MIDTVESTLIV // KLUMME – For en færdigvaccineret socialliberal dansker som Julie Bendtsen kan middage i Midtvesten være lidt af et lotteri blandt det hyggelige, det underholdende og det akavede. Sidste weekends festivitas var ingen undtagelse men bød til gengæld også på en hel del antagelser.
CHICAGO – Et af mine favoritudtryk inden for det engelske sprog er det, der lyder “when you assume you make an ass of u and me.”
Det er svært, for ikke at sige umuligt, at oversætte til dansk på en meningsfuld måde, men pointen er i hvert fald ikke svær at videreformidle: det er aldrig en god idé at antage noget uden et godt grundlag. Det sætter hverken den, der antager, eller den, der antages noget om, i et godt lys.
I nogle tilfælde er det selvsagt mere harmløst end i andre. Der er således næppe mange, der ville føle sig særlig stødt eller ubehagelig til mode, hvis nogen for eksempel antog, at vedkommende godt kunne lide hundehvalpe eller sour cream and onion chips med holiday dip (hint: hvis du nogensinde får besøg af mig, må du altid gerne antage, at jeg godt kan lide sour cream and onion chips med holiday dip). Men så er der den anden type situationer. Dem der kan give alle parter i sagen en dårlig smag i munden.
Måden, hun sagde det på, var strøet med så meget indforstået foragt
Jeg var ude for sådan en situation i lørdags, og det var på mange måder enormt ironisk, for det skete dagen efter, min klumme om vaccinefornægtere.
Vi var inviteret til middag hos min mands kollega, som jeg har mødt flere gange, og som ikke bare er underholdende at være sammen med, men også altid god for et brag af en historie om sine byture, der altid ender med, at enten hun eller en af hendes veninder har været oppe at slås.
Chicagos sildemadder
Her er jeg nødt til at bevæge mig lidt ud ad et sidespor, for min mands kollega og hendes mand, som altså var værterne denne lørdag aften, er russere. Det har ingen relevans overhovedet for klummens hovedproblematik, men hvis der er noget, jeg har lært af at flytte fra Syden til Midtvesten, er det, at heroppe vrimler det med folk med russiske og østeuropæiske aner (det er en populær vending på disse kanter, at Chicago har verdens næststørste polske befolkning, kun overgået af Warszawa, og selv om det ikke længere nødvendigvis er helt korrekt, siger det noget om den store østeuropæiske indflydelse her).
Jeg har også lært, at det mad, vi spiser i Danmark, og som jeg savner, har et overraskende omfattende overlap med østeuropæiske madvaner, så når man besøger en russisk familie, står der blandt meget andet rugbrødshapsere med marinerede sild på menuen.
Oh joy.
Tilbage til middagen. Inviteret var også et andet par og deres børn, og snakken blandt de voksne blev hurtigt drejet over på arbejde og dagligdag.
Den kvindelige del af det andet par konstaterede med et suk, at hun formentlig stod til at miste sit job til oktober, og jeg var egentlig glad for, at jeg havde munden fuld af sild og dermed ikke (uden at give afkald på bordskik og almen dannelse) kunne ytre noget som helst, da hun fulgte op med sin begrundelse:
Fra oktober træder kravet om covid-vacciner for offentligt ansatte i kraft. Og den vaccine skulle hun i hvert fald ikke have.
Ormemiddel, ja tak
Måden, hun sagde det på, var strøet med så meget indforstået foragt, at der slet ikke var nogen tvivl om, at hun antog, at vi var på bølgelængde her. At jeg ville give udtryk for min sympati og erklære mig enig i, at det da var fuldstændig hul i hovedet, at hun ikke kunne nægte at lade sig vaccinere og beholde sit job i det offentlige.
Heldigvis blev jeg som sagt reddet af min gode ven silden, og jeg formåede at forholde mig tavs i forhold til både det emne og flere andre, der kom op, hvoraf et af de mest underholdende – men set i aftenens lys ikke overvældende overraskende – var den håbefulde henrykkelse over det ormemiddel til heste, som hun nu havde stor tiltro til som covid-medicin.
Lige indtil vi satte os til bords. Drinksene og vinen havde på det her tidspunkt flydt generøst, og både ord og holdninger sad nok lidt løsere
Jeg lagde bånd på mig selv, og naturligvis kan man sætte spørgsmålstegn ved, om det er den rigtige strategi.
Bør man sige fra, råbe op, sætte foden ned, når man synes, det hele bliver lidt for skørt? Som regel gør jeg det, og som regel på en måde, der ikke virker alt for konfrontatorisk, så samtalen stadig har mulighed for at køre videre uden alt for meget dårlig stemning.
Og jeg ved ikke, om det var, fordi selskabet som sagt var arbejdsforbindelser, eller om jeg bare helt generelt er blevet så utrolig dødtræt af at diskutere vacciner og mundbind med folk, som jeg formodentlig aldrig kommer til at se igen. Men jeg holdt mig i hvert fald tilbage.
Det er Joe Bidens skyld
Lige indtil vi satte os til bords. Drinksene og vinen havde på det her tidspunkt flydt generøst, og både ord og holdninger sad nok lidt løsere.
Jeg er altid ekstremt påpasselig med ikke at blive alt for bombastisk, når vi er sammen med kolleger i social sammenhæng, og på trods af at vi (og de) var inviteret som venner og under uformelle, ikke-arbejdsrelaterede forhold, havde jeg stadig tanken om, at min mand skulle møde på arbejde med værtinden to dage senere i baghovedet.
De havde hele tiden antaget, at vi syntes, Biden var lige så stort et fjols, som de gjorde
Derfor holdt jeg mig også i skindet, da kvinden, som nu sad ved siden af mig, begyndte at snakke om Joe Biden, rullede med øjnene og på én gang henkastet og indforstået pointerede, hvor stort et røvhul, den siddende præsident er.
På det her tidspunkt var jeg begyndt at blive ret bevidst om, hvilken retning både middagen, samtalen og kvindens trang til politiske udmeldinger ville tage.
Samtidig havde jeg ikke længere silden fra velkomstanretningen til at redde mig, men så havde jeg heldigvis en glimrende rødvin til at tage den værste smag fra både samtalerne ved bordet og den whiskey med peanutbutter-smag, der blev hældt op som shots.
Det gik egentlig også meget godt med at holde mig nogenlunde tavs, ikke generelt, men i forhold til de vildeste ytringer fra min sidekvinde og til tider hendes mand.
Lige indtil snakken faldt på alle de problemer, min mand og jeg har haft i forhold til visum, ambassadeinterviews og dét at få lov til at være her i landet helt generelt, og det andet par annoncerede, at det også var Bidens skyld. Det røvhul. Hvad fanden ligner det at gøre det så svært for os, når alle dem syd for grænsen bare får lov at vade ind i landet, som det passer dem.
Ikke kun fordi jeg hellere ville løbe nøgen gennem et storcenter, end jeg vil have, at nogen tror, jeg er Trump-støtte
På dette tidspunkt havde både min mand og jeg fået nok af bavl, og vi informerede dem om, at det altså var Trump og hans administration, der havde gjort indvandrerlivet surt for os.
Det kom som et chok for dem. Ikke kun, at alle verdens ulykker og besværligheder ikke er Bidens skyld – og altså noget han har sørget for under de kun ni måneder, han har været indsat – men at vi tydeligvis ikke delte deres begejstring for den forrige præsident. De havde hele tiden antaget, at vi syntes, Biden var lige så stort et fjols, som de gjorde.
Politik og frikadelleproblematik
Det er i den slags situationer, at jeg har det så sindssygt stramt med antagelser.
På samme måde som jeg aldrig kunne drømme om at møde op i et selskab og antage, at alle andre afskyr den forrige præsident lige så meget, som jeg gør, vil jeg virkelig helst have mig frabedt, at nogen antager noget om mig.
Ikke kun fordi jeg hellere ville løbe nøgen gennem et storcenter, end jeg vil have, at nogen tror, jeg er Trump-støtte. Men også fordi det ødelægger muligheden for en åben samtale fra første moment, hvis man, inden samtalen overhovedet er begyndt, først skal til at spole tilbage og korrigere andres situationsfornemmelse.
Vi er ikke enige, og jeg vil meget gerne have en dialog om hvorfor
Jeg har oplevet det i Danmark også, og jeg kan nærmest ikke sætte ord på, hvor meget jeg har lyst til at krølle mig sammen og rulle ubemærket ud af rummet, når nogen – bare som eksempel – uden nogen former for forudgående indikatorer fra min side går ud fra, at jeg også bare synes, at mellemøstlige indvandrere/flygtninge skal sendes “hjem”. Eller at et af de største problemer i nyere tid er, at nogle børn i en midtjysk vuggestue ikke længere får frikadeller.
Vi er ikke enige, og jeg vil meget gerne have en dialog om hvorfor. Men sådan en er svær at få, hvis du allerede har taget mig til indtægt for din holdning.
Jeg synes, problematikken er blevet værre gennem de senere år, og det er nok ikke så overraskende – det politiske klima taget i betragtning. De seneste seks år er det blevet sværere og sværere at have en politisk diskussion med nogen, man er uenig med her i USA, og det gør antagelserne endnu mere risikable.
Hvis vi potentielt er så langt fra hinanden, at vi ikke engang kan have en civiliseret snak om vores uenigheder, bliver det nok ikke bedre, hvis den ene part føler, at et på alle måder frastødende politisk ståsted bliver trukket ned over deres hoved.
Sig fra – men hvordan?
Det er i de situationer, det kan føles bydende nødvendigt at sige fra, men komplikationsgraden i at sige fra på en stadig konstruktiv måde er for mange proportional med graden af de antagelser, man føler sig udsat for.
Det er dog ikke kun antagelser om sprængfarlige politiske emner, der kan kreere en akavet stemning.
Jeg bliver også helt vildt anspændt, når amerikanere uden videre går ud fra, at jeg (også) ser Gud eller Jesus som gangbare argumenter, og det er igen en situation, der er ovenud svær at komme videre fra uden enten at køre komedie eller sætte den Gud-indblandende part i forlegenhed. Sådan helt kort ridset op: Hvis emnet drejer sig om eller hviler på noget, der kan ses som grundlæggende værdier, menneskesyn eller moral, vil jeg helst ikke “antages om”. Det behøver ikke være så kompliceret.
Så længe vi ikke ender med at få covid fra dem, er der jo ingen skade sket
Om søndagen kunne jeg ikke lade være med at grine lidt ved tanken om, at det lige netop var os, der havnede i et middagsselskab med vaccinefornægtende Trumpstøtter, og så længe vi ikke ender med at få covid fra dem, er der jo ingen skade sket.
Vi kan tage ved lære af alt, og jeg lærte for gud ved hvilken gang, at jeg ikke uden videre kan antage, at de mennesker, jeg ser i socialt lag, ikke er tilhængere af dyremedicin til mennesker. Og nok mest af alt, at ingen kan flygte fra antagelser. Hverken dem vi har om andre, eller dem, andre har om os.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
