Malene Lei Raben sprunget ind som stedfortrædende haveperson denne uge, hvor Signe Wenneberg har deltaget i debatpaneler om bæredygtighed, madspild og cirkulær økonomi ved Folkemødet i Allinge. Malene skriver om at være bidt af havebacillen – en besættelse, en herskerinde, som driver én hvileløst frem – og om et uforglemmeligt besøg på Sissinghurst i Sydengland i maj.
Jeg har ikke været på Folkemødet. Får dårlige nerver ved tanken om at være væk bare få dage fra min have. Især nu her, midt i uge 25, som er havens absolutte højsæson. Det er dels fordi, det er nu, jeg skal nyde frugterne af alt det hårde arbejde, al min planlægning, forspiring og drømme for sæsonen, men også fordi haven – midt i sit strålende zenith – skal beskyttes mod alskens farer. Ligesom en ung mor, der jagter sine små børn med højfaktor solcreme, lige så snart det bliver varmt, føler jeg mig som en gal kvinde, der springer rundt for at beskytte mine planter.
I sidste uge var jeg væk i fem dage og havde mareridt om, at slagregn havde sænket mine pæoner og forvandlet mine Alchemilla Mollis til sørgeligt flade buske, som omvendte balletskørter efterladt på jorden i en kraftig sommerbyge. Heldigvis stod det hele strunkt og flot, da jeg kom hjem men oh skræk og rædsel; sneglene havde guffet alle mine forspirede tobaksplanter i sig, så der nu kun var sørgelige bladrester tilbage. Jer, der forspirer, ved hvor ulykkelig det kan gøre en.
Man føler sig som mor for de små planter, som man har hekset frem fra små usynlige frø i sin vindueskarm, priklet over i større potter og møjsommeligt vandet hver dag på en beskyttet plads i haven, mens de vænnede sig til de hårdere vilkår udenfor. Men ak, af de stærke rosetter, jeg havde plantet i alle mine bede, er der nu kun et fåtal tilbage, og mine Hosta er hullede som sier.
Jeg var ellers optimist i forhold til sneglene i år. Hård frost i januar og langvarig kulde hele april lovede godt, og efter tørken i maj kunne jeg stort set ikke finde en ærlig snegl på mine 1.000 kvadratmeter. Men jeg burde have vidst bedre. Forrige år troede jeg, at alle mine rølliker var døde, men da jeg gravede dem op for at kassere, fandt jeg ud af, at de blev gnavet af under jorden af de små sataner. Bare fordi man ikke kan se dem, betyder det ikke, at de ikke er der! Det var lektionen, som jeg desværre havde glemt.
Nu har jeg så holdt mandtal på matriklen, og der er bare at sige, at hvis sneglene havde stemmeret hjemme hos os, var min mand og jeg totalt udmanøvreret! Godt og vel 700-800 stykker har vi indfanget de sidste tre dage bevæbnet med lommelygte, handsker og kogende vand – og jagten fortsætter. Så nu har jeg alle de liv på samvittigheden.
Men her er smukt, og roserne dufter som kraftigt parfumerede damesæber. Jeg skal minde mig selv om at nyde det i stedet for at bekymre mig om alt det, der kan gå galt.
Jeg har besluttet, at der er dødsstraf for at spise noget i min have uden at være inviteret. Det skulle duerne tage at tænke lidt over… De har nemlig forelsket sig i mine ribsbuske og i min grønkål, som jeg har måttet spærre inde med et kraftigt net.
Men her er smukt, og roserne dufter som kraftigt parfumerede damesæber. Jeg skal minde mig selv om at nyde det i stedet for at bekymre mig om alt det, der kan gå galt. Til det har jeg et lille trick. Hvis jeg sætter mig på min terrasse og skuer ned over haven, arbejder min hjerne på højtryk med projekter, jeg burde sætte i værk, og planter der burde flyttes. Men hvis jeg flytter mit legeme ned i selve haven og lægger mig i en liggestol, så mister jeg det guddommelige perspektiv og falder i søvn i blomsterhavet.
Besøg på Sissinghurst i England
I begyndelsen af maj måned var jeg endnu engang på havetur til det sydøstlige England sammen med min søster og min niece. Jeg havde tilrettelagt et stramt og ambitiøst program, og som kronen på værket besøgte vi Sissinghurst Castle Gardens, som blev skabt i 1930’erne af forfatteren og adelskvinden Vita Sackville-West og hendes mand, politikeren, diplomaten Harold Nicolson. Det var mit tredje besøg på Sissinghurst og jeg husker selv hvor overvældet jeg blev første gang.
Og nej, uanset hvor mange billeder man har set, er der intet som kan forberede en på det levende kunstværk, som denne have er. Haven indeholder mange af de kendte elementer fra andre store engelske haver, men er her udført med en kunstnerisk vision, som løfter det fra natur til sanseberusende totaloplevelse.
Det var en stor fryd at se min søster og niece blive fuldstændigt overrumplede og betagede, og det endda efter vi allerede havde set mange flotte haver i dagene op til. ”Man ved ikke det findes, før man har set det”, sagde min søster på viis Peter Plys-facon. Og nej, uanset hvor mange billeder man har set, er der intet som kan forberede en på det levende kunstværk, som denne have er. Haven indeholder mange af de kendte elementer fra andre store engelske haver, men er her udført med en kunstnerisk vision, som løfter det fra natur til sanseberusende totaloplevelse. Der er en ”White Garden”, hvor ægteparret indtog deres aftensmand, fordi sanserne har brug for rolige farver om aftenen, en Lime Walk, hvor hasselbuske er underplantet med treblad (Trilium), bregner og forskellige varianter af Euphorbia, en ”meadow”, hvor æbletræerne står med fødderne i langt svajende græs og hvide narcisser, en ”Cottage Garden”, som flammer i røde og gule nuancer og meget, meget mere.
Natten efter lå min søster vågen på grund af alle de overvejelser, hun havde omkring sin egen have. Når man først er bidt af havebacillen, er der nemlig intet beroligende ved denne hobby. Det bliver en besættelse, en herskerinde, som driver én hvileløst frem, konstant i overvejelser om, hvad man lærte af denne sæson og kan gøre bedre i den næste.
Jeg er altid i dialog med min have, og derfor er det utrygt at være væk fra den i længere tid af gangen, for hvem ved hvordan den opfører sig, når jeg ikke ser strengt på den (og duerne…) hele tiden?
Om fire uger bytter vi huset ud med en lejlighed i Kuala Lumpur, og så skal den anden familie, der flytter ind hos os passe hus og have. Allerede nu har jeg forberedt instrukser om vanding og græsslåning, men ellers håber jeg faktisk, at familien vil nyde haven og spise alle afgrøderne, mens vi er væk. Måske jeg rent faktisk kan parkere havemanien hjemme på Valby Bakke og ikke tage haven med på ferie? Men inden jeg rejser vil jeg se ud af terrassedøren, og bede den opføre sig ordentligt til vi ses igen.
Tips til uge 25:
- Saml sneglene i en spand (husk handsker) og hæld kogende vand over dem
- Sæt tomme mælkekartoner eller små skåle ud med øl. Det tiltrækker sneglene
- Sæt net over de grønne jordbær, over stikkelsbær og ribs inden de bliver for fristende for fuglene
- Puds roserne
- Klip hækken til Sankt Hans
- Nyd det!
Ugens Bog:
Harold Nicolson, medskaber af Sissinghurst, er kendt som en af mest berømte dagbogsforfattere i det tyvende århundrede. I bogen kan man både læse om underskrivelse af Versaille-traktaten og om hans og Vitas overvejelser omkring anlæggelse af den verdensberømte have. Tony Lord er en af mine yndlingsforfattere, når det kommer til havebøger. I denne lille bog kan man få direkte og anvendelig inspiration til at eftergøre nogle af plantekombinationerne fra Sissinghurst i i sine egne bede.
Post Scriptum:
Det er både billigere og godt for de overbelastede kloakker i København at bruge opsamlet regnvand til vanding af haven. Jeg faldt engang over en regnvandstønde i grøn galvaniseret stål i den tyske butik Manufaktum og sagde til min mand, at hvis han gav mig den, ville jeg vide, at han elskede mig. Bedøm selv om det er sandt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
