MUSIK // ANMELDELSE – Metallica behøver næppe nogen introduktion. De er en institution, et tempel, et panteon inden for metalgenren, og deres berømmelse rækker langt ud over denne genres menigheder. Fredag aften blev en rejse ind i et paradigme, bandet især i 1980’erne med stor autoritet etablerede og fortsat praktiserer.
Gennem fire årtier har de været med os. Denne smukke juniaften skal vi igen nyde deres selskab, og se om de præges af metaltræthed – eller om de er nyfødte og potente som aldrig før.
Vi får lov at vente 30 minutter, inden festen starter. Først et AC/DC-track på playback og behersket volume. Så kommer Ennio Morricones signatur “The Ecstacy of Gold”, som Metallica ofte bruger som ouverture live. Lyden er nu betydeligt højere. Bandet kommer på scenen i et propfyldt Parken, en for en, som var det en fodboldkamp.
Og så skydes “Creeping Death” af med tungt artilleri. Et guitarriff som flår som en vred motorsav og en rytmegruppe som elefanter på speed. Så kommer “Harvester of Sorrow”. Endnu tungere og majestætisk effektiv.
Metallica: Monumentalt – og med ungdommelig vildskab
Minsandten om ikke “Hit The Lights” følger efter de to monumentale åbnere. Den er fra gruppens første album, Kill ‘Em All. Dengang i 1983 spillede de rendyrket thrash og var med til at definere netop den subgenre til metal. Der er noget ungdommeligt energisk over deres begejstrede levering af det nummer.
Senere følger “Shadows Follow” fra Metallicas ellevte studiealbum 72 Seasons, som udkom sidste år. Den opererer overens med de gamle dyder. Effektivt, dog ikke med nyskabende riffs, og i højt tempo. Ungdommelig vildskab og full tilt op ad Highway 1, åbent tag og med politiet lige i hjulsporet.
Lyden i Parken? Well, det var højt, rigtigt højt og måske også lige 10-15 DB for højt
Vi får derpå “Orion”, en perle af et instrumentalnummer fra Master of Puppets (1986). C-stykket, som kommer efter et langt soft break, lyder skønnere end nogensinde. De to guitarer, hvis melodier er koriske og ligger siamesisk tæt op ad hinanden. De lyder nærmest som to violiner i gælisk folkmusik, og det er bjergtagende smukt. Den harmoniske modulation i det stykke løfter en flig af Parkens tag, så solen kan bryde igennem.
Dernæst får vi en af 1990’ernes allerstørste rockballader: “Nothing Else Matters”. I aften med udvidet intro. Lyden er knivskarp, og det lykkes for bandet at fremføre nummeret med al den følelse, alvor og inspiration, som det i sin tid, helt tilbage i 1991, blev undfanget med. Ikke nogen nem kunst – men Metallica mestrer det denne aften. Gåsehud – og man svømmer bare ind og væk i det nummer som en stor samlet familie i dette udsøgte moment i Parken.
Massiv lydmur på bekostning af differentiering
Lyden i Parken? Well, det var højt, rigtigt højt og måske også lige 10-15 DB for højt. Ja, lydtrykket er magtfuldt og flot i kroppen, men det koster også lidt på differentiering af lyden, fordi lydbilledet komprimeres så hårdt. Det var især koncertens første tredjedel, der bar præg af dette, men truslen hvad angår overkomprimeret lyd var latent flere gange i enkelte numre også siden.
James Hetfields rytmeguitar og riffs er legendariske og et trademark. De skal bare være massive i gruppens sound som en trækmotor. Man kunne dog ønske, at bandets lydfolk lige gav samme guitar et lille nøk ned under Kirk Hammets guitarsoli. For i aften havde disse en tendens til at drukne eller blive opslugt i rytmeguitarens og bassens oprørte, tonstunge ocean.
De mange skønne passager, hvor de to guitarer, trods overdrive, klinger skønt sammen fungerede til gengæld perfekt. For der er der akustisk rum i overskud. Der er plads til tonerne, og de kan alle høres og nydes.
Nu ruller for eksempel det geniale instrumentalkapitel fra “Master of Puppets” (titelnummer til albummet af samme navn, 1986). På netop den hører man faktisk guitarsoloen godt differentieret, trods oven på et frenetisk powerstykke. Herligt.
Lars Ulrich i intensiv træningslejr
Metallurgi betegner videnskabelige studier af de fysiske og kemiske egenskaber hos metalliske grundstoffer og deres blandinger. Det er genremæssigt og kompositorisk det, som Metallica kan og gør. Naturligvis tilsat fortællinger og følelser i bandets helt eget univers.
Lyden i Parken under koncert er et tilbagevendende tema: Det kræver sit band, og især lydteknikere, at tæmme vores nationalstadion
Lars Ulrich er en feteret verdensstjerne, anerkendt for sit opfindsomme trommespil og som medkomponist af hovedparten af orkestrets numre. I en årrække gik dommen hos nogle, inklusiv overtegnede, at han spillede en anelse for nonchalant og upræcist, hvilket hurtigt afsløres i højt tempo, mange breaks og krævende dobbeltpedal på stortrommen.
Til aften var der dog ingen slinger i valsen. Fyren må være gået til den i band dock, for han spillede hamrende tight og autoritativt. Og når han gør det, så samler det – i et amalgam med Hetfields uhyre præcise riffs.
Metallica-paradigmet: At mestre det episke
Metallica mestrer det episke, det storladne, det følelsesfulde og passionen. Musikkens store fortællinger. Deres bedste værker finder man i 1980’erne og starten af 1990’erne. Men langt ind i det nye millennium har de bevist, at de stadig i enkelte numre mestrer deres unikke opskrift. Og de har aldrig spillet bedre live end netop nu.
Lyden i Parken under koncert er et tilbagevendende tema: Det kræver sit band, og især lydteknikere, at tæmme vores nationalstadion. Lyden har en tendens til at blive diffus og uddifferentieret, nærmest som om den rammes af turbulente vindtunneller. Denne aften var låget sat på kagedåsen. Læs: Taget var på. Det gjorde lyden kompakt, nærmest som et Gulliver-forstørret, gigantisk øvelokale i en kælder med ganske højt til loftet.
Metallicas scenesetup på M72 World Tour er tre koncentriske cirkler til publikum på plænen, desuden tribuner. Otte tårne med Panther-kabinetter (højttalere), levende billeder og VJ-dækbilleder og effekter står i ring omkring scenens centrum. Der er 2 x 16 kabinetter i hvert tårn på langsiderne. Ergo mulighed for panoreringer og kunsten at styre lyden med det omnipotente setup.
På vej hjem i toget talte jeg med en far og hans snart voksne søn. De var enige i min lillebitte – meget lille – anke omkring lydniveau. Men også de var i næsegrus beundring og en del af “The great, big Metallica family” nu. De var all-in og skal også se showet søndag aften, hvor Metallica atter indtager Parken og omdanner den til deres eget panteon.
Søndag med en anden sætliste end fredag og til min overraskelse: Ikke et eneste nummer går igen. Det siger en del om den skattebrønd, Metallica kan grave ned i. “Copenhagen, we love you too”, råbte Hetfield mod slutningen. Følelser og fornuft er i den grad gengældt, under og efter en magisk aften som denne.
Du kan læse mange flere koncertanmeldelser på POV International lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og