BRATISLAVA // REJSEESSAY – Slovakiets hovedstad er en centraleuropæisk oplevelse med arkitektur præget af det habsburgske og østrig-ungarske rige, mistrøstige forstæder af tonløs beton og gabende boulevarder. Krigsmonumentet Slavín, Bratislava Slot og flodernes møde ved borgruinen Devín skaber magtfulde stemninger, men trods skønhed og pragt kryber Slovakiets dystre fascismekapitel frem, fortæller POV’s Gorm Bloch.
Rationelt tænker og frygter jeg lidt, at der efter fortryllende rejser til Dublin, Budapest og senest Sarajevo nu vil komme et antiklimaks. Det er ikke Bratislavas skyld, men måske hele fire overnatninger dernede er for meget? Måske punkterer det intensiteten i det 48-timers format, de sidste par rejser blev kvintessensen af?
Surreel ankomst til Bratislava Lufthavn. Går ned ad flyets lejder, direkte ind i ankomsthallen – og ud af lufthavnen. Et minut. Andet tager det ikke. Ingen vandren ad lange gates, ingen paskontrol, ingen coronakontrol.
Bratislava virker søvnig, nærmest sovende, dyppet i sit eget tusmørke. For første gang på mine rejser rammes jeg af en form for hjemve og ensomhed
Bus 61 ind mod centrum. Står af på intuition. Igen stempler mit notoriske behov for at mærke byen under fødderne utålmodigt ind. Byen bliver et gensyn med Donau i en af dens mange bugtninger og forløb, 200 kilometer N-NV for Budapest.
Det er mandag aften, mildt og stille, og Bratislava virker søvnig, nærmest sovende, dyppet i sit eget tusmørke. For første gang på mine rejser rammes jeg af en form for hjemve og ensomhed.
Hjemlængslen er abstrakt, for den peger ikke på mit hjem i København, ej heller tidligere adresser i mit voksenliv eller barndommens land. Den peger faktisk ingen steder hen og dermed alle steder. Deraf ensomheden, som er et universelt grundvilkår, men som har det med at ramme uvarslet og brutalt, lige pludselig og hvor som helst.
Sporvogne driver gennem gaderne. Der er mange af dem, og de glider ind og ud mellem folk og hinanden med en nærmest orkestreret puls og rytme
Pakker ud på tredje sal på Urban Elephants Hostel. Et ungt vandrehjem med praktisk køkken og lille vaskeri. Ingen morgenmad inklusiv, så jeg vil straks proviantere i et supermarked, så kaffen og morgenmaden er på plads. Det skal nok blive godt, det her.
Aftenstille gader
Bratislava døser fortsat, da jeg går aftentur. Over en af broerne til den anden side, hvor det bymæssige hører op i en slags ingenmandsland. En park uden plantegning, jorddynger og et par gravkøer parkeret i det tiltagende mørke.
Jeg vandrer langs bredden og nyder, at bygningerne på den anden side, ligesom i Budapest, er oplyst af projektører i hvide, røde og grønne farver. Historiens fluorescerende nærvær i modernitetens urbane skumring.
Sporvogne driver gennem gaderne. Der er mange af dem, og de glider ind og ud mellem folk og hinanden med en nærmest orkestreret puls og rytme. Mit let nedtrykte humør forsvandt efter indkøb, kaffe og chokolade indtaget på Urban Elephants. Det hjalp også at sige hej til min datter i telefonen, at mærke hende tæt på, omgivet af gadernes monumentale ensomhed og julelys.
Arkitekturen i det historiske bycentrum har mange paralleller til især Budapest. Prægninger og stilarter går igen, og i historisk kontekst skal man medtænke det habsburgske og senere det østrig-ungarske rige, og for den nyere arkitekturs vedkommende Tjekkoslovakiet i Warszawa-pagtens æra.
Dystopiske forstæder
Jeg vandrer rundt på kirkegården Ondrejský cintorín, som er omgivet af Den Medicinske Have på den ene side og blege pastelfarvede boligblokke og et par højhuse på de andre. Det er gråvejr, og farverne trækkes ud af alting. Som når man tager et foto og skruer gradvist ned for saturation. Lidt trafikstøj i baggrunden, enkelte mennesker på kirkegården. Tidløs zone.
Står på sporvogn linje 9 og kører østpå til der, hvor mit kort indikerer, at byen snart holder op. Står af på en vej, som bare fortsætter i en alenlang lige linje mellem forstæderne Orstredky og Pošeň.
Gætter på at vejen er anlagt samtidig med, at man udbyggede sporvognsnettet engang i 1960’erne. Omvendt kan det også være en gammel hærvej fra det 19. århundrede. Forsøger at Google det, men får kun links på slovakisk.
De trofaste sporvogne og deres sorgløse, utrættelige kurs ad elegante jernskinner. Deres yndefulde kurver, når de drejer
Kører med endnu en sporvogn til den vestlige ende af byen. Kun sporvognene ruller af sted, og det forlener gaderne med en blid og taktfast rytme. Det er imponerende så driftsikre og pålidelige, de er, de sporvogne. Tænk på alle de kilometervis af skinner, fræset ned i asfalt og lejret i præcist niveau med gamle brosten mange steder.
Forstæderne i både øst og vest er triste ørkener af boligblokke i beton. Et aspekt af Centraleuropa, som man nok kunne forvente. Men er disse forstæder nu også så meget kedeligere end de tilsvarende i Vesteuropa, bygget op gennem 1950’erne og de følgende årtier?
Gråvejr gør dem bestemt ikke mere opmuntrende, og den eneste æstetik, jeg finder lige nu, er de trofaste sporvogne og deres sorgløse, utrættelige kurs ad elegante jernskinner. Deres yndefulde kurver, når de drejer. Synkroniteten når de passerer hinanden igen og igen, som to gamle venner der uden håndtegn smiler venligt og indforstået til hinanden.
Tilbage i centrum kommer opklaringen, da solen er i sin nedgang. Det forhold åbenbarer et bedårende Donau-vue, og jeg står naglet og bjergtaget af det i over tyve minutter på broen Starý most. Bratislava Slot knejser hvidt og smukt oplyst. Slottet, hvis bakke har sin egen historie om mange store slag helt tilbage fra den sene stenalder, blev bygget i sin oprindelige form år 907.
Det som ud over slottet, floden og en tøffende slæbebåd fascinerer mig nu, er hele tableauet, hele lærredet. Nuancer som forsvinder, andre som træder frem, efterhånden som mørket sænker sig, og solens farvespil i skyerne, skibenes og byens lys intensiveres i et poetisk drama.
Morgenmad er som tidligere nævnt officielt ikke inklusiv i prisen på 9 € pr. nat Omvendt er der fri kaffe, viser det sig, man kan bruge krydderier og olie til stegning, og der er mysli og havregryn til morgenmad ved selvbetjening også. Detaljen med kaffe er jeg glad for. Klokken er 18, og der laves veganermad til fællesspisning i køkkenet. Prisen er 5 €, og jeg takker ja til invitationen.
Et byrums monumentale ro
Det blev en hyggelig middag med Philip, Cyriac og Maeva fra Frankrig og Sunny fra Marokko.
De arbejder alle på Urban Elephants i en periode på 6 uger, som lige er startet. De bor og spiser gratis og får den lille indtægt fra det veganske tilbud, som kører hver aften. Var det ikke for corona, ville de også modtage lidt lommepenge for deres indsats, men indtægterne er desværre for skrabede grundet Slovakiets aktuelle corona lockdown.
Der er uendeligt langt fra denne skønne plads til forstædernes tonløse mistrøstighed
Det er betagende, hvor stille og smukt her er i mit kvarter til aften. Stemningen af “1001 Nats Eventyr” fra Budapest indfinder sig igen. Fortryllende. Som at vandre og stå stille på et perfekt æstetisk film set, men i virkeligheden. Bygningerne er delikate som konditorkager, juletræet løsrevet julen, fordi det bare passer ind og for min skyld må stå her hele vinteren.
Der er uendeligt langt fra denne skønne plads til forstædernes tonløse mistrøstighed. Uendeligt langt til finansdistriktets polerede højhuse med kolde, panoptisk rundede glaspartier. Uendeligt langt til det moderne livs hastighed, krav og præstationsvanvid, uanset om vi er i øst eller vest.
Dette er fortællingen om arkitektonisk pragt uden opulente overdrivelser; en vinklet plads med lysende træer, en statue og respektfuld ro og ordentlighed. Et monumentalt byrum for kontemplation.
Hrad Devín og flodernes møde
Bratislava er den eneste hovedstad i verden, som grænser op til to andre lande. Østrig og Ungarn. I landsbyen Devín vest for byen finder man den spektakulære borgruin Hrad Dévin.
Når to floder mødes. Et dragende syn. Her er det Morava, som kommer nordfra, og storebroderen Donau, som løber ind fra vest i en af sine mange kurver gennem Europa. Vandet væves sammen i ortogonale mønstre, hvor flodernes munde møder hinanden.
Morava må forcere en lille stigning for at bevilges audiens hos Donau, som majestætisk men blidt markerer sin grænse og truer med at trænge den mindre flod tilbage. Den lader dog alligevel Morava flette ind, sammensmeltningen sker i den sydligste tredjedel af deres berøringszone, og sammen rejser de videre sydpå i forenet bevægelse.
Stort set alle restauranter og mange caféer har lukket i Bratislava på grund af lockdown indtil videre frem til d. 9. januar. Men i landsbyen her, mellem Karpaterne og Alperne, hvor borgruinen troner, Morava og Donau mødes, og man kan svømme over til Østrig, lykkes det efter endt vandring at få kaffe og Apfelstrudel.
Det er blevet bælgmørkt, da jeg går til busholdepladsen, hvis placering er logisk og byder på både billetautomat og store gule bogstaver på vejen. Efter 20 minutter alene i mørket vælger jeg at spørge en lokal, som kommer forbi. Hun fortæller, at dette stoppested er udgået, og bus 29 kører fra byens “hovedgade” længere oppe.
Vegansk fællesspisning og jam session
I 1996 var jeg på et road trip tværs over USA. Vi slog lejr i Flagstaff for derfra at opleve et af Grand Canyons mange udsigtspunkter. Det er fortsat en af de mægtigste naturoplevelser, jeg nogensinde har haft. Vi blev i Flagstaff i to dage, for vi måtte bare opleve dette vidunder igen og igen. Ved solopgang, solnedgang, i så mange vejr- og lysforhold som muligt.
Sigtbarheden i Dévin i dag var dårlig, og selv om den monstrøse klippe med borgruinen og de to floder på ingen måde kan konkurrere med Grand Canyon – i øvrigt inkommensurable størrelser – har jeg på baggrund af en gunstig vejrudsigt tænkt mig at køre derud igen og opleve sceneriet i klart vejr og solskin i morgen.
Mandag aften var vi to gæster på sovesalen. I går havde jeg den helt for mig selv. Til eftermiddag har jeg fået tre nye roomies. En tysker, en schweizer og en hollænder. Skiftende belægning og selskab er et grundvilkår på vandrehjem.
Elaine og Leandro insisterer på, at jeg må prøve “Brazilian barbecue”, at det nordlige Brasilien er fedest, og jeg må endelig komme på besøg
Det blev fællesspisning og veganermad igen til aften. Smagfuldt og inspirerende. Må til at kokkerere mere vegetarisk mad hjemme. Et løfte man har givet sig selv før, men nu skal det være. Taler ved bordet med kæresteparret Elaine og Leandro fra Sao Paolo.
Det bliver en hjertelig snak om klima, vedvarende energi, mad, fodbold og Irland. De har nemlig boet og studeret på den grønne ø gennem tre år, men er nu på vej hjem til Brasilien og afslutter deres eventyr på vores kontinent med besøg i udvalgte byer i Europa. Vi glemmer tiden, men opdager så, at alle andre har forladt bordet, og arrangørerne er stort set færdig med opvasken. Elaine og Leandro insisterer på, at jeg må prøve “Brazilian barbecue”, at det nordlige Brasilien er fedest, og jeg må endelig komme på besøg anytime.
Retur på værelset konstaterer jeg, at både tyskeren og schweizeren er gået i seng. Lyset slukkes kl. 21:30, og vi har kun et lys til deling i loftet. Hollænderen hopper også til køjs efter at have talt i telefon ude på gangen, og jeg ligger i mørket og skriver dette.
Jeg selv er lidt træt i kroppen, men endnu ikke i hovedet, og der er jam night på vores søstervandrehjem Wild Elephants i aften. Ifølge pålidelige kilder en guitar eller to på stedet også, og jeg fik vist nævnt over for de franske venner, at jeg nok kigger forbi og spiller et par numre. Så det gør jeg. Skifter tøj stille i mørket, napper et par chokoladekiks og sluser mig selv ud i Bratislavas kølige, dog milde, aftenzone.
Slovakiets hovedstad Bratislava har 429.564 indbyggere. Navnet Slovakiet betyder “slavernes land”.
Slovakiets økonomi er solid, og vækst placerer Slovakiet i top blandt eurozonens hurtigst voksende økonomier. Markedsøkonomi kombineret med velregulerede velfærdsydelser som fri uddannelse og sundhedsforsikring til alle borgere hører også med til billedet af et tidligere østblokland, som kom godt gennem transitionen efter Murens Fald og den fredelige skilsmisse fra Tjekkiet 1. januar 1993.
Landet er verdens største producent af biler målt pr. indbygger. Siden 2018 er der blevet samlet langt over 1 million biler om året, og bilindustrien beskæftiger hele 275.000 medarbejdere.
Hrad Devín: Borgruinens historie går tilbage til 864, hvor frankerne og Great Moravia var i krig. Senere blev der bygget en kirke på klippen, og i det 13. århundrede en borg. Denne blev stort set ødelagt i 1809 under Napoleonskrigene.
Nazisterne okkuperede klippen under 2. verdenskrig, og den blev kraftigt fortificeret som symbolsk markør af Sovjet under den kolde krig. Devíns placering har gennem historien gjort klippen til et både strategisk og mytologisk vigtigt landmærke.
Termiske kurbad: Der er registreret intet mindre end 1160 naturlige termiske kilder i Slovakiet. Dog fandt jeg ingen udendørs kurbade i Bratislava. Blandt de berømte kursteder er Spa Pieštany, som ligger 84 km fra Bratislava, og Tatralandia, som ligger 217 km fra hovedstaden.
COVID-19: Bratislava har haft lockdown siden ultimo november 2021. Der gælder udgangsforbud i tidsrummet 20-05. De fleste restauranter og mange caféer og barer holder helt lukket. Enkelte caféer og mindre spisesteder holder dog åbent.
Den nationale lockdown indbefatter forsamlingsloft og lukning af kommunegrænserne. Der bæres konsekvent mundbind overalt indendørs og i offentlig transport.
Slavíns krybende skygger
Sidste dag i Bratislava. Vejret er som håbet klart, men overraskende koldt til morgen, hvor en frisk blæst fejer gennem byen. Efter morgenmad – kaffe, juice, toast, to spejlæg og pandestegt grillost – er mit første stop Modrý kostol. En art nouveau kirke i lyseblå farver både på facade og interiør. Rendyrket camp og gimmick, men omvendt forfriskende nok med tanke på at 65% af slovakkerne er katolikker. Det var Niklas, tyskeren fra mit værelse, som i øvrigt studerer jura i Perugia, der nævnte kirken ved morgenmaden.
Et stykke vandring vest for boulevarden Štefánikova hører sporvognene op. Det undrer mig først, men da jeg begynder opstigningen til Slavín til fods giver det mening. Slavín er et imposant, stalinistisk mindemonument for faldne soldater under 2. verdenskrig, beliggende spektakulært på en af byens højeste bakker nordvest for centrum.
Bemærker de 16 sorte marmortavler. Alle inskriptioner slutter på årstallet 1945, næsten alle med datoer først i april. Estimerer at der er 5.000 navne i alt. Spiser nøddemiks og drikker vand i solen på en af monumentets lave mure. Datoer og årstal på marmorstenene undrer mig, indtil jeg læser om det på telefonen.
I alt findes der 6845 navne på tavlerne og gravstederne. Alle på sovjetiske soldater og civile slovakker, som mistede livet under befrielsen af Bratislava 4. april 1945. Monumentet er anlagt på den oprindelige gravplads for de faldne og blev indviet i 1960.
Efter at have berørt temaer fra 2. verdenskrig især i mine essays om Hamburg, Budapest og Sarajevo havde jeg egentlig ikke tænkt mig at dyrke historiens dystre elementer yderligere. Men de er svære og nærmest umulige at komme udenom, også i Centraleuropa og på Balkan. For historien, og dermed også krigshistorien, er til stede og mærkes, som noget der på samme tid er længe siden og næsten lige sket.
Devín og flodernes mørke
Når først ud til Devíns borgruin i solnedgangens sidste fase. Det ærgrer mig, men der var hjørner af byen, både i det stejle kvarter op mod Slavín og nede omkring Bratislava Slot, som jeg manglede.
Devíns klippe står mægtig og truende med månen på himlens lærred ved sin side og blodrøde striber over Østrigs solkæntrede modsatte bred. De to floder, som i går kærtegnende mødte hinanden og drog sammen videre, er her stadig, og deres perlende lyd bryder noget af mørkets og klippens tyngde. Men der er kommet et dæmonisk skær over det hele.
Slavíns mindemonument, Donaus mørke, det eventyrligt hvide, uskyldsrene og dog titaniske Bratislava Slot, de aftentyste majestætiske byrum uden folk. Statuer der grubler. Jeg selv der grubler, her ved bredden af Donau, mens historiens mørke vand kommer rullende. Vandet glimter, hvor floderne mødes, men det er mørkt i sine tilløb og mørkt, hvor det strømmer videre.
Tiso og hans regime indførte antisemitiske love og dekreter og deporterede 69.000 slovakiske jøder til kz-lejre
Med vandets mørke kommer historiens motiver, også de uønskede. Mennesker på flugt og deporteret. Tusindvis i koncentrationslejre, tortureret og sendt i døden. En stemning og desperation i befolkningen. En demagogisk diktator. Højreradikalisme og nationalisme forvandlet til fascisme, nærmest på en nat. En aftale og et løfte. En klientstat og aksemagt under Nazi-Tyskland.
Marionetstat medskyldig i holocaust
For det var Slovakiet og slovakkernes virkelighed i 1939, hvor Jozef Tiso på et møde 13. marts i Berlin lovede Hitler sin støtte og hjælp til gengæld for Slovakiets uafhængighed fra det Tjekkoslovakiet, som havde eksisteret som forbund siden 1918. Den første slovakiske republik var hermed en realitet.
I september 1939 deltog et stort antal slovakiske soldater i invasionen af Polen fra syd. Tiso og hans styre indførte antisemitiske love og dekreter og deporterede 69.000 slovakiske jøder til kz-lejre. Tisos styre betalte nazisterne 500 rigsmark i “rejsebidrag” for hver deporteret jøde mod forsikring om, at denne aldrig returnerede til Slovakiet.
Slovakisk modstandsbevægelse i form af partisangrupper etableredes i efteråret 1943, og disse kæmpede dels mod tyskerne, dels mod nazi-slovakker, og især i Karpaterne og Alperne. De tog skarpt afstand fra Tisos regime, Nazi-alliancen og ideen om et fascistisk Slovakiet, og de kæmpede nu på de allieredes side og for drømmen om et genforenet Tjekkoslovakiet.
Selv om tjekker og slovakker har indbyrdes forskelle, har de samtidig historisk set stærke kulturelle, sproglige og slægtsmæssige bånd
Med til historien hører, at selv om tjekker og slovakker har indbyrdes forskelle, har de samtidig historisk set stærke kulturelle, sproglige og slægtsmæssige bånd. Omkring 3.200 nazi-slovakiske soldater deserterede fra deres tyskkommanderede enheder og tilsluttede sig modstandsbevægelsen i 1944.
Historien lyver aldrig – men den har nuancer, årsager og kompleksitet. Således også her. Derfor står jeg nu her i mørket ved Donaus og Moravas smukke og dunkle favntag, med Devíns knejsende borgruin bag mig og det hvide slot, som funkler inde i Bratislava, og undres og føler med slovakkerne og deres dystre fascismekapitel for godt 80 år siden. Det må hverken vi eller de selv nogensinde glemme. Uanset historiens omstændigheder.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
