LIV & MENNESKER // KLUMME – Ikke at jeg har nogen tvivl om min kønsidentitet. Jeg har en penis, mine anlæg til ganske små bryster skyldes vellevned – og sådan er det, og sådan skal det være. Jeg er noget så bundkedeligt som hetero, ”straight”, cismand – eller hvad vi nu kalder det i vores tid. Og da jeg engang i 7. klasse gik i skole i kjole – et infantilt opgør med borgerlige normer – fik jeg ikke et kick ud af det. Jeg blev derimod smidt udenfor døren af min tysklærer, fordi han opfattede det som oprør mod hans autoritet og den ulideligt kedelige undervisning. Taxamanden ér en mand! Og alligevel gik jeg sent i seng efter kvindernes internationale kampdag med et stille ønske om at være kvinde i mit næste liv.
Kvindekamps-dagen startede med en irritation over et par elitære svagpissere på min yndlingskanal i radioen. Jeg slukkede og hoppede til podcast. Inden da havde jeg hørt de to kloge sig på 68-generationen og især kvindelejren på Femø. To mænd. Om de gik hårdt til oprørsgenerationens revir på øen i Smålandshavet? Overhovedet ikke. Tværtimod.
De pudsede suffragetternes blanke støvler, kunne man sige – med en svulstig metafor, der passer ret godt til den logrende interviewstil. Ingen belastende research, ingen skarpe spørgsmål, men sådan en hyggelig research for åben mikrofon – godt hjulpet af en studiegæst, en forskertype, der havde svarene fra det historiske gravearbejde med hjemmefra.
Jeg var selv derude i virkeligheden flere gange som journalist, da Femølejren var ny. Livskraftig. Kontroversiel. Hovedrystende naboer. Dansende, syngende kvinder. Frisat lesbisk kærlighed. Småborgerlig misundelse.
Også jeg måtte nøjes med at kigge på afstand.
Den slags passion var radioen anno 2021 kemisk renset for. Og så netop nu!
Den ene har netop taget opgøret med “jeg vil dø i min egen rede”-syndromet
Jeg slukkede og samlede to senior-kvinder op på Strandvejen. Falck slæbte den sammenbrændte bil på værksted eller skrotplads, og jeg fik æren af at fragte kvinderne hjem.
“Hvorfor pokker skal jeg altid køre rundt i noget gammel skrot”, sagde den ene og sukkede dybt.
Dagen startede ellers så godt for dem. Deres venskab er årtier gammelt. De var begge almindelige sygeplejersker og begyndte så på uddannelsen som sundhedsplejersker. De mødes stadig jævnligt som veninder – også i deres seniorliv.
Den ene har netop taget opgøret med “jeg vil dø i min egen rede”-syndromet. Hun er rykket ind i et af byens nye senior-bofællesskaber – en gammel stiftelse, hvor der stadig bor nogle enkelte af de oprindelige ”søstre”.
Men de gamle mure skal lytte til helt nye stemmer: aktivistiske seniorer, som vil udleve noget af den kollektive trang, som prægede deres ungdom. Show it – dont tell it! Egne lejligheder, lejeboliger, så man ikke behøver at være særligt rig – men med masser af mental og fysisk plads til kollektive aktiviteter. Et fællesskab, der begynder allerede inden indflytningen. Min passager, der er single, var simpelthen til ”indflytter-samtale”, inden kontrakten blev skrevet under.
Fællesskab, ja. Et forpligtende fællesskab.Vi talte om friheden ved at blive ældre – og stadig at have mental lyst til forandringer.
Om jeg var glad i låget efter turen med disse personligheder?
Jeg oplever det igen og igen på mine ”fødselsture”: Manden er den mest nervøse. Han leder efter sin rolle og masserer hende på ryggen
Der var vådt og mørkt senere på aftenen. Sort i mit humør på en af disse dage, hvor jeg venter i timevis på kunder, der gemmer sig i coronalampens skær.
Så banker det på ruden.
Jeg haster søvndrukkent ud på pladsen foran det store hospital. Tager bagagen ind bag i taxien – herunder en stolelift. Manden er hjælpsom, kvinden bleg – og babystolen er tom. I nanosekunder mærker jeg en metallisk smag af katastrofe.
Men nej og gudskelov. De er bare sendt hjem, fordi de mødte for tidligt op efter de første veer. Nu er der bare ventetiden til den førstefødte. Så stivner hun pludselig, inden hun får sat sig. Begge arme op i døråbningen. Hun holder fast og bøjer sig sammen.
En af de hårde veer igen. Jeg oplever det igen og igen på mine ”fødselsture”: Manden er den mest nervøse. Han leder efter sin rolle og masserer hende på ryggen. Jeg står på den anden side og afventer. Nu kigger hun på mig og brummer – denne lyriske brummen af smerte og beslutsomhed, som mænd aldrig får lov at føle.
Da vi er fremme lidt senere, er jeg adræt og hurtig som dengang for 32 år siden, da jeg selv ikke vidste, hvad jeg skulle gøre for den ve-ramte kvinde.
Manden går forud med bagagen.
“Held og lykke, det ender så smukt”, nærmest hvisker jeg til hende.
Et kort smil.
Hun giver mig highfive.
Og et smukt, smukt blik fra en kvinde, jeg sikkert aldrig møder igen.
Jeg har lært regel nummer ét i taxiens dramaturgi for ulykkelig kærlighed: Kunden bestemmer, om vi skal tale om det
Der går flere tomme timer.
Det er sent på natten med vagtens sidste kunde. En meget ung kvinde med et alvorligt blik. Hun sætter sig demonstrativt hårdt i Mercerens lædersæde.
Første gang overhører jeg det.
Måske blot en forkølelse? Så snøfter hun tydeligere, som om jeg burde høre det.
“Er du OK”, spørger jeg.
Standardspørgsmålet, når en kunde er ked af det.
“Jeg har slået op med min kæreste!”
Replikken afleveres bestemt med en autoritet, der er årtier ældre end hendes biologiske alder. Jeg har lært regel nummer ét i taxiens dramaturgi for ulykkelig kærlighed: Kunden bestemmer, om vi skal tale om det.
Det skal vi ikke.
Hun sender mig derimod ud på en række næsten stumme omveje for at finde det cigaretmærke, hun vil ryge på – nu!
Selvfølgelig.
Skal man begynde at ryge igen, skal det fandeme foregå med den rette smag i munden. Vi finder pusheren for det usunde brand, og nu ringer hun hjem til moren og fortæller, at hun er på vej. Ulykkelig! Forsinket på grund af smøger. ”Den gamle” i den anden ende forsøger at tale rygestop. Det skulle hun så ikke have gjort. Hun får en overhaling af datteren og står blot klar med kreditkortet, da taxien kører op foran rækkehuset. Datteren ænser hende ikke.
Hun er både ulykkelig – og pissesur og forsvinder op ad trappen.
Moren rækker kortet gennem vinduet, kigger mig nærmest intimt dybt i øjnene og vi får en kort, ordløs erfaringsudveksling om hjerte og smerte.
Kokken er en time efter midnat i den dødstille hovedstad.
Det er blevet den niende marts. Og jeg er fortsat uhelbredeligt vild med kvinder.
LÆS FLERE ARTIKLER OG KLUMMER AF JESPER GRUNWALD HER
Topillustration: Taxamanden drømmer om et liv som kvinde. Foto: Myriam’s Photos, Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
