Mindre end én procent af Danmarks befolkning ejer næsten to tredjedele af den danske jord. Derfor har de resterende 99 pct. en helt legal interesse i, hvordan landet ligger – og derfor er et nationalt kompromis om landbruget nødvendigt.
…
Der er i den grad gået konflikt i den danske landbrugspolitik. Den har udviklet sig til et uforsonligt slag mellem miljø og landbrug, der er hævn og brutale markeringer af positioner og styrkeforhold – og både landbrug og natur bliver taget som gidsel. Det samme gør udviklingen i store dele af landet.
Det er skidt. Der må være en anden vej, og jeg fik et glimt af i hvert fald nogle af de mulige retninger, da jeg i dag lidt uden for Slangerup i Nordsjælland besøgte en idealistisk landmand, som drømmer om en helt anden type landbrug og har gjort alvor af det selv.
Da jeg trådte ind på gårdspladsen, var det som at komme tilbage i min barndoms land. Bogstaveligt talt, for landmandens jorder grænsede op til mine afdøde bedsteforældres ejendom i istidslandskabet ved Slangerup Ås, og meget lidt var forandret fra dengang. Her var lidt køer på græs og kalve i løsdrift, altså fritgående i stalden – lidt får, en masse høns og højtgalende haner, et par heste, drivhuse, grøntsager, kartoffeldyrkning … med andre ord den type landbrug, som mange byboer tror, at Danmark stadig består af, men som er ved at være fortid.
“Jeg er måske den sidste generation tilbage, som kan drive landbrug på den måde,” sagde han.
Han havde overtaget bruget efter sin far.
“Mange hundrede års erfaring og lærdom er ved at forsvinde, og når den først er væk, får vi den ikke tilbage.”
Hans drøm er, at livet vender tilbage til landet. Han mener, at vi trænger til en jordbrugsreform, så landmændene kan komme ud af deres gæld – og så de store brug kan splittes op i mindre igen. Til glæde for befolkningsudviklingen og indtægtsgrundlaget på landet, til glæde for landmændene og til glæde for naturen.
For 30 år siden var det gennemsnitlige landbrug i Danmark på ca. 30 hektar, og det var allerede større, end det havde været i årene før. I dag er det areal mere end fordoblet – hvilket groft sagt betyder, at landbefolkningen i samme periode er mere end halveret. Automatisering og de høje udgifter betyder, at der sjældent er mere end højst to-tre mennesker beskæftiget på det enkelte landbrug.
De store brug er kostbare, og det gør det stort set umuligt for de unge at få råd til eget landbrug, også selv om de gerne vil. Og samtidig har vi fået indrettet os sådan, at økonomien kræver monokultur – enten har man grise eller køer eller hvede eller majs. De gammeldags landbrug, som i højere grad havde lidt af det hele, findes næsten ikke og er svære at få til at løbe rundt økonomisk, fordi de kræver flere hænder, og der er for lidt luft i økonomien til at have råd til dem.
Den aldrende landmands ønskeliste
Undervejs i vores samtale kom den ældre landmand ind på, hvad han ønskede sig for fremtiden.
• Liv på landet igen. Lav en jordbrugsreform, hvor de store brug splittes op i mindre enheder, så unge mennesker har råd til at købe en gård. Hvis en stor bedrift splittes op i tre mindre og en række husmandsbrug, er det måske pludselig 20-30 mennesker, som kan have en levevej her i stedet for 2-3. Næppe alle vil have landbruget som eneste indtægt, men der vil komme liv på landet, og de unge familier kan få deres drøm om at blive selvforsynende med fødevarer opfyldt og være tæt på ligesindede.
• Plads til naturen. Ved at gå tilbage til den gamle landbrugsstruktur med mindre brug kan vi få den mosaiknatur, som engang var levested for mange arter, igen. Levende hegn og gærder kan genskabes som grønne korridorer i landskabet. De forskellige småbrug vil ikke have behov for at gøde og bruge gift i samme omfang, som havde de kæmpestore arealer med én afgrøde. Hvis husdyr græsser og går ude, bliver våde enge ikke en trussel, men en gevinst for gården.
• Hvis det enkelte brug er mindre, er der behov for at forædle. I dag bliver langt det meste af det dyrkede areal i Danmark til svinefoder. Har man et mindre areal, skal man i højere grad dyrke grøntsager og andet, som kan give et højt udbytte på relativt lidt plads. Det kunne der måske være mere fremtid i end i kun at dyrke råvarer, som andre så kan tjene pengene på at forædle.
Giftigt klima
Så vidt landmanden. Jeg har ikke forudsætninger for at vurdere, om hans ønsker er realistiske, men kan konstatere, at han selv har efterlevet dem og på sin gård og nabogårdene skabt et livligt landbrugsfællesskab med hensyn til naturen og et tæt socialt samvær og masser af liv og børn.
Jeg ved til gengæld fra samtaler med andre landmænd, at han ikke er alene om at ønske sig forandringer.
Problemet er, at det nuværende politiske klima er blevet så giftigt, at forandringer er nærmest umulige, for de kræver dels, at politikerne og organisationerne inden for landbrug og miljø kan gå på kompromis, dels at der er penge til at hjælpe landbruget ud af gældskrisen og dels – og ikke mindst – at der er forståelse for, at den form for omstilling kommer til at tage tid og kræve tålmodighed, for der er store følelser og mange traditioner i spil.
Hvis vi tager positionerne kort: Her kan vi jo passende begynde med Venstres nye landbrugsminister, Esben Lunde Larsen, som ved flere lejligheder entydigt taget det konventionelle landbrugs parti. I et indlæg fra Herning Folkeblad skriver han blandt andet, at “vi skal have et opgør med de eftervirkninger af naturbeskyttelsen, som har taget helt overhånd, og som bidraget til at hæmme dansk landbrugs udvikling, samt medvirket til at mistænkeliggøre danske landmænd.”
Han taler i samme indlæg om ‘miljøtyranni’, og at det er væksten, som skal betale ‘gildet for naturbeskyttelsen’.
Budskabet er klart: Naturen, det dyre skidt, skal den ondelynemig ikke stå i vejen for landmændene, og miljøflipperne, som dyrker Svend Auken som en helgen, skal ikke komme for godt i gang.
Det kan forekomme mere end en anelse besynderligt, når blå blok tordner mod en miljøpolitik, som den trods alt i 10 af de seneste 14 år selv har haft ansvaret for. Det forstærker indtrykket af, at det mere handler om politisk positionering end om det paradigmeskifte i kvælstofreguleringen, som navnlig V og LA har talt en del om.
På den anden side af skellet er tonen lige så uforsonlig. Danmarks Naturfredningsforening f.eks. forsømmer ingen lejlighed til at tale om MRSA, tordnende gæld, lukkede drikkevandsboringer på grund af sprøjtegifte, syge grise, stinkende gylle og forsvundne fugle- og dyrearter.
Samme sang kan andre grønne organisationer, og beskeden til landbruget er, at det er på tide at lade falde, hvad ikke kan stå. Det konventionelle landbrug er for dyrt, det sviner, bønderne er nogle dyremishandlere og giftsmuglere, og de ødelægger naturen. Ud med dem, føj.
Helt forsimplet – og det er virkelig forsimplet – kan man sige, at det fortrinsvis er blå blok, som er på landbrugets side, mens rød blok lige nu har travlt med at pudse den grønne profil – som vi ellers ikke så meget til, mens den S-ledede regering sad på magten.
Dertil kommer, at både landbrugs- og miljøorganisationer også er så skarpe i retorikken, at ethvert ‘kunne man i stedet ikke’ fra egne rækker bliver betragtet som noget nær kætteri.
Så længe positionerne er trukket så skarpt op, vil enhver beslutning om landbruget (eller naturen og miljøet) i virkeligheden være foretaget på et meget spinkelt mandat. Vi risikerer, at skiftende folketingsflertal ændrer love – også love som er fornuftige – alene for at sige ‘tak for sidst, fuck jer, og hav en vidunderlig dag’ til de politiske modstandere.
Det vil ikke være til gavn for landmændene, som om nogen har brug for stabilitet og forudsigelighed. Den kvælstofsejr, der lige nu er lagt op til, kan blive dyr efter næste valg. Og afviser EU landbrugspakken, hvad der ifølge eksperter er en reel risiko for, vil usikkerheden være total.
De 99 pct.
Selv om Esben Lunde Larsen tilsyneladende mener, at københavnerne skal blande sig helt uden om, hvad der sker ude på landet, er det faktisk i hele nationens interesse, at vi får skabt et ægte bæredygtigt landbrug, og her mener jeg efter Brundtlands defintion, ikke som i lobbyorganisationen med det misvisende navn. Ægte bæredygtighed betyder, at økonomi, natur og miljø og det sociale skal spille sammen. Ikke kun en eller to af delene. Det hele.
Landbruget spiller stadig en vis rolle for dansk økonomi, selv om den er kraftigt reduceret i forhold til tidligere. Til gengæld er landbrugets rolle for livet på landet og naturen i Danmark gigantisk.
Det skyldes det simple faktum, at næsten 60 pct. af Danmark er landbrugsjord. Vi er et af de mest intensivt dyrkede lande i verden, formentlig kun overgået af Bangladesh.
Men der er kun 40.000 bedrifter tilbage. Med andre ord ejer mindre end én pct. af befolkningen næsten to tredjedele af det danske areal. Det forpligter. Og det giver os andre 99 pct. en vis ret til at have en holdning til, hvad landbrugets omkostninger for det omgivende samfund må være, både i forhold til udviklingsmulighederne for livet på landet, økonomien og naturen.
Og derfor er det på høje tid, at politikerne og interesseorganisationerne erkender, at den nuværende kollisionskurs ikke gavner nogen, heller ikke landmændene. Der er brug for at gentænke landbrugets placering og udvikling i Danmark, der er brug for at tale om, hvordan vi både kan udvikle livet på landet, hjælpe landmænd til en sund økonomi og bevare og forbedre den natur, som mange er villige til at betale for at være i nærheden af. Bare se på, hvordan boligpriserne er tæt på natur som skov, sø og hav – og sammenlign så med, hvordan de er i intensivt dyrkede områder.
Natur- og Landbrugskommissionen med Jørn Jespersen i spidsen kom for et par år siden med en række anbefalinger, og arbejdet blev rost både fra landbrugsside og fra de grønne organisationer. Det var et glimrende udgangspunkt.
Mine samtaler med landmænd fortæller mig, at de også har en masse konstruktive ideer til, hvordan livet på landet kan udvikles – med småbrug, landboturisme, ekstensivt dyrehold og dyrkning af fødevarer af høj kvalitet.
Men det kræver, at den nuværende kamp slutter, og at alle også indser, at de ikke kommer til at vinde noget på længere sigt ved at fortsætte den. Der er udfordringer nok for vores landmænd og vores natur og vores landområder. Nu har vi brug for løsninger.
….
Øverste foto: Tidligere var det danske landbrugsland en mosaiknatur med våde, afgræssede enge, plads til blomster og urter, fugle og harer, levende hegn, dyrkede marker og vandløb som her på fotoet, der er fra Ahl uden for Ebeltoft. I dag er det et sjældent syn. Foto: Susanne Sayers
Hvis du kunne lide artiklen, er du meget velkommen til at dele den. Du kan også bidrage til mine fortsatte skriverier ved at sætte et beløb ind på Mobilepay – 40 99 49 36 – men det er helt frivilligt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
