Racisme

Rammer vi skiven præcist, når vi diskuterer racisme?

i Debat/Minoriteter af
RACISME // DEBAT – Racisme er et mundret begreb, der er velegnet, når der skal formuleres paroler. Men hvis vi insisterer på at kalde al udgrænsning, diskrimination og profilering i Danmark for racisme, risikerer vi at hænge fast i en diskussion, som Dansk Folkeparti ønsker, skriver Niels Rohleder.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Racisme står højt på dagsordenen. I USA, i Danmark og globalt.

Og modstand mod racisme samler millioner af mennesker over hele verden.

Skal vi ikke holde op med at diskutere, om racisme findes i Danmark

Men hvad indebærer det at være imod racisme? I USA er racismen tydelig og konstant anskueliggjort ved politiets hyppige drab på sorte US-borgere, sydstatssymboler på officielle bygninger og meget andet.

Her i Danmark er diskussionen en anden. Her skal man lede længe efter erklærede racister.

Stort set alle siger, at de ikke er racister. Også politikere fra Dansk Folkeparti, hvor Søren Espersen hævder, at der ikke er racisme i Danmark, mens den tidligere partiformand demonstrerer sin ikke-racisme med et instagram-foto af sig selv sammen med en smilende, mørkhudet DF-ansat:

Vi skal ud til de mere eksotiske egne af højrefløjen for at finde danskere, der i ramme alvor vil hævde eksempelvis, at intelligenskvotient afhænger af en persons etniske baggrund, sådan som den tidligere Stram Kurs-kandidat og eks-professor Helmuth Nyborg gør. Dét er ubestrideligt racisme: at påstå, at etniske europæere gennemgående har højere intelligenskvotient end etniske afrikanere.

Siden 1995 har Dansk Folkeparti haft held til at sætte rammen for debatten om migration, integration og diskrimination i Danmark. Og på trods af de for tiden lave tal i meningsmålingerne lykkes det her i 25-året for partiets stiftelse i høj grad DF at sætte rammen for racismediskussionen.

Men i Dansk Folkeparti er man ikke racister, må vi forstå. For racisme handler jo om hudfarve – om race

Det må siges at være Dansk Folkepartis fortjeneste/skyld (alt efter synsvinkel), at vi her i 2020 diskuterer, ”om racisme findes” i et land, hvor minoritetsetniske kvinder med tørklæde skal sende 60 procent flere ansøgninger end etnisk danske, tørklædeløse kvinder for at blive indbudt til jobsamtale, hvor 25 procent af efterkommere og 11 procent af indvandrere inden for det seneste år har oplevet at blive nægtet adgang til steder, hvor andre må komme ind (bus, taxa, diskotek, svømmehal mv.), og hvor mellem 3600 og 5000 borgere i alderen 16-74 år hvert år mener sig udsat for racistisk motiveret vold.

Skal vi ikke holde op med at diskutere, om racisme findes i Danmark, og anerkende, at hverken Søren Espersen eller Pia Kjærsgaard mener, at sorte mennesker er dummere end hvide?

Ville det ikke være dejligt, hvis vi kunne frigøre os fra Dansk Folkepartis rammesætning og én gang for alle parkere den diskussion, som partiet ønsker at sætte på dagsordenen (”Findes racisme i Danmark?”) for i stedet at vende os mod at diskutere og bekæmpe den helt evidente etniske, kulturelle og religiøse diskrimination og profilering, der finder sted i Danmark, og som oven i købet på nogle punkter støttes af lovgivning og myndigheder?

Gammeldags racisme i USA og Nazityskland

I en aktuel USA-kontekst giver det god mening at tale om racisme. Gammeldags racisme. Et stort mindretal i befolkningen dér har afrikanske rødder. Deres forfædre blev gjort til slaver, tvunget om bord på skibe, sejlet til Nordamerika og solgt på auktion.

Og selv om slaveriet officielt blev afskaffet allerede i 1860’erne, er begrebet ”race” stadig mere end 150 år senere afgørende i situationer, hvor sorte US-borgere udsættes for etnisk profilering – herunder i situationer, hvor politiet skyder og dræber uskyldige.

I Nazitysklands historiske kontekst giver det mening at tale om racisme, hvis man køber påstanden om, at jødiskhed er et spørgsmål om afstamning og ”blod” – ikke om tro. Ganske vist var også afrikanere i Nazityskland udsat for forfølgelse og diskrimination. Der var bare så uendeligt få afrikanere i Tyskland, der aldrig havde den store succes som kolonimagt i Afrika, at nazisternes behandling af netop afrikanere fremstår som et randfænomen.

Anderledes med det før Holocaust store mindretal af tyskere med jødisk kulturbaggrund, der blev først diskrimineret og fordrevet, siden deporteret og endelig udryddet uden skelen til, om de var troende jøder, eller om de eller deres forfædre for længst var konverteret til kristendom eller ateisme.

I Tyskland stilles spørgsmålet, om det giver mening at inddele menneskeheden i racer på samme måde, som vi inddeler hunde og køer

Nazisternes absurde ”raceteorier” om den ”ariske”, nordiske ”races” overlegenhed over alle andre ”racer” på jorden bygger på pseudovidenskab og propaganda, men var ikke desto mindre en del af en ”arvelighedslære”, der blev forsket og undervist i også i Danmark for 75-100 år siden.

Naziregimet har efterladt det tyske ord ”Rasse” (på dansk: ”race”) med en helt særlig klang, og i Tyskland stilles spørgsmålet, om det giver mening at inddele menneskeheden i racer på samme måde, som vi inddeler hunde og køer.

Man kan spørge, om mennesker, hvis forfædre har boet i Danmark gennem århundreder, tilhører en anden ”race” (den nordiske?), end mennesker, hvis hele stamtræ befinder sig i Polen (og som i givet fald tilhører en ”slavisk race”?).

Og hvad med de medlemmer af Det Jødiske Samfund i Danmark, hvis forfædre og formødre har boet i mere end 200 år i Danmark? Tilhører de den ”jødiske race”, selv om ingen kan se det på dem, når de går på gaden? Findes der ”jødisk blod”? Har vi overhovedet brug for racebegrebet til at skelne mellem mennesker også med markant større udseendemæssig forskel? Eller er vi kun én race: menneskeracen?

”Race” ud af lovgivningen?

I juni foreslog det for tiden i meningsmålingerne meget populære tyske grønne parti, Bündnis 90/Die Grünen, at stryge begrebet ”Rasse” fra den tyske grundlov, der forbyder diskrimination på baggrund af bl.a. ”race”.

”Der findes ingen racer, der findes kun mennesker,” argumenterer partiet. Forslaget er blevet positivt modtaget af bl.a. forbundskansler Angela Merkel, mens nogle debattører på den tyske venstrefløj ønsker at fastholde ”Rasse”-begrebet i den tyske grundlov for at styrke bekæmpelsen af racisme.

I Danmark bliver grundloven ikke lavet om så tit.

Da det skete sidst i 1953, tænkte ingen af grundlovens fædre og (ganske få) mødre på begreber som race og racisme, der jo i den danske selvopfattelse i 1950’erne ikke var noget, der vedkom os – uanset hvad den danske stat i de år så i øvrigt foretog sig i Grønland.

Men uanset om vi har brug for at have ordet ”race” stående i vores straffelov eller ej, mangler vi stadig nogle anvendelige begreber til at beskrive den konflikt, der udspiller sig i vores danske samfund lige nu, og som er forskellig fra den, der raser i USA

Men begrebet ”race” findes faktisk i straffelovens paragraf 266 b – også kendt som ”racismeparagraffen”: ”Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.”

Man kan stille sig selv spørgsmålet, om man i praksis ville afkriminalisere noget som helst, hvis man i Danmark fulgte ånden i de grønne tyskeres forslag og strøg ”race” fra paragraf 266 b. Eller om begreberne ”hudfarve, nationale eller etniske oprindelse” ikke så rigeligt omfatter, hvad den danske straffelovsparagrafs nuværende racebegreb dækker.

Men uanset om vi har brug for at have ordet ”race” stående i vores straffelov eller ej, mangler vi stadig nogle anvendelige begreber til at beskrive den konflikt, der udspiller sig i vores danske samfund lige nu, og som er forskellig fra den, der raser i USA.

Statuer og en sidevej ved Furesøen

Black Lives Matter. Selvfølgelig også i Danmark, selv om risikoen for, at mennesker bliver dræbt af politiet, fordi de har afrikanske rødder, er langt mindre her. Vi har ikke brug for at kunne købe en is, der hedder ”Kæmpe Eskimo”, ligesom der lykkeligvis ikke sælges ”negerboller” eller ”negerkys” længere.

Rudersdal Kommune burde snarest finde et nyt navn til den lille sidevej ved Furesøen, der bærer Frédéric de Conincks navn (oven i købet med den bagatelliserende forklaring på vejskiltet, at han var ”handelsmand”).

En vej opkaldt efter en person er en hædersbevisning, og vi skal ikke hædre en mand, der ejede 90 procent af aktierne i det handelshus, der i 1787 fik monopol på dansk slavehandel, og som dermed i høj grad byggede sin rigdom på slaveri.

Statuer skal vi ikke historieløst kaste i havnen, men derimod historiebevidst forsyne med forklarende tavler, der sætter beskriver de portrætterede med vore dages viden og vurderinger

Symboler på kolonialisme og slaveri findes i det offentlige rum også i Danmark – omend i langt mindre grad end i USA eller i de store lande blandt tidligere kolonimagter.

Statuer skal vi ikke historieløst kaste i havnen, men derimod historiebevidst forsyne med forklarende tavler, der beskriver de portrætterede med vore dages viden og vurderinger.

Enten kan statuerne blive stående i det offentlige rum (med de nødvendige forklaringer) eller flyttes til museer, som det forbilledligt skete for statuen af Lenin, der bestemt ikke var demokrat, men ikke desto mindre blev kritikløst forgudet af den kommunistiske del af dansk arbejderbevægelse i årtier. Hans statue, oprindelig en gave fra Sovjetunionen til Sømændenes Forbund, kan i dag ses på Arbejdermuseet i København.

I Danmark er problemet ikke, at mennesker af afrikansk afstamning dræbes af enten dårligt uddannede politifolk eller af alt for sværtbevæbnede civilister. Det giver ikke mening at overføre hverken problemer eller paroler fra USA 1:1 til Danmark. Heller ikke selv om slagord fra USA lyder mundrette og kan få tusinder på gaden i København midt under en global pandemi.

Flere penge til politi, ikke færre

Jeg skal ikke kunne sige, om det i USA giver mening at ”Defund the Police”. I Danmark gør det ikke. Hvis vi skal have et bedre fungerende politi med fokus på kulturel forståelse, på at nedtrappe konflikter og forhindre etnisk profilering, kræver det flere ressourcer til bedre uddannelse og mere nærpoliti og mange andre dyre tiltag – ikke defunding.

Etniske minoriteter sætter ikke livet på spil i Danmark i samme omfang, som de gør i USA. Hver uge eller måned hører vi om nye politidrab på sorte eller brune mennesker dér.

Dét problem tåler ikke sammenligning med den modbydelige oplevelse, det uden tvivl er gang på gang at blive standset og kontrolleret af dansk politi på baggrund af sit udseende.

Der findes andre måder at bekæmpe undertrykkelsen på end ved at foreskrive, hvordan mennesker må gå klædt i det offentlige rum. Den slags var indtil for få år siden forbeholdt repressive regimer som det iranske præstestyre

Dansk politis etniske profilering skal vi også til livs, men det er svært at komme uden om, at det er et problem af et andet og mindre omfang end det, der inden for de senere år har kostet Eric Garner, Michael Brown, Tamir Rice, Philando Castile, Ahmaud Arbery, Breonna Taylor og George Floyd livet – for at nævne nogle af de mange, mange navne, der har fæstnet sig også i europæeres hukommelse.

Kernen i den danske diskriminationsproblematik er ikke race, ikke et had rettet mod primært mennesker med afrikanske rødder. Hovedparten af dem, der diskrimineres etnisk imod i Danmark, har i bred forstand mellemøstlige eller arabiske rødder snarere end afrikanske – alene fordi der er de seneste 40 år er kommet langt flere arabiske og mellemøstlige flygtninge og indvandrere til Danmark end afrikanske. Der er altså ikke nødvendigvis tale om ”sorte”.

Kridhvide kvinder med pæredanske stamtræer oplever også alvorlig chikane og grov diskrimination, hvis de konverterer til islam og dækker håret med en hijab. Så den diskrimination, der er knyttet til migration og integration rammer ikke bare folk fra andre ”racer” end den ”danske race”.

Trosfrihed under pres

Den statslige danske diskrimination retter sig i tiltagende grad mod religiøse fænomener, og vores grundlovs- og konventionssikrede trosfrihed er under pres. I 2018 indførte Folketinget med meget bredt flertal et ”tildækningsforbud”, der jo ikke officielt må kaldes burka- eller niqabforbud, fordi det jo sandelig er lige så forbudt for muslimer som for kristne og ateister at gå tildækket.

Og det er ligegyldigt, om man er hvid, brun eller sort. Det er stadig forbudt.

Mon ikke fiffige jurister kan strikke lovgivning sammen, der gør det strafbart at kalde til bøn gennem en højttaler, men fortsat tillader sognekirker at bimle og bamle

Men er det ”racisme”. Næh, vel? Men det er et angreb på religionsfriheden, en religiøs diskrimination, som er designet til at ramme en bestemt særlig fundamentalistisk gruppe af muslimer.

Og jeg er med på, at burka og niqab er symboler på – og kan være et resultat af – patriarkalsk og religiøs undertrykkelse, men der findes andre måder at bekæmpe undertrykkelsen på end ved at foreskrive, hvordan mennesker må gå klædt i det offentlige rum. Den slags var indtil for få år siden forbeholdt repressive regimer som det iranske præstestyre.

Indtil videre har regeringen afvist et forbud mod ”bønnekald” med den begrundelse, at det strider imod grundloven. Men de senere års udvikling har vist, at Dansk Folkepartis politik i dag kan være Socialdemokratiets i morgen eller overmorgen.

Og mon ikke fiffige jurister kan strikke lovgivning sammen, der gør det strafbart at kalde til bøn gennem en højttaler på en parkeringsplads eller fra et højt tårn, men som fortsat tillader Danmarks mere end 2000 sognekirker at bimle og bamle hver eneste søndag formiddag? Og det har jo intet at gøre med ”race”, vel?

Er ”paradigmeskiftet” racisme?

Danmark fører en flygtningepolitik, der går ud på at inddrage flygtninges opholdstilladelse, så snart man kan argumentere for, at forholdene i hjemlandet er blevet marginalt fredeligere. Hundredvis af somaliske flygtninge har de senere år mistet opholdstilladelsen og forsøges hjemsendt til et land, hvor officielle danske delegationer på grund af krig og terrorangreb ikke tør sætte deres ben.

Og nu har udlændingeministeren beordret en gennemgang af syriske flygtninges sager for at sikre, at så mange som muligt efter de nye regler kan miste opholdstilladelsen (hjemsendes kan de dog ikke, eftersom Danmark ikke samarbejder med Assad-regimet, så de skal bo på udrejsecentre på den danske stats regning).

Er det racisme? Næh. Beslutningen om at tage opholdstilladelsen fra dem har jo intet med hudfarve at gøre, men alene med beskyttelsesbehovet, som man har omdefineret med SR-regeringens indførelse af den særlige ”midlertidige beskyttelsesstatus” i 2015 og med det ”paradigmeskifte”, der blev resultatet af VLAK-regeringens finanslovsaftale med Dansk Folkeparti i 2018. Tilfældigvis er alle somalierne sorte og syrerne sorthårede, og begge grupper er altovervejende muslimer, så ingen tvivl om, at de nye regler rammer dem, som DF ønsker at ramme.

Vi vil se Martin Henriksen forsvare sin personforfølgelse af en jurist i Udlændingestyrelsen med dobbelt statsborgerskab med, at det jo sandelig ikke er hendes hudfarve, han har noget imod

Men det fremmer ikke debatten at sætte etiketten ”racisme” på den massive udgrænsning og anti-integration, som den ”midlertidige beskyttelsesstatus” og ”paradigmeskiftet” er udtryk for.

Kravene til at opnå permanent opholdstilladelse og dansk statsborgerskab er i dag så strenge, at hundredtusinder af mennesker må indstille sig på at bo i Danmark med den usikkerhed og den forskelsbehandling det indebærer, at de ikke har og aldrig får fulde borgerrettigheder i form af stemmeret til folketingsvalg, et dansk pas og en rimelig grad af sikkerhed for ikke at miste retten til at bo her.

Er det racisme? Nej. De strenge regler gælder sandelig både for sorte og hvide (selv om de statistisk set rammer sorte og brune mennesker særlig hårdt).

Vi rammer ikke præcist på skiven

Så længe vi bruger overskriften ”racisme” om diskrimination, udgrænsning og segregation, rammer vi en del af problemet. Men vi rammer ikke præcist på skiven. Og vi giver anledning til nye billeder af Pia Kjærsgaard med hånden om sin smilende, mørkhudede sekretær.

Vi vil opleve, at Søren Espersen udvandrer fra P1’s Shitstorm, fordi interviewerens eksempler på angivelig racisme ikke fokuserer på hudfarve. Og vi vil se Martin Henriksen forsvare sin personforfølgelse af en jurist i Udlændingestyrelsen med dobbelt statsborgerskab med, at det jo sandelig ikke er hendes hudfarve, han har noget imod.

Så længe vi ikke er enige om, hvad ”racisme” er, hænger vi fast i den diskussion, som Dansk Folkeparti ønsker

Jeg drømmer ikke om at overbevise hverken Kjærsgaard, Espersen eller Henriksen om omfanget af diskriminationsproblemerne i Danmark. Men ved unuanceret at bruge etiketten ”racisme” om den brede vifte af etnisk, religiøs og kulturel profilering og diskrimination, gør man sig sårbar hos de mange mennesker, der godt kan se, at det hele ikke handler om ”race” og hudfarve, og som derfor ender med at trække på skuldrene og abonnere på Dansk Folkepartis snævre racismedefinition.

Overskriften racisme har en enorm appel. Vi ser for os identifikationsfigurer som Martin Luther King, Nelson Mandela og Anne Frank. Vi ser dræbte børn i Alabama, i Sharpeville og i Auschwitz. Og vi kan alle (formentlig fraset Helmuth Nyborg og nogle få andre) føle med disse helte og martyrer. Vi kan alle tage afstand fra massakrer og massemord. I den forstand er vi alle (undskyld, Helmuth Nyborg) anti-racister. Naturligvis.

Men så længe vi ikke er enige om, hvad ”racisme” er, hænger vi fast i den diskussion, som Dansk Folkeparti ønsker (”Findes racisme i Danmark?”).

De, der vil etnisk, religiøs og kulturel diskrimination og profilering til livs i Danmark, må spørge sig selv, om ”racisme” er den mest præcise overskrift, eller om det er på tide at udvikle et sprog og et eller flere mundrette begreber, der favner etnisk, kulturel og religiøs diskrimination og profilering, fremmedhad, fremmedfjendtlighed, fremmedfrygt og intolerance.

Måske bliver det nødvendigt, hvis vi, der vil bekæmpe diskriminationen, faktisk ønsker at ændre regler og normer og diskutere problemerne med andre end os selv og hinanden.


LÆS FLERE ARTIKLER AF NIELS ROHLEDER HER


Topillustration: Foto taget af skribenten.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Niels Rohleder (f. 1962) er ansat som presse- og kommunikationsrådgiver hos Dignity – Dansk Institut Mod Tortur.
Niels Rohleder er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole fra 1985 og har undervist i journalistik samme sted samt på Roskilde Universitet og på højskolerne Vallekilde og Krogerup. 1987-2003 var han ansat som journalist på Information. 2012-20 arbejdede han som rets- og migrationspolitisk rådgiver for Enhedslisten på Christiansborg. Under sin ansættelse var han medlem af Enhedslisten. Han er i dag ikke medlem af noget politisk parti.
Niels Rohleder er forfatter til to romaner og en debatbog.
Han er vokset op i Sønderjylland og bor i dag i København.

Seneste artikler om Debat

VISO

Viva VISO – #122

ESSAYSERIE – “Da Birk så begejstret fortæller, at han havde en lærer,