ESSAY – På en halv time kan man ændre livet til det gode for en lille pige med gane-læbespalte, der ellers ikke ville have en fremtid på grund af skikke og uvidenhed, skriver Birgitte “Bibs” Carlsen, der har boet og arbejdet i New York i 25 år som operations-sygeplejerske. Hendes beretning giver et sjældent indblik i livet som udsendt kirurgisk volontør og handler om hjælp og moral – men også om egen Weltschmertz og Wanderlust.
NEW YORK – For nylig modtog jeg en gruppebesked på Whatsapp, hvor der stod: Hvis du bor i nærheden af en discountbutik, så køb lige 20 graviditetsprøver.
Og nej, jeg er ikke medlem af en in spe mødregruppe for in-vitro-behandlede postmenstruelle barnløse kvinder, men derimod i gang med forberedelserne til en kirurgisk mission i Peru.
Vi er et hold på 24 professionelle og logistikere, som ifølge planen skal operere omkring 60 peruvianere for cholecystitis (galdeblærebetændelse), brok og det vi indenfor professionen kalder ‘lumps and bumps’ (knuder og buler) . Og vi opererer af princip ikke på gravide kvinder, medmindre det er absolut nødvendigt. Så derfor graviditetsprøverne.
Jeg bryder mig egentlig ikke om ordet “mission”. Det leder tanken hen på proselytering, religiøse omvendelsesritualer og potentiel undertrykkelse. Jeg vil hellere kalde det medicinsk/kirurgisk volontørprojekt
Det er min første mission med ISHI, International Surgical Health Initiative, men min 16. mission som volontør for kirurgiske missioner. Jeg bryder mig egentlig ikke om ordet “mission”. Det leder tanken hen på proselytering, religiøse omvendelsesritualer og potentiel undertrykkelse. Jeg vil hellere kalde det medicinsk/kirurgisk volontørprojekt. Desuagtet ordvalget, har det været en del af mit liv de seneste 14 år.
Min første oplevelse som volontør var i Ghana med en gruppe, der overvejende opererede børn med skolioser.
Derudover har jeg deltaget i Operation Unified Response, et multi-organisatorisk projekt, der blev mobiliseret efter jordskælvet i Haiti i 2010 og hvor jeg arbejdede som kirurgisk sygeplejerske på et amerikansk flådehospital The USNS Comfort, undervisningsrotationer i Rwanda på hospitaler bygget af den Boston baserede organisation Partners in Health og et pionerprojekt i Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo) rettet imod kvinder med obstetrisk fistel.
Det er i øvrigt et udbredt og katastrofalt ubehandlet problem, som rammer kvinder, der ikke har adgang til præ- og perinatal pleje og gør dem inkontinente på livstid.
Operation Smile
Langt de fleste af de projekter, jeg har deltaget i, har været med Operation Smile, en organisation med hovedkvarter i Virginia, grundlagt i 1982 af ægteparret Kathy og Phil Magee, henholdsvis kirurg og sygeplejerske. Siden grundlæggelsen har organisationen opereret over 200.000 mennesker, overvejende børn, med læbe-gane spalte.
I værste fald betragtes det som en forbandelse, ”det onde øje”, Guds straf, hvor hele familien kan blive udstødt af samfundet. Det er hjerteskærende at være vidne til, navnlig når korrektionen af i det mindste læbespalter er forholdsvis enkel og hurtig
Cirka 2 ud af hver 1000 børn fødes med læbe-gane spalte i den vestlige verden, men forekomsten er hyppigere i Asien, Afrika og Latinamerika. Der formodes at være en genetisk komponent, og miljømæssige faktorer, som f.eks rygning, spiller muligvis en rolle, men intet er bevist (i forbindelse med Operation Smile’s 25-års jubilæum under en kampagne, hvor organisationen arrangerede:
The Largest Simultaneous Medical Mission of Its Kind, World Journey of Smiles IncludingParticipation of More Than 1,700 Volunteers.
Her blev der taget DNA prøver af 4200 individer med spalter. Materialet blev analyseret på Yale University, men resultaterne var inkonklusive.
Sværhedsgraden af spalter rangerer fra en lille defekt i læben til et bilateralt krater, der strækker sig gennem gumme, hård og blød gane. Udover de indlysende kosmetiske indvirkninger, har spalter, navnlig ganespalter, dramatiske konsekvenser.
Der kan være livstruende ernæringsmæssige problemer, fordi barnet ikke kan danne det normale vakuum, der gør barnet i stand til at die, og mælken, og senere maden løber så ud gennem næsen.
Det giver også ofte problemer med hørelsen, det kaldes på engelsk glue ear.
Dernæst opstår taleproblemer, fordi hullet i ganen komplicerer normal lydformation. Hvis der ikke bliver grebet ind indenfor de første fem leveår, er sprogprognosen meget dårlig, da talecentret skal stimuleres og udvikles indenfor det tidsrum.
Jeg har mødt 7-årige tvillinger i Nicaragua, som forældrene troede var retarderede, fordi børnene ikke kunne udtrykke sig selv ordentligt. De blev aldrig talt til, selvom de forstod, hvad der blev sagt, og var som følge deraf sprogløse, bortset fra et internt kommunikationssystem af lyde, som kun de to forstod.
“Det onde øje”
De kosmetiske problemer er ofte lige så invaliderende som de funktionelle, noget afhængig af hvor barnet bliver født. Mange børn går ikke i skole, fordi de bliver drillet. Det er tit overtro forbundet med fænomenet: Barnet blev født, da det var fuldmåne eller tordenvejr, eller der løb et vildsvin forbi huset, da moderen fik veer.
I værste fald betragtes det som en forbandelse, ”det onde øje”, Guds straf, hvor hele familien kan blive udstødt af samfundet. Det er hjerteskærende at være vidne til, navnlig når korrektionen af i det mindste læbespalter er forholdsvis enkel og hurtig.
Så formålet er at være i stand til at håndtere alle problemer forbundet med læbe-gane spalter for det multidisciplinære team, der rejser ud i de omkring 40 lande, hvor OS opererer.
Jeg går ikke som sådan rundt og bærer på den skinbarlige arvesynd, men jeg har et problem med, hvad jeg som hvid repræsenterer. Og jeg ser volontørarbejde som en mulighed for på et meget beskedent plan at rette lidt op på ubalancen
Et basishold består af plastikkirurger, narkoselæger, intensiv børnelæge, operationssygeplejersker, præ- og post-operative sygeplejersker, opvågningssygeplejersker, child life specialist, klinisk koordinator, logistisk koordinator, tandlæge, diætist, talepædagog, medicinsk ingeniør, journalførere og fotografer.
Derudover er der næsten altid high school og/eller college elever, som hjælper med forefaldende arbejde, og undertiden en eller flere sponsorer.
En mission varer i reglen 10-12 dage. Første dag er screening, åbning og fordeling af cargo og opsætning af operationsstue, opvågning og præ/post op. Vi medbringer alt, fra narkoseapparater til stikpiller, og håber så, der er nok møblement til, at vi kan operere på 4-5 patienter kontinuerligt i dagtimerne fra mandag til fredag. Som regel når vi at formidle korrigerende kirurgi til 125 til 150 mennesker i løbet af en mission.
Hvorfor gør jeg det?
Så hvorfor er det lige, man tilbringer sin ferie på at arbejde, ofte under suboptimale forhold, hvor lyset går ud og vandforsyningen forsvinder, uden toiletpapir, WC-bræt og aircondition, når man kunne sidde under en palme og drikke en cocktail med en parasol i?
Det korte svar er: Fordi man kan. Fordi intet menneske bør være tvunget til at leve med et så livstruende, men samtidig enkelt korrigerbart problem. Men så enkelt er det selvfølgelig ikke. Jeg stiller ofte mig selv det selvsamme spørgsmål midt under eller efter en tur i Afrika, hvor jeg er udmattet, svedig, sulten og måske lidt syg.
Der hersker en helt speciel korpsånd under missionerne. Holdet består med få undtagelser af topmotiverede, fleksible humanister, der gør rent, flytter kasser, krammer løs på børn, der aldrig har været i bad, bliver tisset og bøvset på, og trives storartet med det.
Jeg har været i Madagaskar med et hold på næsten 80, der bestod af katolikker, jøder, buddhister, muslimer, episcopalere, hinduer og ateister fra 15 forskellige lande. De havde alle det samme mål: At reparere de knækkede smil.
Dermed ikke sagt, at vi alle arbejder ud fra helt den samme filosofi.
Alle de lande, jeg har været volontør i, med undtagelse af Etiopien, har været koloniseret og undertrykt af personer, der havde meget tilfælles med mig genetisk og kulturelt – dog ikke holdningsmæssigt.
Jeg går ikke som sådan rundt og bærer på den skinbarlige arvesynd, men jeg har et problem med, hvad jeg som hvid repræsenterer. Og jeg ser volontørarbejde som en mulighed for på et meget beskedent plan at rette lidt op på ubalancen.
Den dag i dag lever millioner af mennesker med de negative biprodukter af kolonisation, som fattigdom, korruption og manglende infrastruktur, såvel som med neokolonistiske konsekvenser, hvor befolkningen i et land som fx DR Congo ikke profiterer på landets ressourcer. Stort set alle mobiltelefoner indeholder tantalum fra DR Congo, og landets forekomst af guld, sølv, kobber og diamanter osv. er formidabelt. Men til trods for det, har DR Congo et af verdens laveste BNP’er per indbygger og rangerede som nummer to fra bunden i FN’s Human Development Index i 2014.
Jeg føler mig moralsk forpligtet
Min opfattelse er ikke nødvendigvis et koncept, der deles af alle frivillige. Der er en tendens til, navnlig blandt førstegangsvolontører, at fokusere på, hvor meget de ofrer for sagen, økonomisk, tidsmæssigt og personligt, og hvor meget prestige og spotlight, de synes, de skal have for det.
Det kan også give sig udslag i en adfærd, der efter min mening er arrogant og ligefrem neokolonialistisk, som når holdmedlemmer synes, det er okay at lade aircondition køre på hotellet i 12 timer, mens vi er på arbejde, eller siger, “jeg er ligeglad, jeg krammer en buddhistisk munk, hvis det passer mig”.
En god plastikkirurg kan derimod korrigere en unilateral læbespalte på en halv time! Så det at deltage i en OP-Smile mission, er overordentlig befordrende for mentalhygiejnen. Det er ret fantastisk at se en nyopereret se sig selv i et spejl for første gang
Jeg er heller ikke tilhænger af de daglige “mental-onani” seancer, hvor vi klapper af os selv, fordi vi slog rekorden i form af antallet af operationer på en dag eller uge. Jeg synes ikke, vi gør os fortjent til helgenstatus, fordi vi deler privilegier, vi i nogen grad nyder på det pågældende lands bekostning.
Men selvfølgelig er der en personlig tilfredsstillelse i at deltage i projekterne.
Til daglig er jeg operationssygeplejerske på et cancerhospital på Manhattan. Det er et ufravigeligt og deprimerende faktum, at mange af mine patienter ikke bliver helbredt. selvom de har gennemgået operationer, der kan tage op til 20 timer.
En god plastikkirurg kan derimod korrigere en unilateral læbespalte på en halv time.
Så det at deltage i en OP-Smile mission, er overordentlig befordrende for mentalhygiejnen. Det er ret fantastisk at se en nyopereret se sig selv i et spejl for første gang. Og endnu mere fantastisk at se forældrenes reaktion, når det er lykkedes at få barnet opereret, før det er gammelt nok til at forstå hån og afvisning.
Vi havde en far til to-årige tvillinger, som hulkede ubehersket i tre kvarter, fordi den datter, han troede aldrig ville få en uddannelse eller kunne blive gift, nu havde muligheden for et normalt liv, ligesom som sin søster.
Man skal heller ikke undervurdere værdien af at få udviklet sin kulturelle sensitivitet. Som volontør flyver man bogstaveligt ind under turistradaren og får en meget personlig tilgang til befolkningen. Det er et stort privilegium.
Viden om skikke er nødvendig
Men det er vigtigt at lytte og indleve sig i skikke. Og fx ikke berøre andre med venstre hånd (som man tørrer sig med) i nogle lande. Når man danner en ring af tommel- og pegefinger for at sige ”alt okay” betyder det i DR Congo, at man er satanist. Selv med de bedste hensigter, kan man begå fadæser.
Og her i Peru, efter at vi var færdige med de planlagte operationer i Trujillo, havde jeg fornøjelsen af at kysse en lama i Machu Picchu. Jeg havde munden fuld af cocablade
Alle med enhver tænkelig association med sundhedsvæsenet dukker op på operationstuen, når vi arbejder, og det kan være uhensigtsmæssigt, når vi skal bibeholde sterile felter. Så koordinatoren smed alle ud, der ikke havde en funktion. Inklusiv en høvdingesøn i DR Congo – som, nej, ikke var identificerbar via leopardskind og spyd, men havde grøn uniform på som alle os andre.
Det tog en del diplomati mellem organisation og hospitalsledelse at få genetableret den gensidige respekt.
Jeg har konkluderet, at jeg via mine volontøropgaver formår at kombinere min Weltschmertz og min Wanderlust. Jeg prøver altid at tilbringe noget tid efter ”missionen” i landet. Jeg fik set Angkor Wat i Cambodia. Har siddet på stranden i Boracay i Filippinerne og haft siesta med en gorillafamilie i Rwanda.
Og her i Peru, efter at vi var færdige med de planlagte operationer i Trujillo, havde jeg fornøjelsen af at kysse en lama i Machu Picchu.
Jeg havde havde munden fuld af cocablade. Det hjælper på ubehaget og symptomer forbundet med at opholde sig i 2,5 kilometers højde, hvor iltindholdet i luften er væsentligt lavere end ved havets overflade.
Nu sidder jeg her i New York og tænker på, om jeg skal sige ja til Sierra Leone i marts næste år.
Topfoto: Skribenten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
