MENNESKERETTIGHEDER // BOSNIEN – Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en dom skåret det ud i pap, at Bosnien-Hercegovinas politiske Dayton-system cementerer den etniske opdeling af befolkningen. Systemet underminerer også fundamentet for demokratiske valg og landets grundlæggende demokratiske islæt. Dommen er med andre ord et alvorligt politisk hak i tuden på et i forvejen plaget land. Det tragiske er, at der nok ikke er særlig mange, der vil gøre særlig meget ved det.
Bosnien-Hercegovinas politiske system udgør en del af det enorme politiske dokument, vi kender som Dayton-aftalen. Det var den aftale, der i 1995 fik afsluttet den krig, der hærgede Bosnien i mere end tre år. For at få aftalen kørt igennem var det tilsyneladende nødvendigt at lave et system, der omhyggeligt balancerede magten mellem de tre etniske hovedgrupper – bosniakker, kroatere og serbere.
I forhold til den aktuelle dom er det centrale at være klar over, hvilken rolle etnicitet spiller i Dayton-aftalens Bosnien-Hercegovina. Den del af befolkningen, der ikke ser sig selv som en af disse tre etniske hovedgrupper, har mulighed for at benytte betegnelsen ’andre’.
Det er fx, hvis man er medlem af det, der i Bosnien er befolkningsmæssige minoriteter, som fx jøder eller romaer. Hvis man tilhører gruppen af ’andre’, er Dayton-systemet skruet sådan sammen, at man ikke kan stille op som kandidat til bl.a. landets præsidentembede. Det kan kun folk fra de tre etniske hovedgrupper. Hvis du slet ikke vil tilkendegive, om du hører til en af de primære etniske grupper eller kategorien ’andre’, havner du i samme situation.
Hvad siger dommen egentlig?
Dommen udkrystalliserer Bosniens demokratiske problem: Hvis du som borger i Bosnien-Hercegovina ikke tilhører eller føler dig som en del af én af de etniske hovedgrupper, så er der ganske enkelt begrænsninger på, hvilke politiske embeder du kan stille op til. Der er også begrænsninger på, hvilke kandidater du kan stemme på.
Hvis du bor i den ene enhed, kan du ikke stemme på kandidater fra den anden enhed. Det er denne dualitet, der indkredser sagens centrale dilemma
Der er to forklaringer: Sagt enkelt er det dels krav om etnisk identifikation, dels geografi. Bosnien rummer to primære politiske enheder. Den kroatisk-bosniakkiske del af landet, der hedder Føderationen. Den bosnisk-serbiske del, der hedder Republika Srpska. Hvis du bor i den ene enhed, kan du ikke stemme på kandidater fra den anden enhed. Det er denne dualitet, der indkredser sagens centrale dilemma.
Demokratisk problem for alle
Allerede i 2007 lagde den jødiske Jakob Finci og roma-lederen Dervo Sejdic sag an ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mod Bosnien. De mente, at Bosniens politiske system diskriminerede mod minoriteter. De vandt sagen. Domstolen stillede dengang krav om, at Bosnien skulle sikre minoriteters rettigheder. Det er ikke sket endnu. Den Europæiske Union kræver også, at Finci-Sejdic-dommen, som den omtales, skal føres ud i livet, hvis Bosnien skal gøre sig forhåbninger om et EU-medlemskab.
Det, der er sket nu, er for det første, at dommen gør det ubehageligt klart, at der ikke er sket nogen udvikling i demokrati-sagen siden 2007. For det andet, så har den nye dom skåret ud i pap, at det ikke kun er minoriteter, som det politiske system diskriminerer imod, men i princippet alle borgere, der ønsker at stemme i demokratiske valg – uden at være tvunget til at tage hensyn til egen eller andres etnicitet.
Hvorfor sker der ikke noget?
Tidligere har der i bl.a. medierne været en del tale om, at Dayton-aftalen skulle opdateres til en version 2.0. Sagen er, at Bosniens forfatning rent faktisk har mekanismer, der gør det muligt at justere det politiske system, så dommene kan implementeres. Det kræver bare, at den politiske elite ønsker at bruge dem. Det ser ud, som om intet kunne ligge dem mere fjernt.
Hvis systemets demokratiske islæt skal genopfindes, eller revitaliseres, om man vil, i en eller anden afskygning, så vil det kræve nytænkning. Politiske magthavere skal være villige til at sætte deres magtbaser og alliancer på spil, hvis det politiske system ikke længere skal handle om etnisk tilhørsforhold, men derimod den enkle demokratiske idé om, at én person – uanset hvem man er, tror på, etc. – har én stemme. Chancen for at dette kommer til at ske, synes ikke eksisterende.
Over-overdommerens rolle
I Bosnien er der et embede, der er lidt som en politisk over-overdommer. Det er den tyskfødte Christian Schmidt, der i øjeblikket er indehaver af jobbet som international topembedsmand i landet. Embedet er udstyret med enorme magtbeføjelser til bl.a. at indføre lovgivning og fjerne folkevalgte politikere, der modarbejder Dayton-aftalens bogstav.
Det er ikke kun minoriteter, men i realiteten alle borgere, der i dag har svært ved at få udlevet deres demokratiske rettigheder
Titlen på stillingen er Høje Repræsentant. Jobbet blev oprettet som en del af Dayton-aftalen. Man må konstatere, at hverken Schmidt eller hans forgængere siden 2007 har gjort noget aktivt for at forandre den demokratiske udfordring, som dommene peger på, selv om de i princippet klart har beføjelserne. Det kommer næppe heller til at forandre sig.
Dommen lægger, som sagt, et lag ekstra til Bosniens politiske problem-galleri: Det er ikke kun minoriteter, men i realiteten alle borgere, der i dag har svært ved at få udlevet deres demokratiske rettigheder. Det er den ordinære borger i Bosnien, der ser ud til at lide under dette demokratiske post-Dayton problem. Derfor må der være en del mennesker, der gerne vil modtage den perfekte plan for, hvordan man kommer ud af dette politiske dødvande. Størstedelen af den politiske elite vil dog næppe have noget ønske om forandring.
Læs mere om Bosnien-Hercegovina i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
