”Fuld tilfredshed eller pengene er spildt!”, sagde Ellen Oppenhejm slagfærdigt, da jeg spurgte, om jeg måtte tage et billede af hende. Hun var inviteret til ældrebebyggelsen Strandlund, Charlottenlund, for at fortælle om flugten til Sverige i 1943, der endte med, at hun, hendes bror og hendes forældre blev sendt til KZ-lejren Theresienstadt.
Jeg havde set det fine program, ”Danske jøder i Hitlers fangenskab”, som DR K sendte i januar, hvor seks overlevende danske jøder fra koncentrationslejren Theresienstadt var tilbage og fortalte om livet i lejren. Ellen gjorde stort indtryk på mig. Der var ingen bitterhed at spore, ingen vrede. Kun undren over, hvorfor hun skulle rammes så hårdt. Da jeg så rendte på hende i mit lokale supermarked, måtte jeg fortælle hende, hvor stor en oplevelse det var at se hende i TV-udsendelsen.
”Jeg skal fortælle om det på Strandlund om nogle måneder. Du kan jo bare komme, hvis du vil høre mere! Lad mig lige se i min kalender, hvornår det er”, sagde hun, og så fik jeg tid og sted.
Vi var ca. 25 tilhørere, de fleste Ellens jævnaldrende. Hun selv stod op, mens hun fortalte. Det hele var skrevet omhyggeligt ned. Hun fortalte, elegant i brune læderbukser og en flot turkis jakke, med spil i øjnene. Ellen Oppenhejm fylder 91 i april.
Hvorfor ville jeg nu høre Ellen fortælle det, jeg jo havde set i TV? Har vi ikke hørt de historier nok? Skal vi ikke bare se at komme videre?
Nej, det er vigtigt at være i stue med et af de få nulevende mennesker, der kan sige:
– Jo, det fandt sted.
– Det var en KZ-lejr.
– Der var mange mennesker der døde.
– Det var en forbrydelse mod menneskeheden, og vi må aldrig glemme det.
I dødens skygge
Tilbage i 80’erne interviewede jeg Fania Fenelon, den franske kabaretsangerinde og forfatter til bogen ”I dødens skygge”, om livet i Auschwitz-Birkenau, hvordan hun overlevede, fordi hun spillede og sang i Kvindeorkestret i Auschwitz, og fordi hun kunne synge arien fra Mme Butterfly.
Siden da har vi hørt adskillige populister og højrefløjsgalninge postulere, at det aldrig har fundet sted. Så længe det kan ske, må man give mæle til dem, der på egen krop kan bevidne, at jødeudryddelse og KZ-lejre i allerhøjeste grad har fundet sted.
I kan prøve at forestille jer, hvordan det er, når 40.000 skubber og maser for at komme fremad på én gang. Besynderligt nok var vi glade for at komme ‘hjem’ til væggelusene, og være indendøre. Der var koldt udenfor, og 200-300 mennesker døde i løbet af de 16 timer.
Ellen Oppenhejm var 17 år i oktober 1943, da familien flygtede til Sverige. De var med i en båd med fire andre, de ikke kendte. Uden kompas og de vidste ikke, hvor de var.
Da de efter mange timer på åben sø omsider så lys, viste det sig at være skibet Ydun, en af DFDS’ både. Rebstiger blev kastet ud, som de måtte klatre op ad. Kaptajnen var ubønhørlig og ville ikke hjælpe dem. Tværtimod. Han sejlede dem til Helsingør, hvor de blev overdraget til tyskerne og sendt til Horserød og videre med almindeligt tog til Gedser, med færge til Warnemünde og kreaturvogn til Theresienstadt.
Det var en tidligere garnisonsby med oprindelig 7000 beboere, der nu skulle huse 40.000 KZ-fanger. Familien var heldig og slap for de store barakker, hvor mænd og kvinder boede hver for sig. Ellen, hendes bror Ralf og forældrene boede sammen på et værelse, de delte med tre andre.
”Vi var så heldige at få foræret et vaskefad, så vi kunne vaske os. Det foregik for åbent tæppe. Det var ikke sjovt. Og lokummerne var ikke lækre, så i halvandet år stod jeg op”.
Livet i lejren betød hårdt arbejde hver eneste dag, tre dage fra kl. 6-14, tre dage fra kl 14-22.15, foruden det, man ellers blev sat til. Og der var ikke noget med lørdag og søndag.
Når SS kom på besøg, skulle de synge for dem.
Ellen arbejdede også i en børnehave med kvinder fra Holland, Tjekkoslovakiet, Østrig og Tyskland. En af kvinderne havde Hitlerjugendbælte på. Hun havde været medlem af Hitlerjugend, glødende antisemit, men så viste det sig, at hun var adopteret og selv oprindelig jøde, så hun blev hentet og sendt af sted.
Jeg kan stadig ikke forestille mig, hvor mærkeligt det må have været for hende, og for stemningen fangerne imellem.
Familien fik udleveret to små brød, der skulle vare i tre dage, vel at mærke til fire personer, og kvinden, der udleverede brødene, skar dem over og tog en skive til sig selv. Derudover tynd suppe. Sult hørte til dagens orden. Det var pakkerne hjemmefra og efter et halvt år pakkerne fra Røde Kors, finansieret af Socialministeriet, der holdt dem i live. Så heldige var de andre fanger i lejren ikke.
Mandtal
Der er jo orden i sagerne, når tyskerne administrerer, så på et tidspunkt skulle der foretages optælling af beboerne. Alle 40.000 blev 11. november beordret ud på en stor eng udenfor byen, hvor de måtte stå op hele dagen, i 16 timer. Bevæbnede SS-soldater med hunde kom flere gange for at tælle dem, lavtgående fly skræmte livet af dem, da de frygtede at blive beskudt. Omsider blev der givet ordre til, at de kunne gå tilbage.
”I kan prøve at forestille jer, hvordan det er, når 40.000 skubber og maser for at komme fremad på én gang. Besynderligt nok var vi glade for at komme ‘hjem’ til væggelusene og lopperne, og være indendøre. Der var koldt udenfor, og 200-300 mennesker døde i løbet af de 16 timer,” fortæller hun.
En dansk kommission kom på besøg i Theresienstadt 23. juni 1944, for at se, hvordan de danske fanger havde det. Et flovt kapitel i dansk historie, da lejrledelsen selvfølgelig fik sat det hele i stand, så det lignede en film fra Danmarks Turistråd. Flere tusinde fanger blev sendt østpå, så lejren ikke var så overbefolket. Og danskerne fik skrappe instrukser om ikke at fortælle, at nogen var døde af sult.
Kommissionen opdagede ikke skønmaleriet, så fangerne kunne skuffede se kommissionen tage af sted overbevist om, at alt var i den skønneste orden.
Endelig befriet
88.000 fanger blev sendt videre med kreaturvogne til Auschwitz-Birkenau, men af disse var ingen danskere. 32.000 døde i Theresienstadt af sygdom og sult, heraf 51 af de 470 danskere.
Det blev til 548 dage i fangenskab for Ellen Oppenhejm og hendes familie. 15. april 1945 kørte de danske fanger ud af lejren i de hvide busser, på vej tilbage til Danmark. De andre fanger blev beordret ud og se på og sige farvel, mens orkestret spillede. Hvor grusomt at tænke på.
Der var papskilte foran vinduerne i busserne, så de ikke kunne se, hvad der foregik udenfor bussen. Men papstykkerne faldt ned, så de kunne sagtens se. De kørte 60 km fra Dresden, der stadig brændte. ”Et syn jeg ikke begræd”, som Ellen Oppenhejm sagde.
I Sønderjylland fik Ellen ”det bedste måltid jeg nogensinde har fået”: Havregrød med rigtig mælk. Herefter gik turen tilbage via Odense, med færge over Storebælt, til hovedstaden, men bagom byen til Frihavnen, hvor de blev sejlet over til Malmø. Der var jo stadigvæk tysk overherredømme, så de danske jøder skulle reddes. Og denne gang lykkedes det for Ellen og hendes familie, der alle havde overlevet, at komme til Sverige. Men til aflusningsbad og til barakker med sovesale, og pigtråd omkring – nu var de igen spærret inde.
Det er vigtigt at være i stue med et af de få nulevende mennesker, der kan sige: Jo, det fandt sted. Det var en KZ-lejr. Der var mange mennesker, der døde. Det var en forbrydelse mod menneskeheden, og vi må aldrig glemme det.
Befrielsen 4. maj var på alle måder en lykkelig dag, og 25. maj kom Ellen og hendes bror Ralf tilbage til Danmark, forældrene kom en måneds tid senere. Storebroren Helmuth var i sin tid roet til Hvén for at komme i sikkerhed. Han kom hjem til Danmark 4. maj med Den Danske Brigade, og på den måde blev familien atter samlet.
Det er snart 72 år siden
En tankevækkende beretning, der er så aktuel den dag i dag. Historien gentager sig. Tusinder af mennesker flygter over Middelhavet, drukner eller bliver samlet op, familier bliver splittet, sendt i lejre under kummerlige vilkår eller må bo i ingenmandsland og vente, under umenneskelige vilkår, afhængige af folkestemninger, politiske vinde, integrationsstramninger og held.
Vi har intet lært.
Ellen Oppenhejm har stået op i en times tid, og kan godt tænke sig at sidde lidt ned.
Vi klapper og takker for hendes fortælling. Det er imponerende, at hun orker, at hun kan rumme disse grusomheder, som står knivskarpe i hendes erindring. Ellen er endnu et eksempel på den kollektive tavshed, der ramte den generation. Man talte ikke om det, der var sket. Det var bedst at glemme det, så i årevis gik mange traumatiserede mennesker rundt og gemte på de grusomste oplevelser. Bekendelseslitteratur er et meget nyt fænomen.
Ellen fortalte for første gang om flugten 1. oktober 2008, sammen med ni andre i synagogen i København, 63 år efter befrielsen.
Topfoto: Terezienstadt, Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
