion nordpå eller efter et sammenstød imellem ubåde i havet imellem Grønland og Island.

Alle disse steder kan der opstå en situation, der kommer ud af kontrol, hvor en krise eskalerer uden, at nogen magter at stoppe den. Mulighederne er mange, og der er behov for, at alle tænker klart og roligt.

Når vi skal diskutere Rusland som militær trussel, nytter det med andre ord ikke at stille sig i et hjørne og bare gentage, at man har ret – for det mener ens diskussionsmodstander også, at vedkommende har.

Problemstillingen skal diskuteres ved en konference i Vartov i København i dag, arrangeret af Marie Krarup, og med deltagelse af flere prominente politikere. Se mere her: https://www.altinget.dk/kalender.aspx?id=34697

Det, der er problemet, og det, man skal bruge sit krudt på, er efter min mening:

  1. At forklare Rusland, at NATO ikke vil angribe Rusland.
  2. At Rusland med sin meget aktive brug af cyber i alle dimensioner risikerer at skabe en ukontrollabel situation.

Alle billeder er hentet fra det russiske forsvarsministeriums hjemmeside  og er fra “Military parade devoted to 75th anniversary of the Victory in the Stalingrad Battle (Volgograd)”.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Lars Bangert Struwe (1968) er generalsekretær i Atlantsammenslutningen. Han er cand.mag. i historie og statskundskab og ph.d. i historie med en særlig forkærlighed for sikkerhedspolitik, 1700-tallets magtpolitik, efterretningstjenester og militærhistorie. Lars har været forsker på CMS, arbejdet i Rigsarkivet som projektleder og senest været specialkonsulent og fungerende kontorchef i forsvarsministeriet. Han bor i Lyngby med sin familie.

Seneste artikler om Europa