MIDTVESTLIV // KLUMME – Man kan næsten sætte sit ur efter det: Med et par års mellemrum blusser debatten om uopdragne danske børn op i medierne. Men hvorfor bliver børn i Danmark omtalt som et så meget større problem end i andre lande? Julie Bendtsen har haft sine børn med på amerikanske restauranter i årevis og undrer sig over den danske tone.
CHICAGO – Jeg har en notorisk lav tolerancetærskel, når det kommer til børn, der kræver eller påkalder sig for meget negativ opmærksomhed. Jeg er allergisk over for børn, der opfører sig uopdragent, utaknemmeligt, uhøfligt eller ubetænksomt, og jeg har tidligere gjort min holdning til børn, der forventer særmenuer i mit hjem, rimelig klar.
Og selv om der skal virkelig, virkelig meget til, før jeg siger noget, er jeg ikke mere blåøjet i forhold til mine egne skuespilevner, end at jeg godt ved, at mit kropssprog afslører min afgrundsdybe irritation.
Det er muligvis ikke sympatisk, men det er sådan, det er. Jeg var heller ikke en af de mange, der faldt i svime, da Prinsesse Isabella vrissede af sin mor. Tværtimod fandt jeg det aldeles utilstedeligt og helt uacceptabelt, og min teenager ville i samme situation have fået forklaret i meget klare vendinger, at nu ville være et oplagt tidspunkt til at stikke piben HELT ind.
Nogle gange er det ikke nok med en venlig henstilling
Så da jeg i den forgangne uge læste om ikke bare en, men to danske restauranter, der med et ordentligt skud selvtilfreds stolthed proklamerede, at børn – støjende for den ene restaurants vedkommende, generelt som art for den andens – ikke var velkomne ved deres borde, skulle man tro, det frydede mig. Mig, børnelarmshaderen. Men det gjorde det ikke, og jeg tror, det ved første indskydelse hænger sammen med tonen, det blev sagt i – og derefter baggrunden for det.
Slut med skældud
Da jeg blev mor for første gang for snart 12 år siden, var strømmene inden for opdragelse begyndt at vende til det mere tolerante. Det var ikke længere comme il faut at bede sine børn om at skrue ned for lydniveauet i al for utvetydige vendinger, og det blev mere og mere forbudt at hæve stemmen. “Skældud er, når de voksne slår med stemmen”, sagde en lille pige i en af de utallige artikler, der handlede om, hvordan den faste hånd var på vej ud af den moderne børneopdragelse, og at tiden i stedet var inde til at være mere ligeværdige i familien.
Jeg kan huske, at den sætning gjorde indtryk på mig, og den dukker jævnligt op i min bevidsthed. Faktisk hver gang jeg slår med stemmen. For uanset hvor gode mine intentioner var fra begyndelsen af mit moderskab, gik det med to børn efterhånden op for mig, at det der med aldrig at skælde ud – det duer ikke. Selvfølgelig skal der være respekt, og selvfølgelig skal man ikke råbe og skrige, og selvfølgelig skal ingen føle sig slået, hverken med stemmen eller følelserne eller noget som helst andet. Men nogle gange er nok nok, og nogle gange er det ikke nok med en venlig henstilling.
Momenter er i sagens natur kortvarige, og øvelse gør mester
Tilbage til restauranterne, der nu har følt sig nødsaget til at udelukke børn fra deres etablissementer. Den ene ejer udtalte til Berlingske, at hun ganske enkelt var ved at gå ud af sit gode skind fordi “børn får lov at kravle op og ned af trapper og sætte fedtede fingre over det hele og råbe og skrige”. Den anden restaurantindehaver udtrykte sig lidt mere diplomatisk, men gjorde alligevel ganske klart, at hvor voksne selskaber, der bliver for fulde og larmer for meget, får tilbudt at få tændt en varmelampe udenfor, så de kan rykke derud og blive fuldere, skal larmende børn bare fordufte.
Fedtede væsner og forældreskam
Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg har boet for længe uden for Danmark, eller om det bare er endnu et eksempel på, at tonen vi omtaler hinanden med, bliver mere og mere uforsonlig. Men jeg har svært ved at affinde mig med, at børn som helhed omtales som små fedtede væsner – sådan nærmest lidt dyrisk og under alle omstændigheder med en foragt, der ikke er til at overse.
Der er ingen tvivl om, at det er formuleret, som det er, for at ramme forældrene og få dem til at føle skam, og så er vi vist lige vidt. Det er vist temmelig veldokumenteret efterhånden, at udskamning aldrig har skabt forståelse hos eller fra dem, den går ud over.
I de knap syv år vi har boet i USA, har vi haft vores børn med på restaurant ugentligt. Vi har også været på masser af restauranter uden dem, men det var fordi, vi selv ønskede os en aften ude alene, og aldrig fordi de ikke var velkomne, hvor vi skulle hen. Jeg har i det hele taget aldrig følt, at de var uvelkomne, uanset hvor vi tog dem med hen. Og set i lyset af, at vores yngste var halvandet, da vi flyttede hertil, er det jo ikke fordi, de sprang restaurant- og stofservietvante ud i det fra begyndelsen.
De har haft deres momenter, men momenter er i sagens natur kortvarige, og øvelse gør mester. I dag er de lige så vante til restaurantmåltider som de måltider, der indtages omkring bordet derhjemme, og det gør vores liv lettere. Men det har uden tvivl krævet nogle ret tydelige irettesættelser undervejs, og i de tilfælde, hvor de i begyndelsen overskred grænser for acceptabel opførsel i det offentlige rum, blev der sat en stopper for det – og ikke på en måde, der lagde op til forhandling.
Beelzebubs bordtyranner
Er danske børn virkelig så slemme, at de skal omtales som små fedtpletter, der ødelægger alles aften? Små bordtyranner, sendt af Beelzebub selv? Og hvad blev der af mellemregningerne – at bede børnene, deres forældre eller hvem der nu styrer slagets gang, om at skrue ned for charmen? Danmark er – i forhold til stort set alle andre lande, jeg nogensinde har bevæget mig – i forvejen ikke den mest børnevenlige nation, og jeg skal da love for, at grænserne nu bliver trukket yderligere op.
En af de kritikpunkter, jeg virkelig ofte hører om amerikanske børn og unge i forhold til danske, er at de amerikanske er så umodne. Så uselvstændige. Jeg kan ikke altid helt greje, hvori de danske unges overlegne modenhed består – medmindre man regner druk som et symbol for modenhed – men jeg tænker ind imellem, om den store selvstændighed vi danskere bryster os af hos vores børn, kommer med en pris i årene op til.
Enhver restaurantindehaver har ret til at vælge sit klientel
Bliver vores børn så selvstændige, fordi de selv får lov til at sætte deres grænser og i nogle tilfælde sjældent får at vide, at den – altså grænsen – burde have ligget længere tilbage? Om amerikanske børn og unge generelt er mere umodne, synes jeg ikke, jeg har nok viden til at stille mig til dommer over – men jeg kan garantere, at jeg aldrig har fået et restaurantmåltid i USA ødelagt af børn. På trods af, at der er mange af dem.
De svære grænser
Jeg ved godt, at danske forældre for manges vedkommende har svært ved at sætte tydelige grænser for deres børn, enten fordi de ikke ved hvordan, eller fordi de ikke synes, det hører sig til en fri og nutidig opdragelse. Og helt ærligt synes jeg, det er forståeligt, når man på den ene side kan læse sig til, at skældud er noget lort, på den anden, at børn, der larmer, skal holde sig væk fra det offentlige rum. Damned if you do, damned if you don’t.
Diskrepansen mellem de borgere, vi i Danmark forventer, at vores børn forvandler sig til, når de træder ud af hoveddøren, og de skiftende strømme inden for, hvad “rigtig” børneopdragelse er, sætter ikke ligefrem moderne forældreskab op til succes. Men derfor kan vi vel godt tale ordentligt til hinanden.
Jeg har ikke det fjerneste problem med restauranter, der er forbeholdt et voksent publikum. Enhver restaurantindehaver har ret til at vælge sit klientel, og uanset hvor ulidelige og belastende et fordrukkent voksent selskab bliver for de omkringsiddende, lægger de utvivlsomt flere penge end børnefamilien. Men tonen, der lige nu lægges for dagen og linjerne, der trækkes op, kunne godt forbedres. Måske til noget lidt mere… voksent?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
