BLASFEMILOVGIVNING // DEBAT – “Det, der adskiller os fra lukkede, totalitære lande, er også det, der er grundlaget for vores friheder. Det er derfor, folk fra de lande ønsker at leve mere som os. Det er altså ét fedt, om man er Rasmus Paludan eller Pussy Riot. Om man har sympati for den ene, men ikke den anden. Frihederne er vores alles, og dem skal vi værne om”, skriver Christian Vinther.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Russy Riot
”Hellige Maria, Guds Moder, ud med Putin, ud med Putin”
”Frihedens spøgelse er endt i himlen, Gay Pride ligger nu i lænker”
”Fornærm ej Hans Hellighed, damer, hold jer til at føde børn”
”Lort, lort, Gud er noget lort”
Sådan lød lidt af den ”punkbøn”, som det russiske, feministiske kollektiv Pussy Riot optrådte med i 2012, da de marcherede ind i Frelseren Kristus-Katedralen i Moskva med formålet om at fordømme den ortodokse kirke og dens forbindelser til præsident Putin.
Talsmanden mener, at miniskørter og det at ”sminke sig som klovne” opfordrer til voldtægt. Han har også formuleret den ortodokse kirkes ønske om at forbyde “homoseksuelle forbindelser”
Kvinderne blev fjernet af vagter, men en video fandt dog vej til sociale medier:
En uge efter blev tre af gruppens medlemmer varetægtsfængslet i et halvt år, før de omsider blev stillet for en domstol – og fordi Pussy Riot optrådte foran ikonostasen i en ortodoks kirke, blev det muligt at anvende blasfemiparagraffen, der i Rusland kan give op til syv års fængsel.
Pussy Riot var derfor ”heldige”, da medlemmerne ”kun” blev dømt til to år.
Bør religiøse argumenter have magt?
”Vi har ingen fremtid, hvis vi tillader den slags bespottelse”, lød det i forbindelse med Pussy Riot-hændelsen fra patriark Kirill, overhoved for den russisk-ortodokse kirke. Putin var på tidspunktet presset af store demonstrationer, og hans reaktion var et skarpt sving til det religiøse højre.
Efter Pussy Riots punkoptræden begyndte Moskva-patriarken derfor at presse på for at få en ny lov indført, der skulle gøre det forbudt blot at ”fornærme religiøse følelser”, og i 2013 indførte Putin netop sådan en lov, der kan give op til tre års fængsel.
Den ortodokse kirke presser på for yderligere stramninger mod blasfemiske ytringer. F.eks. har talsmanden for kirke og samfund, Vsevolod Chaplin, sagt, at tre års fængsel for overtrædelse af loven ”slet ikke er nok.”
Hvis det skal være forbudt at afbrænde religiøse symboler, hvordan stiller det så iranske kvinder, der kunne ønske at afbrænde en hijab?
Om Chaplin kan det nævnes, at han som præst er gået til krig mod kvinders ”uterlige påklædning”, fordi han mener, at miniskørter og det at ”sminke sig som klovne” opfordrer til voldtægt. Talsmanden har også formuleret den ortodokse kirkes ønske om at forbyde ”homoseksuelle forbindelser”.
Så langt er Putin ikke gået, men i 2013 indførte han den internationalt udskældte lov imod “propaganda om utraditionelle seksuelle forhold”, der siden er blevet gradvist strammet, så den sidste år også kom til at omfatte et forbud mod al information om LGBT+.
Ovenstående har ført til alvorlige konsekvenser, ikke kun for feministiske demonstranter og LGBT+ personer.
En række klimaaktivister oplevede f.eks. at få deres hjem stormet og ransaget af betjente i hjelme og skudsikre veste, fordi de havde demonstreret imod oprettelsen af en ortodoks kirke i et grønt område, og i en mere absurd sag fra 2017 fik en ung YouTuber tre et halvt års betinget fængsel, fordi han havde ”fornærmet” religiøse følelser ved at spille Pokémon Go på sin mobiltelefon i kirken.
Skal blasfemiparagraffen genindføres?
I 2017 afskaffede Danmark sin blasfemiparagraf, og man bør forholde sig til såvel umiddelbare som langsigtede konsekvenser, hvis den genindføres på ny.
Det åbenlyse først: hvis det skal være forbudt at afbrænde religiøse symboler, hvordan stiller det så iranske kvinder, der kunne ønske at afbrænde en hijab?
Og hvad følger mon så?
For som med førnævnte ortodokse Vsevolod Chaplin findes der altid flere ønsker om at stramme grebet.
Hos de radikale har flere udtrykt ønske om at gå i den retning. Den radikale viceborgmester i Høje-Taastrup Kommune, Esat Sentürk, er eksempelvis ”træt af, at Rasmus Paludan gang på gang pisser på muslimernes værdighed, uden at man gør noget ved det”.
Her kunne man blot udskifte ”Rasmus Paludan” med ”Pussy Riot” og ”muslimer” med ”ortodokse kristne” og spørge sig selv, om det skurrer i ørerne? Sentürk advokerer i øvrigt også for en grundlovsændring, der indskrænker ytringsfriheden. Det bør nemlig stå i Grundloven synes han, at ”vi har ytringsfrihed, så længe intentionen ikke er at skabe had”.
Hvem lytter man til, når snittes skal sættes? Dem, der har den største sympati i befolkningen? Dem, der sætter biler i brand? Dem, der skærer halsen over på mennesker for at have krænket deres religiøse følelser?
Det radikale byrådsmedlem i Rudersdal Kommune, Jacob Netteberg, mener, at Paludan skal bremses med ordensbekendtgørelsen, der pudsigt nok er tiltænkt voldsparate uromagere, f.eks. dem, der vil forhindre lovlige demonstrationer, og altså ikke imod demonstranterne selv.
Og i Zenia Stampe-land er argumenter om, at Paludan er hadefuld og ”tirrende” tilstrækkeligt til, at hun er villig til at bukke under for voldsmandens veto og sløjfe politibeskyttelsen af ham:
Den ”hadefulde” og ”tirrende” adfærd er altså grundlaget for alle de tre radikale kollegaers argumentation. Man kan derfor med god ret spørge de radikale politikere, om det samme skulle gælde, hvis kristne miljøer brugte en tilsvarende argumentation, overfor en dansk gruppe i stil med Pussy Riot? Eller hvis folkekirkens ”sorte præster” havde beskyldt sidste års LGBT-aktivister for det samme? Og hvordan ville argumentet mon se ud i Faderhusets og Ruth Evensens magt?
Resultatet er, at politi og retlige myndigheder – som i Rusland – må agere smagsdommere for, hvornår noget er ”hadefuldt”, og hvornår noget ikke er.
Og hvem lytter man til, når snittes skal sættes? Dem, der har den største sympati i befolkningen? Dem, der sætter biler i brand? Dem, der skærer halsen over på mennesker for at have krænket deres religiøse følelser?
Mere vil have mere
Lad mig lige slå fast:
Danmark er ikke Rusland.
Rasmus Paludan er ikke Pussy Riot.
Genindfører vi blasfemiparagraffen, begynder vi ikke at smide folk i fængsel for at spille Pokémon Go i kirken.
Men selv hvis man vender blikket væk fra Rusland og tilbage mod Vesten, er der eksempler på, hvor langt de religiøse kræfter og deres støtter er villige til at gå.
I Storbritannien har den islamiske påvirkning f.eks. ført til, at en uafhængig retskommission har forslået, at satiriske tegninger som dem, man kan se i Charlie Hebdo, skal kunne give helt op til syv års fængsel, hvilket – pudsigt nok – er samme strafferamme som den, Pussy Riot kunne være blevet idømt i Rusland.
Et helt nyt eksempel har vi sagen fra Wakefield, hvor fire britiske folkeskoleelever er blevet bortvist, imens politi og imamer undersøger, om eleverne har krænket islam ved at tabe en koran på jorden
Et andet vanvittigt eksempel er Skotlands daværende justitsminister (nuværende sundhedsminister), Humza Yousaf, der i 2020 foreslog, at man skulle kunne retsforfølge selv ”hadefulde samtaler om middagsbordet.”
Og i et helt nyt eksempel har vi sagen fra Wakefield, hvor fire britiske folkeskoleelever er blevet bortvist, imens politi og imamer undersøger, om eleverne har krænket islam ved at tabe en koran på jorden.
I Rusland findes der ingen grænser for, hvornår den ortodokse kirke stiller sig tilfreds.
Sammenligner man med de ovenstående sager, er det samme tilfældet, når man forholder sig til påvirkningen fra visse af Europas muslimske samfund.
Men det, der adskiller os fra lukkede, totalitære lande, er også det, der er grundlaget for vores friheder. Det er derfor, folk fra de lande ønsker at leve mere som os.
Det er altså ét fedt, om man er Rasmus Paludan eller Pussy Riot. Om man har sympati for den ene, men ikke den anden.
Frihederne er vores alles.
Og dem skal vi værne om.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
