POV SPORT // MINDEORD – En af dansk sports og i det hele taget dansk kulturs mest mytiske personligheder og livstykker har endegyldigt slået sit sidste perfekte slag. Tennisspilleren Torben Ulrich blev 95 år.
SPLASH. Han var på en måde larger than life. Og så alligevel ikke, for nu er han død på nogenlunde almindelig vis, som alle vi andre også skal en dag. Torben Ulrich var på denne jord i 95 år og satte aftryk, de fleste ikke når en brøkdel af.
Også indledningens SPLASH, som står skarp i erindringen. Dog ikke tidspunktet eller sammenhængen. Men selve udførelsen. Af en mand med sit karakteristiske Gandalf-skæg og pandebånd, der stod og hamrede tennisbolde dyppet i maling op ad en væg.
Torben Ulrich var kunstner. Ikke Jens Jørgen Thorsen-wise som fuldtidsinstallatør og klatmaler, men som en inkorporeret del af sin fysiske tilstedeværelse, som en slags forlængelse af sin kropsfunktion, der var som skabt til at være tennisspiller. Han spillede fysisk, kunstnerisk og musisk, for han var også en mere end almindeligt kompetent jazzmusiker. Nåh ja, og spirituel, en nærmest livsfilosofisk eller religiøs indstilling til sin sport som praktiserende buddhist.
Jeg tænker at splashet stammer fra et nyhedsindslag, som dengang i længde var at sammenligne med en feature i dagens 21 Søndag på Danmarks Radio. For jeg var barn eller ung, og så kan det næsten ikke have været andre steder. Måske det var i sort-hvidt. Heller ikke det erindrer jeg præcist, men jeg husker splashet og stuntet, om man vil. Som noget anderledes, provokerende, balancerende, kreativt eller slet og ret som en sportsmand, der ikke var som de andre. Det satte sig i mig.
Musikken satte sig også i hans søn. Ret så markant endda. Jo ikke enhver far, der kan svare så blæret på, hvad hans eneste barn laver: “Han er trommeslager i Metallica.”
Okay, på den vis overstråler børn til tider deres forældre på berømmelsens verdenskort. Men det kan og kunne Lars Ulrich ikke, for hans far lyste op af et selvopofrende hjerte. Søgende, legende, eksperimenterende, levende. Hele sit liv. Så sent som i 2021 udgav han sit seneste jazz-album.
En mønsterbryder. Ikke i socialdemokratisk arv og miljø-forstand. Men en udfordrer af konventioner og absolutter. Derfor var tennissportens stramme konduite, dresscode og de lige linjers indelukkede bås også et oplagt sted for ham at brillere.
Han kunne høre lyden og musikken i sporten, kreativiteten og kunsten, perfektionen i jagten på netop det ultimative, perfekte tennisslag. I kropkulturens totalbalance, som han dyrkede både på og uden for banen med tennissportens ketsjer, kunstens provokerende pensel, journalistens og poetens pen, filosofiens og religionens tro and all that jazz.
Et livstykke
Hvis Torben Ulrich var en restaurant, havde det garanteret været med hvide, stivede duge. Måske med et stænk maling hen over hele bordsamlingen, måske endda i flere farver. Jeg ville have sat mig til rette og bedt om “et stykke med livstykke, tak”. For det var han i den grad leveringsdygtig i og personificeringen af. Nu er der kun “tak” tilbage.
Torben Ulrich kunne faktisk i levende live og såmænd i det hinsides være selve begrundelsen for, at idrætten og elitesporten hører under Kulturministeriet, selvom den ofte bliver opfattet som lidt af et stedbarn på Nybrogade lige på den anden side af Slotsholmen på Gammel Strand.
Sådan var han. Som katten, der ikke giver en fårk
På sin vis kunne han høre under Slots- og Kulturstyrelsen, Kulturarvsstyrelsen og Biblioteksstyrelsen på én og samme gang. For hans minde er både frednings-, lytte- og læseværdigt. Og naturligvis Danmarks Idrætsforbund-værdigt, fordi han var så dygtig en tennisspiller, som han rent faktisk var.
Han spillede sin sidste af over 100 Davis Cup-kamp i landsholdsdragten 14 dage før, han rundede 49 år. Han var blevet professionel ni år tidligere. I en karriere, der varede fra slutningen af 1940’erne til midten af 70’erne. Han vandt 19 danske mesterskaber i single og double, deltog i alle fire Grand Slams og nåede fjerde runde i single i tre af dem. I double rakte evnerne helt til en semifinale i Wimbledon i 1959. Han nåede sågar at ligge nummer ét på verdensranglisten for spillere over 45 år.
“det perfekte slag” i sangen “Torben Ulrich”.
Torben Ulrich kunne givetvis have vundet et dansk mesterskab mere, men han trak sig midt under finalen i 1966, fordi han hellere ville nå hjem og se VM-finalen i fodbold mellem England og Tyskland. Sådan var han. Som katten, der ikke giver en fårk.
Anekdoterne står i kø. Også den om dengang, han efter en mindre international turnering skulle holde tale for spillere, gæster og sponsorer, rejste sig op og sagde ingenting. Tavs. Og pludselig steg han til bords og dansede flagrende rundt med sit lange skæg og lige så lavthængende, tabte kæber lokalet rundt.
Ét skridt frem
Ej at forglemme dengang han lavede såkaldte buddhistiske glidefald, en slags pilgrimsrenselse, hvor man skiftevis lægger sig på jorden i en foreskreven positur, rejser sig, går ét skridt, og lægger sig igen. Den øvelse tog ham tre måneder fra Svanemøllen i København til Rødby.
Hov, Google, selvfølgelig. Splashet er fra 1970, og det var ikke op ad en væg, han bankede malingindsmurte tennisbolde, men et to meter højt lærred, som blev til et maleri. Og som Lars Ulrich ifølge Ekstra-Bladet ledte indædt efter i lang tid i 2012.
Så jeg ramte ikke helt plet. Det gjorde Torben Ulrich for det meste. Nu har han slået sit allersidste perfekte slag …
Husk at like og følge POV Sports Facebook-side
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
