Jeg vover et øje. Jeg tror, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal til det tidligere Dansk Vestindien i forbindelse med 100-årsdagen for overdragelsen af de gamle danske øer til USA. En overdragelse, der skete 31. marts 1917, og som markeres i stor stil på det, der i dag hedder U.S. Virgin Islands.
Det er en mistanke, jeg har haft i flere uger. For det første overraskede det mig, at Løkke overhovedet valgte at tage Dansk Vestindien og dermed dette sorte kapitel af danmarkshistorien op i sin nytårstale. Hvor han som bekendt kaldte dette for en ”skamfuld” del af vor historie.
”Danmark er et særligt land. Og vi lever i et tæt samspil med resten af verden. Det har vi en lang tradition for”, påpegede Løkke i talen 1. januar. Og fortsatte:
”Desværre er den ikke lige ædel hele vejen. I år er det 100 år siden, Danmark solgte de Vestindiske Øer til USA. Og satte et punktum for et grusomt kapitel i vores historie. Mange af Københavns smukke gamle huse og palæer blev opført for penge tjent på slavers slid og udbytning på den anden side af jorden. Det er ikke en stolt del af danmarkshistorien. Det er skamfuldt. Og det er heldigvis fortid”.
Marienborg-videoen
Det kunne så have været nok med det. Men den 30. januar tog han så dette kildne emne op igen. Helt frivilligt. Helt af eget initiativ. Det var, da han lagde en 23 minutter lang video på Facebook, hvor han inviterede sine fans på dette sociale medie på en rundtur i statsministerboligen Marienborg.
”Velkommen til Marienborg”, sagde han i videoen, hvorefter han begyndte at gennemgå landstedets historie. ”Marienborg”, forklarede statsministeren, ”er opført i 1744 af Olfert Fischer, og som i starten altså var ejet af folk med tilknytning til de Dansk Vestindiske Øer”.
”De første mange familier, der ejede stedet her, havde tjent deres penge nede på St. Croix, St. Thomas og St. John, de øer, vi i øvrigt i år for 100 år siden solgte til amerikanerne. Det er jo ikke den flotteste del af danmarkshistorien, slavehandelen og alt hvad der fulgte med. Og det er skammeligt og beklageligt, men det rokker ikke ved det faktum, at Marienborg er bygget op med penge dernedefra, ligesom store dele af det indre København – de flotte palæer”, fastslog Lars Løkke Rasmussen.
Jeg fandt statsministerens udmelding her flot. Hvilket jeg også skrev en klumme om her på POV. Hvorefter jeg begyndte at spekulere på, om ikke der lå noget bag. Om Lars Løkke har planer om at gøre noget mere ud af det ømtålelige spørgsmål med Danmarks slaverifortid. Med hele spørgsmålet om en undskyldning for slaveriet over for efterkommerne af de omkring 110.000 afrikanere, der blev ført fra Vestafrika til Caribien ombord på danske slaveskibe.
Rygterne svirrer
Kunne det tænkes, at Lars Løkke ville tage til U.S. Virgin Islands 31. marts i år? Jeg begyndte at spørge mig omkring. Blandt folk herhjemme, der på den ene eller den anden måde er involveret i markeringen af 100-året for salget af St. Thomas, St. Croix og St. Jan til USA for de der 25 millioner gulddollar.
”Jo, jeg har hørt et rygte. Men ikke noget officielt”, fortalte en forsker mig den anden dag. Netop hjemvendt fra U.S. Virgin Islands.
”Der har været folk fra den danske ambassade i Washington ovre på øerne for at sondere terrænet”, fortalte en forfatter mig så nogle dage senere. “For at se på, hvilke steder, han kunne besøge”, tilføjede hun. En forfatter med gode kontakter i U.S. Virgin Islands.
Ordknap kulturminister
I dag var jeg så til den store lancering af Rigsarkivets website med millioner af digitaliserede dokumenter fra Dansk Vestindien. Alle med bare lidt forstand på Dansk Vestindien var der. Historikere, forskere, politikere, forfattere, journalister – selv et par enkelte slaveefterkommere. Kulturminister Mette Bock (LA) var der også – for officielt at åbne websitet.
Jeg besluttede mig for at spørge hende. Det havde været på tale, at det måske var hende – om nogen overhovedet – der skulle repræsentere Danmark ude på U.S. Virgin Islands 31. marts.
”Skal du til U.S. Virgin Islands på Transfer Day”, spurgte jeg ministeren.
”Nej”, svarede hun hurtigt.
”Vil det sige, at der ikke er nogen fra den danske regering, der skal derud”, fulgte jeg op, selv om hun tilsyneladende ikke var meget for at tale om det emne.
”Jooo, det er der”, svarede hun.
”Er det statsministeren”, spurgte jeg. ”Det går der snak om”.
Det var kulturministeren slet ikke interesseret i at snakke om. Det eneste, hun ville sige var, at ”Der kommer en meddelelse i næste uge”.
Jeg grinede. ”Det er garanteret statsministeren”, sagde jeg til Mette Bock, der havde travlt med at komme videre.
I Statsministeriet kunne man onsdag ikke bekræfte rygterne om, at Lars Løkke Rasmussen skal til det tidligere Dansk Vestindien i slutningen af denne måned.
Jeg vover nu et øje. Og siger: Det skal han sikkert nok. Det ville, synes jeg, være så flot, hvis han gjorde det.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her