FILM // FESTIVAL – Man kommer ikke igennem en filmfestival uden at se nøgenhed, vold og kontroversielle emner. Det er en fast del af menuen. Så hvorfor ikke samle det alt sammen i én artikel og ligesom få provokationerne ud af systemet?
Provokationen har længe været en del af kunstfilmen, fra Lars von Trier til Michael Haneke. Der er ligefrem forskellige skoler af provokerende film som f.eks New French Extremity-bølgen fra starten af årtusindet. Så selvfølgelig har Berlin 2022 også film fra velkendte provokatører. Men i år er det mest chokerende næsten, hvor meget de her gamle hunde har lært nye tricks.
Rimini – fra provokationens historie
Ulrich Seidl har sit eget kapitel i den filmiske provokations historie. Som dokumentarist har han siden halvfemserne udstillet sine østrigske landsmænd, hvorefter han hittede som spillefilmsinstruktør med Hundstage (2001), Import/Export (2007) og Paradis-trilogien (2012/13). Som tallene afslører er han også en tålmodig herre, men alligevel er ni år lang tid at vente. Heldigvis er Rimini ventetiden værd.
Det er en mærkværdig og tankevækkende film, der fortsætter det kyniske og provokerende spor, omend med overraskende glimt af empati. Og så gør Seidl noget så overraskende som at genopfinde sin filmiske stil!
Ja, du læste rigtigt. Ulrich Seidl fornyer sig! Han har ellers som få andre dannet skole, på en måde så ‘Seidl’sk’ nærmest er en genrebetegnelse. Hans billeder har været stramt komponerede og symmetriske, og kameraet bevægede sig sjældent, lige meget hvor ubehageligt indholdet var. Rektangel-film, har jeg kaldt det. Men den her gang forsøger han virkelig nye ting. Først med billeder, der stadigvæk er stramt kombineret, men uden symmetri! Ja, der er sågar et par linjer der går på skrå! Men chokket kommer lidt længere inde, da kameraet pludselig er håndholdt! Helt uden grund, fotografen står helt stille. Kameraet ryster bare lidt, så vi kan mærke spændingen mellem personerne. Hva faen?
Der er en kontrast, hvor Ritchie har ro når han synger eller går alene gennem verden, mens alting ryster når han skal forholde sig til andre
Filmens plot er langt hen ad vejen noget, vi har set før. Vi følger den afdankede schlager-sanger, Ritchie Bravo først da han vender hjemad for at hjælpe sin bror med at begrave deres mor – det er mens det filmer de to brødre at kameraet ryster! – derefter i Rimini ved vintertid hvor han bor og ernærer sig ved at synge for østrigske turister, når han da ikke har sex med de ældre damer mod betaling.
Kitsch og glitter
Feriesteder uden for sæsonen, kitsch og glitter, og eksplicitte filmscener. Alt sammen ting vi kender fra Seidl. Men så dukker pludselig Ritchies datter op og kræver forældrepenge, og så samler plottet sig pludseligt på sjælden vis for Seidl, mens sangeren tager mørkere og mørkere midler i brug for at tjene penge.
Det føles så mærkværdigt anderledes. Pudsigt nok er det de stiliserede symmetriske billeder, som især tages i brug når Ritchie Bravo optræder, der virker mest dokumentariske, mens meget af det håndholdte omvend er kreeret så tålmodigt og detaljeret, som en ballet for to drukkenbolte og en fotograf, at der intet Dogme eller journalisme er over det, men bare mere stilisering. Mere er der en kontrast, hvor Ritchie har ro når han synger eller går alene gennem verden, mens alting ryster når han skal forholde sig til andre. Der er meget mere i det, men jeg har overhovedet ikke set den her film nok til at få helt hånd om den.
En ny pointe, en ny form for forståelse, fra en provokatør med en legendarisk filmografi.
Det er et virkelig godt bud på en Guldbjørn, men ellers må musical-sanger Michael Thomas være en favorit til Skuespiller-bjørnen. Han er fuldstændig frygtløs i rollen, om han skal være nøgen, fordrukken, ynkelig, eller synge kitschede sange med dyb basstemme og falmet karisma. Sådan en præstation har der heller aldrig før været i en Seidl-film, tror jeg.
At der er det her centrum gør filmen lidt nemmere at se. Der er også glimt af empati og forståelse, som jeg ikke ved om jeg altid finder hos Seidl. Særligt er der i forholdet til Ritchies forældre hele tiden antydninger om tiden i fyrrerne, som sønnen hele tiden forsøger at drukne med mere kitschet sang. Seidls karakterer har altid dyrket kitsch og tankeløse forlystelser, og før har det virker som en anklage, men den her gang forstår man lidt godt hvorfor han synger så højt. Der er noget der skal druknes. En ny pointe, en ny form for forståelse, fra en provokatør med en legendarisk filmografi.
Sonne
Ulrich Seidl har nu ikke ligget på den lade side de sidste ni år. Han lavede dokumentar-filmene I kælderen og Safari. Og så har han produceret andres film, hvoraf en såmænd også har fundet plads til årets Berlin-program, af debutanten Kurdwin Ayub.
Selvom hendes film er østrigsk, så er den endnu fjernere fra den typiske Seidl-stil end Rimini; her veksler håndholdt kamera med tiktok-agtige klip af opstyltet ungdom. Og selvom den behandler Seidl’ske emner som immigration og misogyni, så er det mest chokerende ved den hvordan fortællingen konstant muterer og overrasker. Og så er den overrumplende god.
Den starter også lidt pseudo-blasfemisk, idet vi ser de tre teenage-piger Yesmin, Nati og Bella iklæde sig hijab og synge med på ‘Losing My Religion’. Det går viralt, og skaber problemer på hjemmefronten for Yesmin, den eneste af de tre der normalt går med hijab.
Hendes mor er overhovedet ikke glad, hun mener de gør nar af Islam, men hendes far bliver stor fan, og snart synger de tre piger til events i immigrant-miljøerne. Her møder de også et par kurdiske mænd, som begynder at hænge ud med Nati og Bella, og snart bevæger de to piger sig mod nogle meget traditionelle kønsroller, alt imens Yesmin i det små gør oprør.
Det er en stor debut, og formentlig ikke det sidste Berlin festivalen har set til Kurdwin Ayub. Hendes film kommer stensikkert også til Danmark på et tidspunkt, tør jeg godt vædde med.
Yesmins bror får i modsætning til datteren lov til at gøre alt for moderen. Lige indtil den dag da politiet banker på. Mere handler den om kønsroller i det kurdiske miljø, hvordan der gøres forskel på børn, hvordan faren også har et lidt mærkværdigt forhold til hans datters veninder, hvordan de unge mænd er enormt frigjorte, men ikke accepterer deres søstres frihed. Hvilket vel nok alligevel kan provokere én politisk fløj. Så kan den anden fløj blive provokeret af den skarpe og intelligente pige, der bærer hijab efter eget ønske.
Æstetisk indhold
Men Sonne skal først og fremmest ses fordi den er konstant overraskende i såvel indhold som æstetik. Hele tiden mixes der Tiktok og YouTube-klip ind, så den til tider minder om danske Team Hurricane. Klipningen er eminent, hvis Encounters uddelte en teknisk pris burde klipper Roland Stöttinger vinde den. Man ved aldrig hvor man har fortællingen, så snart brikker falder på plads bliver de væltet rundt igen.
Det er en stor debut, og formentlig ikke det sidste Berlin festivalen har set til Kurdwin Ayub. Hendes film kommer stensikkert også til Danmark på et tidspunkt, tør jeg godt vædde med. Måske ikke i år, men så nok næste gang.
Coma
Franske Bertrand Bonello har også før forstået at provokere. Han var en del af New French Extremity bølgen med den knap så subtile The Pornographer (2001). Derefter blev han mere subtil, men har altid fokuseret på folk og emner som samfundet har set som farlige og mærkværdige: Transkønnede, homoseksuelle, sexarbejdere, kvinder generelt, unge mennesker generelt. Bevidst har han skildret folk som samfundet frygter som monstre.
I 2016 lavede han den kontroversielle Nocturama, hvor en gruppe teenagere udførte terrorangreb rundt omkring i Paris. Coma er på sin en efterfølger til Nocturama, ligeledes en film om unge mennesker, omend det denne gang ikke er teenagepigerne der skildres som monstre, men deres omgivelser. Det er den mest effektive horrorfilm Bonello hidtil har lavet.
Skoven er mørk og uhyggelig, men man kan alligevel hele tiden se at der står mennesker omme bag træerne. Og så er der altid kvindeskrig i luften.
Filmen er effektiv psykedelisk horror, fordi den skildrer en psykedelisk og horribel tid. Jep, det er en COVID lockdown-film. Her sidder en ung kvinde helt alene i sin lejlighed, og må ikke gå ud. Hendes forbindelse til omverden består af at facetime med sine veninder når de gider, og så ellers se alle videoer fra influenceren Patricia Comas kanal. Den unge kvinde køber en lille dims kaldet en Reverator, der dog begynder at give hende mareridt om at være alene i en mørk skov, og så bliver det ellers mere og mere mærkeligt.
David Lynch ville have været stolt
Uha, de der mareridtsscener. Det er muligvis de bedste af slagsen jeg nogensinde har set. Skoven er mørk og uhyggelig, men man kan alligevel hele tiden se at der står mennesker omme bag træerne. Og så er der altid kvindeskrig i luften. Og Patricia Coma dukker op og snakker om limbo og at det er en frizone. Det er helt vildt klamt lavet så David Lynch ville have været stolt. Filmen er kun 80 minutter lang, og det ærgrer mig lidt den ikke bare kun foregår i det der mareridt.
Hvor flere andre COVID-film har fanget absurditet og mærkværdigheder, så er det denne gang et mørkt og drabeligt vanvid.
Resten er nu heller ikke dårligt. Det bliver efterhånden til en art lockdown Inland Empire, inklusive Barbie-dukker der taler – den ene kan kun recitere Trump-citater – og skumle mænd i baggrunden af facetime-samtaler. Patricia Coma bliver ved med at dukke op og sige mere og mere mærkelige ting, og vores unge hovedperson fantaserer om at skære sin hånd af og føre samtaler med seriemordere. Det hænger ikke helt sammen, men der klippes enormt effektfuldt mellem de mange mærkelige idéer.
Filmens indledning henvender sig direkte til Bonellos egen datter, der er på alder med hovedpersonen, og man forstår måske godt, hvorfor hun så ikke er fremstillet som et monster den her gang. Men til gengæld er alt andet monstrøst.
Det er et billigt og mærkværdigt forsøg på at skildre vanviddet som har hersket på jorden de sidste to år, men hvor flere andre COVID-film som f.eks sidste års Bjørnevinder Bad Luck Banging or Loony Porn har fanget absurditet og mærkværdigheder, så er det denne gang et mørkt og drabeligt vanvid. Hvilket næsten rammer virkeligheden endnu mere. Det er en mindre film fra Bonellos hånd, men den havde alligevel fortjent at være i hovedkonkurrencen.
That Kind of Summer
Hvis man savner stilen fra New French Extremity, så skal man en tur over atlanten, til Quebec hvor Berlin-veteranen Denis Côté har lavet en provokation af den gamle skole. Programteksten siger det så simpelt: ‘Tre hyperseksuelle kvinder skal være 26 dage i et stille hus ved en sø’ Så ved man ligesom hvad man kan forvente. Rigtig meget nøgenhed, omend det mest provokerende ved Côtés film næsten er hvor u-erotisk og meningsløst det hele er.
Tag nu f.eks en film som svenske Pleasure, der kørte i danske biografer sidste efterår. Den handler om en ung kvindes rejse gennem pornobranchen, og der er meget mere eksplicit nøgenhed i den film, men det er lavet så det giver mening.
Når hun har brug for at vise hun kan noget særligt, så kommer der en SM-scene, når hun har haft nogle dårlige oplevelser og ringer til en ven, så kommer der den kærligste analsex-scene nogensinde. I That Kind of Summer går dagene bare, og pludselig er der sex. Fjerde gang vi ser en kvinde kede sig på sit værelse, og derefter hive en dildo frem fra skuffen, så er det som om vi har forstået pointen.
Det er fjerde gang Denis Côté er i hovedkonkurrence hernede, og jeg er ikke blevet meget klogere. Hans film er altid særlige, men de stritter i øst og vest.
Der er ingen mening med den her film. Men det bliver efterhånden også lidt pointen. Socialarbejderen og psykologen, som også er med ude ved søen, bliver mere og mere melankolske som dagene går, og de unge kvinder stadigvæk ikke viser nogen tegn på manglende sexlyst.
Samtidig ringer lederen af eksperimentet flere gange og spørger ind til det, overrasket over at alt går stille og roligt, når tidligere grupper af piger åbenbart har været langt mere eksplosive. Men her driver alle bare rundt, snakker om sex, onanerer, hallucinerer en kæmpeedderkop, onanerer lidt mere. Ok, der er enkelte bizarre indslag, men ellers er det en ret ensformig film. Og den er svær at forstå.
Det er fjerde gang Denis Côté er i hovedkonkurrence hernede, og jeg er ikke blevet meget klogere. Hans film er altid særlige, men de stritter i øst og vest. Jo, Vic and Flo Saw a Bear handlede også om to kvinder der rejste ud i naturen, og i slutningen af hans dokumentar A Skin So Soft rejste en gruppe bodybuildere også ud i naturen.
Det er lidt hans hovedtema, fransk-canadiere og deres forhold til naturen. Men selvom han vitterlig går meget op i naturen, så meget at han laver en 140 minutter lang film om tre hyperseksuelle kvinder, der tydeligvis mest handler om træerne får dem til at slappe af, så har jeg stadigvæk svært ved at blive klog på det.
Og det provokerer mig næsten mest af alt, når der er noget jeg har så svært ved at kunne kloge mig om.
Fotocredit:
Rimini: Ulrich Seidl Filmproduktion
Sonne: Ulrich Seidl Filmproduktion
Coma: Les films du Bélier / My New Picture / Remembers
Un été comme ca: Lou Scamble / Metafilms
Læs også: Berlinale 2022 #1
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
