BALLETKONCERT // ANMELDELSE – Den Kongelige Ballet tager med forestillingen ”Under dybet” svømmetag med livets skæbnemønstre på godt og ondt i en nærmest rituel sakral koreografi, der bevæger sig i alle retninger uden målet hermed synes at være i sigte.
Med titlen Under dybet præsenteres vi på Operaens scene for en hybrid af en balletforestilling, hvor vi mere er ovre i en genreform, der hører ind under ”balletkoncerttypologien end en egentlig danseforestilling. Dette er et legitimt valg, da enhver ny koreografgeneration må og skal foretage de valg og den rammeorientering, de nu engang føler sig mest draget af.
I teatrets egen foromtale præciseres det, at ikke siden Flemming Flindt-balletten Dødens Triumf fra 1972, har teatret samlet så mange kræfter om en ny teaterform, som vi her ser. Det er nok et udsagn, jeg selv ville have undladt. For det første er de to værker væsentligt forskellige i både hensigt, konkret idé og narrative former, og for det andet skal ethvert værk kunne leve uafhængigt og helt på egne præmisser og ikke udråbes til et parallelt udsagn om et værk, skabt i og for en ganske anden tid.
Ja, man har sågar villet hævde, at vi med Under dybet står overfor ”Livets Triumf” i modsætning til ”Dødens Triumf”. Det er heller ikke nogen god sammenligning, for begge værker tager reelt livtag med hele menneskets eksistens og ikke blot den ene side af tilværelsen.
Den nye forestilling, der er holdt i to afdelinger, åbner med fem balletbørn, der iklædt sorte voksenkjoler uanfægtet leger tagfat indtil fem trækbasunspillere afløser dem, der så selv bliver afløst af tredive uniformt klædte dansere, der endnu engang afløses af fem meget letpåklædte hoveddansere, som tager over og ligesom bliver de bærende kræfter gennem den sammenlagt knap to timer lange forestilling iblandet flere operasangeres deltagelse.
Undervejs bringer optrinene hos undertegnede koreografiske mindelser om Maurice Béjarts nu mere end 50 år gamle ballet Golestan, iblandet scener fra Fellini-filmen Satyricon, tegneren Henri Daumiers skildringer af Dantes helvede, maoristammerituelle dansescener, tibetanske lamabuddhistiske ceremonier, japanske samuraikrigsgeneraler og/eller azteker-guder – alle i skønsomme, sakrale handlingsoptrin.
Men ingen af disse mindelser er nødvendigvis at betragte som korrekte eller tilsigtede. Dertil er motiveringen for de højst forskelligartede figurers fremtræden alt for diffust skildret.
Er menneskelivet vitterlig blot én stor kødhakker af vore tildelte kroppe? Og gennemgår vi alle det samme ensformige livsforløb? Er der i tilværelsen plads til individuelle livsrum for nogle af os?
Hvis man derfor igen skal følge teatrets egen foromtale, skildrer disse åndemanende optrin alene menneskets livsbane og betingelser lige fra dets fødsel, over reproduktion til død, og hvor selve livstransformation udgør den tråd, der forbinder hele forløbet.
Personligt overraskes jeg dog over de meget uniforme tableauer og gentagne bevægelsesmønstre i denne eksistensskildring, der alle forløber i lange – måske alt for lange – perioder ad gangen, så oplevelseskoncentrationen let udvandes efter kun kort tid af hvert optrin. I flere af de scener, hvor man nærmest er øjenvidne til passager af sanktvejtsdans med de ufrivillige rykvise bevægelser hos de fem hoveddansere og den 30 mand/kvinde store baggrundsgruppe, er der således ingen enkeltindivider, der blot fanger endsige bevæger tilskueren, eftersom de alle er underkastet den samme udtryksramme.
Hvordan skal det så fortolkes? Er menneskelivet vitterlig blot én stor kødhakker af vore tildelte kroppe? Og gennemgår vi alle det samme ensformige livsforløb? Er der i tilværelsen plads til individuelle livsrum for nogle af os? Jeg så det ikke i nogle af disse gentagne og temmelig statiske optrins mønstre.
På trods af forestillingens stærke vilje til en formmæssig koreografisk frihåndstegning gennem det bredspektrede sceniske forløb, synes Under dybet fra først til sidst primært at ville portrættere et skæbnetungt memento mori for hele menneskeheden, men desværre uden noget særligt konkret narrativ eller særligt indgående differentierede trinforløb.
Alene de medvirkende operasangeres entréer undervejs i dette bevægelsesspil (gå ind!, stå frontalt! syng ubevægelig! synes at have været devisen) slår forestillingens timeglas i stykker, og sandet glider ud mellem fingrene. Med disse syngende aktører går optrinene scenisk død midt i al den omkringværende dansermasse.
Musikalsk er vi indenfor patchworkzonen af pophits (sågar benævnt ”popbibel” i forestillingens foromtale) iblandet nykomponeret sammenhængsmusik og udført med forstærker for sangernes vedkommende. Det sidste gør dem mærkeligt fraværende, uanset de alle foregiver at tage aktivt andel i skæbnefortællingens forløb på scenen.
Forestillingens sceniske visuelle aspekter har dog en vis gennemslagskraft. Men det, som måske rykkede mest hos undertegnede, var de gentagne sakrale optrin, der gjorde, at man som tilskuer blev gjort (eller måske rettere reduceret?) til en meddeltagende rituel menighed. Det var nu ikke lige en tilstand, jeg personligt havde lyst til at blive hængende i ret længe efter forestillingens sidste tæppefald – desværre.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
