MIN USÆDVANLIGE REJSE #1 // ESSAY – Nogle timers kørsel øst for byen São Luis i det nordøstlige Brasilien ligger Lençóis Maranhenses. Det er et enestående naturfænomen, men kun få uden for Brasilien har hørt om det endsige besøgt det. Endnu færre bevæger sig derind for alvor. For de få, som gør det, venter der en enestående naturoplevelse.
Sommer er rejsetid, men man kan se verden og få nye oplevelser på mange måder.
I løbet af sommeren inviterer POV læserne med på usædvanlige og tankevækkende rejser.
BRASÍLIA – Lençóis betyder ”lagner” på portugisisk, mens Maranhenses betyder, at noget er fra den brasilianske delstat ”Maranhão”. Det vil sige, at Lençóis Maranhenses ganske enkelt betyder ”Maranhãos lagner”.
Det skal forstås figurativt, for navnet dækker over en ørken på 1.500 kvadratkilometer. Der er vel at mærke tale om en ganske særlig slags ørken, og måske er den endda den eneste af sin slags i verden.
Før vi kom så langt, var det nødvendigt med et pit stop i Maranhãos hovedstad São Luis. Vi havde fundet et hyggeligt udseende hotel – Casa Frankie – i den gamle bydel. På hjemmesiden var der besynderligt nok et billede af en mand, som lå i en hængekøje og læste en dansk udgave af Stieg Larssons Mænd der hader kvinder.
Jeg havde på forhånd tænkt på, at jeg ville forklare værten, hvad titlen betød, så han i det mindste var klar over det. Men det var ikke nødvendigt. Værten hed Frank og var en pæredansk bådebygger, og det var en af hans venner, som var på billedet.
Frank havde for år tilbage sejlet rundt i sin båd i Caribien og siden ned langs den sydamerikanske Atlanterhavskyst, indtil han fandt kærligheden i São Luis og besluttede sig for at slå sig ned der.
Her havde han købt et hus fra kolonitiden, der i kælderen havde indmurede jernringe, som fortidens slaver havde været lænket til om natten. Huset havde også haft en fortid som både natklub, bordel og tilholdssted for hjemløse.
Efter en lang dialog med fredningsmyndighederne og mange års arbejde står huset i vidt omfang, som det blev bygget, men nu er det indrettet til Franks lille hotel. Det fint restaurerede hus stikker lidt ud i gadebilledet, for de fleste andre bygninger er lidt forfaldne med plamager af svamp, som trives godt i havnebyens tropiske klima.
Bomba meu Boi
Mange ser Brasiliens karneval, som årets store folkelige fest. I São Luis får den begivenhed imidlertid kamp til stregen af Bomba meu Boi, som er en særegen blanding af dans og teater med rødder tilbage i 1800-tallet.
Historien i Bomba meu Boi er ganske enkel. En gravid slave overtaler sin mand til at skaffe hende en oksetunge, som hendes graviditet gør, at hun i den grad har lyst til at spise. Manden skærer derfor tungen ud af slaveejerens yndlingsokse, som imidlertid dør af den behandling. Og så er der problemer.
For at redde kastanjerne ud af ilden arrangerer slaverne en fest, og det lykkes at vække oksen til live igen.
Lokale teatergrupper bruger måneder på at træne og sy årets dragter til de medvirkende, og hver gruppe har også et lille orkester. De spiller enten på percussion-stave – to stykker træ, man slår mod hinanden – eller mere almindelige instrumenter.
I São Luis er der hvert år i juni en festival, hvor lokale grupper opfører Bomba meu Boi. Det passede lige med, at vi var der, og med vores gode ven João som guide fandt vi en af pladserne i byen, hvor der blev opført Bomba meu Boi.
En ny gruppe optrådte hver hele time. Det tager cirka 45 minutter at spille handlingen igennem, og når en forestilling var slut, blev scenen ryddet, og en ny gruppe kom til. Det gentager sig hvert år mange gange over to weekender i juni. Bomba meu Boi er stort i São Luis.
I hængekøje på kanten af ørkenen
Vi blev yderligere nogle dage i São Luis, før der var afgang til Lençóis Maranhenses. Vi blev samlet op på vores hotel tidligt om morgenen, og efter nogle timers kørsel i en minibus blev vi sat af i en lille landsby.
Her ventede en guide samt en chauffør i sit eksemplar af den uundværlige Toyota HiLux. Efter yderligere to timers kørsel ad en bumpet vej med løst sand nåede vi hen på eftermiddagen frem til en endnu mindre landsby helt ude på kanten af ørkenen.
Vi blev installeret hos en familie, som havde slået sig på turisme som en levevej. Der var ”redt op” i form af hængekøjer i en ”tilbygning” bestående af et betongulv, en halv meter høje vægge og et tegltag. São Luis ligger kun 3-4 grader syd for ækvator, så der er lunt året rundt.
Det var stadigvæk kun sidst på eftermiddagen, så der var tid til den første ekskursion ind i ørkenen for se på solnedgang. En kort vandretur bragte os til kanten af ørkenen, og så var vi med ét alene i landskabet, som vi kendte fra billederne. Kridhvide klitter og blå laguner. Himlen blev langsomt gylden og siden mørkere, som solen gik ned. Der var ikke en lyd bortset fra vindens susen.
Tilbage hos familien stod der tidlig aftensmad på programmet, og så var det tid til at hoppe i hængekøjen.
To måder at besøge Lençóis Maranhenses
Man kan besøge Lençóis Maranhenses på to måder. Den ene er, at man kan snuse lidt til kanten. Rundt om ørkenområdet ligger der flere mindre byer, som har udviklet en turistinfrastruktur. Herfra kan man blive kørt ud til kanten af ørkenen, hvor man så kan nyde synet eller gå en kort tur i landskabet. Det er nemt, men man oplever ikke stedets tilsyneladende uendelige og mennesketomme landskab.
Den anden mulighed er at gå helt ind i ørkenen. Det var det, vi skulle, og vækkeuret ved siden af hængekøjen ringede derfor klokken 03:30. Morgenkaffen var klar, og vores guide fra dagen før havde fået følgeskab af endnu en guide, som skulle vise vej.
Ørkenen består af klitter, klitter og atter klitter, så langt øjet rækker og i evig forandring. De eneste pejlemærker er lyset fra et fyrtårn, som man om natten kan se i horisonten, mens det om dagen er muligt at orientere sig efter solen. Og så er der vinden, som altid blæser fra en bestemt side.
Der var to formål med at tage af sted tidligt. For det første ville vi være fremme ved den første dags mål omkring frokost, og dermed inden det blev for varmt. For det andet kunne vi opleve solopgangen over ørkenen.
Der var afgang klokken 04:30, og den lille landsbys kunstige lys forsvandt hurtigt bag os og efterlod os med en fantastisk stjernehimmel som det eneste lys bortset fra de fjerne lysglimt fra fyrtårnet ude ved kysten. Foran ventede cirka 20 kilometer til fods gennem klitterne. Først i næsten mørke, derefter i det svage lys fra den opstigende sol og til sidst i klart solskin med en stort set blå himmel.
Hvis man googler Lençóis Maranhenses på nettet, bliver man mødt af billeder af et andenverdensligt landskab. Tilsyneladende uberørt kridhvidt sand formet i bløde klitter, afbrudt af søer af blågrønt vand. Og sådan ser der faktisk ud. I det mindste i en del af året. Der er også helt stille bortset fra vindens evige susen. Landskabet er næsten goldt, og selv fuglene holder sig væk.
Sandet i Lençóis Maranhenses blæser ind fra havet, og er før dét kommet fra de nærliggende floder Parnaíba og Preguiças. Sandet er finkornet og består overvejende af kvarts, så det er kridhvidt og reflekterer lyset. Klitterne er op til 40 meter høje, men den kontinuerte blæst gør, at sandet på toppen hele tiden blæser af. Sandet er hele tiden i bevægelse, og klitterne skifter hele tiden form og størrelse.
Nedenunder sandet er der flad klippegrund, og der er her, vandet står. Det er primært regnvand, for selvom Lençóis Maranhenses ligner en ørken, så er det faktisk ikke en ørken i naturvidenskabelig forstand. Det regner simpelthen for meget. Området får normalt omkring 1.200 mm regn på et år, mens definitionen på en ørken er, at der falder under 250 mm nedbør om året.
Det er kombinationen af klippegrunden, sandet og vandet, som tilsammen skaber landskabet. Regnvandet kan ikke trænge ned gennem klippegrunden, og klitterne forhindrer, at vandet løber ud til kysten.
Regnvandet, som falder mellem januar og maj, bliver derfor liggende som søer. De fordamper lidt efter lidt, og i september/oktober er der stort set kun sand og flad klippegrund tilbage. Herefter er der helt tørt, indtil en ny cyklus starter med den næste regntid i januar.
Oasen
Klokken var hen omkring frokost, da vi nåede frem til den første dags slutpunkt. Midt inde i Lençóis Maranhenses ligger der en lille oase, hvor 10-15 familier har slået sig ned og lever af en blanding af fiskeri på den nærliggende kyst, lidt landbrug og på det seneste også turister.
Der er 20 kilometer til den nærmeste bebyggelse, men beboerne har som de eneste lov til at køre i ørkenen på deres quad bikes.
Der er ikke så meget at lave i oasen, så resten af dagen gik med at spise frokost, tage en middagslur i hængekøjen, spise aftensmad og gå tidligt i seng i hængekøjen.
Næste dag blev en gentagelse af den første. Vækkeuret ringede klokken 03.30, der var afgang 04:30 i mørke, solopgang, klitter, klitter, klitter og laguner. Vi nåede frem til udkanten af ørkenen omkring frokost efter yderligere 20 kilometers vandring.
Lençóis Maranhenses slutter brat og bliver afløst af et skovområde. Stedet er også slutpunktet for vejen fra byen Barrerinhas, som er et populært udgangspunkt for endagsture til kanten af Lençóis Maranhenses. De sidste par hundrede meter i ørkenen var derfor fyldt med fodspor efter folk, som kun havde dyppet tæerne i kanten af sandet.
Det giver en forsmag på oplevelsen inde i ørkenen, men det er intet i sammenligning med følelsen af uendelighed og oplevelsen af uforlignelig skønhed inde i området.
Hele turen er endnu et eksempel på, at hvis man kommer uden for den slagne vej i Brasilien, kan man opleve en utrolig kulturel og naturmæssig mangfoldighed. Det har jeg tidligere skrevet om her, her, her, her og her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og