BOG // ANMELDELSE – Den svenske forfatter og dramatiker Malin Lindroth vover i sin bog, ‘Pebermø – Et opgør med skammen’, det virkelig vovede: At tage ordet “pebermø” tilbage. Det lykkes Lindroth at give en enestående indsigt i smerten ved ikke at være et menneske, der, som andre, kan elskes.
Mange nyder godt af, at vi lever i en tid, der hele tiden udvider sig i retning af at indlemme det hidtil udgrænsede. Det giver plads til flere, der ikke umiddelbart passer ind i samfundets skabeloner.
Ikke desto mindre oplever nogle sig stadig udenfor, fordi de lever på en måde, som normen finder så pinlig, at der måske ikke engang findes et sprog for tilstanden.
Begrebet pebermø er et eksempel.
I dag er en pebermø ikke bare ensom, gammel, barnløs og ynket som hende, der nok aldrig får noget. Hun er blevet direkte tabuiseret – sammen med ordet. Fordi ingen kan holde ud at blive mindet om, at livet kan være andet end summen af frie og bevidste valg.
Det valg oplever mange pebermøer ikke at have haft.
I håb om at blive accepteret som menneske og ikke støde andre fra sig, må pebermøer – for at skjule den skam, der er ”marineret i generationers tavshed” – gemme sorgen og sandheden inde i sig selv og konsekvent spille spillet som kvinden, der selv har valgt sit aleneliv.
Enhver, der har prøvet at være ufrivillig ensom og ufrivillig hemmelig ved, hvad der er det bedste af de to onder – og det er ikke ensomheden.
Skammen og hemmeligheden som pebermø dækker over at være et socialt menneske med lyst til konform tosomhed, som bare aldrig lykkes.
At tage ordet “pebermø” tilbage
Sådan et menneske, der det meste af sit nu 52-årige liv har længtes efter kærlighed i forhold til en mand, er Malin Lindroth, 52, svensk kulturskribent, forfatter og dramatiker. Med sin nye enestående velskrevne, imponerende ærlige og politisk vigtige bog Pebermø – Et opgør med skammen vover hun det virkelig vovede: At tage ordet ”pebermø” tilbage – reclaime det, som det hedder på nudansk.
Fordi det er det ord, der bedst dækker hendes liv, og fordi hun ikke længere vil skamme sig over ikke at have kunnet finde ud af at skabe det succesfulde liv, som både hun og omgivelserne definerer med tosomhed som udgangspunkt.
”Nej, jeg er ikke en enspænder. Jeg har ikke brug for at være alene for at kunne skrive. Jeg er faktisk et socialt menneske med et stort behov for at være sammen med andre. Det er bare sådan, at livet har peget i en ensom retning, og det har fundet sted så længe, at jeg på godt og ondt er vokset sammen med tilstanden,” skriver hun.
Nogle pebermøer forelsker sig i gifte mænd, og så er der pludselig gået 40 år. Malin Lindroth kæmper med afvisningerne og udvikler strategier, der beriger hende med kærlighedslignende nærhed
Og er det så mærkeligt, at Malin Lindroth, der ligesom flertallet af os andre er flasket op med ”løftet” stærkere end selve tyngdekraften tror, at romantikken selvfølgelig vil lykkes? Den fortælling, der i al sin banalitet lyder omtrent sådan her:
Et sted i verden findes en særlig person, som på et tidspunkt vil rejse sig fra sin plads og bevæge sig i retning af dig på samme måde, som du bevæger dig i retning af ham. ”Når du en dag står foran ham, ved du, hvem han er.”
Malin i alle aldre leder og leder uden gevinst. Et sted i bogen glæder hun sig ironisk over, at ingen har kaldt hende ‘frastødende’ siden 1979. Hvorimod mange har ”beklaget” hendes manglende tiltrækningskraft.
Forfatterens manipulationer med sig selv og verden for at skabe adgang til mænd har tydeligvis bund i en til tider ubærlig, panikfremkaldende smerte ved ikke at være et menneske, der som andre kan elskes.
Nogle pebermøer forelsker sig i gifte mænd, og så er der pludselig gået 40 år. Malin Lindroth kæmper med afvisningerne og udvikler strategier, der beriger hende med kærlighedslignende nærhed.
“Ikke luderagtig. Ikke kysk. Bare uknaldbar”
En af kommunikationsstrategierne er at spille geisha. Her får hun en rolle, hun kan gemme sig i, men ikke en rolle, hun kan være stolt af, eller som på noget tidspunkt fører til ægte følelser og kærlighed.
Som jeg læser bogen, fylder hun ikke desto mindre et hul ud for mange af de mænd, der skaber en relation til hende, hvilket mange gør. Fordi geishaen er god til at stille spørgsmål, der får manden til at reflektere over det, han har brug for få hold på i forhold til, hvad han fx selv skriver.
Sådanne samtaler kan strække sig over timer, provokerende ofte med fiktiv kærlighed som hovedtema, så den enlige kvinde naturligt antager, at manden forsøger sig med hende.
Det minimalistisk præcise sprog i ‘Pebermø’ gør i sig selv bogen til en læseoplevelse. Men den giver først og fremmest en enestående indsigt i, hvordan normer og tabuer, forestillinger og fordomme i vores egen tid kan forstyrre et følsomt menneske
Den faglige, højt uddannede, skarpe kvinde opfylder tydeligvis et rum, den udvalgte kvinde med kærestepotentiale ikke altid har færdigheder til at bevæge sig i.
Ikke at de to dele aldrig går op, men tydeligvis ikke i det kunstneriske miljø, Lindroth færdes i, og hvor både mænd og kvinder tilsyneladende har svært ved at se og sætte grænser.
Lindroths karakter kan faktisk opfattes som et tidsaktuelt supplement til luder/madonna-begrebet.
Efter at have gået i terapi i femten år for at frigøre sig af skammen, er Lindroth også selv optaget af at placere pebermøen i det freudianske kompleks. Igen kigger vi direkte ind i den smerte, 40 års hemmeligt liv har tynget forfatteren med.
For som hun skriver om pebermøen plads: ”Mit bud er, at hun står midt imellem den første og den anden kvinde, at hun smelter sammen med deres skygger til den rene kvindeforagts arketype. Ikke luderagtig. Ikke kysk. Bare uknaldbar.”
Mere smertefuldt end at være single
Der er meget genkendelighed i bogen for alle, der har levet nogle år alene. Men at erkende sig selv som pebermø er smertefuldt på en anden måde end at være single.
Nytårsaften kan være lige træls – at forsøge at holde sig vågen til kl. 12 for at skåle med fjernsynet. Men singlen oplever sig oftest friere, også seksuelt, og kan sagtens være den, der afviser. Mænd bliver også afvist.
Men ingen er blevet afvist af Malin Linsroth, fordi ”jeg har ikke haft muligheden.”
Det minimalistisk præcise sprog i Pebermø gør i sig selv bogen til en læseoplevelse. Men den giver først og fremmest en enestående indsigt i, hvordan normer og tabuer, forestillinger og fordomme i vores egen tid kan forstyrre et følsomt menneske.
Så læs gerne med. Bl.a. om, hvordan forfatteren tackler sin pebermø i dag, hvor energien er god. Malin Lindroth er i hvert fald ikke mere slået ud, end at hun hævder at have fundet så meget eventyr på den forkerte side af normalstakittet, at hun ikke længere kan forestille sig et liv på den ‘rigtige’ side.
I mine lyseste stunder, tror jeg, at pebermøen har reddet mig fra min egen konventionalisme.
”Pebermø” dramatiseres på Kulturhuset Stadsteatern i Stockholm her i efteråret.
Pebermø – Et opgør med skammen, Malin Lindroth, 112 sider, 149,95 kr., udkommer 16. august Gads Forlag.
Foto: Malin Lindroth, Gads Forlag.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
