Selv om mange i Danmark har taget Black Friday til sig som tradition, er det nok de færreste danskere, der fejrer dagen inden, nemlig den fjerde torsdag i november som en dag, hvor man spiser et gigantisk måltid med kalkun med familien, og ved den lejlighed minder hinanden om, hvad man har at være taknemmelig for. Men det gør man i USA. Lone Theils og en veninde fejrede Thanksgiving i et lille køkken i Californien i år.
Skikken med Thanksgiving, der fejres både i USA og i Canada (om end på en anden dato) er opfundet af pilgrimme til den nye verden. De første optegnelser om en Thanksgiving-middag findes allerede tilbage i 1621. Traditionen er, at man til måltidet spiser, hvad der stammer fra den såkaldt nye verden, altså den koloni, der senere blev til USA.
Det vil blandt andet sige: Kalkun, kartofler, tranebær, søde kartofler og så helt traditionelt græskartærte til dessert.
Normalt når jeg ikke at lægge mærke til Thanksgiving ind imellem det ståhej og væsen som først Halloween og siden julen gør af sig, men siden jeg i øjeblikket befinder mig i Guds eget land, besluttede jeg mig for, at vi ville følge traditionerne her i det lille californiske køkken med gasovn og det hele.
Selv om der var et par juleaftener, mens jeg var barn, hvor min mor lavede kalkun, fordi vi var så mange, så havde jeg faktisk ikke rigtig noget begreb om, hvordan jeg virkelig skulle gribe opgaven an.
I mellemtiden havde jeg også tid til at se Trump benåde den traditionelle kalkun på tv, og det var faktisk ret morsomt
Der var mange ubesvarede spørgsmål, såsom hvor meget tilbehør skal man egentlig have til? Hvilke ting er absolut nødvendige? Hvad skal man egentlig stille op med det der stuffing?
Man skulle umiddelbart tro, at det gav sig selv, at det skulle proppes ind i fuglen, men hvorfor er der så mange amerikanere, der insisterer på, at det skal bages separat? Hvordan skulle vi få en hel kalkun bakset ind i den lille ovn, og hvis vi fik den bakset ind, hvordan skulle vi så få spist den?
Heldigvis havde min vært været så forudseende at gemme et tillæg til New York Times, der tålmodig og pædagogisk forklarede om de forskellige metoder og traditioner. Det var her, jeg lærte om begrebet dry brining, der på dansk egentlig bare betyder, at man salter kødet, inden man tilbereder det.
Nedgraderet kalkun
I det nærliggende supermarked købte jeg en slags nedgraderet kalkun. Det var for såvidt en kalkun, men det var kun selve kronen af dyret. Lårene var taget af og brugt i anden sammenhæng, og det så ud til at være et mere overskueligt projekt for to mennesker at spise sig igennem.
Jeg lod den tø op i køleskabet i en dag, og så befriede jeg den for plasticindpakning og smurte den ind i en slags hjemmelavet urtesalt, jeg havde lavet ved at blande groft salt med finthakket rosmarin og timian. Så satte jeg fuglen tilbage i køleskabet, hvor den stod i fred i mere eller mindre to dage. Egentlig skulle man vende den af og til, stod der i opskriften, men det glemte jeg alt om.
På slump beregnede jeg, at den skulle have cirka tre timer og en halv time til at hvile sig i. Jeg tog den ud af køleskabet, en time inden jeg satte den i ovnen på ca. 200 grader i et ovnfast fad, hvor jeg også havde lagt tykke skiver af rødløg, mere rosmarin og timian, skiver af citron, lidt æbler i tern og peberfrugter i både og et godt skvæt rødvin blandet op med fond som jeg med jævne mellemrum fyldte op, så der altid var væske i bunden af fadet.
Ideen var, at den væske, der samlede sig under fuglen, skulle bruges til at give lidt rygrad til saucen.
Jeg fik også læst lidt om kalkuner, og stødte blandt andet på en ret vild artikel fra videnskab.dk, der ser nærmere på kalkuners sexliv. Åbenbart skal der ikke meget til før han-kalkuner er friske på lidt elskov
Jeg havde købt en færdig pakke stuffing og den skulle
røres op med kogende vand. Men på råd fra en medarbejder i en af mine yndlingskøkkenbutikker i San Francisco brugte jeg kyllingefond i stedet for.
Jeg fyldte halvdelen af brødmassen i kalkunen og resten kom jeg i et lille ildfast fad, der blev bagt med i den sidste halve time.
Mens fuglen var i ovnen, skrællede jeg kartofler til mos og lavede tranebærsaucen.
Det er superlet: Man koger tranebærrene med lidt vand, sukker, revet appelsinskræl og appelsinsaft, hvis man har lyst. Tricket er, at man skal koge det lidt hårdt og lade bærrene splatte ud så de frigiver pektin og dermed tykner saucen (tak, New York Times igen).
I mellemtiden havde jeg også tid til at se Trump benåde den traditionelle kalkun på tv, og det var faktisk ret morsomt, da han sagde, at de kalkuner Obama havde benådet sidste år, kunne slappe helt af. Det var et af de få tiltag fra Obama, som han ikke ville forsøge at få trukket tilbage.
Jeg fik også læst lidt om kalkuner, og stødte blandt andet på den her ret vilde artikel fra videnskab.dk, der ser nærmere på kalkuners sexliv. Åbenbart skal der ikke meget til før han-kalkuner er friske på lidt elskov. Som artiklen lakonisk konstaterer: Så er en puls tilsyneladende ikke engang nødvendigt:
Gaven der giver i mange dage
Vi synes egentlig, at der var så meget mad, så vi droppede andre grøntsager, selv om jeg egentlig gerne måske ville have haft grønne bønner til herligheden. På den anden side var vi jo bare to. Og der var også dessert.
Det var, må jeg indrømme, en triumf. Til min store overraskelse og glæde, var kalkunen ikke bare perfekt tilberedt og mør. Den var også stadig fuldstændig saftig
Fuglen kom ud og havde hvilet sig under sølvpapir i en halv time, mens jeg blev færdig med kartoffelmos og sauce, der foruden saften fra ovnen blev smagt til med salt, peber, kyllingefond, lidt fløde og en skefuld af tranebærsaucen.
Det var, må jeg indrømme, en triumf. Til min store overraskelse og glæde, var kalkunen ikke bare perfekt tilberedt og mør. Den var også stadig fuldstændig saftig, og jeg overvejer nu, om man ikke kan bruge den slags saltning af kød, der skal langtidssteges til andre ting. Måske kylling? Helt sikkert et stykke svinekød. Eller lam.
Da vi kom til desserten, kunne jeg heldigvis slappe af.
Den stod min værtinde for, og i stedet for pumpkin pie, som hun ikke er en stor fan af, så endte vi med at bruge lidt mere af de mange citroner, der stadig står i en kurv i køkkenet.
De er en særlig type, der hedder Meyer citroner, der er knapt så skarpe. De menes at stamme oprindeligt fra Kina og være en krydsning mellem en almindelig citron og en mandarin.
De dufter vidunderligt og smager endnu bedre, når man putter dem i en Lemon Merengue Pie, og det var præcis, hvad der skete på denne Thanksgiving.
Og kalkunen var en gave, der blev ved med at give i nogle dage fremover. En bagel med kalkun og tranebærsauce og stuffing er efter min mening noget af det bedste man kan få til frokost i dagene efter Thanksgiving.
Alle fotos: Lone Theils
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
