BIDEN OG MELLEMØSTEN // ANALYSE – Den amerikanske præsident Joe Biden skal i juli på rundrejse i Mellemøsten til blandt andet Israel og Saudi-Arabien. Hovedformålet med rundrejsen er at sikre stabilitet i regionen over for den evige ærkefjende Iran, herunder at få banet vejen for en normaliseringsaftale mellem Israel og Saudi-Arabien i forlængelse af de allerede eksisterende Abraham-aftaler.
Det kan ligne en alvorlig streg i Bidens regning, at den israelske premierminister, Naftali Bennett, i denne uge tog skridt til at opløse Knesset, landets parlament. Det betyder nemlig, at israelerne sandsynligvis skal til valg i oktober, og det betyder også, at Biden under sit kommende besøg kun vil møde lederen af en provisorisk regering med usikre fremtidsudsigter.
Et besøg af en amerikansk præsident kan på mange måder ses som en blåstempling af det siddende styre
Israel er utvivlsomt en vigtig brik i Bidens aktuelle planer. Oprindeligt skulle han have besøgt Mellemøsten i juni, men han udsatte rejsen en måned, fordi Bennetts usandsynligt brede israelske regering allerede på det tidspunkt vaklede. Der var derfor begrundet frygt for, at rejsen ville blive aflyst, men som en umiddelbar reaktion på Bennetts beslutning sent mandag aften om at opløse regeringen kom det fra Washington, at rejsen vil blive gennemført alligevel.
Udover besøgene til Israel og Saudi-Arabien kommer Biden forbi Ægypten, Irak, Jordan, Kuwait, De Forenede Arabiske Emirater (UAE), Qatar, Bahrain og Oman. Det er alle lande, der ser frem til et besøg af Joe Biden. For et besøg af en amerikansk præsident kan på mange måder ses som en blåstempling af det siddende styre.
Overordnet set skal Bidens besøg i regionen ses som en mulighed for at styrke samarbejdet landene imellem over for Iran.
Kronprinsen og præsidenten
Særligt Bidens besøg i Saudi-Arabien kan ikke undgå at være, hvis ikke decideret kontroversielt, så i hvert fald en noget halvpenibel affære. Først og fremmest på grund den noget makabre sag om drabet på den saudiske journalist Khashoggi i det saudiske konsulat i Tyrkiet i 2018.
Alle amerikanske efterretningsrapporter slog efterfølgende fast, at drabet blev udført på direkte ordre fra landets kronprins og de facto leder, Mohammed bin Salman. Daværende præsident Trump havde ikke det store tilovers for efterretningstjenesternes klokkeklare konklusion. Han noterede blot, at han ikke agtede at indføre sanktioner mod Saudi-Arabien; han ønskede ikke at sætte amerikanske arbejdspladser i våbenindustrien over styr herfor.
Helt anderledes i mælet var Biden omkring den saudiarabiske kronprins og dennes ansvar for drabet på Jamal Khashoggi. Op til sin tiltræden som præsident fastslog Biden, at han som præsident agtede at behandle kronprinsen som den paria, han rettelig var, for have stået bag mordet på den i USA bosiddende Khashoggi og for landets systematiske menneskerettighedskrænkelser.
Nye toner over for Saudi-Arabien
Selvom han siden sin tiltræden på bedste vis har ignoreret kronprinsen og kun været i direkte kontakt med kong Salman selv, var det særdeles nye toner, da en talsmand for Det Hvide Hus for nylig annoncerede Bidens forestående besøg i Riyadh.
Først og fremmest henviste man til, at den amerikanske regering havde genvurderet sine relationer til Saudi-Arabien, og at man ønskede at fastholde det årelange samarbejde mellem de to lande. Regeringen havde inden da tillige rost Saudi-Arabien for at have formået at fastholde en våbenhvile i det krigshærgede Yemen.
Med andre ord synes den ellers højtproklamerede paria-status for Saudi Arabiens kronprins at være fortid, en saga blot.
Olie, våben, stabilisering og samarbejde
Der er mange gode – ikke mindst økonomiske – grunde til, at den nuværende amerikanske regering kom på andre tanker og valgte at genvurdere sit forhold til Saudi Arabien. For selvom salget af våben til udenlandske regeringer er faldet med 21 % under Bidens regeringstid, har den amerikanske våbenindustri dog stadig tjent 103 milliarder US dollars i 2021.
Og trods en ny politisk linje under Biden, der ønsker at koble våbensalg sammen med en vurdering af menneskerettighedssituationen i landet, er der imidlertid stadig store summer at hente i at fastholde samarbejdet med Saudi-Arabien.
En sådan aftale mellem Israel og Saudi-Arabien vil på mange måder blive opfattet som en stabiliserende faktor over for den iranske trussel
Biden selv har fastholdt, at hans besøg i Saudi-Arabien ikke har noget at gøre med de nuværende skyhøje oliepriser, men at hans besøg alene er for at sikre Israels sikkerhed og et strategisk samarbejde over for den iranske trussel. Ikke desto mindre har Saudi-Arabien her kort forud for præsidentens besøg netop annonceret en stigning i den daglige olieproduktion. Iagttagere ser dette som en velment gestus forud for præsidentens forestående besøg.
Hvis der er hold i snakken på den mellemøstlige rygtebørs, har Biden nemlig tænkt sig at lancere en såkaldt normaliseringsaftale mellem Saudi-Arabien og Israel. En aftale på linie med de Abraham-aftaler, som under præsident Trump blev indgået mellem Israel og De Forenede Arabiske Emirater i 2020. Siden har Sudan, Marokko, Oman og Bahrain tillige tiltrådt Abraham-aftalerne og dermed anerkendt staten Israel.
Hemmelige forhandlinger
Den amerikanske regering har angiveligt længe kørt hemmelige forhandlinger mellem Saudi-Arabien og Israel for at få en egentlig normaliseringsaftale på plads mellem de to lande. Omdrejningspunktet er to små øer, Tiran og Sanafir, som ligger mellem Ægypten og Saudi-Arabien, og som kontrollerer indsejlingen til Aqababugten.
Siden staten Israels oprettelse i 1948 har øerne på skift været kontrolleret af Saudi-Arabien, Ægypten og Israel.
Fra et israelsk synspunkt er det vigtigt at sikre sig adgang til havnen i Eilat. Af samme grund erobrerede Israel øerne i henholdsvis 1956 og 1967, for begge gange at acceptere at levere dem tilbage til Ægypten. Først i 2016 medgav Ægypten, at øerne rettelig tilhører Saudi-Arabien. En udmelding, der afstedkom store protester imod landets præsident Sisi fra både oppositionen og landets domstole ikke mindst. Først i 2018 godkendte den ægyptiske højesteret, at øerne lovligt kunne tilbageføres til saudisk ejerskab.
Hele vejen igennem har Netanyahu spøgt i kulissen. På det seneste er det lykkedes ham at få et par medlemmer af regeringskoalitionen til at desertere, og dermed mistede Bennett sit yderst spinkle flertal
Israel har sagt, at landet gerne vil anerkende overdragelsen til Saudi-Arabien, hvis der bliver udstationeret en multinational styrke på øerne for at sikre skibstrafikken frem og tilbage til Eilat.
Netop kravet om den multinationale styrke har indtil videre været den største hindring for en aftale, for Saudi-Arabien ønsker ikke en sådan styrkes tilstedeværelse på øerne, men at man kan acceptere at holde øerne demilitariseret. Fra israelsk hold har udmeldingen hertil været, at hvis Saudi-Arabien kan stille andre sikkerhedsgarantier, herunder adgangen til saudisk luftrum, vil landet være åbent over for en normaliseringsaftale.
En sådan aftale mellem Israel og Saudi-Arabien vil på mange måder blive opfattet som en stabiliserende faktor over for den iranske trussel. Selvom aftalen ikke på nogen måde er i hus, vil den i givet fald kunne ses som en betragtelig styrkelse af den front mod Iran, som uden tvivl er Bidens egentlige hensigt i Mellemøsten, og dette er også grunden til, at han nok vælger at gennemføre rejsen, selv om et af omdrejningspunkterne, nemlig Israel, er blevet til en joker i hans kabale.
Netanyahu spøger i kulissen
Det netop udskrevne valg i Israel bliver det femte på knap fire år, og det truer med at kaste landet ud i det samme politiske dødvande, som herskede indtil Bennett præsenterede sin regering for et år og to uger siden.
Det skete, da han havde sammenflikket en koalition bestående af hele otte partier. Ideologisk var det en regering som spændte lige fra Bennetts nationalkonservatisme til den yderste venstrefløj, tilsat et parti med rod i islamisk konservatisme, og fælles for dette sammenrend var og er en vilje til at holde Likud-partiets Benyamin Netanyahu fra magten.
Lige fra starten har denne regering dog været skrøbelig, fordi den qua sin enorme ideologiske bredde har været ude af stand til at træffe de store og principielle beslutninger, som kunne være en genstart af fredsdialogen med palæstinenserne. Og hele vejen igennem har Netanyahu spøgt i kulissen. På det seneste er det lykkedes ham at få et par medlemmer af regeringskoalitionen til at desertere, og dermed mistede Bennett sit yderst spinkle flertal i Knesset.
Gennem nogen tid har Netanyahu helt klart taget tilløb til at sætte Bennett-regeringen fra bestillingen gennem et mistillidsvotum, og denne mulighed er stadig ikke udelukket. Hvis regeringen var faldet på den vis, ville Netanyahu automatisk blive udpeget til leder af den midlertidige regering frem til næste valg.
Det er denne udvikling, Naftali Bennett har imødegået ved selv tage skridt til at opløse regeringen. For så er situationen, at magten forbliver hos den siddende koalition. Lovforslaget til opløsning af Knesset var til førstebehandling onsdag, og det skal gennem yderligere tre behandlinger. Går det som Bennett har planlagt, kan vi altså forvente, at det træder i kraft tidligt i næste uge, og så vil premierministerposten – som statueret i koalitionsaftalen – tilfalde hans partner i samarbejdet, Yair Lapid.
Det kan være netop her, Joe Biden lægger sine forventninger. Lapid står i spidsen for centrumpartiet Yesh Atid, og han er langt mere åben over for en mulig fredsdialog med palæstinenserne og vil også indtage en langt hårdere linje over for bosætterne på Vestbredden. Dette rimer godt med Bidens syn på situationen i Mellemøsten, så heri ligger altså en god grund til at besøge et Israel, hvor premierministeren, Yair Lapid står over for en barsk valgkamp, hvor hovedmodstanderen er Benyamin Netanyahu.
Udlandsredaktør Hans Henrik Fafner har medvirket til denne artikel.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
