NOVELLE – Bilerne passerer under broen med en rå susen. Han står med sin datter i hånden. Månen hænger som en sabel over bjergene. Hendes sorte hår er uglet og hun har lang, mørnet frakke på. Stemmen er spinkel, men fast. Hun kan godt. Det siger hun til sin far. Hun er ingen lille pige længere. Hun ved at de må væk og hvad de skal gøre.
Det skal være en lastbil, så lang som muligt, der kører så langsomt som muligt. Han holder fast om hendes hånd. Det er et stift blik, der kigger op på ham. Han får øje på en lastbil på den anden side af broen og venter på, den dukker op under dem. Han har brug for mere trafik, mindre fart.
Rækker af lys blinker i mørket. Som granater. Han beder til sin gud. Han beder med hele hjertet og sætter sig på hug for sin datter. Hun har sår i panden og smalle øjne. Der er flere biler på motorvejen nu. Bilosen blander sig med lugten fra hans tørre mund. Måske kører de langsommere nu. Måske er der snart en chance. Han fortæller sin datter at han elsker hende. Højere end noget andet. Hun spørger om han stadig elsker mor. Selvfølgelig gør han det. Sådan vil det altid være.
Noget trækker i ham, river, skraber i hans indre. Han rejser sig og støtter sig til broens beton. Hænderne strammer om det kolde rækværk. Bilerne under broen lyder som bølger. Som gamle dage. Der er ikke meget tid.
***
– Hør nu hvad jeg siger, det er menneskeligt affald, men det vil ikke fortsætte sådan, det lover jeg. Selvfølgelig vil det ikke fortsætte, og hvis ikke jeg gør det, så gør nogle andre. Nu er jeg bare så heldig, at I betror mig opgaven, som består i at sende det hele hjem igen. Tak for det.
Palle vifter en mikrofonstang væk, som er ved at ramme ham i ansigtet. Polititapen løber fra træ til træ omkring ham i parken og en mindre skare har samlet sig omkring optrinnet.
Ove trækker en gyldent indbundet bog op ad sin rygtaske. Ringen af politimænd omkring optrinnet holder øje med mennesker på plænen, med cyklister der kører forbi
– Men hør, jeg har noget helt særligt til jer i dag. Det kan godt være, nogen synes, jeg går over grænsen, men det vil vise sig. Det vil vi få at se. Jeg har et partimedlem med her, et fremragende medlem, han hedder Ove.
En langhåret mand med kraftigt, mørkt overskæg træder frem. Der lyder nogle råb fra de forsamlede mennesker.
– Ove her, han skal vise os, hvad han mener om Koranen, om luderbogen. Det har jeg gjort mange gange, men nu skal vi se noget andet. Ove, er det ikke rigtigt?
Ove trækker en gyldent indbundet bog op ad sin rygtaske. Ringen af politimænd omkring optrinnet holder øje med mennesker på plænen, med cyklister der kører forbi. Ellers kigger de tomt ud i gråvejret. En journalist bøjer ind sig over polititapen og spørger, hvad der skal ske.
– Du må vente, siger Palle med et overbærende ansigt. Manden med overskægget klaprer lidt med bogen, åbner den så helt op og lægger den på den fugtige plæne. Palle fortsætter.
– Denne demonstration har til formål at vise, hvad koranen er værd. Og hvad Danmark er værd. Riget er truet, og det består ikke så længe luderbogen findes. I hvert fald findes i Danmark. Derfor vil vi nu vise hvad den også kan bruges til. Ove?
***
Hun siger til sin far, at hun ved det bliver anderledes på den anden side. Han kysser hende på panden og skægget stikker. Hun kan godt lide måden, det stikker på. Hans skæg er blevet stort og gråt på hagen. En patruljevogn kører under dem, og de kryber sammen i mørket. Hans tøj lugter af jord, mens hans arme er stærke. Han siger, at det snart er overstået. Hun nikker og lægger hovedet på hans skulder. Lyset fra patruljevognen blander sig med striben af billygter og forsvinder. Langt væk rejser de brede bjerge sig. De kigger ind i et andet land. Han siger, at han ikke vil miste hende. Hun er det eneste, som betyder noget for ham. Broens rækværk er lavt og det er ikke svært at kravle over. Hun siger til ham, at det er ok. En gadelygte flakker og han misser med øjnene. Flere lastbiler passerer under broen, men ingen er store nok. Lyden af biler bliver næsten til en rytme. En susende takt der fortsætter natten igennem. Hun snøfter og tørrer ansigtet med frakkeærmet. Frakken er tung, og hun slæber den efter sig som en gammel kappe. Han holder øje med hvilke lastbiler der nærmer sig. Så siger han at hun skal gøre klar til at kravle over rækværket.
***
– Ja, hej hej, derovre, jeg kan se, at I er vrede over, at vi kommer her i jeres taberghetto, men det kan I ikke gøre noget ved, kan I?
Palle sætter hånden til øret, hvis gruppen af højlydte arabere med kasketter vil sige noget. Ove kaster det lange hår til side og løsner sit bælte. Nogle sider blæser op i bogen på plænen og han bøjer bogryggen, så de falder på plads. Han betragter tilskuerne, politiet der står med korslagte arme, kameraerne, betonbyggerierne der omgiver det hele.
Hans kone. Hendes hvide, livløse ansigt med jord i øjenvipperne. Den åbne mund og de knækkede tænder. Hans kinder føles kolde, indsunkne. Som om aftenvinden blæser lige igennem ham
– Når man kommer fra lorteland, så kan man ikke bo i Danmark, siger Palle, – vi har 700.000 fremmedfjender i kongeriget, og det er meget, meget enkelt hvad vi skal gøre med folk, når de ikke kan være en del af demokratiet. De skal ikke integreres, de skal ikke assimileres, de skal ud!
Flertallet af politibetjente koncentrerer sig om at dæmpe de ophidsede arabere. Med hængende bukser lægger Ove bogen yderligere til rette på plænen.
– Hov, det er jo luderbogen der ligger der. Det er ghettotabernes bog. Hvad nu, Ove?
En spinkel fyr i store bukser løber forbi politiet og under polititapen. I næste nu får en betjent får fat i hans ankler, slynger ham omkuld på græsset og lægger sig tungt ovenpå ham. Ove trækker bukserne ned og sætter sig i skrædderstilling over Koranen. Han bider tænderne sammen og panderynkerne træder frem. Palle hæver hænderne med spredte fingre mod himlen.
– Ove, hvad laver du? Er det virkelig hvad jeg tror det er?
***
En lang, hvid lastbil med forlygter på taget nærmer sig. Han holder godt fast i sin datter og træder et lille, hurtigt skridt tættere på kanten. Hun nikker to gange og gør sig hård, gør sig hurtig, som han har sagt hun skal. Det bliver ok. Hun kigger ned, på vejen, på bilerne, på sine sko hvor et snørebånd er gået op. Lastbilen forsvinder under broen og motorlyden opsluges afbetonen. De vil nå frem. Han tager en dyb indånding. Hans kone. Hendes hvide, livløse ansigt med jord i øjenvipperne. Den åbne mund og de knækkede tænder. Hans kinder føles kolde, indsunkne. Som om aftenvinden blæser lige igennem ham. Som om han kunne springe og svæve bort med sin datter. Hendes hånd ryster i hans. Han føler sig tung. Let. Stærk. Svag. Der er et andet liv. Så skyder lastbilen frem under dem. Køleren og førerhuset med de høje lygter. Han mærker et ryk, i armen, i hånden, et lille ryk fra sin datter. Det er nu. Det er ikke noget han gør. Det sker bare. Lastbilens lange hvide vogn ruller frem. Motorlyden stiger op og himlen er sort. De springer.
***
– Jeg gentager gerne, affald, det er hvad det er. Få nu de homotabere væk herfra.
Ove er ved at presse orangebrun nødtørft ned over Koranen, mens politiet bugserer de mest aggressive unge arabere væk. Hans baller er plettet af knopper og han sidder med hænderne på lårene, mens han svajer frem og tilbage over græsset. Lorten lægger sig i kringleform i den åbne bog og en spids lugt breder sig omkring ham.
– Hold da op, det er ulækkert, triumferer Palle og sætter fingrene for næsen.
– Det går ikke dét der, siger en politikvinde. Der bliver råbt og skreget længere væk på plænen, og Ove kigger med løftede øjenbryn op på betjenten. Så presser han igen og dækker de opslåede sider med resten af sin lort.
– Ja, jer derovre, hjemme er godt, husk på det!
– Hørte du hvad jeg sagde? siger betjenten.
Ove rejser sig og trækker bukserne op. Folk ryster på hovedet, andre griner og synes han skal fortsætte. Gør arbejdet færdigt, er der én som råber, tør røv i den. Ove tager bogen op og viser den frem til forsamlingen. Han holder den med udstrakte hænder, som et trofæ, en pokal.
– Du kan ikke gøre det der her, siger betjenten.
– Ok, svarer Ove og smækker bogen sammen, så lorten mases flad og brun væske flyder ud mellem siderne.
Illustration: Creative Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
