MUSIK // ANMELDELSE – Helt ny og gribende elektronisk fortælling af den engelske musiker og producer Lapalux (Stuart Howard), der viser nye veje til samfundskritisk musik, som kan fortolkes og nydes på mange måder.
I fremtiden er alting mere nøgent og skarpskåret. De rum vi bevæger os i holder symmetriske former, der tjener funktionelle formål, vi nutidsmennesker endnu ikke har forstået. Vores liv er strømlinede og underligt passive i kølig accept af verdens funktionalistiske undergang. Til det rene, identitetsløse liv man på den måde kan forestille sig, om alt der ligger så uoverskueligt mange år fremme, findes der altid et passende soundtrack – et elektronisk et af slagsen naturligvis. Sådan et har Lapalux (Stuart Howard) skabt med sit nye lysende album Amnioverse, der flytter hele lytterens bevidsthed adskillige lysår ud i fremtiden.
Det er jorden set udefra i et smertefuldt perfekt fremtidsscenarie
Vi befinder os i et mørkt og udenjordisk blåligt skær af lys, mens et syntetisk og ambient epos kaster musikalske skygger så langt øjet rækker. Langsomt behageligt men også hidsigt insisterende fortæller Lapalux historier med afstikkere fra både nyere og ældre elektronisk musik, og det er især de isnende klangflader, der fanger lytteren, når de sænker tempoet og holder alting koldt – sådan som det hører sig til ude i fremtiden.
Med sine abstrakte musikalske konstruktioner er Amnioverse ikke et dansevenligt elektronisk basorgie uden sans for mere komplekse detaljer, men derimod en gennemkomponeret fortælling om den fremtid, der så overraskende let lader sig beskrive i musik.
Sammen med de rå og metalliske, let forvrængede lyde kan man også opleve vokal af sangerinden Lilia, som bidrager med en kontrastfyldt skønhed oveni alle de sammensatte fragmenter. På samme måde får den islandske sangerinde Jófríður Ákadóttir sat sit æteriske præg helt fremme i lydbilledet. Stadig koldt og nøgent, men nu tilsat en blid omend kortvarig tryghed.
Kontrasterne ligger ikke kun i forskellen mellem vokalens organiske klang og det syntetiske bagtæppe. Kraftige og tætte lydbilleder udfordrer hele tiden lytteren, hvad angår rytme og klang og maskinel skønhed. I titelnummeret Amnioverse styrtbløder effekterne undervejs i noget, der minder om en desperat flugtscene iscenesat af kvinden i højttaleren, der nøgternt konstaterer at: “You’re not the only one that dreams of getting out of here…”. Med musikalsk raketfart falder alt sammen i et kaotisk drøn, inden det langsomt alligevel toner ud i mørket til lyden af brede, ambiente akkorder.
Der er en underfundig kronologi på albummet, der indledes i fortabelsen i Oblivion, men som ellers kommer ret vidt omkring på planetære natklubber i Voltaic Acid, kolde og våde gader – hvis det overhovedet findes om 1000 år i Momentine, med et elskende par foran en dyster neonoplyst natkulisse i Hellix, eller bare ved den endelige slutning i den rammende Esc, der ret effektivt suser ud som damp i en emhætte.
Med et par hovedtelefoner er musikken ret intens, og efter et par gennemlytninger kan man godt blive overrasket over stilheden, når det hele slukker. Men sådan er det jo også i det ydre rum.
Kronologien er ikke tilfældig, og den tydelige sammenhæng, der er mellem numrene, bidrager til følelsen af, at Lapalux har haft en klar mission med sine fragmenter. Der er øjeblikke af total, opløftende, astral skønhed undervejs, så man virkelig kan mærke suset væk fra den øjeblikkelige tyngende provinsvirkelighed. Det er jorden set udefra i et smertefuldt perfekt fremtidsscenarie, og selvom musikken er ganske nutidig, så lever den af arven fra store synthmestre som Vangelis eller Jean-Michel Jarre, men den bevarer sin originalitet ved at kombinere de klassiske elektroniske konturer med det mere poppede udtryk gennem de to kvindevokaler. Og selvom musikken til tider er åndeløst smuk, så er man ikke i tvivl om dystopiens beskaffenhed, når en sørgmodig mandsstemme i et stille intermezzo i Earth ret præcist rammer den sindstilstand, flere og flere allerede i dag befinder sig i.
when I look at the situation
out there in the big world
it just breaks my heart
it just seems to be lost
Amnioverse er et interessant bekendtskab for lyttere, der har brug for at rejse længere væk end vores egen lille jord, og samtidig er det et album fuld af overraskelser, der peger i alle retninger. Det lever på ingen måde op til klicheerne i den elektroniske musik, som beat-puritanere ellers ledes ved, for musikken leverer på komposition og rytmisk kompleksitet. To elementer der undertiden føles glemt i mange andre genrer. Med et par hovedtelefoner er musikken ret intens, og efter et par gennemlytninger kan man godt blive overrasket over stilheden, når det hele slukker. Men sådan er det jo også i det ydre rum.
Lapalux – Amnioverse: Udkom 8. november på Brainfeeder
LÆS FLERE ANMELDELSER AF JACOB GJELSTRUP HER
Foto: Brainfeeder
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
