KONCERT // ANMELDELSE – Beethoven har nok tænkt netop sin ”Violinkoncert” anderledes, men Nikolaj Szeps-Znaider styrede nærmest helt alene værkets dramatiske forløb fra først til sidst, hvad angår såvel dynamik som tempo.
Sommeren 2023 har budt på noget nær en ren luksusparade af vor internationalt berømmede violinist Nikolaj Szeps-Znaider, som trådte op med først en orkesterkoncert og dernæst en kammermusikaften i Tivoli i hhv. juni og august.
Paraden er nu afsluttet med en af sæsonens første torsdagskoncerter i DR-koncerthuset med opførelsen af en ægte sværvægter i violinlitteraturen, Beethovens næsten tre kvarter lange Violinkoncert i D-dur (op 61).
Det er en koncert, der gør stort indtryk hver gang, selvom solistpartiet egentlig dybest set er rent passagespil og et meget bevidst sådant. Her stilles solisten nemlig virkelig i relief til orkestret gennem en opvisning af enhver slags musikalske grundelementer i form af skalaløb, dobbeltgrebsakkorder og treklange i stribevis, mens orkesteret, derimod, mere leverer det melodisk-dramatiske stof.
Beethoven har i dette centrale værk tilsyneladende villet tage et opgør med den traditionelle solistrolle og vendt opgaverne rundt således, at orkesteret nu er den egentlige dramatiske modvægt til solistens redegørelse for de musikalske grundkompositionsstrukturer. Opgaven er og har derfor altid været en prøvesten for enhver mesterviolinist.
Charmerende musikerskab
Szeps-Znaider går til udfordringen med lige dele stringens og virtuositet og forløser koncertens mangefacetterede afsnit med en udsøgt klang og stoflighed i selv de allersvageste passager.
Han har desuden en lille og charmerende detalje, som han har vist ved flere tidligere lejligheder, idet han ofte og gentagne gange i koncerten selv deltager i orkestrets spil gennem alle dens tre satser og det på steder, hvor han rettelig ikke hører hjemme i nodebilledet. Med dette tilsnit leder han ligesom sig selv ind på musikken og dens kontekst, som om han vil bevæge sit instruments klang og tone fuldkommen ind i orkesterets egne svingninger inden hans solopassager. Effekten er fin og efterlader indtrykket af et meget charmerende musikerskab.
Solisten styrede derfor nærmest helt alene værkets dramatiske forløb fra først til sidst, hvad angår såvel dynamik som tempo
Orkestret var en både uhyre energisk og melodisk modvægt, der fremstod med en fuldtonet og velafbalanceret fast klang i alle tutti-stederne, imens valdhornene for deres vedkommende desværre næsten konsekvent leverede lidt for anmassende ansatser, der ikke kunne undgå at skæmme lydbilledet noget.
Især i koncertens finalesats, hvor Beethoven musikalsk set ligesom har bevæget sig op i højdedragene omkring Wien for at bivåne en folkelig musikalsk dansefest, holder Szeps-Znaider bogstavelig talt hele orkestersatsen i sin hule hånd med en serie krævende dobbeltgreb, hvor triller og forsiringer optræder indestængt mellem akkordernes toner. Dette fås ikke mere overbevisende udført såvel teknisk som musikalsk.
Dirigenten Stanislav Kochanovsky var gennem hele forløbet noget afmålt i sin tilgang til værket, som om han var lidt overforsigtig i at indgå en mere intens musikalsk dialog med solisten, end hvad godt var.
Solisten styrede derfor nærmest helt alene værkets dramatiske forløb fra først til sidst, hvad angår såvel dynamik som tempo. Her har Beethoven dog nok tænkt det radikalt anderledes med netop denne violinkoncert.
Eroica-symfoniens pointe
I torsdagskoncertens efterfølgende værk, Eroica-symfonien trådte Kochanovsky nu betydeligt mere i karakter og holdt orkesteret i et greb, der var alt andet end afmålt.
Alene denne symfonis akustiske volumen gør det næsten umuligt at forestille sig, at den lydligt har kunnet holdes inde i festsalen uden at sprænge alle ruderne i det adelige Lobkowitz-palæ i Wien, hvor den oprindelig blev uropført.
Her er vi sat overfor en Beethoven, der har udspændt alle sine sejl, revolutions-programmusik eller ej. Orkesteret får alle muligheder for at udfolde sig i både fintfølende ansatser og et stormende samspil, og disse muligheder formidlede Kochanovsky overbevisende.
Kochanovsky lod således orkestret ånde frit, stærkt og dybt, hvad hele symfoniens egentlige pointe også er
Han lod således orkestret ånde frit, stærkt og dybt, hvad hele symfoniens egentlige pointe også er. Med de narrative første tre satser og en uhyre dansant finale (ligesom i den forudgående violinkoncert) kom symfonien derfor mere end i hus.
Godt hjulpet hertil bidrog også den gamle orkesteropstilling med 1. og 2. violinerne placeret overfor hinanden, og med cellogruppen sat i midten tæt på 1. violinerne, mens bratschgruppen sekunderede 2. violinerne. Dette skaber i sig selv et tæt klangbillede, der blev udnyttet til fulde af musikerne og dirigenten tilsammen.
Sidstnævnte redegjorde ligeledes overbevisende for de mange sforzandi, accentueringer og talrige synkoper, der er så karakteristiske for al Beethovens musik, og skaber en musikalsk fremdrift, som ingen før ham kunnet frembringe så overbevisende.
Med andre ord en stor aften i Beethovens universstore lydbillede.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
