Brevkasse: Hvornår er man for høflig?

POV International 15.06.2018

Jeg har svært ved at sige fra, når jeg er blevet inviteret til noget, men egentlig ikke har lyst til at tage af sted, skriver ugens spørger til POVs Brevkasse. Hvornår skal man ofre sig, og hvornår skal man sige nej? Det svarer kommunikationschef Christel Thrane og psykoterapeut Eva Zelander på.

Kære brevkasse

Så skete det igen. I denne weekend var jeg inviteret til sommerfest med fællessang og folkedans, afholdt af en kær ven. Jeg ved hun havde glædet sig enormt til festen og var dybt skuffet over andre afbud.
Derfor følte jeg mig forpligtet til at komme. Men sandheden var, jeg følte det som om jeg date-rapede mine egne behov ved at rive den dag ud af min kalender, bl.a. fordi jeg sad med en større deadline.
Men pligtfølelsen vandt, som sædvanlig: Jeg trak i den pæne kjole, lavede en ret til buffeten, rejste i en time hver vej og sang pligtskyldigst med på sangene, mens jeg følte mig som statist i en andens fantasi om en sommerfest og bare tænkte på hvornår jeg kunne gå igen. Jeg gjorde mig umage med at virke festlig, men der er ingen tvivl om, at jeg ville have haft det bedre hjemme ved skrivebordet.
Problemet er, at jeg har svært ved at sige fra i den her slags situationer uden at blive overfaldet af skyldfølelse. Og jeg ved selv, hvor ked af det man bliver, hvis man har gjort sig umage med at stable noget på benene og folk melder fra på stribe. Så hvor går grænsen for hvor høflig man skal være overfor andre mennesker?

Den høflige

Svar 1:

Kære høflige

Jeg kan langt hen af vejen rigtig godt følge dig, for hvornår skal man mærke efter egne behov og hvornår skal man være der for sine venner?
Det er dog lidt svært at lure, om du er typen, der altid ofrer dig selv og din egen sjælefred for andre – eller om du tværtimod er meget i egne behov og synes enhver ”opofrelse” for andre er ekstremt genererende.
Hvis du er den første type, så synes jeg helt klart, du skal være bedre til at sige nej til invitationer med det samme, du får dem. Så skuffer du ikke veninden på dagen.
Hvis du derimod er en af dem, som har meget travlt med at mærke efter i din egen lille navle, hvordan det føles lige nu, at skulle gøre noget for andre, så hejser jeg det røde flag og siger ”Stop dig selv!”
Måske skal vi holde op med hele tiden at mærke efter og spørge os selv, hvad vi har lyst til lige nu – det er nærmest en folkesygdom. Jeg oplevede for nylig, at en bekendt ikke ville gå til en begravelse, fordi hun ikke følte for det. Hun magtede det simpelthen ikke. Og her var jeg nødt til at sige: ”Nå – men det handler ikke om dig!”. Stå op og kom afsted. Nogle gange må man bare gøre ting for andre. Slut prut.

Og ja, en deadline har vi alle sammen hele tiden. Men livet er de øjeblikke, hvor vi er sammen med mennesker, vi holder af. Ikke når vi sidder med hovedet begravet i arbejde. Sorry to say.

Og når du så siger ja, så tag afsted og få det bedste ud af det. Hvor tit oplever man ikke, at man ikke orkede et arrangement og så endte det med at blive mega hyggeligt og man fik faktisk nye ideer og ekstra energi?

Mvh Christel Thrane, kommunikationschef

Svar 2:

Kære høflige

Det, du kalder pligtfølelsen, er langt hen ad vejen det, der gør ,at vi kan hæve os op over tidens cost-benefit tankegang eller ”what’s in it for me” perspektivet. Det er det bedste modtræk mod en stigende individualisering væk fra det menneskelige fællesskab. En udvikling, hvor vi nærmest kan føle os kaldet til at forsvare os, når vi gør noget, der er lidt træls for netop at imødekomme en andens behov. Som om det med fællesskab er blevet lidt gammeldags. Men det er i mine øjne det, der ligger til grund for vores civilisation – intet mindre.

Hvor man så lægger sin indsats, er afhængig af, hvornår noget er virkelig betydningsfuldt for den anden. Ddet kræver jo, at man kender hinandens værdier og behov ret godt. Det lader det til, at du gør. Når man føler sig kaldet af denne fornemmelse af, at dette er vigtigt for den anden, så er det næste skridt at finde det helhjertede ja. At gå modstræbende med til noget er en kamp, som du også selv beskriver, hvordan du oplevede den fest.

Hvis du kan blive helt skarp på, hvorfor du gør det, hvorfor det er vigtigt OG kender omkostningen (en sangaften, der ikke lige er det, du begejstres over), så se prisen i øjnene og vær bevidst om, at du ved at deltage gør en afgørende forskel for din veninde. Hvis du fornemmer, at dette ikke var et af de afgørende gaver at give fra din side, så sig nej tak – og gør det i god tid. Det med afbud i sidste øjeblik er langt værre. Så beslutningen og afvejningen er din, ligesom ansvaret for at opretholde forpligtende relationer.

Venlig hilsen, Eva Zelander, psykoterapeut

Har du et problem?

Har DU et problem, som du går og tumler med, og som du gerne vil høre Brevkassens syn på? Så skriv til os på brevkasse@pov.international. Alle henvendelser behandles selvfølgelig fortroligt.

Hver uge svarer psykoterapeut Eva Zelander sammen med et af de øvrige medlemmer af POV på et problem eller dilemma.

POV International

POV er et uafhængigt journalistisk fællesskab med 100 skribenter og en platform med redaktionel frihed for eksperter og meningsdannere, der skriver om emner, de brænder for.