Hverdagsdansk: Tjener, der er en flue i mit liv

af i Liv & Mennesker

KLUMME – Du har sikkert også prøvet det. Du ligger på sofaen og nyder den dér søde, dejlige lur, hvor du er halvt vågen og halvt fortabt i skønne drømmerier. Du er doven og dejlig varm, og livet er helt overnaturligt skønt lige nu, hvor du danser om kap med englene på kanten af søvnen… Hvis det altså ikke var for den nævenyttige flue, som ikke vil forsvinde.

Du vifter den væk, halvt i søvne. Det virker ikke. Den bliver ved med at trippe og trappe rundt på dine arme og dupper på din hud med sin lille snabel. Du hiver i slumretæppet og dækker dig til så meget som muligt, men fluen er klog. Den ved, at du skal trække vejret, så den danser bare videre på din kind. Du ender med at konkludere, at du er nødt til at rejse dig og løse problemet. Din himmelske lur er ødelagt af et irritationsmoment, der ikke vil gå væk.

Disse fluer kender vi alle. Også i overført betydning. Irritationsmomenter, der forhindrer flowet, og som gør, at vi må rejse os fra sofaen for at håndtere dem. Ligesom når en flue havner i vores suppe. Vi drømmer vel alle om at kunne kalde tjeneren til os og bede om en ny livssuppe, nu uden fluer. Vi glemmer bare, at fluer er en del af livet, og at man ikke kan drømme sig væk fra dem.

At slå sig til tåls med sin egen middelmådighed er måske den største udfordring for danskerne anno 2018. Måske fordi vi i virkeligheden er allermest bange for, at den bedste version af os selv ender med også at være middelmådig

Måske har du også mødt holdningen om, at et liv uden fluer er muligt, hvis blot du har den rette indstilling og udviser den rette adfærd. Du kan helbrede kræft ved at tænke positivt, løbetræne og spise flere grøntsager. Dit barns ADHD kan holdes i skak med en gluten- og mælkefri kost, og hvis du har en depression, kan du tænke dig til mental sundhed. Handling giver forvandling, if you can dream it you can do it,og jeg skal komme efter dig. Men hvad nu, hvis det er et selvbedrag?

Vi lærer af Anthony Robbins og de andre selvhjælpsguruer, at vi kan vælge at være den bedste version af os selv. Lytter man til amerikanerne er det lig med skønhed, rigdom og succes. Problemet er bare, at der er en øvre grænse for, hvor smuk, rig og succesfuld man kan være i Danmark. Vores ligestillingssamfund er funderet på topskat, der regulerer, at vi ikke får for meget, og understøttelse, der regulerer, at vi ikke får for lidt. Resten sørger Janteloven og mellemmenneskelig misundelse for at regulere, så vi ikke stikker snuden for langt frem.

Alle odds er jo imod os i vores stræben efter at blive den bedste version af os selv. Hvorfor ikke nyde middelmådigheden og være lige som alle andre? Hvorfor denne evige stræben efter et fluefrit liv?

Måske fordi vi flygter fra middelmådigheden i tidens stadig mere omfattende udviklingstrang. Alle livets forhold har potentiale for udvikling: vores relationer, tankemønstre, kroppen, kostvaner, karriere, bolig, børneopdragelse… Fortsæt selv listen. Når potentialet er der, skal det jo også indfris – det siger vel sig selv? Vi skal hele vejen rundt i et holistisk optimeringsprojekt, som i sidste ende fjerner os fra os selv.

At slå sig til tåls med sin egen middelmådighed er måske den største udfordring for danskerne anno 2018. Måske fordi vi i virkeligheden er allermest bange for, at den bedste version af os selv ender med også at være middelmådig.

Illustration: Pxhere.

Mette Bærbach Bas, f. 1981, er idéhistoriker og forfatter med speciale i dansk kultur og kulturmødet. I sin bog Kulturspejlet (Turbine Business 2016) udfolder hun sin pointe om, at det er os, der er de underlige. Dansk kultur er på mange måder ekstrem og spænder ben for en vellykket interaktion med udlændinge.

Efter at have boet i seks forskellige lande og lært sig seks forskellige sprog, har Mette slået sig ned for en tid i Brabrand med sin tyrkiske mand, Cem. Sammen har de to børn, som opdrages efter den grundholdning, at børnene skal have det bedste fra begge kulturer.

Mette blogger om kulturmødet i hverdagen på www.kulturspejlet.dk, hvor du også kan melde dig på hendes nyhedsbrev og lytte til første kapitel af bogen Kulturspejlet læst højt af forfatteren.

Med klummeserien Hverdagsdansk tager Mette Bærbach Bas pulsen på danskerne, vores overbevisninger og handlemønstre. Klummerne tilbyder dig en mulighed for at se dig selv lidt udefra og giver næring til eftertænksomhed - og forhåbentlig også nysgerrighed.

Seneste artikler om Liv & Mennesker