FILM // FESTIVAL – Er der for mange tyske film på Berlinalen? Eller er der omvendt – siden en schweizisk programlægger tog over – for mange fra Schweiz? Det veksler, men med et par film er det en god ting, hvis det er sandt, tyskerne har fået hjemmebanefordel.
Det er fast praksis på filmfestivaler, at hjemmelandet er fornemt præsenteret i Hovedkonkurrencerne, om det er Cannes, Venedig eller CPH:PIX. Det betyder, man ofte sænker forventningerne tilsvarende, måske springer et par tyske film over?
Men hjælper det så overhovedet hjemlandet at være på hjemmebane, hvis filmene ikke lever op til opmærksomheden?
A E I O U – A Quick Alphabet of Love
Nicollette Krebitz skulle f.eks aldrig have været i hovedkonkurrence med A E I O U – A Quick Alphabet of Love. Det er ikke konkurrencens dårligste film, for med en spoiler alert for morgendagens tekst så er det nok Rithy Panhs ambitiøse, men forfejlede Everything Will Be OK.
Men Panh er en veteran, og hans nye film var en videreførsel af stilen fra hans meget beundrede The Missing Picture, så man forstår godt, hvorfor han blev lukket ind.
Krebitz’ film har også eksperimenterende elementer, men det drukner i forfejlede filmiske valg. Den slags fejl har publikum mere tålmodighed med i sektioner som Forum, der decideret er beregnet eksperimentet.
Den ældre skuespiller Annas karriere er gået i stå, så hun siger ja til en opgave som talepædagog. Hun skal undervise Adrian, en forældreløs og småkriminel ung mand, som læreren mener, har skuespillertalent, men som også har besvær med at tale tydeligt.
Der er akavet stemning mellem de to, fordi Adrian tidligere har forsøgt at stjæle Annas taske, men efterhånden opstår der noget mellem dem, hvor kærligheden dog hurtigt bliver blandet op med mere og mere kriminalitet.
Når filmen skal forestille at handle om en skuespiller, der skal undervise i sit fag, så får det elendige skuespil det hele til at kollapse
Faktisk er A E I O U – A Quick Alphabet of Love en af de mere sikkert stiliserede film i årets konkurrence. Her er både flashbacks, slowmotion, mærkværdig klipning, skæve kameravinkler, alt det gode fra posen. Men det falder bare fuldstændig fra hinanden pga. prætentiøsitet og elendigt skuespil.
Særligt er Milan Herms decideret dårlig som Adrian, men det er ikke rigtigt hans skyld. Han lader til at være mindst et årti for gammel til rollen, og det virker, som om han har fået at vide, han skal efterligne skuespillet i en amerikansk halvfemserteenageserie. Det er personinstruktionen, som overhovedet ikke lever op til, hvad filmen ellers forsøger at gøre.
Det er ikke første gang nogensinde en arthouse-film har haft dårligt skuespil; mange af dem er lavet med amatører i hovedrollerne, og så tager man det jo med. Men når filmen skal forestille at handle om en skuespiller, der skal undervise i sit fag, så får det elendige skuespil det hele til at kollapse.
Til Adrians stykke klapper alle af ham og råber bravo, og han spiller sin benovelse så pivhamrende dårligt, at man ikke et øjeblik tror, han var bedre fem minutter før.
Den slags tilgiver vi i sidekonkurrencerne; der noterer vi os, at der er potentiale hos den nye instruktør, men skal arbejdes lidt med nogle mangler. Når en film som A E I O U – A Quick Alphabet of Love kastes for løverne, så får den på puklen.
La Ligne
Der er et andet land, som måske får noget hjemmebanefordel i disse år. For to år siden blev Carlo Chatrian nemlig kunstnerisk leder af Berlinalen, efter han havde formået at føre den schweiziske festival Locarno langt op af listen over de bedste europæiske filmbegivenheder. Og så her i år er der hele to film i hovedkonkurrencen fra Schweiz, der ellers ikke er kendt som nogen stor filmnation.
Det er ikke helt uretfærdigt med Ursula Meier. Hun var også i hovedkonkurrence i 2012 med Sister, og der er altid plads i konkurrencerne til film som La Ligne. Men det er alligevel ikke en film, der er er dramatisk bedre, end hvad man ser i sidekonkurrencerne, så lidt mistanke om hjemmebanefordel kan man godt sidde med.
F.eks lægger vi ud med en dramatisk scene i slowmotion med klassisk musik indover, et trick jeg synes, jeg har set før. Margrethe er så rasende på sin mor, at to mandlige familiemedlemmer dårligt kan holde hende tilbage, og til sidst får den ældre kvinde så stor en lussing, at hun falder ned på et klaver, mens Margrethe rives væk og smides ud i sneen.
Det resulterer i en retsordre, hvor Margrethe ikke længere må opholde sig inden for en radius af 100 m fra familiens hjem, hvorfor lillesøster Marion tegner en stor blå linje rundt om huset. Her sidder Margrethe og Marion så og spiller klaver, mens vi langsomt venter på en art familiær forsoning.
Alt er bestemt på højt niveau, kameraet er roligt registrerende og skaber mange linjer i billederne, der gør titlen lækkert metaforisk. Men det er ikke noget, som vinder for kunstnerisk fornyelse
La Ligne er en film, der først og fremmest ligger billet ind på Skuespillerpriserne. Stéphanie Blanchoud er virkelig god som den unge kvinde med den korte lunte – om hun råber og skriger, eller stirrer intenst ud i luften og forsøger at holde sig i ro.
Endnu bedre er dog Valeria Bruni Tedischi, der må være storfavorit til Birollebjørnen – Berlin droppede de kønsopdelte skuespillerpriser, efter Chatrian tog over, og giver nu bjørne til hovedrolle og birolle.
Moren er mindre opfarende, men gør op for det i passiv aggressivitet og ekstrem narcissisme. Efterhånden skifter vores sympati frem og tilbage mellem den unge kvinde, der er for fysisk voldelig, og hendes mor, der nok har udøvet en god del psykisk vold under opvæksten.
La Ligne har kvalitet til hovedkonkurrence, kunne sagtens vinde Bjørne, og jeg spekulerer på, hvordan den ville klare sig i danske biografer. Men det samme kan siges om virkelig mange arthouse-film.
Alt er bestemt på højt niveau, kameraet er roligt registrerende og skaber mange linjer i billederne, der gør titlen lækkert metaforisk. Men det er ikke noget, som vinder for kunstnerisk fornyelse. Det er en rigtig god film, der har fortjent opmærksomhed, men ikke mere end så mange andre gode film.
A Piece of Sky
Men så kom Michael Kochs A Piece of Sky til gengæld og retfærdiggjorde alle hjemmebanefordele. For ikke nok med at det er en af konkurrencens allerbedste film. Det er også en film, som kun kunne være lavet i Schweiz, og som kunne være startskuddet til en særlig schweizisk filmbølge, der forener billeder og metaforer, man kun finder i det schweiziske landskab, med en stærk fortælling om sygdom og kærlighed i et helt unikt hele.
Den unge mand Marco er flyttet op i højlandet, hvor han arbejder med køer og er blevet kæreste med landsbyens smukke tjenerinde, Anna. Hans liv er så godt, at det føles som en drøm.
Efterhånden bliver Marco mere og mere impulsiv og grænseoverskridende, og da lægerne finder ud af at en hjernetumor har bredt sig så meget, at det er livstruende og personlighedsomvæltende, så bliver ægteskabet mere end udfordret. For selv om Anna stadig kan se det gode i Marco, så har hun også en ung datter, som han også bliver mere og mere grænseoverskridende over for.
Det er en stærk fortælling, men det er den billedmæssige iklædning, som vælter en bagover. Stilen ligger sig lidt op ad østrigsk film à la Seidl med rigtig mange linjer på kryds og på tværs.
Men fordi filmen foregår oppe i det schweiziske højland, hvor bjergerne er stejle, så bliver rigtig mange af linjerne diagonale og hakkede. Når f.eks Marco samler sten sammen til en trailer, så står traileren så meget på højkant, at det er svært at tro, den ikke er ved at falde ned.
Et andet klip er taget fra sideruden af en bil, men den bliver parkeret ned ad en skrænt, så billedet bliver igen væltet fuldstændig på skrå. Køerne, som Marco passer, nægter også at stille sig symmetrisk op, så det hele bliver konstant hulter til bulter.
Netop fordi naturen er så sublimt ubarmhjertig i Schweiz, så kobles det perfekt til den tragiske handling og skaber en overvældende emotionel oplevelse
Alle de lige linjer er menneskeskabte, og hvis man filmer i en by som Wien, så kan man finde nok orden og symmetri til en hel film. Men oppe i alperne, der ser de lige linjer helt utilstrækkelige ud mod naturens sublime savtænder. Flere gange filmes der bare på de kæmpe sten, som falder ned fra bjergene, og karaktererne taler stille og roligt om, hvordan stenskred sikkert snart vil ødelægge endnu en vej.
Det er umuligt at besejre naturen, når den er allermest grusom, om det er et jordskred eller en hjernetumor. Det er filmens budskab. Og netop fordi naturen er så sublimt ubarmhjertig i Schweiz, så kobles det perfekt til den tragiske handling og skaber en overvældende emotionel oplevelse.
Det moderne menneskes forsøg på at transcendere natur og ondskab er måske kernetematikken i moderne europæisk film, og det ser ud til, at Schweiz af alle lande kan lave et helt unikt og stærkt bidrag til den historie.
Unrueh
Cyril Schäublins Unrueh finder et andet schweizisk element at bygge en filmstil ovenpå: Schweizeruret. Igen er der tale om en variation over en velkendt europæisk stil – Schäublin er uddannet på den tyske filmskole DFFB, der underviser i nogle ret særlige æstetiske principper – men det er tilføjet præcision som et urværk.
Filmen er ret speciel og er logisk nok henvist til sidekonkurrencen Encounters, hvilket så også kan være et argument for at skære lidt ned på mængden af schweiziske film. Det får måske fremragende film som Unrueh til at drukne i mængden?
Det er en historisk film, baseret på dengang i 1877 den russiske anarkist Pyotr Kropotkin rejste rundt i Schweiz. Her tegner han et ‘anarkistisk’ kort over en lille dal, hvor stedbetegnelserne afhænger af, hvad lokalbefolkningen kalder et område frem for, hvad myndighederne siger, det hedder.
Der er dog andre i området, der også arbejder med at definere tid og rum, for den lokale urfabrik forsøger hele tiden at gøre produktionen mere kontrolleret og effektiv. Alt registreres og tidstages, og de mange arbejdere får mindre og mindre tid til at være dem selv. Der er dog stadigvæk plads til anarkistiske grupperinger, hvortil hører også den unge arbejderske Josephine, der indleder en stille flirt med den russiske adelsmand.
Kameraet står altid perfekt placeret i forhold til at lave en stor og flot komposition, men det er, som om det ikke altid passer præcist til, hvad der egentlig foregår i scenen
Titlen Unrueh bliver oversat til Unrest, men det henviser til den del af uret, som Josephine arbejder med: En lille fjeder, som kan bevæge sig, og dermed får resten af mekanikken til at køre.
Hvis det virker lidt mærkeligt, så er der en kostelig scene, hvor Josephine forsøger at forklare detaljerne i det til Kropotkin, som ikke ser ud til at fatte en brik. Men det er selvfølgelig også en metafor, for filmen handler i høj grad om den uro, som de forskellige karakterer putter ind i det ellers nøje tilrettelagte landsbysamfund.
Dels anarkisterne, men også nationalisterne på højrefløjen virker ikke altid lige lette at kontrollere, og selv den stenrige fabriksejer, der samtidig også er samfundets mest magtfulde politiker, er til tider lidt svær at forudse. Således læser han den frie anarkistiske undergrundspresse, eftersom den fortæller frit og præcis om verden, hvilket han kan bruge i sine spekulationer.
Filmisk har vi den samme blanding af kaos og kontrol. Når ikke kameraet fokuserer up close på arbejdet med at bygge ure, så står det altid perfekt placeret i forhold til at lave en stor og flot komposition, men det er, som om det ikke altid passer præcist til, hvad der egentlig foregår i scenen.
Menneskene er for små i forhold til bygningerne, eller de står halvvejs bag en væg, eller der bliver ved med at vandre folk ind foran kameraet. Det er klart med vilje – der er flere scener med byens lokale fotograf, som hele tiden klager over de samme problemer – og det passer perfekt til den politiske tematik. Der er uro i den schweiziske verden, hvilket gør alting sværere at kontrollere, men måske samtidig også får samfundet til at fungere – til kapitalisternes fordel vel at mærke.
Schäublin formår altså også at skabe en stilistisk variation, der både er særskilt schweizisk, men samtidig også siger noget intelligent, der kan udbredes til resten af verden. Med så gode film fra ham og Michael Koch så vil jeg faktisk sige, at Schweiz rent kvalitativt har vundet den her filmfestival. Men de har så også haft en fordel.
Fotocredits:
A E I O U – A Quick Alphabet of Love: Reinhold Vorschneider / Komplizen Film
La Ligne: BANDITA FILMS / LES FILMS DES PIERRE / LES FILMS DU FLEUVES / ARTE FRANCE CINEMA / RTS / RTBF / VOO et BE TV
A Piece of Sky: Armin Dierolf / hugofilm
Unrueh: Seeland Filmproduktion
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
