KVINDER // NEPAL – Sydasiens kastesystem er berygtet. Den gamle tradition, der engang stift definerede folks erhverv, fortsætter med at forme deres sociale status og følelse af selvværd. Men få er så stigmatiserede som Badi’erne i det sydvestlige Nepal. Sommetider bliver de kaldt kasteløse blandt de kasteløse. Tania Karpatschof besøgte en Badi-familie tilbage i 1997, og den tilstand, hun beskriver, er i store træk uændret: Prostitution er en af de få muligheder, Badi’erne har.
En gruppe kvinder sidder på en stråmåtte uden for et lille lerklinet hus. Geder springer forårskåde omkring. En flok drenge leger med hjemmelavede drager. En vandbøffel daser i floden. Det er næsen idyllisk, hvis man ser bort fra de brugte kondomer, der skimtes rundt omkring i vejkanten.
På denne varme forårsdag på vej til møde i Doti i det vestlige Nepal er det – med hjælp fra en lokal NGO – lykkedes mig at få arrangeret et møde med en gruppe Badi-kvinder. Lige siden jeg første gang hørte om Badi-kvinderne, har jeg haft et brændende ønske om at møde dem.
Hendes krop brødføder 11 slægtninge, herunder hendes forældre og to yngre brødre. Hun har op til 12 kunder om dagen. Det giver hende en indtjening på alt fra 70 cent til 2,15 dollar
Badi-kvinderne går nemlig for at være nogen af de mest hjerteskærende ofre for Nepals kastesystem, og jeg er tilbøjelig til at være enig. Tanken om at en hel sub-kaste er fanget i prostitution af årtiers tradition, er ganske opsigtsvækkende og forstemmende.
Badi’erne var dansere og musikere
Badi’erne kan spore deres rødder tilbage til Licchavi-dynastiet i det, der nu er delstaten Bihar. I 1700-tallet rejste de til det vestlige Nepal, hvor de underholdt med dans og musik for landadlen. De regerende adelsmænd gav Badi’erne bolig, jord, mad og tøj i bytte for deres optræden. Men de fik også hurtigt et godt øje til de smukke kvinder, som i stigende grad begyndte at ernære sig som kurtisaner for disse adelsmænd.
Efter at det autokratiske Rana-styre blev væltet i 1950, blev adelsmændene frataget meget af deres magt, herunder deres ret til at indkræve skatter. Som et direkte resultat var de ikke længere i stand til at videreføre deres “beskytterrolle” over for Badi’erne. For at kompensere for deres familiers mistede indkomst, begyndte Badi-kvinderne at udvide deres servicer til også at gælde helt almindelige mænd. Så mens efterspørgslen efter deres sang og dans faldt, voksede efterspørgslen efter deres nye beskæftigelse – prostitution.
Piger opfordres til prostitution af familien
En af kvinderne rejser sig hurtigt op, da jeg kommer gående op imod huset. Hun smiler bredt og afslører, at hun mangler flere tænder i undermunden. Hendes knaldrøde sari matcher hendes læbestift. Hun tørrer hurtigt sin læbestift af og forklarer, at hun klædte sig ekstra fint på, når hun skal besøge markedet. Jeg tror hende ikke et øjeblik, men smiler venligt tilbage. Bina, som kvinden med den røde læbestift hedder, inviterer os til at sidde ned og spørger, om vi vil have te.
Mens vi venter på teen, fortæller hun, at hendes forældre ikke har tvunget hende ind i prostitution, men at de stille og roligt opfordrede hende til at følge traditionen på et tidspunkt, hvor hun var for ung til at kunne vide bedre og gøre andet.
Børnene er ugunstigt stillet fra fødslen, fordi de bærer efternavnet Nepali. Det bruges som oftest på fødselsattester for børn, hvor faderskabet er uklart, hvilket gør dem ekstra sårbare over for forfølgelse
Mange af Binas kunder er lokale politikere, forretningsfolk og politifolk. Disse mænd fra højere kaster, som drager fordel af hende i det skjulte, undgår hende i det offentlige, og kunne ikke drømme om at bruge deres sociale position til at imødegå den forskelsbehandling, der ligger til grund for hendes skæbne.
Hun fortæller, at hun har arbejdet som prostitueret i fire eller fem år. Hendes krop brødføder 11 slægtninge, herunder hendes forældre og to yngre brødre. Hun har op til 12 kunder om dagen. Det giver hende en indtjening på alt fra 70 cent til 2,15 dollar.
Hun afskyr arbejdet, siger hun, men hun ser ikke nogen anden udvej. Hun har ingen uddannelse. Desuden spørger hun retorisk: “Hvem vil gifte sig med mig nu?”
Badi-piger lærer tidligt, at der venter dem et liv med prostitution. Ligesom Bina lærer de fra familiemedlemmer, at prostitution er – og altid har været – kvindernes arbejde i Badi-kasten. De ser på første hånd, hvordan deres mødre, søstre og andre kvinder omkring dem prostituerer sig selv dagligt, og de ved, hvad der forventes af dem. Mødre spiller den altdominerende rolle i at introducere og oplære deres døtre til prostitution. Pigerne lærer alt om sex, og hvordan man kan klæde sig og opføre sig for at tiltrække kunder.
Deres karriere som prostituerede starter kort tid efter deres første menstruation med en speciel ceremoni kaldet Natthi Kholne (kan direkte oversættes til ”at åbne næseringen”), hvor klienten giver pigen smykker, tøj og nogle penge, før han dyrker sex med hende.
Prostitution er en af de få muligheder
Muligheder for at få andet arbejde er så begrænsede, fortæller Bina videre, at hun føler, at den eneste måde, hun kan overleve på, er gennem prostitution. Lidt hurtig hovedregning viser, at med 10 kunder tjener kvinderne over 1.000 rupier om dagen, hvilket er mange gange mere, end vores chauffør tjener for at sikre, at vi overlever på de forræderiske nepalesiske bjergveje.
En lidt ældre kvinde dukker op med den hvinende søde nepalesiske te. Hun virker irriteret og afbryder gentagne gange, mens spyttet står hende om munden. Så er det nok med alle de spørgsmål, fnyser hun. Hvad får vi ud af besøget? God pointe. Kvinderne er vant til at få noget til gengæld for deres service.
Men i 2007 stoppede regeringen pludselig al støtte til Badi’erne
Bag Bina spotter jeg nu en gruppe piger i otteårsalderen. De småfniser genert. Jeg får et kort øjeblik øjenkontakt med den ene af pigerne og sender hende et forsigtigt smil. Hendes kulsorte øjne følger mig ivrigt, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om hun har nogen chance for at undslippe sin tunge sociale arv.
Børnene er ugunstigt stillet fra fødslen, fordi de bærer efternavnet Nepali. Det bruges som oftest på fødselsattester for børn, hvor faderskabet er uklart, hvilket gør dem ekstra sårbare over for forfølgelse. Et ukendt faderskab betyder endvidere, at børnene ikke kan gøre krav på at få et nationalt nepalesisk id-kort. Dette er nødvendigt for at kunne gå i skole, få adgang til sundhedsydelser, statslige velfærdsprogrammer og et respektabelt job.
Fortsat kamp for retfærdighed
Mit besøg hos Badi’erne ligger en del år tilbage, men desværre har stort set intet ændret sig siden da. Ændringer går ekstremt langsomt i et land som Nepal, og Badi-kvinderne kommer konsekvent bagest i køen, når der sker noget.
I 2005 gav Højesteret i Nepal regeringen ordre til at udvide formelt statsborgerskab til Badi’erne, etablere omskoling og alternative beskæftigelsesprogrammer og øge tilskud til fattige familier. Men i 2007 stoppede regeringen pludselig al støtte til Badi’erne. Badi’erne truede med en aktion, hvor de ville smide alt tøjet midt i hovedstaden Kathmandu.
Stigmatiseringen er så stærk, at den også rammer de Badi-kvinder, der ikke arbejder som prostituerede. De behandles med samme foragt som dem, der er prostituerede
Der findes ikke meget dokumentation. En feltrapport fra FN beskrev i 2012, hvordan folkegruppen stadig ligger i bunden af det nepalesiske kastesystem. I Dalit, som er navnet på den laveste kaste i Nepal, ligger Badi’erne nederst. ”Selv om det antages, at seks procent af Badi-kvinderne og -pigerne er involveret i prostitution, er flertallet udsat for chikane og sociale fordomme, som bunder i stigmatiseringen, der klæber ved hele folkegruppen”, kan man således læse i rapporten.
”Selv om dette samfund langsomt trækker sig ud af verdens ældste erhverv, (…) kæmper de for at kaste deres historiske byrde af sig”, hedder det i en artikel i dagbladet Kathmandu Post i 2019.
Badi-kvinderne gør selv en aktiv indsats for at forbedre deres egen situation, og i parlamentarisk sammenhæng er de repræsenteret af politikeren og aktivisten Ekta Nepali, der er medlem af Kongrespartiet og selv Badi.
”På trods af at situationen har ændret sig i et vist omfang for Badi-kvinderne, bliver hovedparten fortsat skubbet i retning af prostitution. Jeg ønsker at ændre denne tilstand for alle Badi-kvinder og hjælpe dem til at leve et værdigt liv, tilskynde børnene til at gå i skole og få en formel uddannelse,” skriver Ekta Nepali på FEDOs hjemmeside. Bag forkortelsen gemmer sig organisationens fulde navn, Feminist Dalit Organization.
Diskriminationen af Badi’erne fortsætter
Ved den nepalesiske folketælling 2011 blev der registreret 38.603 Badi’er. Det svarer til under en procent af den samlede befolkning. Deres landsbyer ligger spredt ud over distrikterne i den midt-vestlige region af Nepal.
I januar 2009 besluttede regeringen på ny at gøre en indsats for at rehabilitere Badi-samfundet ved at give dem jord og udstyre dem med indkomstskabende færdigheder. På den måde skulle kvinderne hjælpes til at opgive prostitution og søge andre økonomisk indbringende muligheder. Men på trods af disse initiativer fortsætter forskelsbehandlingen af Badi’erne.
Badi-aktivister beskylder tradition, korruption og Nepals polariserede regering for manglen på forandring. Den dag i dag betyder mangel på uddannelse og fortsatte kastebaserede fordomme, at det er vanskeligt for Badi-kvinder at tjene til livets ophold på andre måder end ved prostitution. Det fanger dem i en cyklus af fattigdom og social afvisning.
Med udbredt analfabetisme, mangel på muligheder og omfattende diskrimination falder en del kvinder og unge piger stadig tilbage på prostitution.
Stigmatiseringen er så stærk, at den også rammer de Badi-kvinder, der ikke arbejder som prostituerede. De behandles med samme foragt som dem, der er prostituerede. Et flertal af dem, der prøver at bryde ud af prostitutionen ved at starte teboder, tobaksforretninger eller hårsaloner, fortæller, hvordan kunderne nægter at betale, misbruger dem eller ligefrem boykotter deres forretning.
Så mens det nepalesiske samfund langsomt ændrer sig, fortsætter diskriminationen af Badi’erne. Folk, der tilhører høj-kaster vil ikke tage imod deres mad, købe deres produkter, tillade dem indenfor deres døre, eller at de henter vand fra den samme vandpumpe.
Interessant nok har diskriminationen ikke begrænset mænd fra høj-kasterne fra at søge fysiske forhold til de Badi-prostituerede. Men det er ikke kun fra de højere kaster, at Badi’erne er udsat for forskelsbehandling. Selv fra andre “kasteløse grupper” bliver de diskrimineret, idet de betragtes som de “laveste af de lave” – de er kasteløse blandt de kasteløse.
Badi’erne lever altså forsat med mange af de samme problemer som for årtier siden. Forældre kæmper med omfattende diskrimination og for at skaffe mad på bordet. Med udbredt analfabetisme, mangel på muligheder og omfattende diskrimination falder en del kvinder og unge piger stadig tilbage til prostitution. Hvor de tidligere blev sat på piedestaler som kurtisaner, dansere og sangere for adelen under Rana-regimet, er de nødsaget til at ty til prostitution for at overleve.
LÆS MERE I POV OM NEPAL HER
Topbillede: I Nepal diskrimineres Badi-folket, og Badi-piger og kvinder tyer til prostitution. Arkivfoto: Simon fra Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her