SPANIEN // ANALYSE – Situationen i Catalonien sætter dagsordenen for næste måneds spanske valg, som er det fjerde på fire år. Fængselsdommene til de catalanske politikere og de seneste dages uro kan få afgørende betydning for de forhandlinger, der venter den næste spanske centralregering og de catalanske ledere, skriver Alex O. Hansen.
PAMPLONA – Med den spanske højesterets dom over de catalanske politikere og aktivister brød Cataloniens kamp for selvstændighed i sidste uge ud i lys lue. Regionens kamp har været på vågeblus over sommeren, mens man afventede dommen mod de 12 tiltalte, som i de sidste to år har siddet fængslet, tiltalt for at have iscenesat et oprør mod den spanske stat.
Den spanske højesteret udstedte domme på 9 til 13 år mod 9 af de tiltalte, en strafudmåling som en stor del af catalanerne mener er ude af proportioner. Dommene er langt fra den frifindelse af de tiltalte, som de politiske ledere i Catalonien havde bedt om.
Men det er heller ikke en dom for landsforræderi, som omtrent ville have fordobbelt straffen, sådan som den offentlige anklager havde argumenteret for. Og derfor har stort set alle parter gjort indvendinger. Følelserne har taget over og givet anledning til de stort anlagte demonstrationer – fredelige såvel som voldelige – optøjer, hærværk og konfrontationer med de forskellige politimyndigheder.
Dommen blev afsagt en lille måned før spanierne igen skal til valg 10. november. Det er kun et halvt år siden, det sidste valg blev afholdt, og således fjerde gang på fire år, at spanierne er kaldt til urnerne. Det catalanske spørgsmål har længe været en del af den politiske debat og bliver denne gang emnet, der kommer til at sætte dagsordenen.
Parlamentarisk dødvande
Selv om man politisk set har trådt vande siden det sidste valg i april og derfor ikke skulle forvente, at et valg ville være løsningen, så viser de foreløbige målinger, at der vil blive rykket rundt på taburetterne.
De nationale partier står til omtrent 310-312 af parlamentets 350 pladser og støtten fra de regionale partier bliver derfor igen afgørende
Ifølge nye meningsmålinger mandag, så står centrumhøjre partiet, Partido Popular (PP), til at genvinde en del af det tabte terræn fra sidste valg. Historisk set har PP været det største parti til højre for midten og har ledet flere regeringer (under José María Aznar og Mariano Rajoy) siden 90’erne, og resultatet ved det seneste valg var det dårligste i partiets historie.
Målingerne giver partiet 97 pladser i det næste parlament, en fremgang på 31 mandater. Fremgangen er på bekostning af det liberale Cuidadanos (C), som bløder og står til at blive reduceret til en tredjedel af sin nuværende størrelse fra 57 til blot 19 mandater.
Vox på den yderste højrefløj holder skansen og kan med en beskeden procentuel stigning lægge 12 mandater til de 24, som partiet fik ved valget i april. Partiet står til at blive parlamentets tredjestørste parti.
På den anden side af midten, viser meningsmålingerne status quo for de regerende socialister – Partido Socialista Obrero Español (PSOE) – hvilket ikke er i tråd med de tal som det nationale statistiske institut havde stillet dem i udsigt.
Faktisk giver avisen El Mundos måling mandag et tab på to mandater. Unidas Podemos (UP), der opstod som et protestparti mod det etablerede system for blot fem år siden og hurtigt vandt indpas i de politiske institutioner, har i løbet af de sidste par år oplevet en intern splittelse, som har ført til udrensinger.
Splittelsen har blandt andet betydet, at partiets tidligere nummer to, Íñigo Errejón, stiller op med sin egen liste, Más País, som han havde stor succes med ved lokalvalget i Madrid tidligere på året. Listen står til at få 7-8 taburetter, mens UP må forvente at vinke farvel til omkring 10 af de nuværende kolleger.
Selv om ændringen i fordelingen af taburetter vil være betragtelig for flere partier, så forbliver styrkeforholdet mellem de to blokke stort set uforandret. De nationale partier står til omtrent 310-312 af parlamentets 350 pladser og støtten fra de regionale partier bliver derfor igen afgørende.
Der er stadig næsten tre uger til valget og den seneste uges ballade i Catalonien vil givetvis kunne aflæses i de kommende meningsmålinger og derfor også kunne få betydning for valgets udfald.
Flere analyser peger på, at den spændte situation i Catalonien vil have en positiv effekt på valgdeltagelsen, der som udgangspunkt forventes at ligge i omegnen af 60 pct. og et pænt stykke fra de godt 71 pct., som stemte ved valget i april. Det er primært moderate vælgere, der ikke havde tænkt sig at stemme, og deres deltagelse forventes især at tilgodese PSOE og PP.
Pedros balancegang
Når spanierne igen skal til valg, er det fordi socialisterne lod timeglasset rinde ud i september med forventningen om, at endnu en tur til valglokalerne ville give dem et klarere mandat til at lede Spaniens næste regering.
Selv om meningsmålingerne ikke hidtil har givet socialisterne den opbakning, de havde håbet på, så føler Sánchez sig sikker på at kunne samle opbakning til en regering efter valget
Regeringslederen, Pedro Sánchez, havde det ene øje på meningsmålingerne, som over sommeren gav socialisterne markant fremgang i forhold til valget i april, og det andet på domsafsigelsen fra den spanske højesteret. Dommene var ventet og annonceret, længe før valget blev udskrevet, og det må derfor også formodes, at de forskellige scenarier indgår i de overvejelser, som Pedro Sánchez har gjort sig.
Selv om meningsmålingerne ikke hidtil har givet socialisterne den opbakning, de havde håbet på, så føler Sánchez sig sikker på at kunne samle opbakning til en regering efter valget. Ganske vist synes det ikke umiddelbart at blive nemmere efter valget, men den omstændighed, at der reelt ikke er alternative regeringskonstellationer, styrker ham i hans tro.
Dertil synes der også at have indfundet sig en øget bevidsthed blandt politikerne om det ansvar, de har for at finde et fælles grundlag. Cuidadanos’ leder, Albert Rivera, som tidligere var kategorisk i sin afvisning af PSOE, har rykket sig og sagt, at han vil lægge stemmer til, såfremt en regering vil garantere Spaniens fortsatte samling.
Mange moderate vælgere havde en forhåbning om, at PSOE og Cuidadanos kunne finde sammen i et regeringssamarbejde hen over sommeren. Konstellationen, som i dag ville kunne mønstre 180 mandater (der skal 176 for at samle et flertal), er med de aktuelle målinger ikke længere realistisk.
De forskellige scenarier (med undtagelse af en ”Gran coalición” mellem PSOE og PP, som synes noget nær utopisk) går derfor ud over de regionale nationalistiske partier. Under de kuldsejlede forhandlinger over sommeren havde Pedro Sánchez sikret sig støtte fra det basiske Partido Nacionalista Vasco (PNV) og ikke mindst de 15 medlemmer af det catalanske Esquerra Republicana de Catalunya (ERC), som åbent kæmper for et uafhængigt Catalonien.
Denne gang bliver det sandsynligvis vanskeligere, at få ERC’s støtte. Sánchez har givet sin utvetydige støtte til højesterets domme, som blandt andet gav ERC’s leder, Oriol Junqueras, 13 års fængsel. Det er derfor umiddelbart svært at se, hvordan de nationalistiske partier i Catalonien vil lægge stemmer til en PSOE-ledet regering igen.
Morgendagens Catalonien
Ikke desto mindre så er forholdet mellem PSOE og ERC af afgørende betydning, ikke kun for en mulig regeringsdannelse (forudsat at valgresultatet ikke afviger drastisk fra de aktuelle meningsmålinger), men også for den efterfølgende udvikling i forholdet mellem Catalonien og den spanske centralregering.
Til trods for den tilsyneladende kompromisløse holdning har socialisterne trådt varsomt i forhold til ERC. Og for ERC er PSOE det bedste alternativ ved forhandlingsbordet i Madrid. Begge partier ved, at de har brug for hinanden.
Den omstændighed, at ERC reelt lagde stemmer til PSOE’s forsøg på at danne regering i juli måned, blot 3-4 måneder før afgørelsen på den verserende retssag mod de fængslede politikere, understøtter den formodning.
Pedro Sánchez’ mulighed for at få skiftet ansigterne på den anden side af forhandlingsbordet ud, er også en vigtig del af de overvejelser, han må gøre sig under den verserende valgkamp
Samtidig har processen i Catalonien i de seneste år – og i særdeleshed den sidste uge – sat de catalanske politikere på en prøve. Den catalanske kamp for selvstændighed er ledet af flere politiske partier og fraktioner, hvis eneste fællesnævner er kampen for et selvstændigt Catalonien. Det er en alliance, hvor forskellene er blevet stadig tydeligere, og som med tiden er begyndt at slå revner.
Den seneste uges begivenheder har illustreret disse forskelle. Den catalanske regionspræsident, Quim Torra, har undladt utvetydigt at fordømme gadekampene. Han deltog i blokeringen af en motorvej midt på ugen, og mens mange catalanere har bestræbt sig på at demonstrere under fredelige former, så bidrog han således også til det billede, der tegnes af Catalonien som en radikaliseret og voldelig befolkning.
Torra meddelte for nylig fra det catalanske parlaments talerstol, at man ville tage skridt til afholdelse af en ny afstemning i 2020 og fremlægge et udkast til en catalansk forfatning i løbet af foråret. Hans regeringspartner fra ERC var ikke informeret på forhånd, og tog prompte afstand fra disse tiltag. Den catalanske nationalisme er splittet, og opbakningen til Torra svinder.
Spliden blandt de catalanske republikanere kan åbne for nye forhandlingspartnere. I Madrid er man træt af Torras radikale og uforsonlige tilgang til situationen i Catalonien, og Pedro Sánchez’ mulighed for at få skiftet ansigterne på den anden side af forhandlingsbordet ud, er også en vigtig del af de overvejelser, han må gøre sig under den verserende valgkamp.
Topfoto: PSOE
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
