Når man blokerer på Facebook

Blokeringer på Facebook er en falliterklæring

i Debat/Medier af
DEMOKRATISK DIALOG // KOMMENTAR – “Hver eneste gang en debattør blokerer en kritiker på sin Facebook-væg, slukkes der for en nerve i vores sociale centralnervesystem, og det er med til at reducere både empati, nysgerrighed, forståelse og generel medmenneskelighed. Jeg ærgrer mig hver eneste gang, jeg ser det,” skriver Morten Skovgaard, der selv insisterer på ikke blot at følge men også tale med mennesker, der er lodret uenige med ham.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende POV din mening her.


Hvis jeg havde to rigsdaler for hver gang, nogen har påstået, at man ikke kan føre ordentlige debatter på Facebook, ville jeg være en særdeles holden mand nu.

Udsagnet er noget sludder, for det kan man naturligvis godt, hvis man kan finde ud af at begå sig på sociale medier og sørger for at vælge, hvad man får præsenteret på platformen.

Jeg er den venstresnoede type, og jeg lader mig dagligt udfordre og provokere af synspunkter fra både nationalkonservative og ultraliberale – de to politiske strømninger, jeg befinder mig allerlængst fra på spektret

Jeg har kurateret mit Facebook-feed omhyggeligt, så det dagligt bringer mig holdninger og nyheder fra et meget bredt udvalg af medier, debattører, politikere og journalister – med særligt fokus på at inkludere flere af dem, jeg er allermest uenig med i stort set alt.

Blokeringer på Facebook - en vanedannede pille
Facebook-pillen. Foto: Pixabay.

Twitters algoritme har åbenbart kigget med og forstået idéen, for den sender mig af uransagelige årsager kun beskeder på telefonen, hver gang Rasmus Jarlov eller Berlingskes chefredaktør slår noget op (som jeg i 95 procent af tilfældene er uenig i), så alt virker helt efter hensigten.

Jeg er den venstresnoede type, og jeg lader mig dagligt udfordre og provokere af synspunkter fra både nationalkonservative og ultraliberale – de to politiske strømninger, jeg befinder mig allerlængst fra på spektret – og alle de mere moderate varianter heraf.

Jeg læser med flagellantisk fryd jævnligt alt fra stenrige eksildanskeres lange klagesange om den urimelige danske velfærdsstats undertrykkelse af den frie vilje og lovprisninger af Trump til skrupskøre individers konspirationsteorier om nært forestående borgerkrige og omstyrtningen af den liberale verdensorden (anytime now!).

En del af det for underholdningsværdiens skyld, men en del af det også for at blive klogere, når det gælder andre mennesker, der ikke tænker som mig selv.

Jeg er fuldkommen overbevist om, at det er virkelig sundt for alle dagligt at blive konfronteret med alt det, der ligger helt uden for deres egen referenceramme – også det særprægede og outrerede.

Særligt paradoksalt er det, når folk, som går ekstra meget op i ytringsfrihed, blokerer andre …. for det er i den dybe uenigheds spændingsfelt, at meninger kan brydes

For det er i den dybe uenigheds spændingsfelt, at meninger kan brydes, og vi kan diskutere os frem mod en form for konsensusvirkelighed, som de fleste af os kan blive enige om at acceptere, mens vi så kan være dybt uenige om alt muligt i den.

Alt det kan Facebook fint levere, hvis man bare gør sig umage med at gøre platformen til et oplysende og velafbalanceret nyhedsrum.

Det ærgrer mig imidlertid, at det er så let at blokere andre mennesker. Jeg ser jævnligt opdateringer fra folk, der – nogle gange med stolthed – bekendtgør, at de har blokeret en person, fordi vedkommende på en eller anden måde har generet dem.

Nogle gange er det naturligvis fair, hvis man for eksempel bliver decideret chikaneret på grund af sit politiske ståsted, sin etnicitet, religion, køn, seksuelle orientering eller andet. Der er trods alt grænser for, hvad man bør stå model til, og mange tilfælde er så grelle, at en total udelukkelse af en person er den eneste holdbare løsning.

Andre gange virker blokeringer imidlertid helt unødvendige og mimoseagtige – som for eksempel når politikere lukker munden på dissidenter ved at bandlyse dem fra deres Facebook-væg. Foto: Pixabay.

Andre gange virker blokeringer imidlertid helt unødvendige og mimoseagtige – som for eksempel når politikere lukker munden på dissidenter ved at bandlyse dem fra deres Facebook-væg, eller når debattører ikke gider at svare på vedholdende spørgsmål fra de følgere, der ikke bare sluger deres analyser råt.

Særligt paradoksalt er det, når folk, som går ekstra meget op i ytringsfrihed, gør det. Nogle gange kan insisterende trykprøvning af argumenter og udfordring af synspunkter være nok til at støde den ømme tå og få folk blokeret. Det er på den lange bane en virkelig dårlig social mekanisme.

Ofte kan selv de mest ophedede temperamenter køles ned gennem fornuftig samtale, og folk kan ende med at indse, at de har overskredet nogle grænser

Blokeringer fjerner muligheden for, at folk lærer noget og får chancen for at undskylde for deres adfærd. Ofte kan selv de mest ophedede temperamenter køles ned gennem fornuftig samtale, og folk kan ende med at indse, at de har overskredet nogle grænser (som nogle gange tilsyneladende ligger lige dér, hvor en god historie ikke må ødelægges med besværlig logik).

Men samtalen bliver kortsluttet i samme øjeblik, blokeringen indtræffer, og den menneskelige kontakt skæres over. Hver eneste gang det sker, slukkes der for en nerve i vores sociale centralnervesystem, og det er med til at reducere både empati, nysgerrighed, forståelse og generel medmenneskelighed. Jeg ærgrer mig hver eneste gang, jeg ser det.

Alle har naturligvis ret til helt og holdent selv at bestemme, hvad der skal foregå på deres egen Facebook-væg, men taget i betragtning hvor mange af vores samfunds vigtigste debatter der foregår på platformen, er det dybest set absurd, at vi alle sammen helt konsekvensfrit bare kan slukke for andre mennesker, som vi lyster, når vi ikke gider at høre deres meninger

Nogle af de debattører, jeg beundrer allermest, er dem, der dagligt tålmodigt, tydeligt og roligt håndterer diskussioner med nogle af de vanskeligste individer, man kan tænke sig.

Der findes heldigvis folk derude, der insisterer på samtalens sammenhængskraft, og som går helt uforfærdet ind i alle diskussioner og ikke pr. rygmarvsrefleks tyer til blokeringer. De fokuserer på dialogen og lader deres rolige overblik smitte af på deres følgere for at skabe inkluderende debatrum, hvor alle kan være med og få kompetent modspil til selv de vildeste konspirationsteorier og mærkværdige ræsonnementer.

Flere af disse folk er journalister, som også illustrerer, at den gode moderne journalistik ikke bare stopper, når man har skrevet og udgivet noget.

Skribentens vilje til at fægte med åben pande i diskussioner og håndtere kritik på sociale medier er en lige så vigtig del af det journalistiske arbejde, som det er at skrive en artikel

I dag er skribentens vilje til at fægte med åben pande i diskussioner og håndtere kritik på sociale medier en næsten lige så vigtig del af det journalistiske arbejde. Man vinder ikke nogen respekt overhovedet på at udgive noget og efterfølgende bare blokere til højre og venstre, når folk ikke synes om det, man har skrevet.

Ud over deciderede chikanetilfælde ville jeg ønske, at Facebook ikke gav mulighed for at blokere folk permanent med det samme og uden angivelse af grund.

For bortset fra, at funktionen er skadelig for vores sammenhængskraft, er den også uværdig for både udøver og ”offer”, fordi det er en social og intellektuel falliterklæring.

Folk skilles i vrede uden mulighed for en deeskalerende dialog. Vreden og harmen får bare lov til at ulme og boble videre – særligt når den kombineres med følelsen af at blive marginaliseret for de folk, der af forskellige årsager har svært ved at begå sig i debatterne.

Hvis folk gjorde det samme i diskussioner ude i virkeligheden, ville vi kalde det for socialt inkompetent adfærd, men på sociale medier er det helt accepteret. Hvorfor?

Måske forstærkes adfærden af, at den forældede idé om, at debatter på nettet er mindre vigtige end virkelighedens debatter, stadig er fremherskende blandt 40+-segmentet.

For teenagere, der er vokset op med de sociale medier og generelt er langt mere kompetente i deres brug og forståelse af dem, end vi gammelvoksne er, forstås blokeringer imidlertid som en virkelig voldsom handling; de unge skelner ikke lige så meget, som vi gør, mellem hvad deres onlinepersona og deres virkelige person bliver udsat for, for effekten ved udelukkelse i det digitale rum kan være akkurat lige så stærk som i det virkelige.

Rigtig mange af disse afbrudte relationer kunne reddes, hvis Facebook gav folk mulighed for at slukke for andre midlertidigt

Vi, der ikke i samme grad er vokset op med vigtigheden af en stærk onlineidentitet, har måske lettere ved at affærdige andre mennesker som pestilenser, vi bare kan slukke for, hvis vi ikke gider dem, uden at vi behøver at forholde os yderligere til dem som personer med liv og følelser.

Rigtig mange af disse afbrudte relationer kunne reddes, hvis Facebook gav folk mulighed for at slukke for andre midlertidigt. Det er for eksempel muligt at ”snooze” personer i éns feed i 30 dage, hvorefter opslag fra dem dukker op igen. Det er en rigtigt fin funktion, hvis man har en ven, man gerne vil beholde, men som man midlertidigt ikke ønsker at se opslag fra.

Hvis man med en lignende funktion kunne smide folk midlertidigt i skammekrogen for uønsket adfærd – naturligvis kombineret med en meddelelse om, hvad man mener, at de har gjort galt – kunne man både markere sin utilfredshed og samtidig give dem chancen for at opføre sig anderledes. Den snoozede person ville efter henstillingen også på eget initiativ kunne vælge at trække sig og dermed få en mere værdig exit end bare at få en smækket digital dør lige i hovedet, hvis relationen ikke står til at redde.

Og ja, man kan altid forsvare sine blokeringer med, at ingen har krav på taletid. Det er rigtigt, og jeg bilder mig ikke ind, at mit synspunkt eller denne artikel kommer til at ændre praksis blandt blokeringsentusiasterne derude. Jeg håber og tror imidlertid, at den kan inspirere til ekstra overvejelse, næste gang en blokering er nært forestående for en af læserne.

Trump baby

Min egen liste over blokerede personer på Facebook tæller 11 profiler, som at dømme efter deres mærkelige navne er blokeret enten på grund af spam, eller fordi det er falske profiler.

Da jeg for næsten et år siden sendte Trump Baby i luften over København, blev jeg bestormet af uønskede henvendelser her på Facebook. Det omfattede alt fra mild irritation over projektet til meget maleriske beskrivelser af både mit udseende og min intelligens – samt lange kværulantforrykte tirader og mere eller mindre tilslørede trusler.

Prøv at normalisere en relation til en tilfældig person her på Facebook, der indledningsvist virker fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde. Det er en fænomenal fornemmelse – og et lille skridt i den rigtige retning for os alle

Jeg har læst og gemt det hele til fremtidig reference (det er pragtfuld underholdning og interessant at se, hvordan jeg i særlig grad appellerede til sammenbrændte familiefædre på Nordfyn og hundeglade korthårede kvinder fra Midtjylland), og jeg valgte helt bevidst ikke at blokere en eneste af dem, selvom mange af dem nok havde fortjent det.

Det viste sig i bakspejlet at være en ganske fremragende strategi. Jeg ignorerede adskillige gange grove tilsvininger og løfter om øretæver fuldstændig og engagerede i stedet folk i helt almindelige samtaler, som hvis de bare havde hilst pænt på mig.

Langt de fleste gange førte det til gode og meningsfulde diskussioner – og undertiden også til undskyldninger fra folk, der fortrød, at de havde skrevet så grove ting. Trusler og tilsvininger er som oftest bare et formsprog, folk har tillært sig, fordi de ser andre få opmærksomhed med det, og der ligger sjældent andet i det.

Når du blokerer på Facebook, forsvinder debatten
Rummelighed og insisterende høflighed kan fratage selv de vildeste tastaturkrigere deres kampgejst. Foto: Wallpaperflare.

Always forgive your enemies – nothing annoys them more.”, som kloge Oscar Wilde så præcist udtrykte det. Rummelighed og insisterende høflighed kan fratage selv de vildeste tastaturkrigere deres kampgejst. Målet for rigtigt mange af dem – nogle ville kalde dem for ”troldene” – er lige netop at få samtalen til at bryde sammen.

Blokeringer kan på den måde være et adelsmærke, fordi det forstærker opfattelsen af, at for eksempel en bestemt politiker er en elitær snob, der ikke gider at høre på almindelige mennesker.

En god hovedregel er, at så længe folk skriver til dig, er de dybest set interesserede i det, du har at sige. Måske skriver de igen og igen i forsøget på at korrigere eller underminere din fortælling, fordi den strider mod deres egen – men så længe de bliver ved at skrive til dig, rører du ved et eller andet i dem.

Man kan bestemt ikke fortænke nogen i at ty til blokeringen, når tålmodigheden bliver tilstrækkeligt tyndslidt, og det ikke længere virker meningsfuldt at bevare relationen til en person, der er komplet resistent over for dialog og fornuft. Min pegefinger har flere gange dirret over knappen, men jeg har indtil videre ladet være.

Blokeringerne kan helt sikkert give et dejligt sus og den rare fornemmelse af at have beskyttet sit private rum mod indtrængere. Men jeg vil til enhver tid opfordre alle til bare én gang i deres liv at prøve at normalisere en relation til en tilfældig person her på Facebook, der indledningsvis virker fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde.

Det er en fænomenal fornemmelse – og et lille skridt i den rigtige retning for os alle sammen.


Topillustration: Når man blokerer en kritiker på Facebook, stopper samtalen uanset hvor højt, man råber. Pixabay.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Morten Skovgaard arbejder som oversætter/journalist, lydstudieejer og fotograf med både ord, lyd og billeder og kender til deres utrolige magt – særligt i kombination med de sociale medier, som han også arbejder med. Hans akademiske baggrund er sprog- og filosofistudier på Roskilde Universitet, og han interesserer sig for både dansk og udenlandsk politik og medier. Verdens smuldrende sammenhængskraft, den tiltagende polarisering af de politiske yderfløje og spredningen af løgne og irrationelle tendenser bekymrer og indignerer ham. Morten er optaget af den svære balancegang mellem på den ene side at udvide det politiske "midterrum" for at inkludere flere mennesker fra begge fløje og samtidig sige klart fra over for ekstremisme og manipulation af enhver art. Morten er gift og bor i København.

Seneste artikler om Debat

løb

Mennesker i løb

 LIV & MENNESKER // KLUMME – “For nylig talte jeg med en