BOGUDDRAG // FLEMMING RASMUSSEN/METALLICA – Biografien “Rock & stjernestøv – historier fra Sweet Silence studiet gennem 45 år” er netop udkommet. Bogen, der er skrevet af Thomas Vilhelm og Flemming Rasmussen i fællesskab, er fortællingen om producer og studieejer Rasmussens lange karriere, der begyndte i Sweet Silence studierne på Amager og som nu fortsætter i et studie i Sydhavnen i København. Undervejs har Flemming Rasmussen arbejdet sammen med Gasolin’, Lone Kellerman, Cat Stevens, Anne Linnet, Lars Muhl, Rainbow, CV Jørgensen, Bifrost, Stig Kreutzfeldt, Sort Sol, D-A-D og mange andre – ikke mindst Metallica, der opsøgte Sweet Silence i begyndelsen af deres karriere. Med tilladelse fra forlaget Momenta bringer POV her et langt uddrag af kapitlet, hvor Rasmussen beskriver sit samarbejde med det dansk-amerikanske heavy metal-orkester, endnu inden de var blevet tørre bag ørerne. “Ride the Lightning: Tre amerikanere og en dansker på Amager,” er kapitlets overskrift.
20. februar 1984 er en vigtig dato i Sweet Silence-studiets historie og for den sags skyld i metalmusikkens. Den dag gik indspilningen af Metallicas andet album Ride the Lightning i gang. I slutningen af 1983 satte en, skulle det vise sig, skelsættende opringning hele fortællingen om mit samarbejde med den amerikanske kvartet i bevægelse. Jeg besvarede opkaldet og talte med en mand, der ville vide mere om priser, studieforhold og datomuligheder. Hans navn er Lars Ulrich, som desuden spurgte, om jeg ville være til rådighed ved en eventuel bookning.
Bandet havde indspillet debuten Kill ’Em All i New York på en uge til 14 dage i 1983 og var utilfredse med resultatet. Metallica var dengang tilknyttet pladeselskabet Megaforce Records i New York ledet af en kendt skikkelse i metalundergrunds-miljøet, Jon Zazula. Kill ’Em All lavede så meget røre, at den solgte helt fornuftigt, da Metallica fra starten forstod at markere sig som værende noget helt for sig selv i thrash metal-genren.
Efter udsendelsen af debuten havde bandet tænkt længe over, hvad de skulle gøre i forhold til nummer to. Dollaren stod de år i godt 12 danske kroner, hvilket gjorde det muligt at få dobbelt så meget studietid i København for det samme beløb, som de brugte i dollars i USA. Metallica tjekkede forskellige topstudier i Europa og vurderede dem ud fra, hvilke albummer der var indspillet de respektive steder. Under søgningen faldt gruppen over Difficult to Cure og Bent Out of Shape (Rainbow, red.). Særligt guitarlyden på førstnævnte var Metallica-drengene vilde med og formentlig også trommelyden.
Hos familien Ulrich lyttede man til jazz, og deres hus blev et hænge ud-sted, Metallica kunne benytte som en form for natklub hjemvendt fra jobs, hvor de drak og jammede
Kort sagt søgte de efter et godt studie med en tekniker, der vidste, hvordan man lavede hård rock. Metal havde endnu ikke samme status som nu, og jeg kendte intet til Metallica i 1983/84. Lars talte dansk i telefonen og fortalte, han boede i USA og spillede med Metallica. Jeg svarede, at den opgave lød som noget for mig.
Det faktum, at Sweet Silence lå i København i Lars’ hjemland, skubbede ham nok yderligere i den retning. Han havde formentlig ikke været hjemme i længere tid ad gangen i flere år, så valget lå næsten lige for. Alle formaliteter kom på plads – de bookede studiet, jeg klarede teknikken. Det endte med, at jeg røg ind i en reel producerrolle, da Metallica vidste ret lidt om, hvad der egentlig foregår, når man er i et studie.
Metallica ankom dagen før den 20. februar med alt deres gear og havde hjemmefra kalkuleret med også at spille nogle koncerter i Europa, nu de alligevel skulle være her gennem længere tid. Det ville indbringe penge, de kunne bruge på at indspille pladen. Deres selskab stillede en sum til rådighed, men hvis de skulle lykkes med at indfri deres egne ambitioner, krævede det mere studietid, flere penge og jobs.
Musikerne boede rundtomkring hos venner i København, blandt andre Ken Anthony, og i studiet på første sal, der endnu ikke var blevet lavet om til studie B. Det hele virkede langt mere primitivt målt med den senere tids berømthed. Vi kørte aftensessioner fra klokken 19 til tre-fire stykker om morgenen. Dernæst en øl og hjem at sove eller op, når de overnattede i studiet.
En til to uger før de skulle i studiet, havde der været indbrud i deres tourbus, mens de gav koncerter på europæisk grund. Der blev stjålet forstærkere og andet gear, heriblandt James Hetfields modificerede Marshall-stack. Ingen vidste, hvordan det eksakt var konstrueret til at opfylde James’ ønsker. Dagen før vi gik i gang, satte jeg mig sammen med Lars og James Hetfield for at lytte til Kill ’Em All.
De brød sig kun om guitarlyden, det øvrige satsede de på, jeg kunne gøre bedre. Jeg kontaktede flere bands fra den københavnske metalundergrund i håb om at finde den rette forstærker til James – Artillery, Mercyful Fate og Maltese Falcon. Flere af dem kom slæbende med deres Marshall-anlæg, som vi stillede op i studiet, hvorefter James tjekkede det hele igennem med sin Gibson Firebird.
Trommer i baglokalet
De bands, jeg havde ringet til, vidste godt, hvem Metallica var. Ken Anthony arbejdede som manager for flere af dem og havde indflydelse på Lars’ interesse for tung-rocken. Hos familien Ulrich lyttede man til jazz, og deres hus blev et hænge ud-sted, Metallica kunne benytte som en form for natklub hjemvendt fra jobs, hvor de drak og jammede. James’ gennemgang af Marshall-forstærkerne snævrede feltet ind til et par stykker, som ydermere blev afprøvet på samtlige kabinetter i studiet. To identiske Marshall-kabinetter fra samlebåndet kan lyde helt forskellige på selve forstærkeren. Faktisk chokerede forskellen mig, nu det drejede sig om præcis de samme enheder.
I princippet skulle man jo mene, de burde lyde nogenlunde ens. Vi fandt den rette kombination til James i en lidt længere proces end normalt, samtidig med at Lars satte sine trommer op ude i baglokalet, hvor det var muligt at slæbe ting ind og ud via en bagtrappe til gården. Baglokalet lød akustisk set godt og egnet til trommer. Lars’ sæt bestod af to stortrommer, mindst seks tam’er og lige så mange bækkener. Grundet årstiden var der koldt i lokalet, så vi stillede nogle udendørs gasbrændere op, der fungerede som varmeovne.
Hver session i studiet startede med at få sat de nye varmekilder i gang, men trommeskindene nåede at blive kolde i løbet af dagen. Trommeslageren fra Maltese Falcon, Flemming Larsen, kaldet Jake, for ikke at forveksle ham med mig, hjalp derfor med at stemme Lars’ trommer, hvilket han ikke selv kunne finde ud af.
Under arbejdet med titelnummeret kom Lars forkert ind på breaks ved at ramme liftet i stedet for det lige slag. Jeg hev dem ud i kontrolrummet igen og roste Lars for de gode fills, men spurgte ham, hvorfor han kom ind på et lift ved breaks. Lars kiggede undrende på mig og spurgte: ‘Hvad er et lift?’
Flemming ‘Jake’ Larsen endte med at blive Lars’ trommeroadie, en opgave, han bestred i mere end 30 år. Lars’ lilletrommeskind måtte nærmest skiftes dagligt, fordi han slår så umanerlig hårdt. Metallica havde fået bureauet Q Prime som manager, Peter Mensch og Cliff Burnstein. Vi var ikke tilfredse med Lars’ lilletrommelyd, og han tænkte: “Der må skaffes en anden”.
Q Prime var ligeledes manager for Def Leppard, hvis trommeslager, Rick Allen, kørte galt i december 1984 og fik revet en arm af. Lars ville gerne låne Allens Ludwig Black Beauty-lilletromme. Dagen efter dukkede et bud op med den i en flightcase. Vi satte lilletrommen på og så os aldrig tilbage – problemet var løst. Senere fandt Lars en tilsvarende Black Beauty i en musikbutik i København til en favorabel pris.
I dag ejer han minimum 15-16 stykker af dem. Allens blev naturligvis returneret igen i god stand. Jeg lyttede til nogle af deres demoer med sange beregnet for Ride the Lightning og bed mærke i titelsangen og “For Whom the Bell Tolls” samt “Creeping Death”. Kolossal energi, som forplantede sig i studiet, så snart de gik i gang. Det havde jeg ikke før oplevet med noget andet band. Gnistrende udladninger, men ikke uden problemer.
Under arbejdet med titelnummeret kom Lars forkert ind på breaks ved at ramme liftet i stedet for det lige slag. Jeg hev dem ud i kontrolrummet igen og roste Lars for de gode fills, men spurgte ham, hvorfor han kom ind på et lift ved breaks. Lars kiggede undrende på mig og spurgte: ‘Hvad er et lift?’
Jeg forklarede ham det bedst muligt ved at tælle en, to, tre, fire og ramme lige ind på næste slag. Det havde han indrømmet ikke tænkt over på den måde. For Lars var sangene delt op i trommefigurer (fills), frem for at der skulle være lige langt mellem stortromme- og lilletrommeslagene. Lars og James spiller sammen på en yderst musikalsk måde, og når det virkelig klikker for Metallica, er de to en stor organisme, et stort, bankende hjerte. Men Lars måtte jo få lært det med at ramme præcist på lille- og stortrommen og finde slaget.
Vreden og energien
Flemming Larsen og jeg tog fat i hans arme og ben, så han fysisk kunne fornemme, hvor slagene lå. Dog fattede han hurtigt ideen bag den basale trommeundervisning, og det høres tydeligt på pladen, at det kom til at køre. Efter en af sine dagsessioner og før vores aften-nat-seance gik i gang, hev Freddy mig ind på kontoret for at spørge, om jeg var o.k.
“Ja, hvad mener du? Hvad snakker du om”? lød mine modspørgsmål.
“De spiller jo ad helvede til”.
“Hold dog op, mand, det er det fedeste, jeg nogensinde har lavet”, udbrød jeg med en følelse af knap at kunne få armene ned igen. Freddys jazzbaggrund minder jo om Lars’ far. Torben Ulrich kiggede forbi, mens vi lavede grundbåndene til Ride the Lightning, og om aftenen var der ingen til at holde øje med, hvem der vandrede ud og ind af studiet, så det styrede jeg og fik Torben placeret i sofaen. Efter at bandet havde spillet et take, kom de ud for at lytte til resultatet. Lars spurgte sin far:
“Nå, hvad synes du om det”?
Han fandt det lidt for kontrolleret. Et sted i sangen lavede de en megabøf, hvorefter Lars’ far råbte:
“Det der, det er fedt”.
På et tidspunkt kaldte de mig for “daddy”. Jeg kørte dem til grænsen for at udfordre dem omkring, hvor tæt og stramt de kunne spille. Det blev et mål i de år, jeg arbejdede for Metallica. Barren blev sat højere, end man umiddelbart kunne præstere, og det gjaldt om at komme så tæt på som muligt.
Det er lidt den samme vrede og energi, der kom ud, som når nutidens dj’s blæser igennem med deres dunkende rytmer og fuld smæk på bassen. Jeg foretrækker blot at høre et metalband gøre noget lignende. Torben Ulrich kom en, muligvis to gange, forbi studiet. Det virkede tydeligt, at han var stolt af sin søn, men at det ikke er hans musik.
Torben havde langt skæg allerede i 80’erne, praktiserede buddhisme og holdt af og til en sten op mod panden, som han talte om at skubbe hele vejen til Rom. Han nåede vist ikke længere end til Rødby, så gad han ikke det længere. Et dejligt og ekstremt kærligt menneske.
Grunden til, at Lars oprindeligt drog til USA, var, at han ville være professionel tennisspiller ligesom sin far. Efter optagelse på et tenniscollege fandt han ud af, at de ambitiøse amerikanere var langt bedre end ham. I stedet begyndte han at spille trommer, og konkurrencedisciplinen, der er nødvendig i tennisverdenen, flyttede han med over til trommesættet og den musiske verden.
Lars har nok tænkt, at talentet ikke rakte i tennis, og at han er for lille og således mangler noget rækkevidde i duellerne, hvilket gør, at du hele tiden skal løbe alle boldene op. Jeg kan selvfølgelig bedst udtale mig om Lars’ arbejdsdisciplin i studiet – den er umanerlig høj. Om han har skejet ud live, er en anden sag, hvor jeg jo ikke har fulgt dem på samme tætte måde. Det har sikkert været sjovt, og på et tidspunkt fik de tilnavnet Alcoholica. I perioder stod den på vodka – de kunne dæleme drikke igennem.
Efter dagens indsats i studiet delte de en flaske vodka, mens jeg nød en kold Elephant-bajer. Under indspilningerne hundsede jeg med dem, og det lå tydeligt i luften, at tiden ej var til pjat. På et tidspunkt kaldte de mig for “daddy”. Jeg kørte dem til grænsen for at udfordre dem omkring, hvor tæt og stramt de kunne spille.
Det blev et mål i de år, jeg arbejdede for Metallica. Barren blev sat højere, end man umiddelbart kunne præstere, og det gjaldt om at komme så tæt på som muligt. Gruppen forstod fuldt ud, hvor jeg ville hen, da de er særdeles ambitiøse med deres musik.
Den særlige nerve i Metallica
På råmixbånd kan jeg høre mig selv råbe: ‘Lars, for helvede,’ fordi han lagde trommestikkerne, mens bækkenener ringede ud. Jeg gad sgu ikke fjerne stiklyde og andre irritationsmomenter a la ‘var det et godt take?’ ind over de opstillede mikrofoner. Nogen fandt et råmixbånd, hvor vi lige havde indspillet bas med Cliff Burton, mens Lars fik lavet nogle mislyde bag sættet. “For helvede”, lød det larmende fra mig på båndet.
De var i starten af 20’erne, og jeg nogle år ældre. Vi opfandt måder at gøre tingene på, som siden har dannet skole. Masser af rytmeguitarer i både mono og stereo eksempelvis. Det udvidede samtidig mit eget arsenal af tricks omkring opmikening af instrumenterne. Jeg kendte ikke andre, der lavede den slags lyd og spillede den form for musik.
Udfordringen bestod i at ramme deres særlige nerve, en ganske vanskelig opgave. Cliff var som bassist en slags ‘musikers musiker’. Han brød sig ikke om hovedtelefoner og ville helst bare spille live. Jeg satte et par store JBL-højttalere ind i hans rum, så han kunne høre sig selv, da hans forstærker stod placeret i et andet rum. James, Cliff og Lars indspillede grundbåndene sammen med deres forstærkere i separate rum, så lydene kunne isoleres. Som oftest beholdt vi kun trommerne.
Dernæst lagde James seks-ottespors rytmeguitar henover. Det skulle lyde massivt og stort. Da metal er yderst riffbaseret, er det nødvendigt at gå væk fra den mere slaviske trommebas-guitar-metode. Trommer og så guitarriffene bagefter. Dernæst bas. Bassens rolle passede sig ind efter de færdige guitarspor. For metalpublikummet vil netop først og fremmest høre guitarriffs. Cliff klarede sit arbejde i rummet med JBL-højttalerne, hvor han kunne hoppe rundt til den tordnende lyd af James’ guitarer. Fantastisk bassist.
Til trods for at punken havde været der, og vi skrev 1984, hvor der blev taget markant afstand til hippietiden, gik Cliff måske som en af de få i hele verden i cowboybukser med svaj. Det vakte enorm opsigt, når Cliff kom anstigende med sine ‘bell bottoms’. De øvrige i orkesteret tog sig ikke af hans trompetbukser
James sad bag mig på en stol i kontrolrummet, når han lagde rytmespor ind. Han vidste lige, hvor det hele skulle placeres. For mig at se er James en af de bedste rytmeguitarister, der findes. Han udgjorde det mest stabile element omkring Ride the Lightning. Og som nævnt kom Lars efter det. At tempoet stiger en lille anelse op til et omkvæd, er o.k., det accepterede vi, og James fulgte blot med. Der er kun clicktrack på For Whom the Bell Tolls. Jeg luftede min utilfredshed over den førstemaster uden clicktrack, og en ny med click måtte til. Så fik Lars prøvet det for første gang i karrieren.
Det er vældig vanskeligt at spille helt tight på de langsomme numre – faktisk det allersværeste. Men hvis du speeder båndet bare en anelse op, ligger alle mere præcist. Det trick er brugt rigtig mange gange i musikhistorien. Den slags ændrer som regel tonearten med en halv tone op eller ned, alt afhængigt af hvilken retning tempoet reguleres. Så du kan ikke bare stemme i A og dermed tro, du er i stand til at spille med på samtlige plader i verden.
En unik dimension
Mange folk må have tænkt: ‘Hvad sker der her?’ da de hørte Ride the Lightning, idet der spilles virkelig tæt over hele linjen. En del andet metal fra samme periode roder langt mere, noget værre skrammel. Men Cliff bidrog også til tætheden med sin Rickenbacker-bas betjent uden plekter og ved hjælp af fingrene. Det er utraditionelt inden for genren, hvor andre slår basstrengene an med plektret.
Til trods for at punken havde været der, og vi skrev 1984, hvor der blev taget markant afstand til hippietiden, gik Cliff måske som en af de få i hele verden i cowboybukser med svaj. Det vakte enorm opsigt, når Cliff kom anstigende med sine ‘bell bottoms’. De øvrige i orkesteret tog sig ikke af hans trompetbukser. Cliff nød kæmpe respekt, og mange af de melodiske passager i musikken stod han for, velskolet og klassisk uddannet.
Han bibragte Metallica en unik dimension, og han spillede flere bassololignende ting, hvor der blev eksperimenteret med diverse pedaler. Det lyder ofte som en guitar. Umådelig dygtig og et virkelig rart menneske. Et positivt gemyt, der så at sige svævede over vandene. De spor, der findes i musikken med elementer af symfonisk progressiv rock, er også Cliff.
Før alle grundbåndene lå klar, stod den på yderligere familiebesøg, idet også Lars’ mor kom forbi i et festligt humør, lad mig sige det sådan. Hun havde desuden tre-fire venner med. Jeg gik ud for at lukke dem ind og præsenterede mig selv. “Jeg er Lars’ mor”, sagde hun med høj stemme og vandrede beslutsomt ind. Vennerne traskede efter. I kontrolrummet spejdede hun efter Lars og vadede dernæst ind i selve studiet midt under en optagelse. Moren fortsatte forbi James, der kigger undrende efter hende, og videre ud mod baglokalet, hvor der lød et:
“Hej, min dreng”.
“Mor, for helvede da”.
Cliff havde mimet hele vejen igennem. Jeg opgav og pillede Cliff ud af sangkoret. James udviklede sig til en habil vokalist, og uviljen i starten skyldtes, at han ikke mente, at han var god nok.
Hun boede i Spanien og havde ikke set sin dreng i lang tid. Det var omkring midnat, moren dukkede op med følge, og de havde nok alle været i byen forinden. Sød mor, der satte sig i sofaen med vennerne for at lytte med. Der blev ikke kommenteret noget, og de forstod ikke musikken på samme måde, som Torben trods alt gjorde.
En smule pinlig på Lars’ vegne kunne jeg godt svinge mig op til med tanke på, hvis nu ens egen mor også teede sig sådan.
Dagen oprandt, hvor det blev tid til Kirk Hammetts guitarsoloarbejde. Han og James kørte på hver sit setup i studiet. Dog håndterede James rytmeguitarerne på en sådan måde, at han lagde dem ind med både sin egen og Kirks lyd ad to omgange, hvilket gav en bund med fire rytmeguitarer, bas og trommer. Hertil kom guitarsoloer og diverse melodistemmer.
Vokaldelen voldte visse udfordringer; James kunne ganske enkelt ikke lide at synge. Ingen andre tog opgaven på sig, og helst ville han bare råbe. Jeg introducerede ham for en Shure SM7-mikrofon, som han også kunne holde i hånden. Jeg arbejdede på at opbygge noget tillid mellem ham og mig i den fase, og alle vokaler blev doblet. Det endte alligevel helt tilfredsstillende. På et tidspunkt skulle der lægges kor på “Creeping Death”.
“Alle fire ind og syng”, kommanderede jeg.
Cliff nægtede, og jeg insisterede. Korstemmerne kom ind på båndet og blev dubbet flere gange, så det lød som hele det egyptiske folk, der stod og råbte “die”! Under processen sagde jeg efter flere korgentagelser til James, Kirk og Lars:
“Lad lige være med at synge, når jeg trykker start. Jeg skal lige høre, hvad Cliff laver”.
Ned med recordknappen. Ingen lyd. Cliff havde mimet hele vejen igennem. Jeg opgav og pillede Cliff ud af sangkoret. James udviklede sig til en habil vokalist, og uviljen i starten skyldtes, at han ikke mente, at han var god nok. James synger rent, tydeligt og med et fint øre for ordene og sproget.
Stoltheden steg yderligere
Der gik fire uger med indspilningen af det hele plus et par uger til mixning. Deres debutalbum tog kun 14 dage at gøre færdigt, inklusive mix. Vi nåede at tøffe en smule rundt i København, men ellers foregik alt i studiet. Vi rådede over et rum kaldet tv-stuen, der lå bagest i bygningen, udstyret med sofaelementer, hvor du i hjørnerne havde mulighed for at ligge med benene oppe, og et tv med videobåndoptager. Studiet rådede desuden over en pænt stor videosamling skaffet fra USA.
En dag åbnede jeg ind til rummet, hvor Kirk sad i sofaen lige inden for døren med benene oppe, mens han så noget larmende film-/tv-halløj.
“Kirk, du skal lave solo snart, men først skal du i bad. You stink”, sagde jeg med en lidt stram mine. Han lugtede ganske enkelt ad helvede til. Efter badet ville han tage den samme T-shirt på, men snusede til den og måtte erkende, at den skulle han ikke gå i længere.
Efter at grundbåndene var overstået for Lars’ vedkommende, sad han og talte i telefon med deres management, da de arbejdede på at få en aftale i stand med et stort pladeselskab. Megaforce endte med at udgive Ride the Lightning, men tre-fire måneder senere overgik albummet til Elektra, en del af Warner.
Elektra skrev kontrakt med Metallica og opkøbte samtidig rettighederne til Ride the Lightning. Elektra har rockhistorisk set altid været et af de labels, mange gerne ville være på. Metallicas stolthed steg kun yderligere. Folkene hos Elektra vidste, hvad de havde med at gøre, og der var styr på sagerne præget af musikfaglig indsigt.
Det betyder noget, at navne som The Doors i sin tid sagde ja til dem.
Flemming Rasmussen & Thomas Vilhelm: Rock & stjernestøv – historier fra Sweet Silence-studiet gennem 45 år. Forlaget Momentum.
Udkom 19. maj.
PR- og privatfotos
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
