KOMMENTAR – De mennesker, der ser antisemitisme, hvor der kun er deres eget indre spøgelse, er typisk dem, der er mest blinde for eller direkte bidrager til den antimuslimske tendens. Det mønster synliggør socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen.
Lars Aslan Rasmussen har skrevet et sælsomt indlæg i Berlingske præget af repetition, manipulation og misinformation.
6. februar leverede den israelske viceambassadør et angreb på Enhedslisten, som instrumentelt udlagde Israelkritik som antisemitisme.
19. februar valgte Lars Aslan Rasmussen at gentage flere af viceambassadørens insinuerende eksempler og tilføje en yderligere ingrediens: misinformation.
Indledningsvis hævder Aslan, at Pernille Skipper i sit svar til viceambassadøren har afvist, at der findes antisemitisme på venstrefløjen. Det er usandt og Berlingske måtte korrigere. Senere skriver Aslan, at Israel ”stort set er det eneste land, som den yderste venstrefløj bruger al sin tid på at kritisere og vil boykotte”. Det er åbenlyst misvisende.
Så er der jo ikke megen antisemitisme, så har vi det sandelig godt!”
– Bent Melchior
Enhedslisten har opfordret til boykot af Kina i forbindelse med OL. Af Frankrig i forbindelse med atomsprængninger. Af Qatar på grund af slavearbejde. Af Brasilien i forbindelse med rydning af regnskov. Af Sydafrika under apartheid. De har talt for sanktioner mod fx Rusland, Iran, Bahrain og Marokko på grund af ulovlig annektering af land, menneskerettighedskrænkelser og militær besættelse. At Israel stort set skulle være det eneste land, Enhedslisten kritiserer, er et falsk postulat, der enten er et udslag af ond vilje eller af et ekstremt tunnelsyn hos anklageren ikke den anklagede.
Lars Aslan møder Rasmus Paludan
Lars Aslan er ofte optaget af at udstille dobbeltstandarder. Samme Aslan inviterede i december 2018 Rasmus Paludan inden for til et timelangt møde på Christianborg, som blev transmitteret på Paludans YouTube-kanal. I DR-dokumentaren ”Rasmus Paludan – højrenationalist i børnehøjde” fortæller Paludan begejstret, at mødet var et foreløbigt højdepunkt i partiets historie. Uden at Aslan påpegede racismen, fik Paludan fra demokratiets højborg lov til at levere usminket antimuslimsk propaganda om hvem der var værdige og uværdige fremmede. Aslan ser antisemitisme i kritik af en besættelsesmagt, men han ser ikke racismens bæst, når det sidder og brøler foran ham.
Aslans dobbeltsyn kan fungere som et prisme for en bredere tendens, som bliver synlig, i dele af debatten om antisemitisme. De mennesker, der ser antisemitisme, hvor der kun er deres eget indre spøgelse – som når Klaus Rifbjerg, Martin Lidegaard og senest Troels Heeger fra Berlingske udråbes til antijødiske – er typisk dem, der er mest blinde for eller direkte bidrager til den antimuslimske tendens.
Intet belæg
Ifølge en YouGov-undersøgelse fra 2015 er jøderne den etniske gruppe danskerne har det mest positive billede af. Muslimerne er der derimod 45 pct., der har et negativt billede af. 21 pct. har et meget negativt billede af muslimerne, det er ti gange så mange, som de 2 pct., der har et meget negativt billede af jøderne. Samme mønster kan man se i den danske værdiundersøgelse af 2017: 2 pct. ønsker ikke jøder som naboer, mens seks gange så mange, 12 pct., ikke ønsker muslimer som naboer. Kaster man et nøgternt blik på det politiske landskab genfinder man tendensen: ingen parlamentariske partier er antisemitiske, hvorimod flere partier er antimuslimske.
Alle mennesker er værdige – men nogle mennesker er mere værdige end andre
Ifølge professor i socialpsykologi, Lars Dencik, der står bag EU’s undersøgelse af den oplevede antisemitisme i Danmark, er der ikke belæg for at betegne den yderste venstrefløj som et særligt arnested for antisemitisme. Denciks data underbygger altså ikke Aslans fornemmelser. Professoren slår samtidig fast, at Danmark er det land i Europa med den næstlaveste grad af oplevet antisemitisme.
Det jødiske samfunds grand old man, Bent Melchior, tegner et tilsvarende billede i et interview i Weekendavisen d. 17. januar:
“Vi havde disse tilfælde omkring Krystalnatten, den 9. november sidste år, hvor der blev malet på gravsten i Randers og sat nogle plakater op. Det skulle være en organiseret aktion, og det var alt, det blev til. Fem-syv personer med maling og plakater i ly af mørket. Så er der jo ikke megen antisemitisme, så har vi det sandelig godt! Man sagde, at nu er jødehadet kommet til Danmark, men sådan en lille skare kan man altid finde. Så reaktionen rammer problemet forkert.”
Bent Melchior mener, at det ekstraordinære sikkerhedsopbud omkring synagogen sender et forkert signal:
“Jeg er ikke stor tilhænger af bevogtningen ved synagogen i Krystalgade. Men nu er gaden lukket af, og ingen tør pille afspærringen ned igen. Vi bruger stærkere midler end nødvendigt. Vi kommer til at gøre det mere dramatisk, end godt er.”
Over for Aslans frie associationer og fantasifulde anklager står de hårde data og Bent Melchiors erfarne afdramatisering.
Arven fra Dan Uzan
Vi bør aldrig glemme Dan Uzan, der blev offer for en utilgivelig antisemitisk forbrydelse foran synagogen i 2015. Men selv ikke Aslans mest kreative krumspring kan gøre gerningsmandens forskruede tankesæt til et produkt af Enhedslisten.
Uzans tragiske skæbne minder os om, at vi altid skal stå vagt om vores jødiske minoritet og at enhver antisemitisme skal fordømmes. Men den lære Dan Uzans far, Sergeot Uzan, smukt udledte af tragedien var større end det: ”Vi skal vise terroristerne, at de ikke kan overvinde det demokratiske fællesskab og kærligheden over for hinanden. At de ikke kan mindske vores menneskelighed”, sagde han.
Vi skal værne om menneskeligheden og stå vagt om alle vores minoriteter; falske anklager om antisemitisme modarbejder kampen mod ægte antisemitisme og racisme. I det holdningsunivers, som Lars Aslan Rasmussen repræsenterer, er der et slående misforhold mellem reaktionerne på den lykkeligvis begrænsede antisemitisme og reaktionerne på den antimuslimske strømning. Menneskerettighedernes grundforestilling om, at ethvert menneske har en iboende værdighed uanset religion og etnicitet, er skrøbelig, og visse steder synes den at erodere for at blive erstattet af en Orwellsk omskrivning:
”Alle mennesker er værdige – men nogle mennesker er mere værdige end andre.”
Den tendens bør vi bekæmpe, uanset hvor den viser sit ansigt.
Foto: Pernille Skipper, Lars Aslan Rasmussen, Rasmus Paludan, Steen Brogaard og Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
