VERDENSORDEN // ANALYSE – Den canadiske premierminister Mark Carney holdt en tale ved World Economic Forum i Davos, der af mange ses som et dybt stød i mellemgulvet på den amerikanske regering. Spørgsmålet er, om Carneys tale i Davos er et signal om en klar ændring i Canadas udenrigspolitik, eller om der snarere er tale om premierministerens filosofiske overvejelser.
OTTAWA – Mark Carney, Canadas liberale premierminister siden marts 2025, har fået international ros for sin tale ved mødet i World Economic Forum i Davos 20. januar. Mange landes ledere og blandt andre aviserne New York Times og Le Monde ser talen som et velformuleret, ærligt og konkret bud på tingenes tilstand i international politik. Talen indeholdt flere one-liners, der blev hængende i øregangene længe efter, at Carney havde forladt talerstolen, og de stående ovationer fra forsamlingen af verdens økonomiske og politiske elite var døet hen.
Blandt Mark Carneys stærke one-liners var: ”I dag vil jeg tale om sprængningen af verdensordenen, slutningen på en dejlig historie og begyndelsen på en brutal virkelighed …”
Nyttig fiktion
Mark Carneys lån af Václav Havels ord var en præcis og rammende beskrivelse af det internationale regelsystems virkelighed: ”Systemets magt kommer ikke fra dets sandhed, men fra alles parathed til at lade, som om det er sandt.”
Og ærligheden om det internationale systems tilstand blev yderligere understreget af hans bekendende ord:
”Vi vidste, at fortællingen om det regelbaserede system var delvist falsk, at de stærkeste ville undtage sig selv, når det passede dem … (men) denne fiktion var nyttig, og det amerikanske hegemoni … hjalp med til at skaffe offentlige goder som åbne søveje, et stabilt finansielt system, kollektiv sikkerhed, og rammer for løsning af konflikter.”
”Hvis man ikke sidder med ved bordet, så er man på menuen.
For Carney er det en naturlig reaktion på sammenbruddet, at de enkelte lande vil søge at opnå ”strategisk autonomi med hensyn til energi, fødevarer, kritiske mineraler mv.”
Men for Carney er vejen frem ikke ”en verden af (individuelle) fæstninger. En sådan verden vil blive fattigere, mere skrøbelig og mindre bæredygtig”. Vejen frem for mellemstore lande som Canada er ikke, om man skal vælge at tilpasse sig den nye (brutale) virkelighed. Vi må.”
Med henvisning til Alexander Stubb, den finske præsident, talte Carney om, at den nye tilgang skal være baseret på ”værdibaseret realisme, principorienteret og pragmatisk”. Temmelig meget lig den danske udenrigspolitiske strategi præsenteret af Lars Løkke Rasmussen i 2023 under sloganet ”idealistisk pragmatisme”.
Variabel geometri
Carney mener, at det er urealistisk at vente på en genetablering af den gamle verdensorden efter Trump. Det vil være ”naiv multilateralisme”. Carney fremlægger ikke en plan for et nyt uniformt system, men en skitse. Uden at gå i detaljer er vejen frem ifølge Carney at lave konkrete samarbejder om specifikke udfordringer (klima, energi, AI, kritiske mineraler mv.) mellem lande, der har fælles interesser og værdier (demokrati, suverænitet, menneskerettigheder). Han kalder det anvendelse af ”variabel geometri”. Nogle problemers løsning kan omfatte de fleste lande; andre færre lande. Samarbejde for små og mellemstore lande er nødvendigt.
”Hvis man ikke sidder med ved bordet, så er man på menuen,” understregede Mark Carney i sin tale.
Trump reagerede som en forsmået skoledreng dagen efter Carneys præcise 20 minutter lange tale, som mange kalder historisk. I sin tale på mere end en time i sin vanlige mæandrerende, springende stil henviste Trump til sine egne fortræffeligheder og verdens afhængighed af USA. Og i sin klassiske mafiosostil refererede han til Carneys ”utaknemmelighed”, ”Canada lives because of the US, they get a lot of freebies from us.” Husk det, Mark, næste gang, du holder en tale.
USAs intimiderende reaktion
At Mark Carneys tale blev opfattet som et dybt stød til den amerikanske regerings mellemgulv, ses af de mange reaktioner fra USA over for Canada.
Ifølge officielle amerikanske repræsentanter trak Carney sin implicitte kritik af USA tilbage i en senere telefonsamtale med Trump. Det har Carney afvist.
For første gang har Trump kaldt Carney ”governor”, en titel han systematisk anvendte over for tidligere premierminister Justin Trudeau i forbindelse med det udtrykte ønske om at gøre Canada til den 51. delstat i USA.
Trump har efterfølgende truet Canada med 100 procent toldtariffer, hvis Canada ikke vil opgive den handelsaftale, han indgik med Kina et par dage før, han kom til Davos. Interessant nok, så omtalte Trump aftalen som ok, før Carney talte i Davos.
USA har senest truet Canada med ”nødvendige” overflyvninger med F-35 kampfly med henvisning til Canadas review af en tidligere indgået kontrakt om levering af 88 F-35 kampfly.
Den amerikanske finansminister Scott Bessent har haft hemmeligt besøg af en separatistgruppe fra Alberta, og Bennet har kaldt den canadiske provins en ”naturlig partner for USA”. Åbenlys støtte til canadiske separatister passer med anbefalingerne i den Nationale Sikkerhedsstrategi, som blev offentliggjort sidst i 2025. Her tales der om ”at belønne og opmuntre … regeringer, politiske partier og bevægelser, som er enige i vores principper og strategi”.
Canada har meget at miste
Med en 9.000 km fælles grænse med USA er det ikke overraskende, at den canadiske økonomi er stærkt sammenvævet med den amerikanske. 75 procent af den canadiske handel sker med USA. I mange sektorer har der over årtier udviklet sig en arbejdsdeling med specialiseret produktion på begge sider af grænsen. Bilproduktionen har været et skoleeksempel på en effektiv, rationel integration til fordel for begge lande.
Canada var et af de første lande, der blev pålagt Trumps straftold. Det gik hårdt ud over eksporten af aluminium, stål og tømmer. Senere kom Trumps bestræbelser på at trække industriel produktion tilbage til USA. Det har allerede kostet flere tusinde arbejdspladser i Canada.
Forude lurer den planlagte genforhandling til sommer af CUSMA, frihandelsaftalen mellem Canada, USA og Mexico, der blev indgået i 2018, da Trump sidst var præsident. Der er meget på spil, da aftalen dækker cirka 80 procent af den canadiske eksport til USA. Der er allerede kommet flere udspil fra amerikansk side, der klart demonstrerer, at USA vil spille hardball. Og det udelukkes heller ikke, at resultatet af forhandlingerne bliver no deal. Mark Carney har realistisk meldt ud, at ”no deal is better than a bad deal”.
Generelt har der været opbakning til talen hjemme i Canada. Ja, hos mange en stolthed over, at Canada – i hvert fald for en stund – igen har fået høj cigarføring på den internationale scene. Der har været flere referencer til de årtier, da Canada førte an med progressive initiativer som skabelsen af FN’s fredsbevarende styrker, Landmine-konventionen, Responsibility to Protect, Montreal-protokollen om biodiversitet mv.
Selv lederen af Det Konservative Parti, Pierre Poilievre, der ellers har profileret sig ved systematisk, negativt og somme tider på en trumpistisk måde at gennemhegle den liberale regering, gjorde en undtagelse og roste Carney for en ”velskrevet og vel leveret tale”. At han så umiddelbart efter vendte tilbage til sine velkendte temaer om høje fødevarepriser, huspriser ude af kontrol og blødsøden kriminalitetsbekæmpelse er ikke overraskende.
Også læserbrevene i den konservative Toronto-avis Globe and Mail har været fyldt med lovprisninger af talen i Davos.
Senest den tidligere konservative premierminister fra 2006-15, Stephen Harper, som ellers har været kendt som en benhård kritiker af Det Liberale Parti, opfordrede i begyndelsen af februar til, at partierne nærmer sig hinanden ”i disse farlige tider”. Harper har omtalt sig selv som en af Canadas mest USA-venlige premierministre. Nu opfordrer han til standhaftighed over for den store nabo mod syd og til at sætte hårdt mod hårdt, og han siger, at ”vi må være parate til at yde de nødvendige ofre for at bevare landets uafhængighed og sammenhold”.
Afløses friløb af fornyet engagement?
Konrad Yakabuski, kommentator ved Montreal-avisen Le Devoir, refererer til Davos-mødet og kalder det et sørgemøde for de neoliberale globalister, som har nydt godt af integrationen, men hvis negative effekter har ramt arbejderklassen i mange lande. Vreden hos eliten, opbygget mod Trumps demontering af det globale system, kunne få udløsning ved de stående ovationer efter Carneys tale, vurderer Yakabuski.
Han tilføjer nøgternt, at en af grundene til Trumps opgør med det multilaterale system er, at USA har betalt en uforholdsmæssig stor del af regningen, særligt på sikkerhedsområdet. Bl.a. Canada har været, hvad Trump kalder en free-rider med et lavt bidrag til Nato på 1,38 procent af BNP indtil for meget nylig. Også når det gælder officiel udviklingsbistand (ODA) har Canada ligget i den helt lave ende inden for OECD-landegruppen med 0,33 pct. af BNI i 2024. Respekten for Canada lå indtil Carneys tale i Davos langt under det tidligere niveau. Det vidner Canadas forgæves forsøg på at blive valgt til FN’s Sikkerhedsråd i 2010 og 2020 om, efter at Canada ellers havde været medlem cirka hvert tiende år siden 1946.
Hvor går grænsen for pragmatisme?
Flere stemmer i den canadiske forretningsverden har peget på, at Carneys tale kunne forøge Trumps fokus på Canada og forværre en allerede vanskelig situation.
Roland Paris, direktør for udenrigspolitisk policy-center på University of Ottawa og tidligere rådgiver for premierminister Justin Trudeau, stiller i et interview på CBC 20. januar sig selv spørgsmålet, om Davos-talen vil signalere en klar ændring i Canadas udenrigspolitik, eller om der mere er tale om ”filosofiske overvejelser”. Han bakker op om Carneys one-liner om, at tiden til at ”get along by going along” bør være ovre.
Men han peger i den sammenhæng på to helt nylige eksempler på, hvor svært det er – og vil være – at gå en ekstremt fin balancegang. Canada har ikke offentligt fordømt USA’s krænkelser af international ret ved at angribe og dræbe angivelige venezuelanske narko-terrorister. Og Canada tøvede som Nato-land med at sende militært personel til Grønland, da flere europæiske lande straks bidrog med personel til den symbolladede ”Arctic Endurance”-øvelse.
Canada vil af åbenlyse geografiske grunde altid have USA som sin vigtigste økonomiske partner.
Han henviser videre til, at når det gælder risiko for økonomisk gengældelse fra USA, er Canada mere udsat end de fleste andre lande. Med henvisning til den netop indgåede handelsaftale med Kina bryder han sig ikke om at kalde Kina ”a strategic partner” og advarer, ligesom mange andre canadiske iagttagere af Kina, om landets velkendte, kyniske udnyttelse af enhver form for økonomisk markedsafhængighed til pression, og Kinas dokumenterede anvendelse af slavearbejde. Hvor går grænsen for pragmatismen i et forsøg på at reducere afhængigheden af USA? ”It’s a tough, tough avenue to walk,” konkluderer Roland Paris.
Canada vil af åbenlyse geografiske grunde altid have USA som sin vigtigste økonomiske partner. Men Carney er allerede godt i gang med den nødvendige diversificering. Inden for de første otte måneder af hans regeringstid har Canada indgået tolv handels- og sikkerhedsaftaler med andre lande. Spørgsmålet er, om Canada er parat til at afsætte de nødvendige ressourcer til at bringe landet tilbage i en ledende rolle, når nye internationale samarbejder skal opbygges i lyset af USA’s enegang? Den nyligt udmeldte reduktion af det canadiske udenrigsministeriums personale på 12-13 procent synes ikke at pege i den rigtige retning.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og