VESTBREDDEN // REPORTAGE – Den aldrende Mahmoud Abbas prøver at signalere en form for normalitet, men det står temmelig klart, at han reelt er uden indflydelse på en udvikling, der radikaliseres.
KALKILIYA – Der er sket et mindre uheld i et af de centrale kryds i byen. Et par biler er stødt sammen, og mens sagen bliver ordnet i fred og fordragelighed, er der almindeligt trafikkaos. Kun et fåtal dytter, og det virker, som om alle bare ønsker at få det hele til at glide.
Der er almindelig hverdagstravlhed på hovedgaden i Kalkiliya, en palæstinensisk by med 70.000 indbyggere på Vestbredden. Den ligger helt op ad den grønne linje, som er grænsen mellem Israel og Vestbredden, og israelernes såkaldte beskyttelsesmur har for snart mange år siden rammet Kalkiliya ind, så der kun er én vej ind og ud ad byen. Men der er ingen militære vejspærringer, hvilket er noget af et særsyn her i området.
”Sådan har det altid været her i byen,” siger Muhammed Zaid, som tager imod. ”En gang imellem lukker israelerne byen af, men det varer sjældent mere end nogle timer, for Kalkiliya går for at være et stille sted, hvor der ikke rigtig sker noget. Det betyder, at økonomien har det godt. Masser af mennesker kommer hertil for at købe ind, og der kommer navnlig mange israelske arabere, fordi priserne er er en del lavere end ovre i Israel. Det er grunden til, at der altid er masser af biler på hovedgaden.”
Tiltagende kaos
Muhammed Zaid er journalist, men lever mest af det lille reklamebureau, han startede for en del år siden. Han nyder altså godt af den relative økonomiske velstand, som Kalkiliya oplever, men han er også til fulde klar over, at han lever på en ø af stabilitet midt i en virkelighed, der bliver mere og mere kaotisk.
”Hvis vi ser en lille smule ud over vores egen næsetip, er situationen deprimerende,” siger han. ”Håbet om fred og en meningsfuld dialog med israelerne har nok aldrig været mindre, end det er lige nu.”
Hvis man bare ser på nogle af de øvrige byer i området. Tulkarem, som ligger mindre end 20 kilometer mod nord, levede i årevis med nogenlunde den samme ro som Kalkiliya, men det er borte nu. Og i Nablus, den største by på den nordlige del af Vestbredden, er der nu næsten daglige sammenstød mellem væbnede palæstinensiske grupper og israelske soldater.
”Min yngste søn har forlovet sig med en pige fra Nablus, og jeg var derinde i går,” tilføjer han. ”Dér er situationen fuldstændig uholdbar.”
Det ligger lige for at forklare situationen som en effekt af den israelske regering, som trådte til den 29. december. Premierminister Benyamin Netanyahu er gået i koalition med den radikale højrefløj, og her i Kalkiliya er det især navnet Bezalel Smotrich, der giver genlyd.
Han står i spidsen for det lille parti Religiøs Zionisme, og han har skaffet sig posten som finansminister, men med en hel række beføjelser, der egentlig hører under forsvarsministeriet. Ad denne vej har Smotrich fået det endelige ord at skulle have sagt i civiladministrationen, som tilser en lang række forhold på Vestbredden.
Det er i denne funktion, Smotrich i sidste måned gav grønt lys for at genbefolke fire små bosættelser, som blev rømmet af daværende ministerpræsident Ariel Sharon i sensommeren 2005. Den mest markante af disse er Homesh, hvor unge bosættere allerede har etableret sig, selvom finansministerens beslutning endnu ikke er godkendt af regeringen.
”Smotrich er utroligt ødelæggende for situationen,” siger en grønthandler i Kalkiliya. Han præsenterer sig som Abed. ”Han har ingen respekt for tidligere indgåede aftaler, og han ønsker ingen fredsdialog, så jeg frygter, at han kan ødelægge det lidt, vi har tilbage.”
Men hvorfor skal det palæstinensiske selvstyre lege politibetjent for israelerne?
Muhammed Zaid
Smotrich, der selv er stærkt ideologisk bosætter med hjem i Kedumim midtvejs mellem Kalkiliya og Nablus, har blandt andet bebudet, at han vil fordoble antallet af bosættere på Vestbredden i løbet af de næste par år.
”Lige nu taler vi meget om jødernes natlige besøg i Nablus,” siger Abed hovedrystende.
Han refererer til en ordning, som blev indført i forbindelse med Oslo-aftalerne i 1993. Inde i Nablus, ikke langt fra byens store Balata flygtningelejr, ligger Josefs Grav. Det er et lille gravmæle, hvor den gammeltestamentlige Josef skal ligge begravet, og det har altid været valfartssted for ortodokse jøder.
I 1993 blev det aftalt, at en gruppe kunne tage ind og bede ved graven en enkelt nat hver måned, og det fungerede faktisk. Men i forbindelse med Al-Aqsa-intifadaen, som startede i september 2000, blev det stoppet for at blive genstartet mange år senere, men nu med stor militær eskorte. Smotrich har i de seneste måneder lagt en stor indsats i at optrappe arrangementet, så endnu flere pansrede busser og endnu flere soldater tager turen ind i Nablus.
Navnlig i de seneste måneder har dette ført til konfrontationer mellem de israelske soldater og væbnede palæstinensiske grupper. Dette har ført til klager fra israelsk side, hvor man stiller det palæstinensiske selvstyre til regnskab for ikke at sørge for at opretholde ro og orden i byen.
”Men hvorfor skal det palæstinensiske selvstyre lege politibetjent for israelerne?” spørger Muhammed Zaid retorisk.
Studentervalget på Birzeit
Svaret er nok også, at det palæstinensiske selvstyre, eller nok snarere præsident Mahmoud Abbas, reelt er ude af stand til at gøre noget, og det er det andet vigtige element i situationens alvor. At sætte sikkerhedsstyrker ind for at kontrollere situationen i det natlige Nablus – eller en lang række andre konfliktzoner for den sags skyld – ville virke stærkt provokerende på mange palæstinensere, og Mahmoud Abbas er godt klar over, at hans situation er skrøbelig.
Den nu 83-årige og sygdomssvækkede Abbas har siddet på præsidentposten siden valget i 2005. Det var ved den lejlighed, at den islamiske Hamas-bevægelse faktisk vandt valget, hvorpå Fatah, som er hovedfraktionen i PLO, kuppede sig til magten på Vestbredden, hvorpå Hamas tog fast greb om styret på Gazastriben.
Den dermed opståede kløft mellem de to er aldrig blevet overskredet, og i 2007 indledte israelerne blokaden af Gazastriben, hvilket kun har kompliceret sagen.
Ifølge loven skulle palæstinenserne have været til valg i 2009, men dette skete aldrig, og siden da har Abbas regeret gennem præsidentielle dekreter. Blandt de formelle forklaringer på de manglende valghandlinger fremfører Abbas, at israelerne ikke har tilladt palæstinenserne i Østjerusalem at deltage, men det er også en almindelig vurdering, at Abbas ganske enkelt frygter, at et valg skal føre Hamas til magten på Vestbredden.
”Præsident Abbas sidder i en umulig situation, når han hele tiden bliver overvåget af den israelske besættelse,” lyder det fra Muhammed Zaid.
Han understreger, at den palæstinensiske civilsektor, som skoler og sundhedsvæsen, i det store og hele fungerer, hvilket han tilskriver selvstyremyndighederne i Ramallah. Han glider dog af på spørgsmålet om, hvorvidt selvstyret og kredsen omkring Mahmoud Abbas kan betragtes som korrupt.
Hamas er formelt forbudt på Vestbredden, og sådan har det været i en årrække. Men organisationen lever i bedste velgående, og den bliver mere og mere tydelig
Han medgiver dog, at præsidenten i et vist omfang har mistet grebet om magten ved at henvise til Jenin. Det er en by i den nordligste ende af Vestbredden, som indtil for et par år siden havde et driftigt handelsliv. Dette er borte i dag, og byen er blevet til kampplads mellem israelske styrker og væbnede palæstinensiske grupper. Omsætningen hos de handlende i Jenin er imens faldet med mindst 60 pct. Sådan siger man i hvert fald i gaderne i Kalkiliya med angst i stemmen.
Hamas er formelt forbudt på Vestbredden, og sådan har det været i en årrække. Men organisationen lever i bedste velgående, og den bliver mere og mere tydelig.
Det fik vi klare signaler om i maj, da der blev afholdt valg til studenterrådet på to af Vestbreddens vigtigste universiteter. An Najar og Birzeit ligger begge i nærheden af Nablus og har, ligesom byen, traditionelt været højborge for Fatah.
Men på Birzeit erobrede Den Islamiske Alliance, som har uofficielle, men tydelige forbindelser til Hamas, hele 28 ud af de 51 pladser i rådet, mens Fatah blev reduceret til 18. Ved denne sjældne lejlighed til at gøre brug af deres demokratiske stemmeret sendte palæstinenserne et klart signal. Præsidenten har ikke længere kontrol over situationen, og det giver mere radikale kræfter nogenlunde frit spillerum.
På lånt tid
Man kan derfor se en form for parallel situation, der på den anden side er alt andet end parallel. Men i Israel hedder premierministeren Netanyahu, mens hans koalitionspartnere mere eller mindre kører deres eget løb. Det bedste eksempel på dette er Smotrich, der arbejder temmelig autonomt og i hvert fald på Vestbredden ser ud til at have den egentlige magt.
Mahmoud Abbas befinder sig i nogenlunde samme situation. Han har ganske vist ingen fribyttere i sin egen kreds af ministre, men til gengæld har han Hamas og de islamiske grupper, der på mange måder har fat i den lange ende.
Der har været optræk til palæstinensiske protester mod tingenes interne tilstand i selvstyret. Der er endda dem, der siger, at de dramatiske israelske protester mod Netanyahu-regeringen er kilde til inspiration for noget lignende blandt palæstinenserne.
Der har været sporadiske demonstrationer i Ramallah, hvor de palæstinensiske selvstyremyndigheder holder til, og der er små oppositionsgrupper, der kæmper for demokratisk medindflydelse og protesterer mod den udbredte korruption.
”Det altoverskyggende problem er dog fortsat besættelsen, og alene af den grund har en palæstinensisk protestbevægelse vanskeligt ved at løfte sig,” siger Ghassan Khatib, der er professor i statskundskab ved Birzeit.
Men han påpeger også, at splittelsen mellem Fatah og Hamas er en stor hindring for en samlet folkelig protest, og hertil kommer hele den politiske struktur. Denne udgøres for en meget stor dels vedkommende af PLO, som er paraplyorganisation for 14 forskellige partier og bevægelser.
Langt den største er Fatah, hvis leder er Mahmoud Abbas, som samtidig er formand for PLO, og hovedparten af de øvrige er stort set uden indflydelse. Dette gør det utrolig vanskeligt at etablere en sammenhængende opposition til Abbas’ styre.
Hele situationen, som altså er formet af besættelsen under administration af folk som Smotrich kombineret med en klar følelse af selvstyrets uformåen på en række vigtige områder, har således ført til en skærpelse af konflikten. I dagens Nablus opererer således en ny væbnet gruppe, der går under navnet Arin al Usud – Løvens Hule. Den står bag en lang række angreb på navnlig israelske bosættere og er et tydeligt vidnesbyrd om en tiltagende voldsspiral.
”Jeg er stadig medlem af det palæstinensiske journalistforbund, hvor vi for nylig traf en bekymrende beslutning. Fordi israelerne nu nægter palæstinensiske journalister adgang til Israel, har vi anbefalet, at israelske kolleger også skal udelukkes fra palæstinensisk selvstyreområde,” forklarer han dystert. Han betragter beslutningen som helt fair, selv om han godt ved, at den er med til at forhindre gensidig dialog og forståelse og bidrager til en eskalering af konflikten.
Han forklarer, at hans ældste søn for flere år siden flyttede til Dubai, hvor han nu har en veldrevet forretning, og hans yngste søn – ham der er forlovet med pigen fra Nablus – nok gør det samme. Det er svært at få øje på nogen fremtid hjemme i Kalkiliya.
Ude på gaden fortsætter livet. I krydset på hovedgaden er der ingen tegn på trafikuheldet tidligere på dagen, og den tætte trafik glider. Der er kunder i butikkerne, og alt synes at fungere. Men over byen hviler også en stemning af, at alt dette måske kun er på lånt tid.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
