PORTRÆTINTERVIEW // POV BUSINESS – Henrik Bodholdt har prøvet det meste. Og der skulle gå næsten halvtreds år, inden han for fuld styrke kastede sig over det, som er blevet hans altdominerende passion og erhverv – chokolade. I mere end fem år har han nu produceret sin helt egen økologiske chokolade, hvis grundsubstans, kakaobønnerne, kommer fra hans egen chokoladeskov, der ligger i en bjergdal i det nordlige Costa Rica. Her producerer han i dag økologisk chokolade ’fra jord til bord’. Maleku hedder hans chokolademærke. POV’s Poul Arnedal har mødt den danske chokolademager, da han fornylig var på ferie og forretningsrejse i Danmark.
Selvom det er et par døgn siden, han ankom fra Costa Rica til Europa, har Henrik Bodholdt stadig en smule jetlag , da jeg møder ham på Paludans Bogcafé i Fiolstræde. Måske hænger det sammen med, at han også er kørt i ét stræk i bil fra Amsterdam, hvor hans mor bor i dag, og som han selvfølgelig skal besøge både på ud-og hjemturen.
En ”åbenbaring”, som åbnede hans øjne og hjerte for, hvad kakao i virkeligheden er og kan
Han har dårligt fået sat sig ned, før han begynder at fortælle om både sit chokoladeeventyr og om, hvordan han er nået dertil. For havde man kendt ham for tyve år siden, havde de færreste nok forestillet sig, at den russisktalende forretningsmand ville få, hvad han selv kalder en ”åbenbaring”, som åbnede hans øjne og hjerte for, hvad kakao i virkeligheden er og kan. Og ikke mindst, hvordan det kan lade sig gøre at producere en ren og økologisk chokolade ved hjælp af ordentligt lønnet lokal arbejdskraft, som et bæredygtigt og etisk alternativ til mange af de store chokoladefabrikanters brug af børnearbejde og anden slavelignende arbejdskraft.
Oplevede Sovjetunionens opløsning på nærmeste hold
Der var allerede en kerne af idealisme og eventyrtrang hos den unge Henrik Bodholdt, der, mens han gik i gymnasiet på den københavnske Vestegn, blev fascineret af den russiske kultur, og hvad der foregik i det gamle Sovjetunionen.
Det førte til et uafsluttet studie i russisk på Hæren Specialskole, hvor han skulle uddannes som ”afhøringsofficer”.
I perioder boede han i Moskva, gik forretningsmæssigt ind i en række projekter i det nye Rusland og oprettede et mindre selskab med base i København, som handlede med Østeuropa
Det var midt i 80’erne, hvor Den Kolde Krig og diskussionen om atomraketter var på sit højeste. På Københavns Universitet fortsatte Henrik Bodholdt med sine russiskstudier. Men inden han nåede at gøre studierne færdig, fik han en henvendelse fra en gruppe unge mennesker, som han kendte et par stykker af.
Med Gorbatjovs overtagelse af lederskabet i Sovjetunionen var de begyndt at øjne nogle sprækker i Jerntæppet mellem Øst og Vest og skabte bevægelsen ’Next Stop Sovjet’. Og de skulle have en russiskkyndig med sig til Moskva, for, som han siger, ”at hjælpe med at oversætte både samtaler og dokumenter og tage kontakt til undergrundsbevægelser og uafhængige grupper. Og de betalte for min rejse, så hvordan skulle en ung russiskstuderende kunne sige nej til det tilbud?”
Han investerede i ejendomme og byggeprojekter. Da det på et tidspunkt gik knap så godt, slog han sig også på poker
På den måde oplevede Henrik Bodholdt på nærmeste hold udviklingen i det, der med Berlinmurens og Jerntæppets fald gik hen og blev ”det tidligere Sovjet”. I perioder boede han i Moskva, gik forretningsmæssigt ind i en række projekter i det nye Rusland og oprettede et mindre selskab med base i København, som handlede med Østeuropa.
I løbet af 1990’erne viste det sig at være en god økonomisk forretning. Bodholdt var ”ovenpå økonomisk”, som han selv udtrykker det, købte hus i Paradiskvarteret i Holte og fik mulighed for at udleve mere af sin oplevelsestrang gennem en række rejser i Latinamerika.
Realiserede alt og købte enkeltbillet til Costa Rica
I år 2000 gik en af ferierejserne til Costa Rica, og inden han igen vendte næsen mod Danmark, havde han lagt et bud ind på en række ubebyggede grunde på den costaricanske stillehavskyst. Hjemme i Danmark igen fandt han ud af, at sælgeren havde accepteret hans tilbud. Så blev huset i Holte solgt. Det samme skete med bilen, møblerne, motorcyklen og andet løsøre, og da alt var realiseret, købte han en enkeltbillet til Costa Rica. Her har Henrik Bodholdt boet lige siden.
Udover at nyde den varme, fugtige tropeluft gjorde han i første omgang det, han var vant til. Han investerede i ejendomme og byggeprojekter. Da det på et tidspunkt gik knap så godt, slog han sig også på poker. Egentlig var han mest til backgammon, som han havde spillet, siden han var ganske ung, men opdagede hurtigt, at der var flere penge i at arrangere pokerturneringer som underholdning for gæsterne på de store hoteller i Costa Rica.
Samtidig opdagede han også det, som skulle gå hen at blive hans store passion – chokoladefremstilling.
Jeg stak hovedet hen over de knuste bønner og indåndede, hvad der syntes at være ren chokolade. På det tidspunkt var jeg solgt. Det var en åbenbaring, og herfra tog chokoladen over
”I oktober er det lavsæson for hotellerne på Costa Ricas stillehavskyst. Jeg havde hørt om et matriarkalsk samfund blandt den oprindelige befolkning over på den caribiske kyst. Bribri’erne hedder de, og jeg tog nogle dage fri for at undersøge dette spændende fænomen.”
”Langt oppe ad en flod blev jeg indkvarteret i en hytte lavet af bambusstokke og et tag af flettede palmeblade. Ud fra en af de andre hytter strømmede den lifligste aroma fra nyristede kakaobønner. Det var en duft, jeg aldrig havde oplevet før.
Jeg blev inviteret indenfor af en kvindestemme og sat til at hjælpe med at afskalle de ristede bønner. Da det var gjort, begyndte kvinden at knuse de varme bønner i et stort fad. Jeg stak hovedet hen over de knuste bønner og indåndede, hvad der syntes at være ren chokolade. På det tidspunkt var jeg solgt. Det var en åbenbaring, og herfra tog chokoladen over,” fortæller Henrik Bodholdt.
Købte chokoladefarm og egen chokoladeskov
Hjemme igen på den modsatte kyst, begyndte han at kaste sig over alle de kilder, han kunde finde om kakaofrugten, og hvordan man forvandler dens kerner til chokolade. Efter kort tid begyndte han selv at riste kakaobønner og fremstille chokolade hjemme i køkkenet. Inden længe var den initiativrige dansker i gang med at afholde workshop for venner og naboer i sin hjemby Playa Potrero.
Herfra var der ikke langt for en driftig forretningstype som Henrik Bodholdt til også at opsøge sine hotelkontakter og tilbyde chokolade-workshops for hotellernes gæster. Siden er chokoladefremstilling og workshops og deltagelse i chokoladefestivaler blevet hans næringsvej.
Herefter skabte han sit eget chokolade-brand, Maleku, opkaldt efter den stamme af oprindelige folk, som i dag holder til i det nordligste Costa Rica på grænsen til Nicaragua, hvor Henrik Bodholdt i dag har sin chokoladefarm .
De smukke blomster, der sidder direkte på kakaotræets stamme og bliver til kakaofrugter, blomstrer nemlig hele året rundt, så de modne frugter kan høstes hver anden uge
For det gik hurtigt op for den danske chokolademager, at det var vanskeligt at fremskaffe en ensartet og høj kvalitet af kakaobønner. Og hvad skal en iværksættertype så gøre? Han må skaffe sig sin egen kakaofarm.
Efter nogen søgen fandt han farmen i en bjergdal lige nord for vulkanbjergkæden, som løber gennem landet. Blue Valley hed den og var på 13 hektar. Og udover et næsten fuldt udstyret produktionsapparat bestod farmen også af sin egen skov af kakaotræer – eller chokoladeskoven, som Henrik Bodholdt kalder den. Det betød, at han nærmest fra dag ét efter overtagelsen i 2016kunne begynde at producere sin helt egen økologiske fra-jord-til-bord chokolade med lokal arbejdskraft.
For en chokoladeskov er noget, der skal passes hele året rundt. De smukke blomster, der sidder direkte på kakaotræets stamme og bliver til kakaofrugter, blomstrer nemlig hele året rundt, så de modne frugter kan høstes hver anden uge. Herefter skal kakaobønnerne, som er frugtens kerner, fermenteres og tørres, inden de i chokoladeværkstedet kan ristes og kværnes til chokolade.
På virtuelt besøg i chokoladeskoven
Med salg af sin Maleku-chokolade til de store hoteller og gennem sin webshop og med afholdelse af både fysiske og virtuelle chokoladekurser og workshops samt deltagelse i en række chokoladefestivaler lykkedes det for Henrik Bodholdt at få balance i regnskabet for sin nystiftede virksomhed allerede efter fire år. Alt så kun ud til at ville gå fremad. Udover det lokale marked og en række kontakter til lande i Europa, var han også begyndt at få pænt fat i det danske marked med chokoladeevents og salg gennem sin webshop.
Jeg har sagt til mine venner, at hvis de nogensinde hører mig begynde at tale om, at jeg igen vil giftes, så skal de skynde sig at stoppe mig. For det egner jeg mig tilsyneladende ikke til
Men så kom der lige en verdensomspændende pandemi – coronaen – som ramte hårdt i Costa Rica, der fra den ene dag til den anden mistede alle sine turistindtægter. Det var noget, der kunne mærkes også i chokoladeskoven Blue Valley.
Heldigvis kunne Bodholdt fortsætte med at sælge sin chokolade gennem webshoppen og som noget helt særligt arrangere sine virtuelle chokoladeoplevelser. Her kan deltagerne via et link komme med Henrik Bodholdt ud i chokoladeskoven og også opleve, hvordan chokoladen bliver fremstillet, samtidig med at de kan sidde derhjemme og smage på den chokolade, de har modtaget i forvejen. Det var især noget som en række både danske og internationale virksomheder begyndte at benytte sig af. Men med corona-nedlukningen skortede det gevaldigt på den slags store firmaevents. Det var noget, som Henrik Bodholdt kunnet mærke.
En chokoladebevægelse som alternativ til de multinationale
Med de begyndende lempelser på corona-restriktionerne handler hans besøg i Danmark derfor også om at skaffe opmærksomhed omkring sin chokoladevirksomhed og om muligt finde nye investorer, som gerne vil være en del af den ’chokoladebevægelse’, som stadig flere små økologiske producenter tilslutter sig.
Han er kronprinsen i mit chokoladerige, og heldigvis har jeg et godt forhold til hans mor, som bor i nærheden
”Ligesom der for år tilbage begyndte at dukke en masse nye små specialbryggerier op, som lavede deres egne specialøl, så er der nu en chokoladebevægelse i gang, som er et etisk og bæredygtigt alternativ til de multinationale chokoladegiganter. Og jeg har sat mig for at være ambassadør for denne bevægelse for kendskabet til og oplevelsen af kakao og gourmetchokolade,” siger Henrik Bodholdt, der også har måtte betale sin pris for de mange års iværksætteri i både Østeuropa, Danmark og Costa Rica. Nemlig tre forliste ægteskaber med henholdsvis en russisk, en dansk og en costaricansk hustru.
”Og jeg har sagt til mine venner, at hvis de nogensinde hører mig begynde at tale om, at jeg igen vil giftes, så skal de skynde sig at stoppe mig. For det egner jeg mig tilsyneladende ikke til,” konstaterer chokolademageren med et selvironisk smil.
Til gengæld har han en nu 10-årig søn, Sebastian, med sin tidligere costaricanske hustru.
”Han er kronprinsen i mit chokoladerige, og heldigvis har jeg et godt forhold til hans mor, som bor i nærheden, så han kan have et godt og nært forhold til begge sine forældre,” slutter den 55-årige iværksætter.
- Henrik Bodholdt er født i 1965.
- Du kan både købe hans Maleku-chokolade og hans bog “Chokolade er …” samt lære mere om, hvordan du selv fremstiller chokolade her.
- Du kan også finde Maleku og chokoladefarmen på Facebook.
DU KAN LÆSE FLERE AF POUL ARNEDALS PORTRÆTTER OG ARTIKLER HER.
Topfoto: Henrik Bodholdt i sin kakaoplantage i Costa Rica. Foto: Toh Gouttenoir
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her