ØL OG BLOD // BØGER – Mikkel Borg Bjergsø og Jeppe Jarnit-Bjergsø blev født med halvandet minuts mellemrum. Lige siden har de enæggede tvillinger konkurreret om at komme først og være bedst. I dag kæmper de om at lave verdens bedste øl. I syv år har de ikke talt sammen, men i Ølbrødre fortæller de for første gang den fulde historie om deres liv. Journalist Rasmus Emborg har fulgt brødrene igennem næsten et år og fortæller en historie om to brødre, der med deres bryggerier, Evil Twin (Jeppe) og Mikkeller (Mikkel), har sat nye internationale standarder for mikrobrygget øl. Og en historie om at se sig selv i en anden – og ikke altid at kunne lide det, man ser. POV bringer første kapitel fra bogen.
1. Dobbelt så stærke
De kæmpede om pladsen, allerede inden de blev født. Sonja Bjergsø fandt først ud af, at hun ventede tvillinger, to måneder før terminen. Hun var kæmpestor og havde usædvanligt meget uro i maven. Derfor ville lægerne gerne lige undersøge hende. De kunne kun måle én hjerterytme i maven, men et røntgenbillede afslørede det: Der var to rygsøjler. Lægerne valgte derfor at indlægge Sonja Bjergsø. De var bange for, at hun kunne finde på at føde før tid, hvilket ville være kritisk for de to børn, der lå inde i hendes mave og trak vejret i takt.
Derfor måtte hun tilbringe den sidste del af sin graviditet i en seng på Øresundshospitalet i København, hvor hun boede. Det var i sommeren 1975, en af de varmeste somre nogensinde i Danmark. Særligt i august blev landet ramt af en voldsom hedebølge, og den 10. august blev der sat varmerekord med 36,4 grader.
Både min mor og far var ret venstreorienterede. Det passede godt ind i 70’erne, og jeg husker at have set et billede, hvor de sidder og giver os sutteflasker, og hvor der står bajere og askebægere på bordet
– Jeppe Jarnit-Bjergsø
Der var ingen aircondition på hospitalet, og Sonja Bjergsø kunne ikke gøre meget andet end at ligge og svede. Hun forsøgte at få tiden til at gå med at strikke og læse. Hun læste kriminalromaner og dameblade – Alt for Damerne, Femina og Ugebladet Søndag. Når hun hørte musik, var det gerne The Doors, Bob Dylan, Donovan og Beatles. Sonja Bjergsø fik indimellem besøg af sine veninder.
Også hendes kæreste, Jens Borg Nielsen, gjorde, hvad han kunne for at støtte Sonja i den lange, varme ventetid. Han kom ofte på besøg for at muntre hende op, og et par gange udviklede besøget sig. Sonja var rastløs, og under påskud af at tage en spadseretur på hospitalsområdet aftalte de, at de i stedet skulle gå ned til deres bil, som var parkeret på hospitalets parkeringsplads.
“Jeg måtte jo ikke forlade hospitalsområdet. Og vi skulle forbi en port med en vagt, så jeg lagde mig ned i bunden af bilen for at skjule mig,” fortæller Sonja Bjergsø.
De slap forbi vagten og kørte ind til det klassiske værtshus Café Kildevæld på Østerbrogade, hvor de kunne nyde hinandens selskab over en kold og velskænket fadøl. Derefter kørte Jens Borg Nielsen sin gravide kæreste tilbage til hospitalet. “Jeg har altid godt kunnet lide øl,” fortæller Sonja Bjergsø.
De vordende tvillingeforældre havde mødt hinanden to år tidligere igennem deres arbejde i Kriminalforsorgen. Sonja Bjergsø var kontorassistent, og Jens Borg Nielsen, der var uddannet jurist, arbejdede som viceinspektør i Vestre Fængsel. De havde en meget forskellig baggrund. Hun var datter af en skomager på Amager, mens han kom fra en mere velstående familie i Tårbæk. Her var faderen direktør hos Anthon Berg, og der var også to brødre, som var godt i gang med en karriere som henholdsvis arkitekt og ejendomsmægler. De havde begge et barn fra et tidligere forhold og glædede sig nu til at blive forældre sammen. Men graviditeten var ikke uden komplikationer, og forude ventede en hård fødsel for Sonja Bjergsø. Ikke nok med, at hun ventede sig enæggede tvillinger, der lå i samme fosterhinde, med samme moderkage og hver sin navlestreng.
Den ene af tvillingerne lå også forkert med numsen nedad. Da det samtidig var det barn, der lå nederst og derfor skulle ud først, gjorde det lægerne på hospitalet bekymrede. Dengang var kejsersnit ikke så almindeligt som i dag. Lægerne satsede på en normal fødsel, men de kunne ikke få vendt det nederste barn.
Derfor overvejede de en såkaldt sædefødsel, men Sonja Bjergsø åbnede sig ikke tilstrækkeligt, da hun blev sat i gang og begyndte at få veer. Det var kritisk, og lægerne var bange for, at fødslen kunne blive så hård, at barn nummer to ikke ville overleve. Derfor blev det efter et kejsersnit, at den første tvilling kom til verden omkring klokken 13 den 15. september 1975.
Det var en dreng, og han vejede 3.000 gram. Den anden tvilling kom ud halvandet minut senere. Det var også en dreng, han vejede 3.200 gram. Ret hurtigt fandt de to nybagte forældre ud af, hvad drengene skulle hedde. Den førstefødte skulle hedde Mikkel, den anden skulle hedde Troels.
De blev ikke døbt, men skulle formelt navngives, inden de blev et år. Og det var kort før den tidsfrist, at Sonja på en togtur ind til København læste i et blad om en person, der hed Jeppe. “Jeg tog hjem til Jens og sagde, at Troels skulle hedde Jeppe. Det er et meget pænere navn end Troels og passede bedre sammen med Mikkel,” fortæller Sonja Bjergsø.
Folk kunne ikke kende forskel på os, og vi blev omtalt som ‘I’. Det var aldrig sådan, at nu gør Mikkel noget. Vi blev kigget på som én person. Det gjorde nok også, at vi kæmpede mere for at vise, at vi hver især duede til noget
– Mikkel Borg Bjergsø
Mikkel og Jeppe voksede op i et rækkehus i Kokkedal sammen med deres forældre. De havde en halvbror, som kom på besøg hver anden weekend, og en halvsøster, som de kun så til jul hos deres mormor og morfar. Familien stemplede godt ind i tidsånden med mange venner, fester og generelt frie rammer. Moderen havde langt hår og gik i trompetbukser, og faderen var meget interesseret i musik, særligt jazz.
“Både min mor og far var ret venstreorienterede. Det passede godt ind i 70’erne, og jeg husker at have set et billede, hvor de sidder og giver os sutteflasker, og hvor der står bajere og askebægere på bordet,” fortæller Jeppe.
De to tvillinger lignede hinanden på en prik, og de var sammen om alting. Som unge drenge begyndte de at gå til fodbold, men var dårlige til det. De kunne løbe hurtigt, men glemte ofte bolden – og så var det irriterende, at man var så afhængig af de andre. Derfor mistede de hurtigt interessen. Det samme med bordtennis. De prøvede også at gå til spejder, men der gik kun én time, så syntes de, at det var for åndssvagt at snitte i en gren og binde noget snor.
Til gengæld konkurrerede de med hinanden om alt muligt andet. Hvem kunne tømme opvaskemaskinen eller spise en lørdagskylling hurtigst? Eller hvem kunne holde vejret i længst tid? De udviklede en rivalisering, som skulle følge dem videre i livet. For mens omverdenen altid så dem sammen og havde svært ved at kende forskel på dem, var de selv drevet af at gøre tingene lidt bedre end den anden.
https://www.instagram.com/p/B3oep22nEDo/
“Folk kunne ikke kende forskel på os, og vi blev omtalt som ‘I’. Det var aldrig sådan, at nu gør Mikkel noget. Vi blev kigget på som én person. Det gjorde nok også, at vi kæmpede mere for at vise, at vi hver især duede til noget,” fortæller Mikkel. En af dem, der havde svært ved at kende forskel, var deres egen halvstorebror, Kasper, som var et par år ældre og kom på besøg hver anden weekend. Han var faderens barn fra et tidligere forhold og boede til daglig hos sin mor i København.
“Jeg har mange gange siddet i bilen på vej til sådan en weekend og tænkt, at nu gælder det om at have styr på, hvem der har hvilket tøj på, for jeg kunne simpelthen ikke se forskel på dem,” fortæller Kasper Borg Nielsen, der husker det som nogle gode weekender. “Vi legede med hinanden og havde det fint sammen.”
Indimellem kom Jeppe og Mikkel op at slås, sådan som de fleste brødre gør. Men de var også hinandens bedste venner. De havde i hinanden en 100 % allieret. Hvis en af dem havnede i ballade eller blev uvenner med nogen, så vidste han, at den anden havde hans ryg. På den måde oplevede de at være dobbelt så stærke som alle de andre. Det blev et problem, da de kom i skole. Forinden var familien flyttet fra Kokkedal til Nivå og havde dermed taget et trin op ad den sociale rangstige. Godt nok til et nyt rækkehus, men i den ‘fine’ del af Nivå, syd for Nivåvej, der deler byen i to.
Dermed kunne tvillingerne komme til at gå i en skole, som var mindre og havde et bedre ry end den skole i Kokkedal, som de ellers skulle være gået i – hvilket var den primære grund til forældrenes beslutning om at flytte. I august 1981 begyndte Jeppe og Mikkel i børnehaveklasse B på Nivå Centralskole. På allerførste skoledag mødte de et andet enægget tvillingepar, Morten og Michael. De skulle også begynde i børnehaveklassen, og fra deres første møde opstod der en helt særlig relation.
De blev hinandens bedste venner, og de to tvillingepar spejlede sig meget i hinanden. Morten og Michael gik i hver deres klasse. Efter blot tre måneder blev det også sådan for Mikkel og Jeppe. Sammen var de for stærke og dominerende i klassen, mente lærerne, og det blev derfor besluttet at flytte den ene af dem. Det blev Jeppe.
Det var ikke kun Jeppes og Mikkels forældre, som havde et begrænset udvalg af øl at vælge mellem. Det var typisk for ølkulturen i Europa på det tidspunkt, at den var meget konservativ. Hvad enten man var englænder, tysker eller dansker, drak man nationale øl
“Vi vurderede, at han bedst kunne klare det,” fortæller Sonja Bjergsø. Jeppe kom til at gå i A-klassen sammen med Michael, og Mikkel blev i B-klassen sammen med Morten. De fire tvillinger var sammen hver dag, både i og uden for skolen.
Meget af fritiden blev tilbragt på nogle store engarealer ved Nivå, hvor de fire drenge udviklede deres egne lege uden forældrenes opsyn. Morten og Michael, der bærer efternavnet Friis Møller, fortæller, hvordan det oftest var Mikkel og Jeppe, der fandt på, hvad de skulle lave. De var fulde af kreativitet og havde mange gode ideer.
Typisk var der tale om projekter, som skulle planlægges grundigt, og som handlede om at prøve grænser af. Det kunne for eksempel være at sætte fyrværkeri ind i nogle æbler og kyle dem efter bilerne. Der var ofte et konkurrenceelement i projekterne. Hvem kunne bygge den største hule? Eller hvem kunne lave den klammeste makrelmad – og få nogen til at spise den?
Det gav indimellem gnidninger, at Mikkel og Jeppe konkurrerede mod hinanden, og der var også konkurrence mellem de to tvillingepar. Men de fire drenge fandt som regel løsninger selv uden indblanding fra de voksne. Og oftest var det kvarterets andre drenge, som det tætte firkløver kæmpede imod med deres store virkelyst krydret med drillerier og provokationer.
“Vi var meget bevidste om, at vi havde vores egen måde at være sammen på,” fortæller Morten Friis Møller. “Vi følte os stærke som et firkløver og brugte vores styrke til at turde noget, som vi nok ellers ikke havde turdet. Vi var altid lidt uden for rammerne for, hvad vi måtte, og der kunne meget vel være en skideballe, der ventede, når man havde været i gang med Jeppe og Mikkel.”
https://www.instagram.com/p/B4TR6_1HysV/
I de første år i skolen tiltrak Mikkel og Jeppe sig en opmærksomhed, som de også selv var med til at skabe. Det kunne for eksempel være ved at snige sig ind i hinandens klasser efter frikvarteret. Det kunne udløse en fnisende anerkendelse hos klassekammeraterne, alt imens lærerne ikke anede, hvad der var los, fordi de ikke kunne se forskel på tvillingerne.
På den måde høstede de to tvillingepar opmærksomhed på at være tvillinger, hvilket gjaldt for Mikkel og Jeppe i højere grad end deres tvillingevenner, fortæller Michael Friis Møller.
“Derhjemme blev vi opdraget til, at vi skulle have en fornemmelse af os selv som individer. Hvis den ene gik til venstre, var det fint, at den anden gik til højre. Vi skulle ikke altid være sammen. Men Mikkel og Jeppe var altid sammen, og både dengang og i dag er der nogle parallelle spor hos dem, som vi ikke kan finde hos os,” fortæller han.
Således gav Mikkel og Jeppe hinanden styrke ved hele tiden at være sammen. Både som drenge og – skulle det vise sig – senere i livet, hvor det tætte parløb også blev kimen til konflikter mellem brødrene. Forældrene til de to sæt brødre udviklede også et tæt venskab. De blev en del af hinandens sociale liv og gik til middage og fester hos hinanden.
Hos Sonja Bjergsø og Jens Borg Nielsen blev der drukket vin, når der var venner på besøg. Ellers blev der mest drukket øl. Det var som regel enten Hof eller Tuborg eller en Faxe Fad i en af de karakteristiske små buttede flasker. “Der var jo ikke så meget at vælge mellem dengang,” siger Sonja Bjergsø.
Tre år inden tvillingernes fødsel var Danmark kommet ind i EF, og det havde blandt andet betydet, at afgiften på vin var blevet sat ned. Danskerne var så småt begyndt at drikke mere vin og gjorde det først og fremmest sammen med mad. Men ølforbruget var fortsat stigende. 1970’ernes populære tv-serie Huset på Christianshavn, hvor mange scener udspiller sig i værtshuset Rottehullet, giver et godt billede af, at pilsneren med den lyse farve og milde smag var blevet danskernes favoritøl – og at den kunne drikkes ved stort set enhver lejlighed.
Pilsneren havde overtaget førerpositionen efter de gamle lagerøl – for eksempel Rød Tuborg og Gamle Carlsberg Lager – som var mørkere og havde mere maltsmag og derfor var særligt velegnede som ledsagere til mad.
Indimellem kom Jeppe og Mikkel op at slås, sådan som de fleste brødre gør. Men de var også hinandens bedste venner. De havde i hinanden en 100 % allieret. Hvis en af dem havnede i ballade eller blev uvenner med nogen, så vidste han, at den anden havde hans ryg
Det var ikke kun Jeppes og Mikkels forældre, som havde et begrænset udvalg af øl at vælge mellem. Det var typisk for ølkulturen i Europa på det tidspunkt, at den var meget konservativ. Hvad enten man var englænder, tysker eller dansker, drak man nationale øl. Samtidig var det kendetegnende for de vesteuropæiske lande, at ølproduktionen var domineret af få store bryggerier, som producerede et begrænset antal øltyper i store mængder, samt en række lokale mikrobryggerier, der lavede deres egen version af de klassiske øltyper og ikke havde store ambitioner om at sælge dem uden for deres lokalområde.
I Danmark var Carlsberg i 1970 blevet fusioneret med Tuborg, og det første årti efter fusionen blev brugt på at øge både produktionen og eksportandelen i jagten på det store internationale gennembrud. Især havde man et øje på det britiske ølmarked. Dengang var der ikke mange, der skelede til, hvad der foregik i den amerikanske ølverden. Her skete der fra slutningen af 1970’erne og ind i 80’erne nogle voldsomme forandringer, som senere skulle få stor betydning for udviklingen af øl i hele verden.
I 1979 ophævede USA’s præsident, Jimmy Carter, et forbud mod hjemmebryg, som havde eksisteret siden forbudstiden i 30’erne. Pludselig blev det lovligt for menigmand at lave home brewing – altså at gå i køkkenet derhjemme og brygge sit eget øl. Det var der nok mange, der allerede havde gjort, men nu blev det altså helt lovligt, og det fik et stort antal mænd og kvinder over hele landet til at gå i gang med at blande vand sammen med malt, humle og gær.
Særligt på den amerikanske vestkyst var der nogle dygtige hjemmebryggere, som blev frontkæmpere i en egentlig ølrevolution fra begyndelsen af 80’erne. To af dem var Ken Grossman og Paul Camusi, der i 1979 stiftede Sierra Nevada Brewing Company, som i dag er USA’s syvendestørste bryggeri og en legende inden for verdenen af håndbrygget øl.
Grossman og Camusi gjorde deres hobby til deres levebrød, og med bryggegrej lavet af kasseret mælkeudstyr og metal fra en losseplads bryggede de i 1980 deres første øl. Det var en pale ale, der havde sit navn efter malttypen. Øltypen, der bygger bro mellem den mørke stout og den lyse lagerøl, stammer oprindeligt fra England.
Selvom ‘pale’ betyder bleg på engelsk, er øllet ikke lyst som for eksempel en pilsner, men i nuancer fra bronze til mørkerød. Denne ale blev præsenteret tidligt i 1700-tallet som et alternativ til den mørkere brown ale, der var udbredt overalt på de britiske øer. I den amerikanske version var den karakteriseret ved sin bitterhed og de markante citrusnoter. De stammede fra de amerikanske humlesorter, som blandt andet blev udviklet på bryggerier og universiteter fra ølrevolutionens start. Og det var i høj grad den øltype, som de mange nye mikrobryggere gik ombord i.
I Europa havde de spirende amerikanske mikrobrygtraditioner, som er så rodfæstede i dag, endnu ikke slået an. Heller ikke i Danmark hos Sonja Bjergsø og Jens Borg Nielsen
Hurtigt efter kom Sierra Nevada med en ny øl af typen India Pale Ale (IPA), som kunne være tungere i alkoholstyrke og endnu mere bitter, fordi den fik tilsat ekstra humle. Også den øltype stammer fra England, hvor det oprindelige formål med at tilsætte mere humle og opnå en højere alkoholprocent var at gøre den mere langtidsholdbar, så den kunne transporteres med engelske handelsfolk hele vejen til Indien i skib. Samtidig blev den lagret på egetræsfade, som efter sigende gav øllet en helt særlig kompleksitet og bitterhed, hvilket bidrog til dens popularitet.
Den nyskabte IPA havde også sin egen særlige karakter fra amerikansk dyrkede humlestammer som Chinook, Cascade og Amarillo, som blandt andet gav den mere frugtsmag – særligt de karakteristiske noter af citrus og gran – end de engelske øl af samme type. Og i dag er den et flagskib inden for mikrobrygget øl i hele verden. At der på mikrobryggerierne blev brygget øl i mindre mængder end på de etablerede bryggerier, gav bryggerne større mod til at eksperimentere.
Skaden var ikke så stor, hvis man kom til at lave en dårlig øl, og det tilskyndede dem til at gå nye veje. Der blev sat yderligere skub i udviklingen i USA, da det i 1982 blev lovligt at lave såkaldte brew pubs, hvor øllet kunne sælges lige dér, hvor det blev lavet – og hvor kunderne kunne spise en burger eller en sandwich til.
Den fornøjelse kunne amerikanerne i de første mange år have for sig selv. For i Europa havde de spirende amerikanske mikrobrygtraditioner, som er så rodfæstede i dag, endnu ikke slået an. Heller ikke i Danmark hos Sonja Bjergsø og Jens Borg Nielsen. Godt nok var de glade for øl, men det tætteste, de dengang kom på en specialøl, var, når de ved særlige lejligheder tog turen ind til værtshuset Bernikow i det indre København og her fik skænket en half & half – altså halv porter og halv pilsner.
Rasmus Emborg, Ølbrødre
Udkom 25. november ved Gyldendal
312 sider, 299,99 kr.
Topfoto: Fra bogens omslag, Gyldendals presseservice
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her