Borgerløn er populært lige nu – også i Silicon Valley. Men uagtet de positive virkninger, der angiveligt skulle være ved indførelse af en universel minimumsløn, er det værd at undersøge, hvorfor så mange rige og magtfulde mænd er fortalere for konceptet. Johan Wizan kaster et kritisk blik på borgerlønnen som socialt redskab. Der er, mener han, risiko for, at borgerlønnen kan bruges som belejlig undskyldning for ikke at foretage en virkelig omfordeling af ressourcerne og skabe reelle, bedre lønnede job.
Grundlæggeren af energi- og teknologiselskabet Tesla Elon Musk er for det. Det er Saxo Banks tidligere danske majoritetsejer Lars Seier Christensen også. Og for nylig sluttede Mark Zuckerberg sig også til koret.
Hvad er det, der får sådanne forretningstitaner til at proklamere deres støtte til borgerlønnen, et universelt socialt understøttelsesforslag der ellers typisk forbindes med økonomiske fantaster og hippier i Alternativet?
Forskning har i nogen tid talt for konceptet om borgerløn, både som en forsimpling af bureaukratitynget velfærd, som en mulig fritstilling af individet og som en foregribelse af den kommende automatisering af arbejdsprocesser, hvor den teknologiske udvikling spås at føre til fortsat økonomisk vækst, men færre jobs.
Forsøg med minimumsindkomst i afgrænsede områder i både Kenya og Canada synes også at producere virkelig positive resultater af selvrealisering og investering i fremtiden for dem, der modtog støtten.
Dog må man tilføje, at de indledende forslag om borgerløn i bl.a. Finland og under den franske valgkamp har været enormt lave og på ingen måde svarende til leveomkostninger for de fleste mennesker. Vi taler om en ny form for fattighusløn på 1800-talsniveau, når det sættes overfor moderne leveomkostninger i vestlige lande
Hvilket alt sammen modbeviser tesen om, at en sådan garanteret understøttelse ville føre til dovenskab og hensygnende borgere; faktisk skete det modsatte – folk blev gladere og mere produktive medlemmer af samfundet.
Dog må man tilføje, at de indledende forslag om borgerløn i bl.a. Finland og under den franske valgkamp har været enormt lave og på ingen måde svarende til leveomkostninger for de fleste mennesker. Det finske program er sat til 560 euro per person og socialisten Benoit Hamon har fremsat et forslag på 600 euro i Frankrig – begge forslag ligger således et godt stykke under 5000 kroner. Vi taler med andre ord om en ny form for fattighusløn på 1800-talsniveau, når det sættes overfor moderne leveomkostninger i vestlige lande.
Et teknisk greb, der skal dulme de fattiges utilfredshed
Men som nævnt er der også positive erfaringer med ideen, så er det ikke kun godt, at toneangivende forretningsfolk nu også kaster deres støtte bag?
Måske, men vedhæftet proklamationen af borgerlønnens uundgåelighed er altid den ildevarslende tilføjelse, at tiltaget vil komme på baggrund af en redundans (gentagelse) på fremtidens arbejdsmarked.
Borgerløns-futuristerne forudser nemlig, at meget store dele af menneskeheden vil blive overflødiggjort i en ny økonomi baseret på robotteknologi og kunstig intelligens og informerer glædelig arbejderklassen om, at disse meget snart vil være udelukket fra meningsfuld og produktiv beskæftigelse.
De leverer deres fremtidsudsigelser med en mærkelig blanding af stramtandet mangel på humor og en slet skjult glæde. Endelig vil alle disse mennesker forstå deres værdiløshed. De må acceptere, at historiens og teknologiens udvikling er gået dem forbi, og at de nu blot skal vente på døden.
Når milliardærklassen taler for borgerløn, ser jeg det som et taktisk greb, der skal dulme de fattiges indignation og beskytte dem mod, at utilfredsheden med ulighed bobler over på et tidspunkt.
Det er værd at notere sig, at USA’s præsident Richard Nixon i 1969 forsøgte at indføre borgerløn i USA for at lægge låg på gemytterne og berolige de fattige og unge, der havde fået nok af politisk og kulturel undertrykkelse.
Når en Machiavelli som Nixon legede med borgerløn, med inspiration fra økonomerne Friedrich Hayek og Milton Friedmann i øvrigt, for at neddysse politiske protester, bliver vi nødt til at se på, hvad der er den bagvedliggende agenda, og om tiltaget overhovedet kan betragtes som progressivt.
De historiske fortilfælde for borgerløn synes typisk at have været tænkt som et overbærende og reaktionært redskab for stivnede samfund i dyb politisk krise, hvor magthaverne søger at stække folkelige ønsker om reel reform
Andre forsøg på borgerløn som politisk foregribelse af revolution tæller f.eks. også Iran under præsident Ahmadinejad, der i 2010 i kølvandet på den Grønne Revolution og Mousavis demokratiske udfordring introducerede en borgerløn på 100 dollar per person.
De historiske fortilfælde for borgerløn synes typisk at have været tænkt som et overbærende og reaktionært redskab for stivnede samfund i dyb politisk krise, hvor magthaverne søger at stække folkelige ønsker om reel reform.
Robotterne kommer ikke foreløbig
Herudover vil jeg gerne udfordre en af hovedpræmisserne bag forslaget. Nemlig forestillingen om, at alle job vil forsvinde om få år. Det er en særdeles tvivlsom antagelse. Robotter og kunstig intelligens vil rigtignok decimere nogle sektorer; ikke blot på tungindustriens fabriksgulv, men også i tidligere beskyttede professioner – computere er meget dygtige til excel-ark og notatudfærdigelse, hvorfor mange revisorer og jurister vil blive overflødiggjort.
Men tal med en hvilken som helst robotingeniør: Han vil sætte en meget lang tidshorisont for, at robotter effektivt kan efterligne den behændighed, der kræves af mange almindelige serviceerhverv. Der kommer til at gå mange år, før tjener- og baristarobotter ikke spilder din ordre i dit skød.
Læg dertil, at mange serviceydelser kræver menneskelig varme, intuition og omsorg – ikke bare når vi taler om baristaer, men også sygeplejersker, socialarbejdere og skolelærere, som der altså stadig bliver brug for i fremtiden.
I stedet for at anbringe millioner af mennesker på en uværdig og minimal borgerløn, kunne man med fordel benytte sig af de globale finansmarkeders velfærd og udstede samlede EU-obligationer, der kunne finansiere en ambitiøs opgradering af EU-landenes infrastruktur, af jobtræning, uddannelse og forskning bl.a. som et svar på klimaforandringerne
Der er altså ikke grund til at tage hamre og fakler med til bomuldsspinderiet lige nu – det bliver en anden god gang (medmindre Uber kommer til Danmark igen).
Dertil kommer, at massearbejdsløshed er et politisk valg. Offentlige programmer kunne skabe tusindvis af ufaglærte job med f.eks. at installere solenergipaneler og lave grundlæggende varmeisolering af boliger i Danmark. På europæisk plan kunne der skabes millionbeskæftigelse i den nye grønne cleantech-sektor.
I stedet for at anbringe millioner af mennesker på en uværdig og minimal borgerløn kunne man med fordel benytte sig af de globale finansmarkeders velfærd og udstede samlede EU-obligationer, der kunne finansiere en ambitiøs opgradering af EU-landenes infrastruktur, af jobtræning, uddannelse og forskning bl.a. som et svar på klimaforandringerne.
Hvis EU’s samlede kreditværdighed kautionerede for en sådan obligationsudstedelse, ville gældsmarkederne lappe det i sig til meget lav renteniveau og bede om mere, da de globale kapitalmidler blot ønsker en sikker havn med stabilt afkast som risikoafdækning i en uvis økonomisk tid.
Så kunne vi ikke bare droppe minimumsindkomst og sikre fuld beskæftigelse med dertil følgende lønstigninger gennem en sådan brug af det gunstige foreliggende kreditråderum?
Trojansk hest
Svaret er desværre nej. At Silicon Valleys transhumanister som Musk og Zuckerberg og Ayn Randske samt finansmænd som Seier Christensen ønsker sig borgerløn, grunder formentlig i deres kyniske forståelse af den moderne globale økonomi.
De herrer har et problem med den markedsfriktion, deres virksomheder oplever i mødet med stater, der ønsker at give lønmodtagerne en vis form for sikkerhed. Borgerløn vil for deres klasse af mennesker betyde en kraftig forenkling af systemer, som ville koste dem meget lidt, hvis man sammenligner med de omkostninger, der ville være ved en virkelig omfordeling af ressourcerne, hvis denne omfordeling skulle gennemføres politisk af robuste demokratiserede økonomier.
Og ikke nok med det: De moderne rigmænd ville med borgerlønnen også få lov til at indpakke deres støtte til ideen i glitrende god PR: De ville kunne give den i partiet som barmhjertige og visionære formyndere i det moderne stratificerede samfund.
Borgerlønnens løfte om ubetinget generøsitet og frigørelse lyder godt. Men er netop for godt til at være sandt i den form, erhvervseliten påtænker at implementere den. I stedet lurer faren for en yderligere marginalisering af de dårligst stillede
Borgerlønnen ville hermed blive brugt som redskab til at fremskynde et todelt socioøkonomisk system, hvor en lille fritstillet elite skaber produkter og serviceydelser, som menneskeheden vil have, mens resten af os fastholdes i en underordnet og kontrolleret stilstand.
Jeg tillader mig derfor – med en sund skepsis i bagagen – at advare mod tanken om borgerløn, som jeg ser som en slags trojansk hest til indoktrinering af den overflødige underklasse, der blot vil medføre en yderligere udelukkelse af underklassens produktive og meningsfulde deltagelse i eller input til resten af samfundet.
Borgerlønnens løfte om ubetinget generøsitet og frigørelse lyder godt. Men er netop for godt til at være sandt i den form, erhvervseliten påtænker at implementere den. I stedet lurer faren for en yderligere marginalisering af de dårligst stillede – en snigende ulighed i privilegierne mellem dem, der i fremtiden ville være afhængige af borgerløn og dem, der ikke ville. Hvis man skulle tage de dystopiske briller på, kunne man videre forestille sig, at der langsomt ville komme kodet tale om befolkningskontrol og måske mild genetisk hygiejne som komponenter og forudsætning for ”de uproduktive på borgerløn”.
Når magtfulde mennesker, der normalt ikke lader deres bekymringer om menneskelig lidelse stå i vejen for deres ambitioner, forelsker sig i en fiks idé som borgerløn, bør vi efter min mening alle være skeptiske. Især når forslaget indpakkes i ’nødvendighedens’ sprog og præsenteres som en økonomisk uundgåelighed eller automatisk følge af teknologiske processer.
Johan Wizan har tidligere udgivet en artikel på POV International, hvor et afsnit præsenterede borgerløn i et generelt mere positivt lys. Dette afsnit var tilføjet af POV-redaktionen og repræsenterede ikke skribentens egen holdning.
Topfoto: Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
