SARAJEVO // REJSEESSAY – Byen i den fredfyldte dal med den blidt strømmende flod er et fascinerende bekendtskab. Etnisk, religiøs og kulturel diversitet og kontraster, som opleves som en generøs, samhørig og harmonisk gestus, trods byens voldsomme historie om blodige krige i det 20. århundrede. Hovedstaden i Bosnien-Hercegovina virker hverken trist eller traumatiseret – men historien er intenst til stede, og man mærker den i krop, sjæl og forestillingsevne, skriver Gorm Bloch
Sarajevo – byen i alpedalen
At forestille sig denne by, beliggende idyllisk i en dal mellem De Dinariske Alper, med floden Miljacka som løber igennem, klukkende i sine bassiner for hvert lille fald, som regnvandet fra bjergene blidt plasker henover. At forestille sig denne by, med dens historie om utallige slægter, religioner og etniske grupper levende i samdrægtighed op gennem flere århundreder, siden osmannerne grundlagde den i 1462.
At denne by skulle få en krigshistorisk nøglerolle som scene for attentatet på ærkehertug Franz Ferdinand i 1914. Begivenheden som bragte det østrig-ungarske, tyske og serbiske blod i kog og fik regionen og hele Europa til at eksplodere i 1. Verdenskrig.
Byen belønner den nysgerrige rejsende og lader sine beretninger strømme. Både håbets og de eventyrligt lyse – og de iskolde og mørke
At denne by skulle blive scene for en ond borgerkrig midt i 2. Verdenskrigs rasen, og endnu en blodig borgerkrig i 1992-95, hvor byen blev fuldstændigt ødelagt, folk slået ihjel og drevet på flugt. Folkemord og uhørt brutalitet i nabobyen Srebrenica og andre steder i regionen. En dybt tragisk epoke i Sarajevos og Bosnien-Hercegovinas nyere historie.
At forestille sig alt dette er dystert og tungt. Men byen belønner den nysgerrige rejsende og lader sine beretninger strømme. Både håbets og de eventyrligt lyse – og de iskolde og mørke. Sarajevos sjæl har nemlig begge de to sider.
Det eftertænksomme vandrehjem
Jeg bor på Franz Ferdinand Hostel, som ligger på grænsen mellem det gamle centrums osmanniske og østrig-ungarske del. Stedet drives af Amra, som taler engelsk. Jeg pointerer dette, da beherskelsen af engelsk (og tysk) generelt er yderst sporadisk i byen.
Har fire medlogerende. To franske gutter, en bosnisk og endelig en, som er svær at bestemme, da jeg ikke har hørt ham ytre et eneste ord. Jeg koger æg og rister toast til min morgenmad. Der er en behagelig og rolig hvilepuls på vandrehjemmet. Et lille, massivt kuglebehængt juletræ blinker med sine røde diodelys. En fyr læser på sin tablet. Det gjorde han også hele aftenen og til efter midnat i går, siddende alene i køkkenet, bemærkede jeg.
Stilheden er næsten larmende. Omvendt bidrager jeg selv til den, idet også jeg er “inde i mig selv” her til morgen. Sprogbarrieren begrænser i nogen grad spontane samtaler og løssluppen humor. Muligvis er min kontemplation og tanker om byens krigshistorie med til at bidrage til stilheden.
En fyr slår højtaleren på sin mobil til og flænser en ellers mindful morning fuldstændigt. En skærebrænder af en kvindestemme står som en svejseflamme ud i rummet. Hjælp! Hendes diktion lyder japansk. Fyren forlader køkkenet, og hendes stemme går nu fra frenetisk opkørt til nedstemt, resigneret flæbende. Manden med laptoppen virker upåvirket og fortsætter sin læsning. Han er i starten af 50’erne og ligner en moden Art Garfunkel, med høj blank isse og kruset hår bagtil, som stritter op som en skamferet påfuglehale.
Jeg helmer ikke før dette symbol, denne manifestation, er plantet i vores folks og Europas bevidsthed. Der er ingen vej tilbage nu
Den bosniske fyr kommer tilbage, men går så igen. Gudskelov tager han denne gang sin telefon med. Det var også ved at blive en anelse for burlesk.
Jeg er Gavrilo Princip
Det er mig ubegribeligt, at galionsfiguren for deres imperialistiske tyranni af et dobbeltstyre skal promenere i vores elskede by netop i dag. På Sankt Vitus dag! De stamper på os, ydmyger og befaler os, udspyr dekreter og lovbestemmelser over os, som ejede de vores land. Vores frihed og selvbestemmelse har de ingen agtelse for, og de finder nærmest nydelse i at behandle os som beskidte, hjemløse køtere. De spytter på vores flag og bosniske ære!
Men nu skal det være slut, for vi vil vise dem, hvad vi er stand til. Nu manifesterer vi vores vilje og sag, så ingen i det nye Europa tvivler længere. Vores by vil denne dag være fyldt med folk og fest. Vi får dermed den rette opmærksomhed. Må Gud være med os.
I går fik jeg den besked, at Manus Nigra hos serberne er begyndt at ryste på hånden og overvejer at afblæse aktionen. Men det bliver der intet af nu, for jeg helmer ikke før dette symbol, denne manifestation, er plantet i vores folks og Europas bevidsthed. Der er ingen vej tilbage nu.
Guidet byvandring
Efter morgenmaden går jeg til et af byens små private turistkontorer for at få en to timers gratis byvandring. Vores guide hedder Hidaya og taler glimrende engelsk, konstaterer jeg med en vis portion lettelse. Hun er veloplagt, der er intensitet i beretningerne og engagement i de grønbrune øjne bag det røde brillestel.
Byens største moské, Gazi Husrev-begova džamija, blev opført i 1530 af Gazi Husrev-beg, en legende i byen og i daglig tale blot kaldet “Beg”. Han var ottomansk guvernør i Sarajevo gennem fire decennier i det 16. århundrede og stod bag en lang række af byens bygninger og infrastruktur. Herunder Europas første offentlige toilet, som også blev indviet i 1530. Beg bestilte et hold dygtige murere fra Dubrovnik til at opføre moskeen. De var katolikker, men opførte alligevel et muslimsk højsæde i Sarajevo på hans instruks. Mens arbejdet stod på boede de i moskéens anneks.
Klokken er 12, og vi hører kirkeklokkerne fra byens kristne katedral 200 meter derfra. Samtidig hører vi muezzinen fra minareten synge til bøn. At der synges live her fra den store moské er unikt, da resten af byens bønner afspilles digitalt fra de i alt 100 moskéer i byen. Den jødiske kirkegård på den anden side af Miljacka er den næstældste i Europa. Den ældste finder man i Prag. Jøder fra Spanien og Portugal migrerede i det 15. Århundrede til Bosnien i hobetal. Efter 2. Verdenskrig drog hovedparten til Israel.
Ifølge Hidaya er der stadig delte meninger om hvorvidt Princip var en helt eller en forbryder. Nogle er udspændt i et dilemma, andre er skarpt pro eller contra. Til de to første grupper hører bosniere og serbere, mens borgere i Østrig, Ungarn og Kroatien hører til de, som fordømmer hans gerning.
Der er malet en flænset rose i røde farver. Her kan man mindes, siger hun. På netop dette dæksel blev en 11-årig pige skudt
Jeg spørger Hidaya om landets og byens økonomi. Hun fortæller, at en typisk løn hernede er 6-700 BAM (omkring 2.600 kroner). Stort set ingen bor til leje, og de unge vælger at blive boende hjemme hos deres forældre til de er op mod 30 år gamle. I nogle tilfælde får forældre udbygget huset en anelse, så de voksne børn kan blive boende, når de selv stifter familie. En del unge søger desuden til udlandet, især Tyskland, for at arbejde. Som andre hovedstæder har Sarajevo en lille overklasse og højere middelklasse. Middelklassen bor oppe i bjergene og i selve byen. Overklassens få repræsentanter har større landejendomme uden for byen.
Foran katedralen stiller vores guide sig på et stort dæksel. Der er malet en flænset rose i røde farver. Hun beder os om at stå på den. Her kan man mindes, siger hun, og fortæller at der engang var hundrede af disse “røde roser” i byen. Man fyldte harpiks i kraterne, som mortérgranaterne havde forårsaget, når mindst ét menneske havde mistet livet.
En maler ønskede at forevige rædslerne fra belejringen af byen i 1992-95, hvor først kroaterne og siden serberne fra bjergene beskød byen massivt med artilleri, granater og fra tanks. Snigskytter skjulte sig i bygningerne på den store boulevard – en af byens to notoriske “sniper alleys” – og dræbte herfra hundredvis, herunder 60 børn. På netop dette dæksel blev en 11-årig pige skudt. Nu står vi her, og det er en uafrystelig følelse.
Sarajevo er hovedstaden i føderationen Bosnien-Hercegovina. Byen har 275.569 indbyggere. Af disse er 80 pct bosniakker (muslimske bosniere), 5 pct kroatere, 4 pct serbere og 10 pct andre etniciteter (herunder jøder, romaer, m.fl.).
Indtil 1991 var 30 pct serbere, 10 pct jugoslavere og blot 50 pct bosniakker. Under krigen i 1992-95 flygtede omkring 20.000 bosniere til Danmark. De 17.000 af dem søgte og fik henover de følgende 10 år permanent opholdstilladelse. Deres integration har været en succeshistorie.
Bosnien-Hercegovina er opdelt i to entiteter. Byen Banja Luka er hovedstad i Republica Srpska – hvor Sarajevo dog samtidig er de jure hovedstad – som omkranser BiH og er arealmæssigt lige så stort. I Srpska, som er klart serbisk domineret, ulmer kræfter som ønsker løsrivelse ,og landets præsidenter advokerer for dette. Delstaten har begrænset selvstyre på en række områder.
I Sarajevo findes intet mindre end 120 moskéer, 12 ortodoks-kristne kirker og 2 synagoger. Sarajevos borgmester er bysbarnet Benjamina Karić. Hun tiltrådte embedet 8. april 2021 på sin 30-års fødselsdag.
COVID-19: Mundbind i supermarkeder og visse butikker, men langt fra alle. Som hovedregel ingen mundbind på caféer og restauranter. I offentlig transport anvender de fleste men ikke alle mundbind, så det synes at være frivilligt og ikke et påbud. Der er til gengæld håndsprit tilgængeligt indendørs mange steder.
Hotel Europa
På grænsen mellem byens muslimske og østrigske side finder man Hotel Europa. Stedet er en anakronistisk fusionsoplevelse. Som at være med i en film, besøge et konditori i Wien, drikke tyrkisk kaffe og spise Sachertorte, lytte til lounge jazz og nyde tobaksvarer under lysekronerne. Rygning er ikke bare tilladt, men nærmest en uskreven selvfølge.
Efter en dejlig halv time på Europa runder jeg mit hostel for at smække benene op i fem minutter. Mere har jeg ikke brug for. Nysgerrigt skæver jeg ud i køkkenet, og gæt hvem der sidder der igen eller endnu? Garfunkel, stirrende på sin tablet. Bliver nyfigen på hans herkomst og projekt her i byen, men undlader at spørge.
Gennem kikkertsigtet følger jeg deres løb. De standser altid på et tidspunkt for at få vejret eller kalde på nogen
Sommetider skal man lade et fænomen være. Dermed kan fantasien få frit spil, og på sin vis passer Garfunkel godt ind i interiøret. Den tavse mystiker. Ham vi ikke ved så meget om. Han kan være en særling, ekstremt sky, excentrisk, en professor i eksil, søn af en gammel finansmilliardær, arkæolog, tandlæge, fakir eller gynækolog på flugt fra sagsanlæg og repressalier i både Skotland, USA og Armenien. Jeg vælger at beholde ham som et uforklaret, integralt indslag i mine rejsememoirer.
Den sortskæggede lille fyr med den hysteriske, grådlabile kvinde på medhør ligger i sin seng og knevrer løs i telefonen. Rigtig meget af hans tid går vist med det.
De kalder mig Darko “Dželat”
Fra min plads i vinduet her på 10. Sal har jeg godt udsyn tværs over floden. Vores fjender ved ikke, jeg ligger og holder øje med dem. Hvem jeg vælger at skyde er i nogen grad op til mig selv. Vi har instrukser, men kommandanten har indskærpet, at vi følger vores fornemmelse. Vi skelner ikke altid skarpt mellem kampklædte og den såkaldt civile befolkning nede i den rotterede. Det er et helvede at være her, men vi skal have byen i besiddelse og under kontrol. Den er en nøgle til at vinde denne krig.
Jeg er langt væk hjemmefra. I Valvejo i mit elskede Srbija venter min hustru og vores søn. Vi blev gift for fire somre siden, og jeg elsker min lille lyse Dijana og vores modige lille soldat, Milos. De er min havn og altid i mine tanker, når jeg ligger her i kulden og venter. Dagene går, nætterne kommer, årstiderne skifter. Nu er det bidende vinter. Hvad år mon? Jo, vi har 1994. Det husker jeg, for Milos blev født sommeren 1991.
Jeg har været på den modsatte side af Miljacka også. Der var jeg tættere på mine mål ved boulevarden. Folk løb over gader og broer som vilde hunde, og det er lige, hvad de er. Vantro hunde. Gennem kikkertsigtet følger jeg deres løb. De standser altid på et tidspunkt for at få vejret eller kalde på nogen.
Med svævebane til Trebević
Turen i svævebane op til Trebević er mageløs. Sarajevos varme lys, den glidende og blidt gyngende følelse af at blive trukket op ad bjerget. Fra endestationen på toppen går man direkte ud i et snedækket landskab. Det knaser under fødderne, sneen ligger så fint og uberørt, her er helt stille, og man har det smukkeste vue ned over byen.
Efter bjergturen går jeg ind på det lille spisested Special. Bestiller en ret med kylling og en cola. Her er dejligt lunt, og det gør godt efter bjergtinderne. Pendulerer 80 år i tid. Det slog mig, da jeg efter bjergturen i mørket forsøgte at finde den jødiske kirkegård. Pendulfølelsen tikker rytmisk: 1914, 1992, 1914, 1995. Begivenheder som mærkes i kroppen under mine vandringer i mørket. En rejse i tid, hvor jeg er en anden, her i denne by, under helt andre omstændigheder. En brik i et historisk skakspil på liv og død.
Drømmen og mareridtet Jugoslavien
“Rob se mora osloboditi” betyder “slaven må befri sig selv” og var et mantra for Princip og mange bosniakker dengang. Landet bestod af bønder og arbejdere, kun få kunne læse eller havde skole bag sig (19-årige Princip var her en undtagelse). Det havde til gengæld deres kroatiske og serbiske brødre, og drømmen om et forenet Jugoslavien levede op til udbruddet af 1. Verdenskrig. En drøm som det først lykkedes Tito at sætte på kontant formel med sit kommunistiske regime og diktatur en del år senere, fra 1945 som forsvarsminister og 1953-80 som præsident for Jugoslavien.
Man forstår den patriotiske ånd og nationalisme, som voksede frem hos serberne, men i høj grad også kroaterne og bosniakkerne
Min nysgerrighed på denne drøm blev for alvor skærpet via en samtale med Muhamed Busuladzic, en ingeniørstuderende tjener sidst i 20’erne på en vandpibecafé i Soukbunar-distriktet, som jeg besøgte efter endnu en tur op i bjergene.
Ihukommende hvor udpræget etnisk og religiøst mangfoldige landene på Balkan er, forstår man både den jugoslaviske drøm og mareridt. Man forstår det ambivalente forhold til osmannerne. Et forhold som i dag dog virker udelukkende positivt. Man forstår den historiske modvilje mod østrigerne, som annekterede Bosnien efter osmannerne havde forladt det. Man forstår den patriotiske ånd og nationalisme, som voksede frem hos serberne, men i høj grad også kroaterne og bosniakkerne, i årene op til både 1. og 2. Verdenskrig og 1990’ernes borgerkrige.
Samtidig kan det virke absurd, at netop nationalisme og territorialkrig skulle blive drivende motorer, når de involverede lande qua jævnbyrdig tribal historisk kompleksitet har så meget til fælles? Sarajevo endda med en imponerende kulturel tolerance og solidaritet som sit historiske raison d’être?
Adspurgt om folks holdning til Gavrilo Princip i dag, skærer Muhammed det klart ud: Hos serberne er Princip en legende. Kroaterne tager afstand fra attentatet. Det samme gør de fleste, men ikke alle bosniere. Konfronteret direkte på Muhameds egen holdning sænker han stemmen, men svarer uden tøven: “To me he was a hero”.
Kaffe med idealisten og bødlen
Har vandret langs flodens sydlige bred. Passerer igen Latinerbroen og en stribe caféer og barer. Folk hygger sig derinde, og igen bemærker jeg, at der ryges cigaretter i stor stil. Det er ren tidsmaskine, og som om sundhedsbølger og det aspekt af modern life simpelthen ikke er kommet til Bosnien. Der er masser af steder, jeg kan gå ind. Men trods et dogmatisk princip om ikke at frekventere samme sted, besøger jeg atter Hotel Europa. Balsamerende blød jazz og solitude in a crowd tiltaler mig nu.
Nyder en cappuccino og en baklava. Sidstnævnte er saftig, driver af sirup og knuste mandler, da jeg fører kniven gennem den. Tænker på Princip og Darko.
Jeg er lidt mør efter lange vandringer og frisk bjergluft, og da jeg kigger op fra min baklava sidder de to mænd over for mig. Vi sidder omkring det samme mahognibord, drikker kaffe og ryger cigaretter. De er begge klædt i skjorte og fløjlsjakker af god skræddersyet kvalitet. Spørger dem på bosnisk, hvad de tænker om at optræde i denne tekst.
Hvis jeg følte noget var det en vulkansk tro iblandet en ensomhed så dyb som den navnløse grav, der modtog mine ofre
Gavrilo svarer først: “Du fik meget med, men ikke alt. Det var en anden tid dengang. Men jeg fortryder intet. Dog ærgrer det mig med min tidlige død. Jeg ville godt have oplevet den anden store krig, og hvad der derefter fulgte. Jeg ville uden tvivl have kæmpet mod både tyskerne og de kroatiske fascister fra Ustaše. Husk på, at vi lå i krig med vores jugoslaviske brødre dengang”.
Darko tøver og svarer så: “Jeg kan ikke beskrive, hvad jeg følte. For jeg følte intet. Men min tro var stærk, som jern hærdet til stål. Troen på Serbien og Srpska, drømmen om at genoprette vores ituslåede Jugoslavien, troen på vores ledere. Den tro brændte stærkt i mig. Republika Sprska tilhører stadig Serbiens moderland, hvis du spørger mig. Min bedstefar kæmpede under 2. Verdenskrig mod Ustaše og SS Handschar. Jeg ville have gjort dette samme.
Jeg troede på, at mine drab tjente vores sag. Jeg husker godt pigen ved katedralen, som du nævner
I 1993 var min verden sort-hvid, men mest sort. Hvis jeg følte noget var det en vulkansk tro iblandet en ensomhed så dyb som den navnløse grav, der modtog mine ofre. Så dyb som smerten i mit kaldenavn. Ser du, Dželat betyder “bøddel”.
Men jeg var en bøddel, som handlede uden jurisdiktion og retning, alt imens jeg troede på, at mine drab tjente vores sag. Jeg husker godt pigen ved katedralen, som du nævner.” Her standser Darko. Stemmen bliver grødet, svag og øjnene virrer og løber i vand.
Jeg lægger min hånd over hans. Gavrilo ser på mig, men siger ikke yderligere. Vi tænder alle en smøg. Tjeneren kommer ilende med en flaske Slivovitz. Jeg stirrer ned på min baklava og den udbrændte cigaret, kigger op og er helt alene ved bordet igen.
Bosnisk pop og turbofolk
Det er min anden og sidste aften i Sarajevo. Denne by er krøbet under huden på mig og har taget midlertidigt ophold i min sjæl. Jeg har været gæst i en ganske anderledes verden og på en ubeskrivelig måde samtidig hjemligt til mode. Jeg er netop nu på en bar med det lidet bosniske navn Telemach & City Pub. En pige synger på bosnisk akkompagneret af en fyr på guitar. Genren kan bedst betegnes som moderne slavisk pop, og så håber jeg ikke at have fornærmet nogen.
Hvordan ser befolkningen i Sarajevo så ud? Langt mere slavisk i trækkene end eksempelvis Budapest, hvor folk har en mere centraleuropæisk fysiognomi. Og så er det tyrkiske og arabiske repræsenteret også. Livemusikken er på pause, og nu pumper vesterlandsk pop ud i æteren. En god ven havde ingen min rejse advaret mig om en gerne, han kaldte “turbofolk” med slet skjult musikalsk afsky, og han har opholdt sig en del i regionen, da hans hustru er bosnier, så han ved nok, hvad han taler om. Måske jeg engang i fremtiden får lejlighed til at teste hans disclaimer via et nyt Balkan-eventyr.
Midnat under minareterne
Klokken nærmer sig midnat, og jeg spadserer en sidste runde i det osmanniske kvarter. Alt har lukket nu, og stemningen er kulisseagtig. For bare en time siden summede her af liv, lys, dufte og folk. Enkelte barer har fortsat åbent i den østrig-ungarske halvdel af centrum. Grænsen mellem de to zoner er visuelt markant. I vest de moderne butikker. Mod øst Nærorienten med basarerne, minareterne, kobbersmedene, oceaner af Turkish Delight og baklava. Det er betagende at opleve en moské ligge skråt over for en ortodoks-kristen kirke, som igen flankeres af en synagoge blot 100 meter væk.
Omsider hjemme på Franz Ferdinand Hostel drikker jeg det meste af en liter vand. Man bliver tørstig af bjerge, baklava, Sachertorte, kaffe og krydret kylling med rigeligt snittede friske zittauerløg. Børster tænder og går lidt omkring på det helt stille vandrehjem. Først som en skygge og kort efter snigende langs væggen møder jeg ham selvfølgelig igen: Gode gamle Garfunkel.
Godnat, kære Sarajevo, du tidsmaskinernes, den levende histories, duftenes, smagenes, minareternes, bjergenes og de evigt harmoniske kontrasters fantasmagoriske by
Til min store overraskelse bor han på samme sovesal som jeg. Han ligger i underkøjen tre meter fra mig og læser endnu, da jeg slukker lyset i klar forventning om hurtig ankomst til søvnens Nangijala. Godnat, Garfunkel. Godnat, kære Sarajevo, du tidsmaskinernes, den levende histories, duftenes, smagenes, minareternes, bjergenes og de evigt harmoniske kontrasters fantasmagoriske by.
Højfjeldssol i dalen
Jeg har ikke set en eneste sex-shop, stripbar eller afklædte damer på forsiden af diskret placerede herremagasiner i kiosker i byen. Så hvis den statistik holder stik kan man sige, at det seksuelt frivole holdes kulturelt i ave af ortodokse doktriner på tværs af religiøse systemer. Det er egentlig befriende gammeldags. Måske disse steder findes, i Sarajevos underverden eller forstæder, men de er ikke synlige i de gamle dele af byen.
Det fryser -2 grader her til formiddag. Jeg venter på bus 31E til lufthavnen, himlen er skærende blå, det er vindstille og solens stråler varmer skønt. Sarajevo ligger 532 m.o.h., vi befinder os i en dal, og solen varmer som et norsk højfjeld eller alperne i Frankrig. De omgivende bjerge giver læ og holder på varmen eller fugten, alt efter vejrtype, og sneen på bjergenes skråninger reflekterer solen og varmer byen.
Kildekritisk slutnote: Citatafsnit med Gavrilo Princip og Darko “Dželat” er fiktive og skribentens.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
