
ANALYSE – Den politiske historie er rig på fortællinger om ‘The comeback kid’ – en betegnelse, Bill Clinton hæftede på sig selv, da han generobrede magten efter at have tabt primærvalget i New Hampshire i 1992. Kan Silvio Berlusconi kæmpe sig tilbage i rampelyset? Han er i hvert fald i fuld gang. William Schou ser på den kontroversielle tidligere italienske ministerpræsidents indædte forsøg på at konstruere en ny version af sig selv – også selvom han ikke kan vælges ved valget om seks måneder.
Valgkampen i Italien er skudt i gang, der skal afholdes parlamentsvalg i foråret 2018. Den skandaleombruste tidligere ministerpræsident, Berlusconi, mener, at han er manden, der på det lange sigt skal føre Italien fremad, også selvom det ikke bliver til næste år.
Men har den 81-årig tidligere partileder en reel chance for at komme tilbage? Har italienerne fået nok af hans omgang med prostituerede, skattefusk og mafiaforbindelser eller er et skud Silvio Berlusconi lige netop den medicin, støvlelandet har brug for?
Selv siger han ja, Tysklands Angela Merkel siger måske og italienerne er i vildrede.
Fald fra tinderne
Lad os se på baggrundshistorien. For lige siden 2013 har en lille mand i Italien spekuleret på, hvordan han skulle komme tilbage på toppen, ind i rampelyset og ud på den store internationale politiske scene. Den lille mand er Silvio Berlusconi, og nu er han faktisk på sin vis tilbage.
Berlusconis fald fra tinderne begyndte i 2011, da han ved en afstemning i parlamentet mistede sit flertal og var tvunget til at gå af som regeringschef. I 2013 blev det næste søm slået i, hvad der dengang lignede en politisk kiste, da han blev dømt for skattesvindel, kom et år i husarrest og udførte samfundstjeneste på et plejehjem. Han fik også et forbud mod at bestride offentlige embeder i fem år.
Forbuddet mod at bestride offentlige embeder i fem år var den egentlige og alvorlige straf for Berlusconi
Den italienske venstrefløj jublede, anklagemyndigheden kaldte det for en sejr for demokratiet, og de politiske modstandere åndede lettet op. Nu havde systemet gjort det, de ikke selv havde været i stand til de seneste 20 år. At slippe af med den mest populære regeringsleder i nyere italiensk historie.
Men forbuddet mod at bestride offentlige embeder i fem år var den egentlige og alvorlige straf for Berlusconi.
En mand med en plan
Han kan nemlig ikke stille op til parlamentsvalg før 2019, og da der senest skal være valg i Italien i foråret 2018, er han ikke et emne som ministerpræsident. Men selv dette faktum har tilsyneladende ikke afskrækket den aldrende politiker, der har udviklet en tretrinsraket til sit comeback i italiensk politik.
Udtrykket ”la bella figura” er et dogme i Italien. Det betyder, at man tager sig godt ud, ikke blot i overført betydning, men i særdeleshed i sin fremtoning. Og det spiller en rolle i planen.
Berlusconi har forbedret sit ydre i de seneste år, han har været under kniven i flere omgange, fået foretaget hjerteoperationer og hårtransplantationer. Han har motioneret og været på særlige diæter med adskillelige ophold på en såkaldt ”Beauty Farm” – et femstjernet luksus wellness hotel i Norditalien.
De seneste år har Berlusconi konstrueret fortællingen om sig selv som den erfarne nestor, der nok engang er villig til at stille sig frem og kæmpe for Italien
Resultatet er iøjnefaldende, den tidligere partileder fremstår slankere, brunere og strammere end han har gjort i mange år. Overskuddet og de karakteristiske sjofle vittigheder er vendt stærkt tilbage. Og han spankulerer stolt rundt med sin 50 år yngre kæreste, Francesca Pascale
Den næste øvelse har været at slette minderne om hans nederlag og domfældelse. At fabrikere en alternativ fortælling, som vækker genklang hos vælgerne. Til det formål har han de seneste år konstrueret fortællingen om sig selv som den erfarne nestor, der nok engang er villig til at stille sig frem og kæmpe for Italien.
I 2015 medvirkede han for første gang til en biografi om sig selv Bogen, My Way, er baseret på over 100 timers interviews foretaget af den amerikanske journalist Alan Friedman.
I bogen portrætteres Berlusconis liv med op- og nedture, medieimperiet, damerne og dertilhørende sexfester, skandalerne, fodboldholdet AC Milan, hans anstrengte forhold til europæiske politikere, særligt den tyske kansler Merkel og den tidligere franske præsident Sarkozy samt hans nære venskab med både George W. Bush og Vladimir Putin.
Intet er tilfældigt i denne fortælling og særligt interessant er det, at han nævner det noget anstrengte forhold til Merkel, da hun nu har vist sig at være en af hans stærkeste kort i hans tilbagevenden.
Merkels mærkelige frieri
For det sidste trin handler om international legitimitet. Da Berlusconi mistede regeringsmagten i 2011 skyldtes det hovedsageligt, at de internationale banker ikke havde tiltro til den italienske økonomi, så længe han sad ved magten. Ministerpræsidenten blev væltet og teknokraten Mario Monti blev indsat.
Berlusconis gamle ven og medstifter af Forza Italia, Antonio Tajani, der siden januar i år har været formand for EU-Parlamentet, har arrangeret møder mellem Merkel og Berlusconi i foråret.
Ifølge det italienske dagblad La Repubblica skulle de to have afholdt et møde i Malta, hvor Merkel udtrykte sine bekymringer for Beppe Grillo og hans Femstjernebevægelse, hvortil Berlusconi havde svaret, at ham skulle han nok tage sig af. Dette er i italienske medier blevet tolket som en blåstempling af den tidligere Cavaliere.
Der er ingen tvivl om, at den konstante migrantstrøm og håndteringen af de mange illegale indvandrere i landet bliver et hedt emne til næste års valg
Det kan synes mærkværdigt, at Merkel ikke skulle være mere tilbøjelig til at støtte den mere moderate centrum-venstre kandidat, Matteo Renzi, men sandheden er, at denne har vist sig alt for svag og ustabil som leder.
Først satte han sin ministerpræsidentpost over styr, da han ville have en valgretsreform stemt igennem, og tabte. Siden har han været ude i et drabeligt slag om formandsposten i sit parti, Partito Democratico, som endte med, at en stor del af baglandet vendte ham ryggen og startede et nyt parti.
Indvandrerkritisk stemning er voksende
Den anden store spiller i italiensk politik er den føromtalte Beppe Grillo, komikeren der startede en folkelig bevægelse, som endte med at blive Italiens næststørste parti. Men Grillo nægter notorisk at samarbejde med andre partier, hvilket gør det svært for kansler Merkel at se en politisk fremtid i ham og i Femstjernebevægelsen.
Tra i due litiganti, il terzo gode, er titlen på en humoristisk opera skrevet af Giuseppe Sarti i 1782. Titlen kan oversættes til ”Når to brydes, tredjemand frydes”, og det er netop, hvad er sket de seneste år. De to største partier i Italien, Femstjernebevægelsen og Partito Democratico, har været så optaget af interne og eksterne magtspil, at de har overgivet initiativet til Berlusconi. Ingen af de to partier har formået at danne en alliance, der kan appellere til den stigende indvandrerkritiske stemning i Italien.
Og der er ingen tvivl om, at den konstante migrantstrøm og håndteringen af de mange illegale indvandrere i landet bliver et hedt emne til næste års valg. På indvandrerområdet er Lega Nord den klareste stemme i debatten, hvorfor de er en vigtig allieret for dem, der drømmer om ministerpræsidentposten i Italien.
Denne nye trend i italiensk politik kan få afgørende betydning for landet, for hvilke konsekvenser har det for demokratiet, hvis den politiske magt ikke er folkevalgt? Hvem skal så stilles til ansvar og for hvad?
Såfremt Berlusconi kan få genetableret et samarbejde mellem sit eget parti, Forza Italia, og det højreorienterede, separatistparti Lega Nord, med Matteo Salvini i spidsen, er der dødt løb mellem de tre ledere. Dette ville ikke være noget nyt samarbejde, da Forza Italia og Lega Nord har dannet parløb siden Berlusconis indtræden i politik i 1994.
De grå eminencers valg
Som det står nu, er der ingen af de tre markante politiske ledere, Berlusconi, Grillo og Renzi, der er parlamentarikere. Og det kan mærkes i den italienske valgkamp. Hverken Beppe Grillo eller Berlusconi kommer til at stille op til valget i 2018. Grillo har en dom for uagtsomt manddrab, der ifølge hans eget partis forskrifter udelukker ham fra at stille op, Berlusconi har rettens ord for, at han ikke er valgbar indtil 2019. Renzi skal for første gang vælges ind i parlamentet.
Denne nye trend i italiensk politik kan få afgørende betydning for landet, for hvilke konsekvenser har det for demokratiet, hvis den politiske magt ikke er folkevalgt? Hvem skal så stilles til ansvar og for hvad?
Hvorom alting er, så er det sidste kapitel om Berlusconi ikke skrevet endnu, og han kan meget vel blive en central figur i italiensk politik de kommende år.
Topillustration: Flickr – aeneastudio
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her