
KISSINGER // NEKROLOG – Om Henry Kissinger var den mest begavede udenrigsminister og statsmand, USA nogensinde har haft, eller om han var en forhadt krigsforbryder, der var ansvarlig for millioner af menneskers død, vil blive debatteret fra nu af og til begravelsen – og sikkert længere. At han var en det 20. århundredes mest indflydelsesrige intellektuelle diplomater, er til gengæld indiskutabelt.
WASHINGTON, D.C. – Han støttede kuppet mod Chiles demokratisk valgte præsident Allende og var hjernen bag amerikanske bombetogter mod Vietnam og Cambodia, der ledte til over en million døde.
Han blev vidt og bredt krediteret for tilblivelsen af amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik som et udtryk for først og fremmest magt- og Realpolitik i årtier. Og især blev han anset som skaberen af USA’s åbning af en ny politik, den såkaldte ‘normalisering’, over for Kina i starten af 1970’erne, ligesom han også ofte får æren for at have bidraget til afspændingspolitikken (den såkaldte détente) mellem USA og det daværende Sovjetunionen.
Uanset at Kissinger blev anset som en af verdens mest indflydelsesrige politiske diplomater og intellektuelle skikkelser nogensinde – især inden for studiet af internationale relationer – og modtog Nobels Fredspris, så var han samtidig en af de mest kontroversielle og forhadte offentlige skikkelser i sin generation
Tidligere amerikansk udenrigsminister Henry Kissinger, der døde onsdag i sit hjem i staten Connecticut, blev 100 år.
Hvad overskriften for hans liv skal være, er i høj grad et politisk valg.
For uanset at Kissinger i vide kredse blev anset som en af verdens mest indflydelsesrige politiske diplomater og intellektuelle skikkelser nogensinde – især inden for studiet af internationale relationer – og modtog Nobels Fredspris, så var han samtidig en af de mest kontroversielle og forhadte offentlige skikkelser i sin generation, hvor anklager om machiavellistisk kynisme, folkemord og krigsforbrydelser fulgte ham hele hans voksne liv. Anklagerne betød bl.a., at han ikke kunne rejse frit rundt i alle lande, da der var steder, hvor han ville være blevet arresteret. Dem undgik han behændigt.

Jødisk flygtning som 15-årig
Ikke mange kunne ved hans fødsel i 1923 have forudset, at Henry Kissinger, der ankom til USA 15 år gammel som jødisk flygtning fra Nazityskland, ville ende som en del af den absolutte intellektuelle og politiske elite i USA. Men det gjorde han. Han var både national sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister under to republikanske præsidenter, nemlig Richard Nixon og Gerald Ford.
Herefter rådgav han amerikanske præsidenter i årtier – senest Donald Trump, som han besøgte i Det Hvide Hus flere gange. Forgængeren i jobbet, Barack Obama (2008-2016), der næppe er fan af Kissinger, har sagt, at en stor del af hans opgaver som præsident på de ydre linjer bestod i at lappe på skaderne efter resultaterne af Kissingers realpolitik. Ikke desto mindre havde han helt frem til sin død uhindret adgang til verdens mest magtfulde politikere.
I et interview i maj 2023 i anledning af sin 100 års fødselsdag sagde han selv, at han ville mene, at ”de fleste statsledere inklusive Vladimir Putin og præsident Xi Jinping nok ville tage telefonen, hvis jeg ringede uanmeldt”
I juli 2023 aflagde han eksempelvis et besøg hos Kinas præsident, Xi Jinping. I et interview i maj 2023 i anledning af sin 100-årsfødselsdag sagde han selv, at han ville mene, at “de fleste statsledere inklusive Vladimir Putin og præsident Xi Jinping nok ville tage telefonen, hvis jeg ringede uanmeldt.”
Central rolle i tæppebombningen af Cambodia
Kritikerne har ikke bare peget på de dødelige omkostninger af, hvad de så som en uomgængelig omkostning ved den brutale amerikanske magtpolitik, som den daværende udenrigsminister og sikkerhedsrådgiver rådgav præsidenterne til at føre, men også på, at omkostningerne ved samme politik den dag i dag står som nogle af de dyreste i USA’s historie.
Under USA’s krig mod Vietnam spillede Kissinger en central rolle i beslutningen om at udvide og eskalere USA’s massebombardement ikke bare mod Vietnam, men også mod Cambodia. Han var også fortaler for, hvad der endte som en officiel amerikansk politik om at støtte brutale militærdiktaturer i såvel Chile, Argentina og Indonesien som i Pakistan. For disse politikker krævede hans mest højrøstede kritikere, at han skulle indbringes for Den Internationale Straffedomstol i Haag.
Sådan skulle det imidlertid langtfra gå. Kissinger var i årtier tværtimod genstand for næsegrus især akademisk og politisk beundring, og hans mange bøger blev studeret og anmeldt med noget nær ærefrygt. Han var også en mesterlig strateg og den amerikanske presse, især de magtfulde hvide østkystmedier, flokkedes om ham ved enhver lejlighed.

“Magt er det ultimative elskovsmiddel”
Det samme gjorde et hav af kvinder – journalister, skuespillere og modeller, selv en tidligere Bond Girl, Jill St. John – som Kissinger gik ud med, både da han som ung boede i New York og senere i Washington.
Kvinder omtalte han med et udtryk, der næppe ville blive accepteret mange steder i dag, nemlig som “sin foretrukne hobby og adspredelse i fritiden”.
Da han i 1972 blev spurgt om, hvordan det egentlig kunne være, at han med et ganske ordinært, lidt overvægtigt og ikke specielt “filmstjerneagtigt” ydre ledsaget af en udpræget tysk accent, kunne tiltrække så mange kvinder (efter han havde vundet førstepladsen i en læserkonkurrence om, hvilken mand The Playboy Club Bunnies “helst ville på date med” svarede han: “Magt er det ultimative elskovsmiddel” (power is the ultimate aphrodisiac).

Realpolitik i International Politik
Efter Watergate-skandalen, som han også var indirekte indblandet i – han var ligesom præsident Nixon også ganske mistænksom over for især journalister og lod flere aflytte – blev hans direkte adgang til magtens inderste lidt mindre synlig.
Men i årene, der fulgte efter hans afsked som minister og sikkerhedspolitisk rådgiver, voksede narrativet om hans indiskutable evner som tænker inden for international politisk teori og magtpolitik til gengæld betydeligt, samtidig med at virksomheden, Kissinger Associates, blev grundlagt.
Den politiske realisme i internationale relationer tilskriver, at magten i verden udelukkende kan forstås som en konkurrence mellem supermagter, hvor alle lande forfølger deres snævre, nationale geopolitiske interesser
Både inden for akademia og inden for udenrigs- og sikkerhedspolitik var det hans mål at “project the myth of being a no-nonsense, half-European Realpolitiker capable of explaining to naive America how to behave on the international stage,” skriver Mario Del Pero, der i 2009 var forfatter til bogen The Eccentric Realist: Henry Kissinger and the Shaping of American Foreign Policy.

Den politiske realisme i internationale relationer tilskriver, at magten i verden udelukkende skal forstås som en konkurrence mellem supermagter, hvor alle lande forfølger deres snævre, nationale geopolitiske interesser. Andre mere liberale skoler inden for IR som fx “interdependensteorien” eller antagelser om soft power mente han, var dømt til at fejle.
Således var Kissinger naturligvis ikke fan af den kortvarige optimisme, der greb især den vestlige verden i starten af 1990’erne efter den kolde krigs afslutning, om, at man i målet om en mere retfærdig og fredelig verden kunne blive enige om fælles (mere moralske eller etisk acceptable) normer i en multilateral ramme via enten FN eller et netværk af internationale handelsaftaler.
Hvis man ser på verden i dag i lyset af Ruslands krig mod Ukraine, spændingerne mellem USA og Kina samt den aktuelle alvorlige situation i Gaza, er det nærliggende at konkludere ved at give den brutale magtpolitiske strateg fuldstændig ret: verden er et mørkt og dystert sted.
Nobelprismodtager og hemmelige samtaler på højt plan
I sine velmagtsdage i 1970’erne opnåede Kissinger en berømmelse, der var uhørt for et menigt medlem af en amerikansk regering. Rygterne om hans betydelige indflydelse på præsidenten og især på dennes beslutninger om krigsindsatsen i Vietnam førte til en lind strøm af beundrende portrætter, og han prydede med jævne mellemrum forsiderne på datidens magasiner og aviser – fx Time Magazine.
Han modtog også Nobels Fredspris for sin rolle i afslutningen af Vietnamkrigen; en særdeles kontroversiel beslutning, der førte til, at to medlemmer af det svenske akademi forlod deres positioner i protest. Fredsprisen blev tildelt som en delt pris sammen med Nordvietnams Le Duc Tho, der afslog at modtage prisen.

Da nyheden blev lækket om, at Kissinger førte hemmelige samtaler med den nordvietnamesiske ledelse i sommeren 1971 skrev Time, at den sikkerhedspolitiske rådgiver “enjoys a global spotlight and an influence that most professors only read about in their libraries”.
For sit arbejde modtog Dr. Kissinger en lang række hædersbevisninger herunder the Presidential Medal of Freedom (1977), som er USA’s fineste ikke-militære orden. Ni år senere blev han æret ved at få tildelt the Medal of Liberty, der er en æresmedalje, som gives til de 10 mest “lysende, udenlandske højtstående mennesker i USA”.
Soldat for USA og studier på Harvard
Heinz Alfred Kissinger blev født i en tysk jødisk familie den 27. maj 1923 i Fürth, en by i Bayern. Som barn blev han drillet som offer for datidens udprægede antisemitisme, der kun forstærkedes i takt med, at Hitler satte sig på magten, og i 1938 besluttede hans forældre sig for at emigrere til USA.

Kissinger skrev i sine memoirer, at der ingen tvivl i hans sind var om, at han og hele hans familie ville være omkommet i Kz-lejrene, hvis familien ikke var undsluppet naziregimet. Den del af familien, som ikke fulgte med, overlevede heller ikke.
Det var i forbindelse med hans akademiske karriere, at rygterne om den skarpe unge professor, der brillerede i forsvars- og sikkerhedspolitik, nåede fra Boston til Washington, D.C.
Som 20-årig, i 1943, blev han amerikansk statsborger og sluttede sig til hæren samme år. Under Anden Verdenskrig arbejdede han således både som oversætter og efterretningsofficer i Europa. Da krigen var slut, kom han ind på Harvard University, hvor han fik en mastergrad i 1952 og en doktorgrad i 1954. Samme år blev han undervisningsassistent og senere lektor. I 1962 blev han professor i politik, og i 10 år (fra 1959-69) ledede han Harvards forsknings- og studieprogram i defense studies.
Det var i forbindelse med hans akademiske karriere, at rygterne om den skarpe unge professor, der brillerede i forsvars- og sikkerhedspolitik, nåede fra Boston til Washington, D.C. Først blev Kissinger bedt om at træde til som “konsulent” i perioden 1955-68 under præsidenterne Dwight D. Eisenhower, John F. Kennedy og Lyndon B. Johnson. I den periode blev han bl.a. krediteret for at have haft en modererende indflydelse, som resulterede i Kennedys mere pragmatisk linje over for Sovjetunionen i modsætning til Eisenhower, der gik ind for et massivt nukleart modsvar over for enhver kommunistisk trussel.
Uhørt indflydelsesrig minister
I 1968 valgte den nyvalgte præsident Richard Nixon at udnævne den 45-årige Kissinger til den indflydelsesrige post som national sikkerhedsrådgiver.
Og så gik det hurtigt. Den unge professor blev på ingen tid til et nøglemedlem af Nixons indercirkel, og i efteråret 1973 blev han udenrigsminister. Efter Watergate tvang Nixon til at gå af, blev Kissinger på posten under Gerald Ford. Han stoppede som udenrigsminister i 1978.

Hans beundrere – og de var mange – så Kissingers diplomatiske bestræbelser som helt centrale for afspændingspolitikken mellem USA og USSR, der senere førte til ikkespredningsaftalen SALT1, der blev underskrevet af de to supermagter i 1972, ligesom hans samtidige hemmelige møder med Kina blev set som starten på en forbedring af de amerikansk-kinesiske relationer, der var med til at skabe en ny verden efter Anden Verdenskrig.
I kraft af diplomatiske kraftpræstationer som disse, der reelt ændrede verdens gang og resulterede i afspænding, fred og øget samhandel, høstede han ikke ufortjent hyldest i magtens centre i både Washington og New York samt i andre stormagter regeringer
I 1973 under den arabisk-israelske konflikt, hvor Israel uden varsel blev angrebet af Egypten og Syrien, tog han eksempelvis på sin første såkaldte shuttle-mission, der var karakteristisk for det højtryks-intense diplomatiske spil, som han foretrak. I alt brugte han 32 dage på at rejse i pendulfart mellem Jerusalem og Damaskus – en indsats, der resulterede i en langvarig tilbagetrækningsaftale mellem Israel og Syrien i de israelsk besatte Golanhøjder.

Diplomatiske kraftpræstationer til gavn for verdensfreden
I et forsøg på at mindske den sovjetiske indflydelse i verden tog Kissinger også kontakt med USSR’s vigtigste kommunistiske rival, Kina. I al hemmelighed tog han afsted to gange for at møde den daværende premierminister, Zhou Enlai.
Resultatet var Nixons historiske topmøde i Beijing med formand Mao Zedong og den endelige formalisering af forholdet mellem de to lande.
I kraft af diplomatiske kraftpræstationer som disse, der reelt ændrede verdens gang og resulterede i afspænding, fred og øget samhandel, høstede han ikke ufortjent hyldest i magtens centre i både Washington og New York samt i andre stormagters regeringer.
Henry Kissinger – kynisk krigsforbryder?
Men for kritikerne vægtede hans rolle under Vietnamkrigen langt højere end forhandlinger mellem supermagterne – især beslutningen i april 1970 om at tæppebombe Vietnams naboland, Cambodia, med 2.7 millioner tons bomber, der var beregnet til at ødelægge de nordvietnamesiske forsyningslinjer til de kommunistiske styrker i Sydvietnam.
De mange millioner bomber oversteg i vægt det samlede antal bomber, som de allierede havde taget i brug under verdenskrigen. De fleste historikere mener, at Khmer Rouges senere folkemord i det lille land, hvor 1,7 millioner mennesker omkom (over 20 % af landets befolkning), var en direkte konsekvens af det uhørte amerikanske bombetogt.

I en langt senere debat under det demokratiske primærvalg i februar 2016 skosede senator Bernie Sanders, der udfordrede partiets favorit, Hillary Clinton, hende på den baggrund for at have kaldt Kissinger for “sin ven” og “rådgiver”. Kissinger var tværtimod “USA’s mest ødelæggende udenrigsminister nogensinde”, bemærkede Sanders, hvilket om ikke andet viser, at der heller ikke i USA var enighed om, hvilken rolle Kissinger, der på det tidspunkt havde startet den dyre og eksklusive konsulentvirksomhed “Kissinger Associates”, skulle spille.
Den verdensberømte britiske intellektuelle forfatter Christopher Hitchens skrev i 2001 bogen “The Trial of Henry Kissinger”, hvor han argumenterer for, at Kissinger intet andet var end en gemen krigsforbryder
Også i den kulturelle verden var meningerne delte. Uanset at Kissinger konstant blev inviteret til alle de mest prestigefyldte gallaevents i New York og konstant dukkede op alle vegne – fra amerikanske museer og tennis i Wimbledon til tænketanksmøder i Europa – og udgav en lind strøm af bøger til anmeldernes udelte begejstring, så fulgte kritikerne med. Den verdensberømte britiske intellektuelle forfatter Christopher Hitchens skrev i 2001 bogen The Trial of Henry Kissinger, hvor han argumenterer for, at Kissinger intet andet var end en gemen krigsforbryder. Det samme gjorde Joseph Heller, forfatteren til Catch-22, der kaldte Kissinger for “blodtørstig”.

Men Cambodia var blot det mest kendte eksempel på det blodspor, der fulgte i hælene på flere af Kissingers politikker.
Han blev også set som værende medansvarlig for USA’s støtte til den pakistanske militærregering under Bangladeshs befrielseskrig i 1971 og for at have støttet Indonesiens invasion af Østtimor i 1975, ligesom hans støtte til kuppet mod Salvador Allende i 1973 til fordel for militærdiktaturet under Augusto Pinochet er velkendt. Hans rådgivning, hvad angår Chile og Allende, til præsident Nixon byggede på en angst for en “kommunistisk dominoeffekt” i Sydamerika. Dokumenterne, som dokumenterer denne rådgivning blev offentliggjort i 2013 af analyseinstituttet the National Security Archive.
Aktiv til sidste øjeblik
I 2023 blev Kissinger spurgt om anklagerne for krigsforbrydelser i et sjældent TV-interview med CBS. Han afviste dem blankt, og sagde, at de mennesker, der anklagede ham, var “uvidende” og ikke havde nogen anelse om, hvordan internationalt diplomati og forhandlinger foregår. Hans sidste udtalelser om storpolitik faldt i forbindelse med krigen mellem Israel og Hamas, hvor han advarede om at vende tilbage til spændingerne mellem Israel og dets nabostater som i starten af 1970’erne.

Kissinger efterlader sig sin hustru, Nancy Maginnes Kissinger samt sine to børn fra sit første ægteskab med Ann Fleischer, Elizabeth og David.
Kissinger Associates har meddelt, at begravelsen kun er for familien, men at der på et senere tidspunkt vil blive afholdt en mindehøjtidelighed for en større indbudt skare i New York, hvor Kissinger Associates har til huse.
Kilder: New York Times, Wall Street Journal, CBS, NBC, CBS, AP, Washington Post, Rolling Stones, The Intercept, The Messenger, The New Yorker, Politico, Puck, New York Post.
Læs mere af Annegrethe Rasmussen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.