NATUR OG KULTUR // REPORTAGE – Midt i det centrale Brasilien og et godt stykke efter, at den sidste krage er vendt, finder man det lille samfund Kalunga. Det er en quilombo, det vil sige et samfund beboet af efterkommere af slavegjorte afro-brasilianere, som var flygtet fra slaveriet. I Kalungas tilfælde skete det for mere end 300 år siden, men efterkommerne, kendt som quilomobolas, er her endnu. De er i dag anerkendt af FN for deres arbejde med naturbevarelse og opretholdelsen af deres århundreder gamle kultur.
KALUNGA – Staten har overdraget Kalunga det kollektive ejerskab af den jord, som det lille samfund har beboet i århundreder, og quilomboen har papir på at være den største af slagsen i Brasilien.
Området er på 237.000 hektar – 2.370 kvadratkilometer – hvilket er lige knap dobbelt så stort som Lolland, men her bor kun 4.500 mennesker.
Indbyggerne i Kalunga bor i en række små landsbyer, og vi var på besøg i Povoado Kalunga do Engenho II. Den ligger for enden af en grusvej, 30 kilometer nord for den lille by Cavalcante, som igen ligger godt 300 kilometer stik nord for Brasiliens hovedstad Brasília.
Guld, slavegjorte og isolation
Cavalcante blev grundlagt allerede i starten af 1700-tallet, og at der var nogle folk, som slog sig ned lige her, skyldtes, at der blev fundet guld i nærheden. Hvis det ikke havde været for guldet, havde der ikke været mange gode grunde til at slå sig ned her. Cavalcante ligger ganske vist geografisk meget centralt i Brasilien, men byen var alligevel meget isoleret indtil et godt stykke ind i det 20. århundrede. Der er langt til Atlanterhavskysten, hvor langt den største del af den brasilianske befolkning bor, dengang som nu.
Generation efter generation af beboere i Kalunga levede herefter som interne flygtninge, og det stoppede først, da Brasilien ophævede slaveriet i 1888
Der ligger ganske vist andre småbyer i nærheden af Cavalcante, men de nærmeste storbyer blev først grundlagt i det 20. århundrede: Goiânia i 1930, Brasília i 1960 og Palmas så sent som i 1990.
Før det var der over 1.200 kilometer til de nærmeste større byer: Cuiabá i delstaten Mato Grosso, Salvador i delstaten Bahia og Rio de Janeiro. Selv i dag er det bemærkelsesværdigt, hvor mennesketomt der er i det centrale Brasilien. Der er øde over store afstande på en måde, som ikke findes i Europa.
I Brasiliens kolonitid blev guld udvundet med slavearbejdskraft. Kalungas første beboere var sandsynligvis slavegjorte, som var flygtet fra Cavalcante. De havde behov for, at deres nye hjem – Kalunga – lå i god afstand fra deres tidligere ejere. Generation efter generation af beboere i Kalunga levede herefter som interne flygtninge, og det stoppede først, da Brasilien ophævede slaveriet i 1888.
Prekær tilværelse
Livet i en quilombo har altid været prekært. Da de er grundlagt af undvegne slavegjorte, lå de som udgangspunkt langt fra alting og i områder, som ingen andre havde økonomisk interesse i. Tilværelsen var baseret på isolation og selvforsyning, for indtil slaveriet blev ophævet, var der altid risiko for, at beboerne igen kunne blive tvangsindrullet i det brasilianske samfund som slaver.
Det var først med indførelsen af Brasiliens demokratiske grundlov i 1988, at staten anerkendte eksistensen af landets quilombos
Selv i dag kan dagligdagen være vanskelig i en quilombo. Som udgangspunkt er byerne ofte isolerede og fattige med få muligheder for økonomisk udvikling og/eller social opstigning, og det drejer sig om ganske mange mennesker.
Ved den seneste folketælling i 2022 blev der registreret 7.600 quilombos. 1,3 millioner brasilianere definerede sig som quilombolas. Det er dog ikke alle quilombolas, som bor i en quilombo i dag. Nogle er flyttet ind til de nærmeste byer.
Det var først med indførelsen af Brasiliens demokratiske grundlov i 1988, at staten anerkendte eksistensen af landets quilombos. 40 år senere er det endnu kun 15 % af dem, som har fået anerkendt retten til den jord, de bor på. De sidste 85 % kæmper altså fortsat for deres rettigheder på samme måde, som det gælder for en del af Brasiliens oprindelige befolkning.
Selvom situationen som regel er prekær, er der dog også sket fremskridt i de senere år. I Povoado Kalunga do Engenho II er der nu både elektricitet, skole og sundhedsklinik, og grusvejen til Cavalcante bliver holdt ved lige af delstaten Goiâs.
I Kalungas tilfælde er det desuden lykkedes at gøre den isolerede beliggenhed til en attraktion og dermed et økonomisk aktiv.
Cerrado som turistmål
Kalunga ligger på den såkaldte cerrado, det vil sige den tropiske højslette, som er det primære økosystem i det centrale Brasilien. Området er ikke særlig kendt uden for Brasilien, men det er faktisk den største biotop i landet efter Amazonas.
Kalunga ligger på grænsen til nationalparken Chapada dos Veadeiros, hvor man har fredet et stort stykke cerrado. Her kan man gå ture i det specielle landskab, hvor vegetationen og dyrelivet er stærkt specialiseret og præget af, at det ikke regner i cirka halvdelen af året. Det skal forstås helt bogstaveligt. Regntiden slutter i april, og så falder der ikke én dråbe vand før oktober. Det regner heller ikke voldsomt meget i de resterende dele af året.
Kalunga har, i modsætning til det omkringliggende intensive landbrug, bevaret en meget stor del af sit areal som oprindelig natur
Det har historisk sat store begrænsninger på menneskets mulighed for at overleve på stedet. Man skal derfor ikke ret langt uden for Brasília forstæder, før der bliver langt mellem byerne. Der bliver tyndere og tyndere befolket, jo længere man kører mod nord.
Højsletten er ikke så kendt som Amazonas længere mod nord, men miljømæssigt er den også under pres. Mere og mere land bliver inddraget til landbrug, hvor der især bliver dyrket majs og soja. Det meste foregår i et meget moderne og højt mekaniseret landbrug, og det kan derfor godt finde sted i en region, som ellers er ret øde. Til gengæld skaber det heller ikke ret mange direkte lokale arbejdspladser.
Kalunga har, i modsætning til det omkringliggende intensive landbrug, bevaret en meget stor del af sit areal som oprindelig natur.
Det hjælper givetvis, at Santa Barbara-vandfaldet ligger i Kalunga. Det tiltrækker turister fra Brasília og andre byer, og det betyder, at mange indbyggere nu lever af turismen. Nogle er guider, andre er chauffører, nogle sælger billetter, andre producerer souvenirs til byens lille butik, og nogle er ansatte i byens små restauranter, der serverer frokost for dagens turister.
Naturbevarelsen førte i 2021 til, at Kalunga blev optaget i det såkaldte ICCA-register i FN-systemet. ICCA er en forkortelse for Indigenous Peoples and local communities, og det lille samfund er således internationalt anerkendt for sin indsats for både at bevare sin århundreder gamle kultur og naturen på en bæredygtig måde.
Det er sket ved, at Kalunga har forsøgt at skabe en balance mellem på den ene side naturbevarelse og på den anden side at skaffe de nødvendige indtægter til områdets befolkning. Man har således sat en øvre grænse på 300 personer, som kan besøge Santa Barbara-vandfaldet pr. dag, men til gengæld skal turisterne betale for besøget.
Man skal betale for indgang, for transporten til stedet, hvor vandreturen til vandfaldet starter, og for en obligatorisk guide, som egentlig ikke er nødvendig: Vandreturen er nem, og man kan dårligt fare vild. De fleste gæster spiser også deres frokost i en af byens små restauranter.
Det lyder umiddelbart som et rip off, men priserne er rimelige. Som man ser ofte i Brasilien, skaber det beskæftigelse til en masse mennesker, som leverer en service, der kræver, at de er fysisk til stede. Basalt set er der heller ikke ret meget andet at leve af i området, hvis man ikke er kapitalstærk og kan etablere en stor gård for at dyrke soja og majs.
Men det er ikke alle quilombos, der som Kalunga har et pænt vandfald på deres jord og ligger i nærheden af en nationalpark, der i forvejen tiltrækker turister. De fleste andre quilombos er mindre privilegerede.
En quilombo og et rumcenter
Delstaten Maranhão i det nordøstlige Brasilien huser ifølge folketællingen fra 2022 over 2.000 quilombos. En af dem, Itamatatiua – som man kan se en tv-reportage fra her – ligger en god times kørsel fra den gamle koloniby Alcântara, som igen ligger knap to timers sejlads fra São Luis, der er hovedstaden i Maranhão. Der er ikke mange turister i São Luis, og endnu færre finder vej til Itamatatiua.
Det var næppe hver dag, at der kom nogen forbi. Der var en lidt forfalden og undergangsagtig stemning over denne quilombo
Vi var forbi for et par år siden, og Itamatatiua bar tydeligt præg af sin isolerede beliggenhed. Byen havde ganske vist et lille udstillingssted, som fortalte byens historie og solgte lokalt kunsthåndværk i keramik.
Det bar imidlertid tydeligt præg af, at det næppe var hver dag, at der kom nogen forbi. Der var en lidt forfalden og undergangsagtig stemning over denne quilombo, og beboerne overlever nok primært på en blanding af subsistenslandbrug og af beboere, der er flyttet til São Luis og sender penge hjem til familien.
Der er måske også nogle, som har fået et servicejob på Centro Espacial de Alcântara – Alcântaras Rumcenter – som ligger i nærheden. Det er en brasiliansk militærbase, der bliver brugt til at opsende satellitter på samme måde som den europæiske rumhavn i Fransk Guyana, lige på den anden side af ækvator. Det er dog næppe folk fra Itamatatiua, der arbejder som ingeniører eller ledende militærfolk på basen.
Forholdet mellem quilomboerne i nærheden af Alcântara, og rumcentret er heller ikke uden problemer. Da basen i sin tid blev anlagt under det brasilianske militærdiktatur, tvangsflyttede man over 300 quilomobola-familier. Det førte til, at den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol afsagde en dom i 2023, som fastslog, at beboernes menneskerettigheder var blevet krænket.
Rumcentrets placering blot få kilometer fra Itamatatiua viser endnu en gang de kontraster, som man finder så mange af i Brasilien
Den brasilianske regering kom herefter med en offentlig undskyldning, og siden har parterne arbejdet på at regulere konflikten. Samarbejdet brød imidlertid sammen i foråret 2024, da qulilombola-repræsentanterne følte sig majoriseret i samarbejdsgruppen.
Rumcentrets placering blot få kilometer fra Itamatatiua viser endnu en gang de kontraster, som man finder så mange af i Brasilien.
I quilomboen bor efterkommerne af flygtede slavegjorte, som stadigvæk primært lever af et subsistenslandbrug, og hvis forfædre arbejdede som slaver i en plantageøkonomi. Kort derfra er der en højteknologisk og sofistikeret militærbase, som sender satellitter i kredsløb om jorden.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
