
Bamsen var forbi den nyåbnede Restaurant Palægade i Københavns Indre By ikke bare en men to gange til frokost i løbet af en uge – så godt er stedet. Jeg har endnu til gode at prøve aftenkortet, men at Palægade byder på det bedste smørrebrød i kongeriget netop nu, mener jeg ikke, der kan herske nogen tvivl om.
Jeg vil faktisk gå så langt som til at udråbe restauranten til årets bedste frokostrestaurant, da jeg simpelthen ikke har fantasi til at forestille mig noget bedre, selvom året ikke er rindet ud endnu.
Det er førsteholdet, der kører serveringen i Palægade
Det er i sandhed også A-kæden, der står bag den nye restaurant.
På investor-siden finder man folkene bag Formel B, Uformel og Restaurant Sletten og i den nye restaurant bliver man vartet op af gamle kendinge som Simon Olesen og Rasmus Amdi Larsen, der tidligere har slået deres folder som vinkyndige herrer hos Le Sommelier i nabogaden.
Førstnævnte har også været en tur forbi Restaurant Schønnemann – der indtil Palægade lukkede dørene op, var byens førende smørrebrødstempel – og i Palægade har han fået selskab af de i særklasse dygtige smørrebrødskokke, Karina Pedersen og Betina Simonsen Madsen, der kommer direkte fra Schønnemann.
Menukortet er ikke helt så omfattende som i kælderen på Hauser Plads – og tak for det. For mange indslag har det med at mudre menuen og er langt fra noget kvalitetsstempel.
I Palægade finder vi dog stadig alle de gode sager indenfor de klassiske kategorier: sild, skaldyr, fisk, postej, kød, æg, grønt, høns, kød, lunt, ost og kage. Dog i lettere nyfortolkninger, hvor de danske travere har fået et lille twist i enten tilberedningen eller anretningen – her mærker man, at Formel B-drengene også har gjort deres indflydelse gældende ligesom råvarerne naturligvis er helt friske og fra de bedste producenter.

Lokaler og indretning i Palægade fortjener også et par ord med på vejen.
Så vidt jeg erindrer var det hér, at et rejseforsikringsselskab i sin tid havde kantine, men det er der ingen spor af nu. I dag træder man ind i Københavns mest stilfulde frokostrestaurant, hvor der er god plads mellem bordene. Rummet er smagfuldt indrettet med skakternet gulv, paneler og specialfremstillede borde, der står perfekt til den nu afdøde møbelarkitekt Finn Juhls spisebordsstol, Reading Chair fra 1953.

Størrelsen på de enkelte stykker smørrebrød ligger langt fra det overbelagte for ikke at sige overbelæssede smørrebrød, man ellers bliver mødt med rundt omkring i byen.
Selv på de gode frokostrestauranter må man ofte være benhård i sin prioritering og nøjes med et par stykker, hvis man ikke skal køres derfra i en trillebør. Ærgerligt, hvis man foretrækker en større variation igennem et måltid.
Det er imidlertid ikke noget problem i Palægade, hvor serveringerne er portioneret mere i stil med smørrebrødet hos Aamanns på Østerbro, der også har været bannerfører i at gøre smørrebrød til en mere nutidig spise. Det vil sige, at hver anretning er tilpasset et halvt stykke brød med nogle få, velvalgte ingredienser, ikke for meget unødigt, ligegyldigt pynt og helt uden overbelægning.
En tour de force ud i hvad havet, marken og stalden har at byde på
Vi lagde ud med en lun dobbelt stegt sild med grov sennep og urter samt en kryddersild med cremefraiche og syltede løg. Det var ganske enkelt de bedste sild, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at sætte til livs.
Dobbeltstegningen i den stegte sild gjorde underværker, så den nærmest smeltede på tungen og kryddersilden var ikke den klamme, sødlige slags men en rigtig modnet, halvsyrlig og mildt krydret sild, hvor creme fraichen (der var på hele 48 procent) parret med syren fra silden og de syltede løg kildrede ganens g-punkt til frydefuld effekt.

Til sildene fik vi serveret et par velvoksne snapse fra det store snapsekort, der rummer mange mindre producenter, hvor håndværket er i højsædet. Vi valgte en mild og aromatisk dildsnaps samt en valnøddesnaps med en blød, rund karakter; et godt bud på en nordisk Cognac.

Efter sildene var det tid til de nye kartofler. Også her overgår Restaurant Palægade alle andre i denne simple rodfrugt.
Vi fik den i to variationer: i en utroligt velsmagende, røget udgave rørt sammen med hønsesalat af Gråsten høns og drueagurk på sprødt rugbrød og helt klassisk som kartoffelmad med mayonnaise, ristet løg, purløg og sprød bacon. Alle dopamin-signalstofferne blev udløst i et langt “uhm” ved hver bid, så det næsten blev en prøvelse at sidde roligt på de fine arkitektstole.

Alle dopamin-signalstofferne blev udløst i et langt “uhm” ved hver bid, så det næsten blev en prøvelse at sidde roligt på de fine arkitektstole.
Nu skulle der kød på tallerkenen. Og hvilket kød! Vi gik ombord i henholdsvis det mest delikate stykke med oksetartar, jeg længe har set og et stykke med velhængt roastbeef af okse fra Himmerland med bløde løg, spejlæg og ramsløgskapers.
Det var lige før, vi måtte udbryde et “muh” i ren og skær, uforfalsket begejstring over, hvad stalden havde at byde på denne dag.

Nu begyndte mætheden da også at indfinde sig, så vi afsluttede en af de bedste frokoster, jeg har nydt længe med en kop udmærket stempelkaffe og et stykke Othello-lagkage for lige at få lidt sødt til at sætte fordøjelsen i gang med. Det var der brug for – men på den absolut gode måde.
Restaurant Palægade er byens nye stjerneskud, hvad angår smørrebrød og får velfortjente
★ ★ ★ ★ ★ ★ ud af seks herfra på listen over frokostrestauranter, der dyrker det danske køkken tilsat det helt rigtige raffinement.
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget. Du kan også abonnere til 20 kr. om måneden.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.