ANALYSE // MELLEMØSTEN – Tidligere statsledere og andre europæiske udenrigspolitiske aktører på højt niveau advarede i et åbent brev før påske offentligheden imod den amerikanske præsident Donald Trumps kommende plan for fred i Mellemøsten. Fejler Trump, må Europa gribe tøjlerne, mener de. Men er frygten begrundet? Har Trump en chance for at gennemføre, hvad præsidenten selv kalder ”Deal of the Century”?
Søndag den 14. april, 2019 kunne avislæsere i flere europæiske lande studere et usædvanligt brev. Budskabet var en utvetydig advarsel imod den amerikanske præsident Donald Trumps plan for fred i Mellemøsten og en opfordring til EU om at gribe tøjlerne. Afsenderne var ingen ringere end en udsøgt gruppe bestående af 37 tidligere europæiske udenrigsministre, statsledere og NATO-generalsekretærer.
Brevet er usædvanligt, både fordi det udgør et åbent og markant mistillidsvotum til USA i rollen som ”honest broker” – uvildig mægler – i konflikten mellem israelere og palæstinensere og – ikke mindst – fordi Trump faktisk endnu ikke har offentliggjort sit udspil om fred i Mellemøsten. Planen, som Trump med vanlig sans for det storladne, påstår lægger op til en ”Deal of the Century” – århundredets aftale – har været undervejs siden præsidentens første måneder i Det Hvide Hus og iagttagere mener, at planen vil blive offentliggjort i løbet af maj 2019.
Trump arvede håbløs situation
Planen er ventet med spænding, ikke kun fordi den vil være Trump-regeringens første samlede udspil om den israelsk-palæstinensiske konflikt, men også fordi konflikten på det seneste er spidset til. Under den israelske premierminister Benjamin Netanyahus møde med Trump i Washington i slutningen af marts fandt heftige kampe, der blandt andet involverede israelske kampfly, sted i Gaza, en landstribe på blot 360 km2, som Israel erobrede fra Egypten under krigen i juni 1967. De begrænsede stridigheder har til stadighed potentialet til at udvikle sig til en storkonflikt i lighed med de kampe, der i marts 2018 kostede mindst 168 mennesker livet og sårede tusinder.
Baggrunden for det åbne brev er, at statslederne frygter, at Trumps plan vil ødelægge muligheden for oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat og dermed en fredsaftale, som kan tilfredsstille begge parter nok til at være levedygtig.
Trump arvede altså en situation, som var vanskelig grænsende til det umulige. Men indtil videre har præsidenten ikke gjort noget for at ændre kursen til det bedre
Lad det være sagt med det samme: Præsident Trump har ikke skabt den nuværende ulykkelige situation. Allerede i april 2013 erklærede John Kerry, udenrigsminister under præsident Barack Obama, at chancen for en selvstændig palæstinensisk stat – et implicit ønske i den amerikansk styrede fredsproces – i hvert fald siden præsident Bill Clintons tid – var ved at glide parterne af hænde: ”Jeg tror, at muligheden for en to-statsløsning er ved at være forpasset. Jeg tror, at vi har begrænset tid – et år til halvandet, måske to, så er det forbi”, sagde Kerry dengang til Kongressen.
Året efter kollapsede forhandlingerne, uden at Obama formåede at få processen på sporet igen.
Opgiver ”jord-for-fred”-politik
Trump arvede altså en situation, som var vanskelig grænsende til det umulige. Men indtil videre har præsidenten ikke gjort noget for at ændre kursen til det bedre. Tværtimod. Kritikernes største anke mod Obama er, at præsidenten så gennem fingre med israelernes udbygning af bosættelser på besat område, bebyggelser, som forhindrer, at de palæstinensiske territorier kan opnå reel selvstændighed og som FN’s Sikkerhedsråd har fastslået er ulovlige.
Trump gik et skridt videre og anerkendte i december 2017 Jerusalem som Israels hovedstad. I marts dette år anerkendte Trump desuden Israels overherredømme over Golanhøjderne. Begge handlinger indikerer støtte til ensidige israelske synspunkter. Både Østjerusalem og Golanhøjderne er af Israel erhvervet under krigen i 1967 (fra henholdsvis Jordan og Syrien) og annektering er ulovlig ifølge FN-resolution 242, der fastslår ”det utilladelige i at tilegne sig territorium ved krig”.
Trumps politik er desuden i modstrid med den hidtidige amerikanske politik, der går ud på, at de af Israel besatte territorier skal rømmes eller indgå i en aftale, som begge parter kan blive enige om. Doktrinen om ”land for fred” har siden 1967 udgjort én af den amerikanske mellemøstpolitiks faste hjørnestene og er så grundfæstet, at Reagan-regeringen afbrød det såkaldte Memorandum of Understanding, en vigtig aftale, som sikrer Israel finansiering af militærhjælp fra USA, da Israel i 1981 annekterede Golanhøjderne.
I stærk kontrast til Reagans reaktion præsenterede Jason Greenblatt, én af medforfatterne til Trumps kommende plan for fred, onsdag den 17. april i et tweet et kort over Israel, som inkluderer Golanhøjderne. Kortet var i Greenblatts tweet ledsaget af teksten: ”Velkommen til den nyeste tilføjelse til vores internationale kortsystem”.
https://twitter.com/jdgreenblatt45/status/1118234058872512518
Kan Trumps forfængelighed redde freden?
Trump er imidlertid kendt for at være villig til at vende på en tallerken, så en fuldstændig retningsændring i Mellemøsten kan ikke udelukkes. Hvis det sker, kan Trump blande kortene på en helt ny måde og udnytte sine fordele. Til fordelene hører Trumps intense ønske om at gå over i historien som en stor præsident. Og intet vil være større end at skabe fred i Mellemøsten, et faktum, som præsidenten naturligvis er klar over.
”Det er interessant. Hele mit liv har jeg hørt, at den mest krævende af alle aftaler – når man taler om krævende aftaler – og vi kan alle lide aftaler, men den mest krævende af dem alle vil være at skabe fred mellem Israel og palæstinenserne”.
”De siger, at det er umuligt at lave den aftale. Jeg ville elske at lave den.”
Trumps trang til storladen retorik får med rette politiske iagttagere til at trække på smilebåndet, men erfaringen viser, at chancen for at opnå fremdrift i Mellemøstforhandlingerne er dybt afhængig af præsidentens personlige engagement. Havde det ikke været for præsident Richard Nixon’s sikkerhedsrådgiver Henry Kissingers utrættelige penduldiplomati i 1969-1977 eller for præsident Jimmy Carters maraton-forhandlinger under Camp David forhandlingerne – bestræbelser, der blandt andet resulterede i den historiske fredsaftale mellem Egyptens præsident Anwar Sadat og Israels premierminister Menachem Begin, underskrevet i 1979 – havde der slet ikke været nogen amerikansk-ledet fredsproces.
Trump har fx under statsbesøg vist, at han tænker i personlige relationer. At han vil sætte sin personlige prestige ind på at opnå en løsning vil, alt andet lige, højne chancen for succes.
Trump holder desuden stædigt på, at han vil forhandle direkte. Præsidenten afskyr FN og andre overstatslige organisationer og vil selv tale med parterne. Historisk set har Trump en pointe. Fx blev Camp David-aftalerne kun mulige, fordi Carter-regeringen i 1977 eksplicit valgte at afvige fra de udsigtsløse Geneve-forhandlinger under FN’s generalsekretær og gøre fredsprocessen personlig.
Trump er desuden ikke bundet til en specifik udenrigspolitisk kurs. Præsidentens valgløfte om at gøre Amerika stort og ”sætte Amerika først” giver i forhold til vælgerne relativt frie hænder til at forfølge lige præcist det delmål, som han med rimelighed kan argumentere for tjener endemålet bedst. Jødiske vælgere er ikke afgørende, for de stemmer historisk set på Demokraterne.
Desuden er gruppen langt fra så homogen i forventningerne til politikken overfor Israel, som myterne antyder. Langt mere konsekvente er de kristne fundamentalister, som føler sig knyttet til Israel. Trump er imidlertid ikke valgt på grund af sine kristne værdier og kan derfor – måske – slippe af sted med en fredsløsning, der vil kræve endog betragtelige indrømmelser af Israel.
Visionen mangler
Men er alt dette så nok til at Trump kan hale århundredets aftale hjem? Hvad angår det personlige engagement i fredsprocessen er viljen i hvert fald ikke nok. Samtlige præsidenter, som har gjort en forskel i fredsprocessen – fra Carter til George Bush – har grundigt beskæftiget sig med processen i alle dens detaljer – eller i det mindste ladet deres højtstående ministre eller rådgivere terpe grænser, aftaler, historisk baggrund og konventioner. Trump lader imidlertid til at mene, at erklæringer om venskab, gensidig beundring og loyalitet er nok. Hvis Iran og Nordkorea er nogen rettesnor, vil også denne fanfare ende i varm luft og et forsigtigt tilbagetog.
Holdet bag Mellemøstplanen er heller ikke stærkt. Udfordringen der gennem de forløbne årtier har beskæftiget Amerikas mest veluddannede og mest erfarne mænd og kvinder varetages under ledelse af Jared Kushner, præsidentens svigersøn, og Jason Greenblatt, Trumps tidligere forretningspartner og advokat. Begge mænd har begrænset erfaring med diplomati og ringe kendskab til Mellemøstens politiske landskab. Kushner var stort set ukendt i Israels politiske cirkler, da Trump blev valgt i 2016.
Afsporingen af fredsprocessen risikerer at cementere den nuværende situation, hvor Israel langsomt men sikkert skaber ”facts on the ground” i form af bosættelser
Greenblatt fortalte i et interview med det israelske Jewish Telegraphic Agency i 2016, at han ikke havde talt med en palæstinenser, siden han i 1980’erne studerede i Israel. Greenblatts kontakter begrænsede sig dengang til ”arbejdere, gartnere og butiksejere”, fortalte han.
Hvad værre er, så mangler Trump en strategisk og ideologisk ramme at sætte fredsprocessen ind i. Henry Kissinger skabte fundamentet for fredsprocessen på en stærk strategisk vision, der gik ud på at imødegå Sovjetunionen med styrke og dermed skabe en balance, der ville minimere konflikter. ”Make America Great Again” er et fængende slogan, men Trump mangler overordnede principper, som dels kan udstikke kursen og dels bruges til at ”sælge” en fredsplan til amerikanerne – der alt andet end lige skal betale for resultatet både politisk og økonomisk. Netop manglen på strategiske visioner hvad angik Mellemøsten, var – mener mange iagttagere – præsident Obamas akilleshæl.
Den manglende vision understreger et andet og måske lige så alvorligt problem: Trump anvender stort set ikke det arsenal af ”soft power” – ikke-militære midler – som præsidenten har til sin rådighed. Præsident Carter blev grundigt til grin, da han under valgkampen i 1976 annoncerede, at han ville grundlægge sin udenrigspolitik på princippet om menneskerettigheder. I virkeligheden var menneskerettighedspolitikken en rationel begrundet tilgang, som skulle bruges til på én og samme tid at udstille den politiske undertrykkelse foretaget af ærkerivalen Sovjetunionen og på den anden side at genopbygge USA’s image som frihedens og retfærdighedens forsvarer – et ry som efter Watergate og Vietnam var mere end blakket.
Trump har ved at koble sig til rent militære løsninger og magtpolitik spændt ben for sig selv i forhold til en løsning i Mellemøsten
Menneskerettigheder var ifølge Carters sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski en moderniseret version af den rå, ureflekterede antikommnunisme, som spillede fallit i Vietnam og – som han udtrykte det i et memorandum – ”den lim, som holder udenrigspolitikken sammen”. Tilgangen gjorde det muligt for Carter/Brzezinski at foretage et kvantespring i fredsprocessen ved at involvere det palæstinensiske spørgsmål – en tilgang, der dengang var uhørt for en amerikansk præsident, hvor blot det at nævne et palæstinensisk folk var kontroversielt, grænsende til politisk selvmord.
Trump har ved at koble sig til rent militære løsninger og magtpolitik spændt ben for sig selv i forhold til en løsning i Mellemøsten. Fx har han skåret i støtten til både den palæstinensiske selvstyreenhed og til UNWRA, FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten – en handling, der ikke fremmer palæstinensernes håb for fremtiden og dermed aktier i en fredsløsning.
Sætter lederskab over styr
Trumps fokus på militær indsats er i tråd med idéen om at sætte Amerika først og dernæst løse konflikter ved at være ”tough” mod modstanderne. Præsidenten holder af at sammenligne sig selv med sin legendariske forgænger, Theodore Roosevelt. Roosevelt blev berømt for rådet om at føre udenrigspolitik ved at ”speak softly and carry a big stick”. Trump handler imidlertid stik modsat. Præsidenten er ikke ligefrem kendt for at tale sagte – hvilket i Roosevelt’s terminologi betød at benytte sig af ”soft power” i form af stille diplomati, politisk pres og solide efterretninger.
Fravalget betyder, at kæppen stort set er Trumps eneste middel. Det kan koste dyrt og Trump har – med sin i bund og grund sunde indstilling, at udenrigspolitiske eventyr skal kunne betale sig – allerede tilkendegivet, at hans budget i længden ikke rækker til alt for mange store kæppe.
Afsporingen af fredsprocessen risikerer at cementere den nuværende situation, hvor Israel langsomt men sikkert skaber ”facts on the ground” i form af bosættelser – med tilhørende militær tilstedeværelse – der vil forhindre oprettelsen af en levedygtig palæstinensisk stat. Alternativet til en to-stats-løsning er en enkelt stat, der enten vil indebære, at palæstinenserne bliver andenrangsborgere under apartheid-lignende forhold, eller at Israel må opgive sin særegne identitet som jødisk stat – konsekvenser, som er uacceptable for begge parter.
USA har – i modsætning til Rusland – alt at tabe og intet at vinde ved at holde konflikten i live. Blandt andet derfor må vi håbe, at Trumps trang til at lande århundredets aftale er stærk nok til, at præsidenten kan sparke fredsprocessen i gang igen
USA’s manglende engagement skaber et magttomrum med vidtrækkende konsekvenser. Øget risiko for terrorisme, som næres af den fortsatte konflikt, er en åbenlys risiko. Samtidig er Rusland allerede rykket ind i magttomrummet, blandt andet ved at indgå partnerskab med Egypten. Landet har været USA’s vigtigste arabiske partner i fredsprocessen, siden Kissinger og Carter i begyndelsen af 1970’erne ved en diplomatisk kraftanstrengelse vristede landet ud af den sovjetiske interessesfære.
Rusland og Egypten har hastigt nærmet sig hinanden siden november 2013, hvor den daværende forsvarsminister (den nuværende præsident) Abdel Fattah al-Sisi og udenrigsminister Nabil Fahmy mødtes med deres russiske kolleger, Sergei Shoigu og Sergej Lavrov i Cairo. Mødet var det første af sin art siden Sovjetunionens fald. Siden da har Egypten købt for adskillige mia. dollars militærudstyr fra Rusland og desuden underskrevet en kontrakt på russisk hjælp til at bygge Egyptens første atomkraftværk og fremtidige brændselsforsyninger, når værket, der skal ligge i El Dabaa ca. 130 km nordvest for Cairo, står klar i 2026.
USA har – i modsætning til Rusland – alt at tabe og intet at vinde ved at holde konflikten i live. Blandt andet derfor må vi håbe, at Trumps trang til at lande århundredets aftale er stærk nok til, at præsidenten kan sparke fredsprocessen i gang igen. Et stærkt amerikansk engagement udelukker imidlertid ikke, at EU tager medansvar for lederskabet. Om EU, der netop nu har egne problemer at slås med, formår at udfylde rollen er så en anden sag.
Foto: Benjamin Netanyahu og Donald Trump ved Ben Gurion airport 2017, Flickr.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
