Til minde om Lily Weiding: Når man i den grad har følt sig elsket

LILY WEIDING // MINDEORD – For nylig døde Lily Weiding i en alder af 96 år. POVs Jesper Taxamand Grunwald var Weidings nevø, og deltog derfor i hendes bisættelse fredag. Her hylder han sin tante og mindes den store vedvarende kærlighed mellem hende og onklen, Morten Grunwald. “Udover at acceptere den noget loge-agtige stemning i Grunwald-klanen (…) udviste Lily en diskret overbærenhed overfor den slipvind af selvoptagethed, som altid følger selvbevidste klaner,” skriver han blandt andet.

Det er mere end 50 år siden – snarere tæt på 55 år siden – jeg mødte Lily Weiding første gang. Fredag d. 26.6 blev Lily bisat i Vedbæk Kirke i en alder af 96 år.

Jeg var en ung teenager fra det yderste af den danske provins og vidste ikke noget om denne fantastiske kvinde – udover, at hun var min berømte onkel, Mortens, nye kæreste.

Lily Weiding var først og sidst en stor kunstner, men hun indtog snart en ganske særlig rolle i vores familie. Udover at acceptere den noget loge-agtige stemning i Grunwald-klanen (Det er min kone, som elskede Lily, som man nu kan gøre det på afstand, når der er tale om en af ægtemandens tanter, der har døbt min familie KLANEN …) udviste Lily en diskret overbærenhed overfor den slipvind af selvoptagethed, som altid følger selvbevidste klaner.

Det var en gave for min onkel, Morten Grunwald, at være ledsaget af Lily Weiding gennem livet

Og hun kommenterede det meget diskret overfor de andre tilgiftede personer. De skulle vide, at de ikke stod alene.

Min afdøde mor elskede Lily og hendes elskværdige stikpiller til rollerne i en familie, der stort set kunne bruge en solo-scene til hver af aktørerne.

”Os, der er gift med en Grunwald …”

Et Mona Lisa-smil

Lily behøvede ikke fortsætte sætningen. Min mor kiggede på hende med sine smukke, brune, bekræftende øjne, og min tante havde det udtryk, som jeg kun kan beskrive med en stor kliché: Et Mona Lisa-smil. En kvindelig selvforståelse, som jeg stod helt udenfor. Men budskabet forstod jeg.

Det var en gave for min onkel, Morten Grunwald, at være ledsaget af Lily Weiding gennem livet. Morten var en voldsom kultur-generator, der slog gnister på sin vej, når han ville igennem med sine meninger og projekter. Men hun omfavnede ham med kærlighed, og jeg er så sikker på, at den var gengældt hele vejen igennem.

Når man i den grad har følt sig elsket som Morten gjorde det, så må man prøve at dæmpe sin egen, personlige sorg en smule

Brumbassen og patriarken var nærmest sødmefyldt i sit sprog, når jeg som taxichauffør kørte han fra Lufthavnen til Skodsborg. I princippet hører Taxamanden intet af passagerernes private dialog på mobilen. Men altså – det gør jeg jo.

Efter forestillingerne på Volksbühne i Berlin var det en meget træt og gangbesværet mand, der skulle hjem til konen i den smukke lejlighed med kunsten og havudsigten. Men replikkerne mellem manden på 83 og konen på 93 var små, enkle kærlighedsbeskeder som i min barndoms poesibog. Og de begyndte allerede, inden hun tog imod ham i Skodsborg.

Jeg havde den meget personlige oplevelse at køre hende i taxi fra hospice og hjem i lejligheden, da hun havde sagt endeligt farvel til Morten, der nærmest døde samtidig med indflytningen, og kræften havde fortæret ham. For en sjælden gangs skyld – jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige udover at give det dulmende kram.

Den omsorgsfulde overbærenhed

Her sad jeg med en kvinde, som var blevet enke – for tredje gang. Hun havde desuden mistet sin elskede bror, da han døde af kræft, mens han endnu var i 30’erne. Da Mogens Wieth – hendes anden mand – døde, stod hun alene med to helt små børn. Og lige nu, skulle hun miste igen – på trods af valget af den 10 år yngre Morten.

Hvordan i alverden skulle en grønskolling som jeg, der hele vejen igennem ikke har oplevet de pludselige, uforudsigelige tab, dog kunne være til nogen begavet trøst – virkelig forstå hende?

Jeg er bange for, at jeg fik stillet et eller andet power-banalt spørgsmål som, ”… hvordan har du det lige nu … ?”.

De tre kommer sammen med børnebørn og oldebørn til at savne kærligheds-generatoren Lily Weiding.

Så slog Lily Weiding igen til med sin omsorgsfulde overbærenhed og fortalte mig, hvordan hun holdt igen med sin sorg – selvfølgelig fordi hendes meget syge og omtågede mand endelig fik fred. Men også med den smukkeste og mindre pragmatiske begrundelse. I mit helt frie citat:

”Når man i den grad har følt sig elsket, som Morten gjorde det, så må man prøve at dæmpe sin egen, personlige sorg en smule.”

Jeg håber, han hørte det deroppe, onklen, i de evige gasværker.

Jeg var bevæget uden tårer. Og igen oplevede jeg min grænseløse beundring for Lily Weiding. Nærværende og følelsesmæssig generøs, som hun var trods sin ophøjede status.

Hun var en klassisk skuespiller med en stemme, som nærmest kunne bære hele sceneoplevelsen i sig selv. Men jeg har aldrig – heller ikke i mit professionelle virke som mediemenneske – oplevet en så tydelig blufærdighedens afstand mellem kunstneren og familiemennesket. Hun kiksede aldrig i den tilgiftede families navne. Hun genkendte og viste opmærksomhed overfor de sidst tilkomne – ikke mindst for børnene. Aldrig et anstrøg af snobberi, selv om hun i visse sammenhænge var ”den største”.

Og så bandt hun os sammen ved at bringe Xenia og Julie Wieth ind i vores familie som mine nye kusiner – og i en moden alder give plads og tid til at give liv til Tanja Grunwald, min kødelige kusine. De tre kommer sammen med børnebørn og oldebørn til at savne kærligheds-generatoren Lily Weiding. Men har den trøst, at nu var den 96-årige Lily Weiding træt og afklaret og så parat til afrejsen efter et langt og fantastisk liv.

Her kan den bruges igen, replikken, hendes egen til mig ved Morten Grunwalds død:

“Når man i den grad har følt sig elsket…”

Jeg sender de kærligste hilsner til Lilys døtre og deres nærmeste – i dyb taknemmelighed over at have haft Lily Weiding i vores liv. Og bruger de her dage til at mindes episoder med denne talentfulde, kloge, kærlige – og usædvanligt smukke kvinde. Hun sidder fast i os og på vore nethinder uden brug af tidsåndens kunstige klæbemidler.

Æret være Lilys minde.

LÆS MERE AF JESPER GRUNWALD HER:

Topfoto: Pressefoto og privatfoto