FAKTA // KOMMENTAR – Gyldendal har netop udgivet historiker Bent Jensens erindringer, “Modløber”. Biografien indeholder gentagelser af usande og ærekrænkende påstande om journalist Jørgen Dragsdahl, som Bent Jensen blev dømt for i en injuriesag anlagt af Dragsdahl i 2015. I denne kommentar retter Dragsdahl en skarp kritik mod forlaget: Man bør kunne forvente, at et erindringsværk ikke er injurierende og ”fyldt med løgn”. Mit fokus er derfor ikke her på personen Bent Jensen. Det alvorligste er, at personer og institutioner, som burde være bærende i demokratiet, svigter.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Siden Højesteret i 2015 dømte historikeren Bent Jensen i en injurie-sag, som jeg anlagde, har han sammen med sympatisører ført en kampagne mod Højesteret og mig. Kulminationen er nu kommet med en selvbiografi af Jensen, Modløber.
Lektor Steffen Groth har i en analyse bragt i dagbladet Information konkluderet, at værket bryder en implicit ”faktakontrakt” med læseren, som bør kunne forvente, at et erindringsværk ikke er fyldt med løgn. Det er naturligvis en alvorlig kritik af forlaget bag, nemlig Gyldendal.
Sagen blev indledt i 2007 med artikler i Jyllands-Posten, hvor Bent Jensen kaldte mig agent for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB. Kampagnen er ført med debatindlæg i aviser, foredrag, bøger og endog hyppige indslag i tråde under artikler af mig, uanset deres emne. Karakteristisk er, at kampagnen har gentaget anklager, som Bent Jensen blev dømt for. Indholdet i dommen er blevet forvansket, vidnesbyrd ved domstolene er blevet forfalsket, og især Bent Jensen har fundet på en del nyt, hvoraf næsten alt er forkert.
Mit fokus er ikke på personen Bent Jensen. Det alvorligste er, at personer og institutioner, som burde være bærende i demokratiet, svigter
Denne kampagne er kun mulig, fordi han får bistand fra medier og politisk aktive, der gennem deres øvrige virke har opnået høj troværdighed. Hans selvbiografi har fået ros i eksempelvis Jyllands-Posten og Weekendavisen, og Kristeligt Dagblad og Berlingske Tidende har holdt mikrofonen i såkaldte interviews. Selv lidt skeptiske anmeldere har undladt direkte kritik af hans talrige løgne og ganske udokumenterede angreb.
Højdepunktet i denne bistand er, at det gamle kulturelle ikon, Gyldendal, har stået for udgivelsen af bogen, og at forlagschefen Michael Jannerup i et interview i den forbindelse har påstået, at værket ikke indeholder ”udokumenterede påstande”. Forlaget har desuden investeret en del i annoncer, så man tror åbenbart, at det er et profitabelt projekt.
Fakta er underordnet og desværre tidstypisk
Det er en trist misforståelse, hvis nogen afviser denne kampagnes betydning med, at det blot er en bitter strid mellem to gamle mænd, som ikke kan løsrive sig fra Den Kolde Krigs konflikter. Striden er jo ikke længere mellem to parter, som begge teoretisk set kan have ret. Efter den endelige dom er der en forbryder og et offer.
Konflikten er desværre tidstypisk, idet den trives i et miljø, hvor fakta bliver underordnet især ideologiske hensyn og almindelig ligegladhed. Trumpismen huserer ikke kun i USA, og det kan blive endnu værre, hvis vi ikke er nok, som går imod denne sygdom.
Mit fokus er derfor ikke her på personen Bent Jensen. Det alvorligste er, at personer og institutioner, som burde være bærende i demokratiet, svigter.
Jeg har tænkt over, hvad en som dig dog bruger så mange penge til
Tidl. chefredaktør Jørn Mikkelsen, Jyllands-Posten
På det principielle niveau er sagen en anledning til, at vi overvejer, hvorvidt ofrene i denne type sager opnår tilstrækkelig beskyttelse. Erstatning for tort er så lav, at man knap kan mærke den, og den afskrækker næppe potentielle forbrydere. Jeg fik en godtgørelse på 100.000 plus procesrenter.
Det er nu 15 år siden, at sagen blev indledt, og jeg er stadig ramt af dens følger. Desuden dækker domstolenes dækning af ”sagsomkostninger” sjældent de faktiske udgifter. Ofrenes behov bør få mere opmærksomhed, fordi vi er på vej ind i en tid med stadigt grovere beskyldninger i den såkaldte samfundsdebat.
Det er betænkeligt, at domstolene ikke udgør en oplagt mulighed for konfliktløsning. Skal vi til at genoptage dueller?
Personlige tab
Læseren kan trygt læse videre. Jeg vil ikke fordybe mig i de personlige omkostninger, som også rammer min familie. Men det er blevet dokumenteret i videnskabelige rapporter, at kampagner mod enkeltpersoner i medierne kan give følger, som svarer til PTSD. Kort sagt er en tur i S-toget ikke så sjov, hvis man med et billede er gjort til samfundsfjende. Arbejdsløshed var også en følge for mig.
Dommen betød heller ikke, at alt ubehag forsvandt.
Ved et arrangement for journalister mødte jeg eksempelvis den da forhenværende chefredaktør for Jyllands-Posten, Jørn Mikkelsen, som havde været en hovedkraft i avisens kampagne mod mig. ”Jeg har tænkt over, hvad en som dig dog bruger så mange penge til,” lød hans hilsen.
Som en forsker bemærkede: ”For en journalist svarer anklager for agentvirksomhed til anklager for pædofili. Uanset hvad der sker, vil noget altid hænge ved.”
Æreskrænkeren kan bare fortsætte med angreb. Det har Bent Jensen og hans sympatisører i høj grad udnyttet
Passende vil det også være, hvis jurister genovervejer, hvad man har gjort ved injurie-lovgivningen. Under indflydelse fra den europæiske menneskeretsdomstol har man tillagt ytringsfriheden meget stor vægt. Det er blandt andet sket med begrebet ”værdidomme”, som anerkender, at nogle beskyldninger kan være ærekrænkende, men alligevel vil domstolene ikke tage stilling til, hvorvidt de er sande eller forkerte.
Resultatet er, at man ikke kan få afgjort nogle konflikter, og at ærekrænkeren bare kan fortsætte med angreb. Det har Bent Jensen og hans sympatisører i høj grad udnyttet. Måske kunne man være en smule mere direkte i sin vurdering af udsagns sandhedsværdi?
Gyldendals ansvar
Ifølge Gyldendals forlagschef Michael Jannerup har jurister godkendt Jensens bog til udgivelse. Men min formodning er, at de kun har set på forlagets rettigheder. Man har næppe set på værket ud fra indholdet i Højesterets dom og en række vidnesbyrd. Hensyn til offeret kan ikke spores.
Jeg har en liste med mere end en snes gentagelser af udsagn, som Jensen er dømt for, usande referater af vidnesbyrd, anklager mod vidner for falsk forklaring, forvrængning af dommens indhold og, underligt nok, småfejl af mest skønlitterær værdi.
Lad mig invitere til en kort rejse ned gennem en surrealistisk underverden med monstre
Og igen må jeg nok berolige læseren. En grundig gennemgang af årsagerne til denne kritik af Gyldendal og bogens indhold vil være guf for nørder, men vi må denne gang nøjes med noget lettere og mindre omfangsrigt – velvidende at netop Jensens selektive udpensling af detaljer giver Gyldendals version et skær af troværdighed og derfor kunne skabe behov for detaljerede modsvar.
Så lad mig invitere til en kort rejse ned gennem en surrealistisk underverden med monstre.
PET-ledere uenige
Jeg vil indlede med det groveste: Adskillige steder skriver Bent Jensen, at ledelsen i politiets efterretningstjeneste PET anså mig for KGB-agent. Der står således på side 279 i værket med henvisning til to af tjenestens ledere: ”PETs klare opfattelse under Henning Fodes og Michael Lyngbos ledelse 1984-1988 var altså, at Dragsdahl var KGB-agent.”
Så hvordan konkluderede Højesteret på dette punkt tre retsinstansers behandling, dokumenter fra PET’s arkiv og meget langvarige vidnesbyrd fra adskillige vidner? På side 53 i dommen lyder opsummeringen sådan:
”Efter bevisførelsen finder vi, at der ikke er belæg for beskyldningerne om, at Jørgen Dragsdahl har udøvet strafbar virksomhed som KGB-agent.”
I sit forsvar hævder Bent Jensen, at han skam aldrig har beskyldt mig for strafbar virksomhed.
Men den påstand afviste Højesteret. På side 51 skriver retten således: ”Et udsagn om at en person har virket som agent for en fremmed efterretningstjeneste, er efter vores opfattelse som udgangspunkt udtryk for en beskyldning om strafbart forhold efter straffelovens § 107 eller § 108.” Og senere på side 52: ”Vi finder således efter det anførte, at udsagnene om at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent, er udtryk for ærekrænkende sigtelser om, at Jørgen Dragsdahl har begået strafbart forhold.”
I et retssamfund bør borgerne ikke gentage ulovlige påstande
Overraskende var disse konklusioner ikke.
Førnævnte PET-chef Henning Fode og den operative leder gennem disse år, Per Larsen, afviste begge i Østre Landsret, at PET havde anset mig for agent. Jensen henviser også til souschefen Michael Lyngbo, men han udtalte sig slet ikke om dette emne. Alle tre fremhævede, at når der i PET-dokumenter stod, at jeg var agent, så var det nogle menige, engagerede medarbejderes subjektive opfattelse.
Bent Jensen var blevet pålagt tavshedspligt over sine egne besøg i arkivet, men den blev brudt adskillige gange
Sandt nok havde en PET-chef, Ole Stig Andersen, en lidt anden opfattelse. Men Højesteret tillagde ikke hans vidnesbyrd vægt. Det var ham, som havde indledt efterforskning af mine forhold, men han forlod PET tidligt i forløbet. Desuden var hans vidnesbyrd præget af dårlig hukommelse.
Ubeføjede påstande
Jensen får af Gyldendal lov til gentagelse af en række udsagn fra sine tidligere skrifter. Det er udsagn, som er dømt til mortifikation, altså kendt ubeføjede, døde.
I dommen fra Højesteret rammer mortifikation blandt andet disse udsagn:
”Arkiverne har vist, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent” (udsagn 1). ”… og det forties, at PET karakteriserede Dragsdahl som agent” (udsagn 8). ”… det forties ganske, at både KGB og PET betegnede ham som agent” (udsagn 12).
I et retssamfund bør borgerne ikke gentage slige ulovlige påstande.
Misbruger Højesteret
Jensen ignorerer altså noget af dommen, men, som Steffen Groth har påpeget i førnævnte artikel i Information, så ”misbruger han paradoksalt nok Højesterets autoritet, når han fremhæver de ærekrænkende udsagn om Jørgen Dragsdahl, han ikke blev dømt for”. Det er udsagn, hvor Jensen har beskyldt mig for ”desinformation”, altså formidling på KGB’s foranledning af sovjetisk misinformation.
Groth uddyber i sit indlæg, (som jeg har indhentet hans tilladelse til at citere fra): ”Der indgik 18 udsagn i højesteretsdommen, heraf syv, Bent Jensen blev dømt for, og 11, der blev kendt straffri. Bent Jensen opremser to gange triumferende de udsagn, der blev kendt straffri, som om de er blevet potenseret med selveste Højesterets myndighed. Det gælder for eksempel en påstand om, at Jørgen Dragsdahl i 80’erne »bedrev desinformation«.”
Efter brud på tavshedspligten indstillede PET, at han blev forment adgang til arkivet, men, af stadig hemmeligholdte årsager, blev denne anmodning ikke efterkommet af den borgerlige regering
”Men at Højesteret frifinder ham for nogle udsagn om Dragsdahl, er ikke ensbetydende med, at retten bakker op om udsagnet – selv om Bent Jensen forsøger at efterlade det indtryk. Højesteret vurderer, om der er tilstrækkeligt grundlag til, at udsagnet er straffrit, om det holder sig inden for ytringsfrihedens vide rammer; de vurderer ikke om, det er et sandt udsagn.”
”Desuden ignorerer Jensen vidneudsagn fra flere PET-chefer, som fremhævede, at der ikke var fundet beviser for desinformation. Ole Stig Andersen, som ellers ikke var mig venligt stemt, erklærede direkte i Højesteret, at han ”havde aldrig påstået, at Jørgen Dragsdahl havde bedrevet desinformation, og han påstod ikke, at Jørgen Dragsdahl havde accepteret at videregive forkert information”.
PET’s arkiver
Mellem Jensens mest besynderlige påstande er, at han ikke fik lov til fremlæggelse af dokumenter, som han havde set i PET’s arkiv, da han forskede i tjenestens aktiviteter under Den Kolde Krig.
Det er korrekt, at PET af hensyn til blandt andet statens sikkerhed ikke ville fremlægge dokumenter. Men Jensen fortier, at domstolene tillod, at en del alligevel blev udleveret til brug bag lukkede døre. Han påstår direkte på side 275, at Højesteret sagde ”nej” med henvisning til PET’s afvisning.
Men sandheden er, at Byretten i Svendborg i en kendelse dateret 25. september 2008, besluttede, at dokumenter fra PET’s arkiv kunne fremlægges bag lukkede døre. Kendelsen blev stadfæstet af Højesteret den 17. april 2009. Mange dokumenter angående dette forløb og Jensens handlinger er fremlagt på min hjemmeside.
Efter brud på tavshedspligten indstillede PET, at han blev forment adgang til arkivet, men, af stadig hemmeligholdte årsager, blev denne anmodning ikke efterkommet af den daværende borgerlige regering
Vi fik faktisk udleveret mange hundrede sider fra arkivet. Jensen ønskede flere (det gjorde jeg også), men de blev stadig anset for hemmelige, og derfor skulle indholdet ikke frem. Det forhindrede dog ikke, at Jensen i retsdokumenter og i åben ret både citerede og omtalte stadig hemmelige dokumenter.
Intet tyder på, at der i disse dokumenter var noget, som kunne ændre indtrykket. Han var blevet pålagt tavshedspligt over sine egne besøg i arkivet, men den blev brudt adskillige gange. Desuden respekterede han ikke, at dokumenter var fremlagt bag lukkede døre – de blev citeret flittigt i diverse publikationer. Efter brud på tavshedspligten indstillede PET, at han blev forment adgang til arkivet, men, af stadig hemmeligholdte årsager, blev denne anmodning ikke efterkommet af den daværende borgerlige regering.
Mange fejl
Til overflod beskylder han også den operative PET-leder Per Larsen og tre journalister fra Jyllands-Posten for falsk forklaring i retten, altså strafbart mened. Og så er der et væld af småfejl, hvis oprindelse er ukendt.
Jeg skal således i en henvendelse til Roskilde Universitetscenter have krævet, at en historiker, Michael Kjeldsen, blev fyret, fordi han i undervisningen anvendte PET-dokumenter, som Jensen, ulovligt, havde offentliggjort. Det er løgn.
Jeg skal også være blevet fyret fra Information i 1990. Det er løgn. En PET-chef, Niels Schmidt, udnævnes til souschef ”under Dragsdahls overvågning”. Men han var gået af forinden. Og så videre.
.
Bent Jensen: Højesteret har begået justitsmord
Det kan med denne opfattelse af sagen ikke overraske, at Højesteret, ifølge Jensen, har begået ”justitsmord”.
Som Steffen Groth har fremhævet i sin artikel i Information, sammenligner Jensen sin skæbne ”med sovjetiske domme over dissidenter på konstrueret grundlag”. Og den pensionerede historiker hævder, at flere af dommerne ikke kan have ”læst sagens akter”, at flertallet af dem ikke forstod en ”strafferetligt afgørende skelnen”.
En bog med undertitlen ’erindringer’ indgår en faktakontrakt med læseren. Og den kontrakt bestyrkes, når forfatteren er professor emeritus i historie som i Bent Jensens tilfælde
Bent Jensen har ifølge sig selv i det hele taget ”fået et chokerende indblik i, hvor lemfældigt nogle dommere forvalter det store ansvar, der følger med embedet”.
Det er ikke en vurdering, som kan vække genklang hos jurister. Professor emeritus Jørn Vestergaard har eksempelvis i en vurdering fra 2016 beskrevet dommen med ordene en ”udførlig begrundelse” og også kaldt dommen for ”meget omhyggelig”.
Gyldendal svigter
Steffen Groth rejser spørgsmålet: Burde Gyldendal have grebet ind imod bogens forvanskning af en dom fra Højesteret?
Groth begrunder det således:
”Erindringsgenren er selvsagt rummelig. Det er per definition en subjektiv livsfortælling, hvor lakuner, erindringsforskydninger, forskønnelse og forstørrelse kan veksle i fascinerende mønstre. Det 19. århundredes store danske diva Johanne Luise Heiberg betitlede sine erindringer fra 1891 ’Et liv genoplevet i erindringen’, vittige hoveder i samtiden omdøbte sarkastisk værket til ’Et liv genopløjet i erindringen’. Ud over det muntre ordspil afslører anekdoten også, at der er en forventning om, at genren erindringer refererer til virkelige forhold, ellers er begrebet ’løgn’ ikke relevant”.
Og han fortsætter: ”En bog med undertitlen ’erindringer’ indgår en faktakontrakt med læseren. Og den kontrakt bestyrkes, når forfatteren er professor emeritus i historie som i Bent Jensens tilfælde. I den forstand er det et markant kontraktbrud, når højesteretsdommere forvandles til papfigurer i et virkelighedsfjernt drama om et fiktivt »justitsmord«, hvor hovedpersonen dømmes på en »konstrueret påstand«.
Gyldendal var bekendt med, at Jensens håndtering af kendsgerninger kan være skødesløs. Jeg har selv påpeget mange fejl i hans koldkrigsrapport ”Ulve, får og vogtere” i faghistorikernes tidsskrift Arbejderhistorie. Den fremtrædende norske historiker Helge Pharo afsluttede en anmeldelse af værket i Historisk Tidsskrift med denne salve:
Respekten for landets højeste domstol er forsvundet hos Gyldendal
”Kanskje det viktigste spørsmål vi kan stille i ettertid er: Hvordan kunne et slikt verk bli bestilt og effektuert? Hva har forlagets rolle vært? Som veileder for en master- eller doktorgradsstudent ville jeg sagt, slik bør du ikke skrive om du vil bli historiker. Til forlaget: har det ikke sett noen rolle for seg selv?»
Efter dommen i Højesteret i 2015 fik jeg i Weekendavisen optaget en detaljeret klage over Gyldendals rolle i udgivelsen af ”Ulve, får og vogtere”.
Jeg påpegede, at den indeholdt afsnit, som var i strid med forløbet af sagens behandling ved Østre Landsret og nu også dommen fra Højesteret.
Som svar erkendte daværende direktør i Gyldendal Johannes Riis den 25. august, at ændringer i ”Ulve, får og vogtere” kunne blive nødvendige i et nyt oplag. Årsagen var Højesterets dom angående mortifikation. Underligt er det, at denne respekt for landets højeste domstol siden er forsvundet hos Gyldendal.
Læs flere artikler om retsstat og retssikkerhed i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
